Kravafvisende femårig

Vores pige er fem år. Hun er en kvik pige, som altid har haft et ret stort behov for kontrol og et heftigt temperament - meget stædig! For en god ordens skyld har vi ikke mistanke om nogle diagnoser. 

Men vi bøvler meget med, at hvis vi stiller et krav til hende, som hun ikke har lyst til - fx at hjælpe med at rydde op, køre i ladcykel i stedet for bil, børste tænder, tage tøj på, så laver hun en vanvittig scene. Hun har ondt det ene eller det andet sted og græder, hyler og skriger og råber af os, til vi (især jeg) er så fed up af det, at vi bliver vrede og skælder ud. Det gør ikke stemningen bedre.

Hvis vi så frafalder kravet, så er hun meget ofte med det samme i fint humør igen. Så vi tænker egentlig at hun bruger sit raserianfald ret aktivt - om end hun nok ikke er bevidst om det.

Som regel ender det med, at vi snakker om det og så laver vi en eller anden aftale om, at vi rydder op i fem minutter eller lignende. Og så går hun med på den og er god til det. Men vi kan ikke starte med at lave aftalen - det er som om vi lige skal igennem en større scene hver gang. Og det er så udmattende.

Vi har prøvet mange ting af - forberedelse, belønning, at være meget konkret, tid osv. Endnu er vi ikke lykkedes med at undgå scenen.

Vi synes jo også, at hun ikke skal have lov til t vi alle danser efter hendes pibe, fordi hun skriger sig til alt muligt. Omvendt ser vi os selv som anerkendende forældre, og det er megasynd for hende at hun skal have så stort et flip ofte flere gange om dagen. Og også synd for hende, at vi bliver vrede og skælder ud.

Det har stået på længe! Som i siden hun var 3 år. I børnehaven er hun vellidt blandt børn og voksne, og de oplever ikke udfordringer. 

er der nogen, der har nogle gode råd? Det fylder ganske meget i vores hjem, hvor der også er storebror og lillebror på 7 og 14mdr. Min mand og jeg er begge pædagogisk uddannede og arbejder begge med børn, så vi er ikke komplet ureflekterede - men vi er efterhånden på bar bund.

Min datter (yngste af tre) var/er også meget bestemt og i forhold til sine brødre er hun meget selvstændig og bestemt. Hun er 8 i dag men da hun var 4-5 år var hun meget som du beskriver. Og hun var så dygtig sprogligt at hun også kunne sætte ord på at hun faktisk havde behov for at bestemme noget engang imellem… Så det var det vi gjorde. Vi bestemte hvornår og med hvad hun kunne bestemme - og det var selvfølgelig ikke store ting - men det hjalp faktisk rigtigt meget. Hun havde simpelthen en følelse af at voksne bestemte alt og det var hun træt af…
kan det være sådan noget med din…?

Uden at vide det, lyder det som om at hun er vant til at få sin vilje og så er det jo klart der kommer en reaktion, hvis I står fast, så bliver hun jo ved fordi hun tænker at hun på et tidspunkt får sin vilje

Så jeg ville øge kravene og stå fast og så lade hende hyler og skrige som hun vil, på et tidspunkt stopper hun når hun finder ud af at hun kan regne med at når mor og far har sagt x, så er det sådan

Vi har også haft perioder med lignende adfærd. Vi har dog den regel herhjemme, at et krav til barnet aldrig aldrig fraviges. I tilfælde af kriser venter vi til hun er faldet ned og kan fortsætte pligten. Her kan det også være hun pludselig får ondt i ben eller andet. Det har til tider medført, at planer måtte droppes. Vi har ikke skældt ud, men meget fast sagt, at der er krav i hjemmet til alle og at vi forventer hun opfylder sin del uden brok. Hun forstår det godt, og er med få undtagelser nu ret hjælpsom. Hun har faste opgaver (tømme opvaskemaskine og dække bord), men kan blive bedt om lidt ekstra. 
Overordnet set så tilpasser vi vores hjem til faserne hos barnet. Kører alt på skinner er der mere selvbestemmelse, er det en periode med diverse “kriser” strammes grebet. Det er ikke en straf, men fordi det er nemmere at navigere i fastere regler når man skal finde ud af en masse nye følelser. 

