Jealoux på far

Åh jeg føler med dig!

Jeg var også ved at blive kvalt sådan i mit forhold, særligt deromkring da barn nr to var et par måneder.. nu har vi tre børn og et væsentligt bedre forhold (altså det er ikke barnets skyld vel, men fordi vi er blevet bedre sammen)

Nå men min mand var også sådan en der kan spille aftenen væk på computer, som ikke løfter en finger i hverdagen om aftenen "fordi han skal slappe af efter arbejde", som pludselig midt i forberedelserne til aftensmaden kunne meddele at han altså tog ud og drak øl med vennerne (har jeg råbt og skreget som en vanvittig i den situation? Åh ja men han tog af sted alligevel)

Nå jeg følte også at der ikke var plads til mig og at jeg skulle have lov til simple ting som netop et bad eller børste tænder osv. Men over tid er der sket to ting: jeg læste først og fremmest en bog der hedder noget med girafsprog (prøv at google det så dukker den op) og jeg indså at den måde jeg kommunikerede på faktisk var elendig for at sige det pænt. Jeg ville dybest set have at han skulle gætte mine behov og så tilbyde mig tid til at pleje dem. Altså jeg kunne sige "jeg føler jeg er ved at blive kvalt i huslige pligter og står alene med ansvaret" når det jeg mente var "jeg har brug for at ligge en halv time i badekarret uforstyrret og derefter blive færdig med at smøre mig med creme inden jeg skal forholde mig til nogen andres behov igen"

Det har været en super lang sej kamp for mig at at ændre den måde jeg snakkede pånog udtrykte behov. Og derudover fandt jeg ud af at jeg selvfølgelig ikke skulle spørge om lov til ting. Så jeg orøvede en dag bare at sige "jeg går i bad nu og jeg vil ikke forstyrres. Hvis børnene har brug for noget er det dit ansvar at løse" og tænk sig.. han trak bare på skuldrene og sagde ok. Og så blev det sådan.

En anden ting vi så fandt ud af sammen var at han godt kan lide spontanitet. Og jeg kan godt lide spontanitet inden for fastsatte rammer. Så vi lavede en aftaæe der hed at hver fredag var "hans" så vidste jeg at jeg ikke skulle regne med ham. Og han kunne lave alle de spontane planer han ville den dag.

Men vi har også aftalt at man ikke går midt i maden. Så han skal på forhånd beslutte om han deltager der eller ej.

Og jeg har brug for uplanlagt familietid. Det vil sige når vi har en weekend uden planer er det for mig en aftale at vi ikke skal andet end at være sammen. Vi kan godt aftale sammen at tage på tur. Men vi kan ikke aftale at nu skrider den ene i byen. Han havde ikke opfattet det som et problem før "fordi vi havde jo ikke aftalt at lave noget" hvor jeg fik forklaret at min opfattelse var "vi har aftalt ikke at lave noget" 

Nå men den bog der var ligesom starten på at jeg kunne kommunikere klart og tydeligt. Og over årene (det er ca 3 år siden jeg læste den) er kommunikationsformen smittet af på ham. Så vi kan meget direkte sige hvad vores problemer egentlig er. Og når det ikke er pakketnind i alt mulig andet, bliver det faktisk ret enkelt at løse.

Og ja så tager jeg mig den plads jeg har brug for nu. Forleden skulle jeg ordne noget i skuret og jeg sagde jeg kommer tilbage når jeg er færdig. Og så blev det sådan. Og så skal jegikke sørge for at have smurt mad klar til den store og sørge for at det er så nemt som muligt for far. Han må selv finde ud af at fixe børnenes behov, ligesom jeg selv har måtte finde ud af det i sin tid. Og det spillerum har gjort ham meget mere ansvarlig og bevidst end denganf jeg nærmest gjorde alt for ham inden jeg tog af sted

Ved ikke om du kan bruge noget af de erfaringer

Jeg synes også, det lyder som om, I skal have en god snak.

Det lyder til, du er ved at opbygge en god mængde frustration mod din mand over hans handlinger.

Og som mand må jeg også sige, det desværre lyder til, du laver den "klassiske" med både at sige han godt må X men samtidig være sur og frustreret over det.

Endnu en ting - vil du gerne have, han intet kan foretage sig uden at have fået din tommelfinger opad? Du er enig med ham i det med ferien, som du endda har takket nej til, og det lyder heller ikke urimeligt, at han har sagt ja til at mødes med kolleger lidt før julefrokosten starter. Så hvad er du sur over? 

Jeg kan så fint sætte mig ind i dine tanker og følelser. Dog vil jeg mene at du leveret dem det helt forkerte sted. 
Dine tanker og følelser er dit ansvar og far har brug for at få klar besked. Ellers kan du simpelthen ikke forvente at han tænker på samme måde som dig. 

