Anonym skriver:
Hvordan ved man, hvad det “rigtige” er?
De sidste par år har jeg on/off overvejet om jeg skulle flytte fra mig selv. Min mand og jeg har været sammen i 8 år og jeg flyttede direkte hjem til ham som 17 årig og har derfor ikke stået på egne ben eller fundet mig selv.
Jeg har altid fået at vide, at det jeg følte var forkert (fra mine forældre) og at jeg skulle værne om min mand og vælge ham frem for alle mulige ting jeg ønskede at gøre for mig selv før vi fik børn.
Da vi fik barn nr 1 blev jeg rigtig syg med psyken og barn nr 2 gjorde absolut intet godt for mit mentale helbred. Tværtimod. Jeg er stadig sygemeldt og i ressourceforløb hos kommunen med en beskeden indkomst.
Det sidste stykke tid er lysten til at flytte for mig selv blevet stærkere. Jeg trænger til at finde mig selv, vide at jeg kan administrere min økonomi selv, have styr på forsikringer mv. Det huslige står jeg primært for herhjemme, så det er ikke min bekymring.
Min mand og jeg er bedste venner - men måske er det også dét vi er? Sex har vi ikke meget af (jeg har ikke lyst), vi kysser ikke så meget mere, jeg har igennem lang tid følt han var mit tredje barn og sommetider kan vi slet ikke kommunikere om en simpel konflikt. Noget vi har været i parterapi med uden egentlig bedring.
Min tanken om at blive skilt gør mig ked af det, for hvad med vores to børn? Han er en fantastisk far og skal IKKE være weekendfar, men kan jeg klare at være fuldtidsmor? Ville jeg have godt af at få en pause fra moderskabet uden der er nogen der river i mig, skubber til mig, spørger mig om alt muligt.
Hvad hvis jeg ikke bliver lykkeligere af at være alenemor og ender med at splitte en familie pga mit egoistiske valg om at stå på egne ben?
Jeg er så ked af det fordi tankerne fylder så meget og ender egentlig med at trække mig fra mand og børn pga dét. Jeg sidder og laver en mental bodeling, overvejer at lave et overslag over min kommende økonomi for at se om jeg har råd til skilsmisse og forestiller mig at fortælle vores familier at vi er gået fra hinanden.
Jeg var ude med en veninde forleden og var ret sikker på at det var nu plasteret skulle rives af og jeg skulle flytte for mig selv. Hjemme kom tvivlen retur.
Hjælp, hjælp, hjælp en ulykkelig kvinde ����
Det rigtige findes ikke. Medmindre man er i et nedbrydende og dybt dysfunktionelt forhold, så er der ikke et rigtigt og forkert. Der er et valg, man må tage ansvar for at træffe og bestræbe sig på at gøre til det rigtige, men der er ingen garantier for, at man senere vil kunne se og mærke, at man gjorde det indiskutabelt rigtige, og at livet blev bedre af dét.
Hvis du går fra ham, vil det have store omkostninger for både ham og børnene. Det skal du også kunne leve med. Hvis du bliver, og drømmen om at stå på egne ben bliver ved med at spøge og fjerne din glæde ved familielivet, har det til gengæld også konsekvenser for dem.
Jeg kan ikke sige, om du skal blive eller gå. I mine øjne er du gået meget langt ned af én sti, da du valgte at få to børn med din mand, og jeg synes, det er tidligt/hurtigt at opgive at gå videre ned ad dén. Især, fordi det virker til, at meget af din lyst til at gå en anden vej, ikke handler om ham som person, men om andre forhold i dit liv. Det, du ikke har oplevet, fordi du valgte at etablere dig med ham.
Selv den bedste mand i verden ville ikke kunne give dig dét, du savner - et andet liv på egne ben, uden en mand. Og ingen mand - tror jeg - ville kunne give dig så lykkelig og ideel en tilværelse, at du aldrig ville savne dét, du ikke har oplevet.
Jeg tror på, at man i et parforhold selv og i fællesskab skaber det, der giver mening og glæde ved livet. Det kommer ikke udefra eller udelukkende fra ens partner. Man skal vælge det, have sit fokus på det, bygge det op - og det kan man ikke, hvis den ene part ikke er til stede, men drømmer om noget andet. Så er det egentlig underordnet, om “det andet” er en anden mand, man fantaserer om et liv med, eller om det er at stå på egne ben.
Hvis du ikke er i stand til at give dig selv og dine ønsker og din vilje til jeres liv sammen, så er du jo allerede “væk”. Så bliver jeres fælles liv ikke bedre.
Hvis du derimod er i stand til at fortælle dig selv, når dit fokus er på et andet liv, at “sådan bliver det ikke, så nu vælger jeg at være lige nu og hér med ham” - så tror jeg på, det er muligt for jer at bygge videre på et liv sammen.
Det er et valg, kun du kan træffe og tage ansvar for.