Det er nok et temperamentsspørgsmål, men jeg fraviger (af samme grunde som I beskriver) aldrig et krav jeg stiller til mine unger. Helt principielt og helt konsekvent. Jeg ser ikke eventuelle nedsmeltninger som noget der skal undgås, og jeg har uden at blinke aflyst eventuelle aktiviteter eller sat rolige faste konsekvenser indtil et krav var efterkommet - selvfølgelig tilpasset barnets alder og situationen i det hele taget. Af samme grund ved mine unger godt, at jeg ikke bakker ned, og at hverken råb, skrig eller plageri har nogen effekt …

Så ja… I må jo vurdere, hvad der fungerer for jer. For mig ville det være at være helt enormt tydelig og vedholdende. 

Min datter på 8 er også enormt stædig og kan blive noget så hys, hvis tingene ikke går efter hendes hoved. Det har været sådan siden hun var 5ca.  Nogen gange bliver jeg overrasket over at vi stadig har scener over farven på koppen eller lignende.

jeg viger ikke fra krav og jeg ændrer ikke på ting, fordi hun lige synes det. Så må hun flejne ud alt det hun vil. Jeg tager det ret roligt og forsøger at lade være at hidse mig op over det (det lykkes ikke altid, for det er sindsygt opslidende) men, som regel finder hun lige pludselig ud af, at det alligevel er federe at hygge sig med mig og storebror end at stå på trappen og råbe og skrige. 
jeg har også aflyst aktiviteter hvis hun ikke kunne finde ud af at efterkomme et simpelt krav. 
jeg synes det er allermest synd for storebror når det sker. Det er jo ikke hans skyld. Hvis jeg havde en partner, ville jeg helt sikkert bare have blevet hjemme alene med lillesøster, men som alene forældre, er det lidt svært.  

nå men, jeg vil 100% råde til at i holder fast. Lige nu lærer hun at hun får sin vilje eller i hvertfald kan mindske jeres krav, hvis hun flipper ud. Og så vil jeg sige - med fare for at være total politisk ukorrekt og upædagogisk - jeg oplever ikke at alle børn responderer lige godt på anerkendende og blød opdragelse. 
min søn er en blød dreng med meget mindre temperament end lillesøster. Ham kan jeg være anerkendende overfor, og det virker fint. Men sådan er det bare sleeet ikke med den lille. Hun svarer igen, bliver provokeret af det og endnu mere hys. 

Tak for jeres svar.

Jeg tænker jeg bliver lidt misforstået når jeg skriver, at vi fraviger krav. Det gør vi egentlig ikke. Men nogle gange er det ikke muligt at fastholde et krav - fx at vi skal cykle og ikke køre i bil, for så kommer storebror fx for sent i skole, når tiden går med skrig og skrål - og det skal han jo ikke, bare fordi hans lillesøster er fuldkommen rasende. Og det er selvfølgelig rigtigt at det er et temperamentsspørgsmål, og der har jeg det egentlig sådan at mine andre børn, min mand og jeg ikke skal aflyse ting vi gerne vil fordi hun opfører sig dårligt - så går vi hellere på kompromis med vores krav. Jeg synes det er et meget stort ansvar at lægge på hendes skuldre, at andre i familien bliver ‘straffet’ pga hende.

Jeg synes nu det sker så sjældent, så tror ikke hun generelt oplever at hun kan skrige sig til ting - men det er da også noget vi forældre jævnligt diskuterer. Hvor grænsen går for os, hende og hendes storebror.

Jeg vil tænke over det med, om hun kan føle behov for at bestemme mere. Det kan godt være.

Jeg er ikke enig i, at nogle børn ikke ‘profiterer’ af anerkendende opdragelse. For mig at se er en anerkendende tilgang ikke en ‘metode’ men et syn på børn, hvor vi anerkender dem som mennesker og respekterer at de også har noget at skulle have sagt. Det tænker jeg, man har lov til, om man er følsom eller ej, får nedsmeltninger eller ej osv. 