Du skriver at far kom en time for sent hjem fra arbejde, og den komme tar kunne jeg ikke undgå at bide mærke i. Han er jo ikke dit barn, som har faste hjemmetider, men en voksen mand - der har vel været et eller andet han var nød til at tage sig af? Om det så har været decideret overarbejde eller blot en hyggesnak med en kollega… Jeg har svært ved at se problemet. For mig lyder det som om at du mest af alt har set dig vred på far og det kommer du absolut ingen steder med efter min opfattelse.

så hiv du fat i din mand og forklar ham på en voksen og ansvarsfuld måde, hvordan du går og har det. Det er DIT job og formidle DINE tanker og følelser. Ikke hans

Chrisser88 skriver:

Jeg kan så fint sætte mig ind i dine tanker og følelser. Dog vil jeg mene at du leveret dem det helt forkerte sted. 
Dine tanker og følelser er dit ansvar og far har brug for at få klar besked. Ellers kan du simpelthen ikke forvente at han tænker på samme måde som dig. 

Du skriver at far kom en time for sent hjem fra arbejde, og den komme tar kunne jeg ikke undgå at bide mærke i. Han er jo ikke dit barn, som har faste hjemmetider, men en voksen mand - der har vel været et eller andet han var nød til at tage sig af? Om det så har været decideret overarbejde eller blot en hyggesnak med en kollega… Jeg har svært ved at se problemet. For mig lyder det som om at du mest af alt har set dig vred på far og det kommer du absolut ingen steder med efter min opfattelse.

 

så hiv du fat i din mand og forklar ham på en voksen og ansvarsfuld måde, hvordan du går og har det. Det er DIT job og formidle DINE tanker og følelser. Ikke hans

Præcis. Når man er en voksen mand kan man ikke bare blive væk i en time og forvente at andre tager sig af sine børn. Der er børn der skal hentes, mad der skal laves, hund der skal luftes osv. Så bliver netop ikke bare væk, så tager man selvfølgelig ansvar. Ringer til partneren og spørger om hun kan klare ærterne. 

Præcis. Når man er en voksen mand kan man ikke bare blive væk i en time og forvente at andre tager sig af sine børn. Der er børn der skal hentes, mad der skal laves, hund der skal luftes osv. Så bliver netop ikke bare væk, så tager man selvfølgelig ansvar. Ringer til partneren og spørger om hun kan klare ærterne. 

Enig. Og det samme med julefrokosten. Der er ikke noget galt med at hygge med kollegerne i tiden inden, men hvis man ved der er noget logistik på hjemmefronten, hvor to børn skal pakkes og fragtes et sted hen, så tager man lige snakken. Så kan det være planerne lige skal ændres lidt så der ikke afhænger så mange ting af den voksne som er hjemme, men han kan ikke bare lade som ingenting og forvente det løser sig af sig selv.

Hanspige skriver:

Præcis. Når man er en voksen mand kan man ikke bare blive væk i en time og forvente at andre tager sig af sine børn. Der er børn der skal hentes, mad der skal laves, hund der skal luftes osv. Så bliver netop ikke bare væk, så tager man selvfølgelig ansvar. Ringer til partneren og spørger om hun kan klare ærterne. 

Jeg er hverken enig eller uenig. Men det kan aldrig nogensinde blive andre menneskers ansvar hvad man selv tænker og føler. Derfor må man melde klart ud overfor sin partner i stedet for at gå rundt og opbygge den der altødelæggende vrede. Det gavner INGEN

Hun siger jo ik hun er sur, men jaloux over hans frihed. Et typisk barselsproblem

Minime2018 skriver:

Hun siger jo ik hun er sur, men jaloux over hans frihed. Et typisk barselsproblem

Uanset om hun er vred, jaloux eller noget helt tredje, så er det hendes ansvar at åbne munden, så de kan få styr på tingene. 
SÅ mange kvinder har en eller anden forestilling om, at deres partner kan læse deres tanker… Det kan de IKKE. T’s skriver jo selv, at hun har indvilliget i nogen af aftalerne, og så er det i min verden på ingen måder i orden at bebrejde når dagen så oprinder. 

Far er IKKE ansvarlig for hvilke tanker og følelser mor går rundt med. Det er kun mor selv. Derfor må mor åbne munden, tage sit ansvar og få en fornuftig snak med far. Helt nede på Jorden og uden at skyde med skyld og skam. Kommunikation er nøglen til det meste. Og ikke kommunikation med en flok mødre og fædre på nettet, men kommunikation med den person, hvor problemet ligger. Det er i min bog langt mere modent og ansvarligt at levere sine frustrationer der, hvor de rent faktisk hører hjemme.