Jeg vil gerne finde en vej igennem det her uden at min datters stærke og seje vilje skal ‘knægtes’ af skrappe konsekvenser og straffe. Mest af alt vil jeg gerne have, at hendes hverdag bliver lettet for alle de tårer og al den vrede - for det er så hårdt for hende og også for os.

har du læst om viljestærke børn? Smilla lynggaard har skrevet en del om det. 
Det er netop med tanke på det anerkendende og den problematik der opstår, fordi de har en stålvilje. 

Herhjemme er vi anerkendende. Vi har en på 7 med en meget fastvilje. 
Vi står generelt fast - det er vi blevet bedre til. Men rummer så al den vrede og ked af det hed, det udløser. Det kan jo betyde, at vi er nødt til at aflyse noget - simpelthen fordi vi ikke nåede det. 
Det taler vi om sammen - at følelserne er der. Og de må gerne være der. Men at vi kan hjælpe følelserne lidt ved at trække vejret dybt i maven. For så får vi tid til at tænke lidt og give plads til følelserne - og så ved vi, hvad vi kan og har af muligheder. 

Det har hjulpet enormt meget. Det tog nogle uger med den tilgang. 
Hun er nu så stor, at hun godt kan at hvis hun skriger og modarbejder i 45 min, jamen så kan vi ikke nå bussen og dermed i biografen. 
Det taler vi så om. Helt stille og roligt - uden at skælde ud eller noget som helst. 

For mig at se er det som en 2-årig der skriger fordi glasset er væltet og der ikke er mere mælk i. 
Så rummer man - men man kan ikke forklare, at mælken kommer igen, hvis det var det sidste mælk. 

Så nu udvider vi til de lidt større ting i livet. For man kan ikke nå biograffilmen, hvis man er sur over at ens yndlingskjole ikke kan blive ren. Så må vi jo sidde og vente på, at skriger holdet op. Og så må vi tage biogaffilmen en anden dag. 

Jeg har aldrig talt om det som straf. Men det er jo en naturlig konsekvens og det kan vores på 7 i hvertfald godt se sammenhængen i. (Nu) det kunne hun ikke som 3 -4 -5 år agtig. 

vi har også lillesøster herhjemme. Så vi deler os op, hvis det er muligt, npr de situationer opstår.  Og vi giver generelt valgmuligheder eller fortæller om de valg der, når vi kommer hen til stedet. 
nogle gange kan hun få lov at være alene hjemme (med telefon og ipad) i ca 20 min. Hvis hun ikke vil hente lillesøster eller handle. Det har givet hende meget.

Vores pige er fem år. Hun er en kvik pige, som altid har haft et ret stort behov for kontrol og et heftigt temperament - meget stædig! For en god ordens skyld har vi ikke mistanke om nogle diagnoser. 

Men vi bøvler meget med, at hvis vi stiller et krav til hende, som hun ikke har lyst til - fx at hjælpe med at rydde op, køre i ladcykel i stedet for bil, børste tænder, tage tøj på, så laver hun en vanvittig scene. Hun har ondt det ene eller det andet sted og græder, hyler og skriger og råber af os, til vi (især jeg) er så fed up af det, at vi bliver vrede og skælder ud. Det gør ikke stemningen bedre.

Hvis vi så frafalder kravet, så er hun meget ofte med det samme i fint humør igen. Så vi tænker egentlig at hun bruger sit raserianfald ret aktivt - om end hun nok ikke er bevidst om det.

Som regel ender det med, at vi snakker om det og så laver vi en eller anden aftale om, at vi rydder op i fem minutter eller lignende. Og så går hun med på den og er god til det. Men vi kan ikke starte med at lave aftalen - det er som om vi lige skal igennem en større scene hver gang. Og det er så udmattende.

Vi har prøvet mange ting af - forberedelse, belønning, at være meget konkret, tid osv. Endnu er vi ikke lykkedes med at undgå scenen.

Vi synes jo også, at hun ikke skal have lov til t vi alle danser efter hendes pibe, fordi hun skriger sig til alt muligt. Omvendt ser vi os selv som anerkendende forældre, og det er megasynd for hende at hun skal have så stort et flip ofte flere gange om dagen. Og også synd for hende, at vi bliver vrede og skælder ud.

Det har stået på længe! Som i siden hun var 3 år. I børnehaven er hun vellidt blandt børn og voksne, og de oplever ikke udfordringer. 

er der nogen, der har nogle gode råd? Det fylder ganske meget i vores hjem, hvor der også er storebror og lillebror på 7 og 14mdr. Min mand og jeg er begge pædagogisk uddannede og arbejder begge med børn, så vi er ikke komplet ureflekterede - men vi er efterhånden på bar bund.

Jeg har en 7 årig dreng der er ca lige sådan, hvilket har givet store problemer i skolen. 
her får han raketter i skolen og de giver point her hjemme. 
har købt en tavle, hver aften sidder vivis ned og snakker om dagen, hvad kunne gæres bedre, hvad kan vi gøre for at det bliver bedre, regler og den vigtigste - hvad var du god til i dag. Der kommer også en belønning i noget han godt kan lide, alt efter hvor “mange point” han har fået, penge eller f.eks. Penge i sit roblox spil. 

det har virkeligt haft en god effekt, han bliver også selv mere bevidst om hvad man gør og hvornår, og han tager det virkeligt ind. Når vi skriver på tavlen er det en skælde ud fri done, bare ren snak og fuldstændigt fokus. 

Anonym skriver:

har du læst om viljestærke børn? Smilla lynggaard har skrevet en del om det. 
Det er netop med tanke på det anerkendende og den problematik der opstår, fordi de har en stålvilje. 

Herhjemme er vi anerkendende. Vi har en på 7 med en meget fastvilje. 
Vi står generelt fast - det er vi blevet bedre til. Men rummer så al den vrede og ked af det hed, det udløser. Det kan jo betyde, at vi er nødt til at aflyse noget - simpelthen fordi vi ikke nåede det. 
Det taler vi om sammen - at følelserne er der. Og de må gerne være der. Men at vi kan hjælpe følelserne lidt ved at trække vejret dybt i maven. For så får vi tid til at tænke lidt og give plads til følelserne - og så ved vi, hvad vi kan og har af muligheder. 

Det har hjulpet enormt meget. Det tog nogle uger med den tilgang. 
Hun er nu så stor, at hun godt kan at hvis hun skriger og modarbejder i 45 min, jamen så kan vi ikke nå bussen og dermed i biografen. 
Det taler vi så om. Helt stille og roligt - uden at skælde ud eller noget som helst. 

For mig at se er det som en 2-årig der skriger fordi glasset er væltet og der ikke er mere mælk i. 
Så rummer man - men man kan ikke forklare, at mælken kommer igen, hvis det var det sidste mælk. 

Så nu udvider vi til de lidt større ting i livet. For man kan ikke nå biograffilmen, hvis man er sur over at ens yndlingskjole ikke kan blive ren. Så må vi jo sidde og vente på, at skriger holdet op. Og så må vi tage biogaffilmen en anden dag. 

Jeg har aldrig talt om det som straf. Men det er jo en naturlig konsekvens og det kan vores på 7 i hvertfald godt se sammenhængen i. (Nu) det kunne hun ikke som 3 -4 -5 år agtig. 

vi har også lillesøster herhjemme. Så vi deler os op, hvis det er muligt, npr de situationer opstår.  Og vi giver generelt valgmuligheder eller fortæller om de valg der, når vi kommer hen til stedet. 
nogle gange kan hun få lov at være alene hjemme (med telefon og ipad) i ca 20 min. Hvis hun ikke vil hente lillesøster eller handle. Det har givet hende meget.

Tak for svar - jeg tog lige hendes ‘er dit barn viljestærkt-test’ og kunne svare ja til samtlige spørgsmål, så jeg tror vi har fat i noget her. Nu har jeg bestilt hendes bog på biblioteket, så får vi se om vi kan bruge den til noget. Egentlig har jeg været forbi hendes hjemmeside før, men har vist ikke lige fået læst ordentligt på den. Så mange tak!