Skilsmisse?

Hvordan ved man, hvad det “rigtige” er?

De sidste par år har jeg on/off overvejet om jeg skulle flytte fra mig selv. Min mand og jeg har været sammen i 8 år og jeg flyttede direkte hjem til ham som 17 årig og har derfor ikke stået på egne ben eller fundet mig selv.

Jeg har altid fået at vide, at det jeg følte var forkert (fra mine forældre) og at jeg skulle værne om min mand og vælge ham frem for alle mulige ting jeg ønskede at gøre for mig selv før vi fik børn.

Da vi fik barn nr 1 blev jeg rigtig syg med psyken og barn nr 2 gjorde absolut intet godt for mit mentale helbred. Tværtimod. Jeg er stadig sygemeldt og i ressourceforløb hos kommunen med en beskeden indkomst.

Det sidste stykke tid er lysten til at flytte for mig selv blevet stærkere. Jeg trænger til at finde mig selv, vide at jeg kan administrere min økonomi selv, have styr på forsikringer mv. Det huslige står jeg primært for herhjemme, så det er ikke min bekymring.

Min mand og jeg er bedste venner - men måske er det også dét vi er? Sex har vi ikke meget af (jeg har ikke lyst), vi kysser ikke så meget mere, jeg har igennem lang tid følt han var mit tredje barn og sommetider kan vi slet ikke kommunikere om en simpel konflikt. Noget vi har været i parterapi med uden egentlig bedring.

Min tanken om at blive skilt gør mig ked af det, for hvad med vores to børn? Han er en fantastisk far og skal IKKE være weekendfar, men kan jeg klare at være fuldtidsmor? Ville jeg have godt af at få en pause fra moderskabet uden der er nogen der river i mig, skubber til mig, spørger mig om alt muligt.

Hvad hvis jeg ikke bliver lykkeligere af at være alenemor og ender med at splitte en familie pga mit egoistiske valg om at stå på egne ben?

Jeg er så ked af det fordi tankerne fylder så meget og ender egentlig med at trække mig fra mand og børn pga dét. Jeg sidder og laver en mental bodeling, overvejer at lave et overslag over min kommende økonomi for at se om jeg har råd til skilsmisse og forestiller mig at fortælle vores familier at vi er gået fra hinanden.

Jeg var ude med en veninde forleden og var ret sikker på at det var nu plasteret skulle rives af og jeg skulle flytte for mig selv. Hjemme kom tvivlen retur.

Hjælp, hjælp, hjælp en ulykkelig kvinde ����

"Han er en fantastisk far og skal IKKE være weekendfar, men kan jeg klare at være fuldtidsmor?"

Det forstår jeg ikke helt, så han må slet ikke se børnene eller hvad forstiller du dig ? 

Jeg håber, at du vil læse dette som venligt ment, for det er det.

At finde sig selv og stå på egne ben er - efter min mening - overvurderet. Især når man har valgt at stifte familie og prioritere det højest, uanset hvad ens forældre sagde, så var det trods alt ens eget valg. 

Jeg vil gøre helt utroligt meget for at undgå min søn bliver skilsmissebarn. For jeg har set splittelsen, konflikterne, sorgen og skuffelsen, når det måske ikke var så fantastisk alligevel og slet ikke for børnene. Det kan sagtens være det rette, hvis kærligheden er helt væk, men det er gør alligevel ondt på alle.

I din situation ville jeg måske overveje terapi (og parterapi). For “problemet” er jo hos dig, altså forstået på den måde, at du savner at realisere nogle ting og finde dig selv. Det kan være, at det sagtens kan realiseres, imens du er i dit ægteskab? Få skabt nogle andre rammer og rutiner, som giver mere plads til dig og nye udfordringer.

Hvis du beslutter, at det skal være slut mellem jer, så er det den rigtige beslutning for dig. Du må bare ikke tro, at det er den nemme.

Han kunne jo også blive fuldtidsfar og du weekendmor hvis du ikke tror du kan klare det og ikke synes han ikke kun skal være weekendfar. 

Anonym skriver:

"Han er en fantastisk far og skal IKKE være weekendfar, men kan jeg klare at være fuldtidsmor?"

Det forstår jeg ikke helt, så han må slet ikke se børnene eller hvad forstiller du dig ? 

Undskyld, jeg har formuleret mig forkert. Jeg mente at han er en god far og skal se sine børn mere end hver 14. dag. Men kan jeg klare feks at have dem i 7 dage alene, dag og nat, uden aflastning fra faderen.

Giver det mere mening?

Min eksmand gjorde som du overvejer. Han havde aldrig stået på egne ben. Han valgte at forlade mig og håbede på at græsset ville være grønnere. Det er nu 11 år siden. Han splittede vores ellers meget funktionelle familie i atomer. Børnene lider under det, stadivæk, trods vi altid har haft et godt samarbejde og talt pænt og fredeligt til hinanden. Vi har deltaget fælles i skolearrangementer og holdt børnefødselsdage sammen da børnene var små. Men det er svært for børnene stadigvæk. Særligt den ældste på 14 synes det er frustrerende at h*n ikke har nogle minder fra den tid vi var sammen. 

Min eksmand har fortrudt mange gange. Selvom han hurtigt fandt en ny kæreste var det bare ikke lykken. Han var ødelagt fordi han havde splittet en familie ad. Jeg mødte en ny mand året efter vores skilsmisse, som er en større del af børnenes liv end deres far er. Og selvom jeg stadig er sammen med samme mand og børnene er glade og trygge ved ham, er det stadig svært for dem. 

Jeg prøver ikke at skræmme dig eller tale dig fra at gøre hvad du har lyst til. For selvfølgelig skal I ikke blive sammen KUN for børnenes skyld. Men tænker måske I skal kæmpe noget mere. 

Jeg syntes min eksmand var enormt tarvelig og egoistisk. Jeg var så frustreret over at vi sammen havde sat børn i verden, hvor jeg havde været i den tro om at vi ville det her sammen, forhåbentligt for altid. Jeg tænkte tit at jeg ville ønske at han havde meddelt det før vi fik børn at han havde et behov for at “prøve” noget andet og stå på egne ben. 

Jeg vil råde dig til at lade være at gå med disse tanker selv.. del dem med din mand…du kan være helt sikker på at intet bliver hverken værre eller bedre eller mere afklaret, af at disse tanker kun foregår i dit eget hoved, udfra din egen virkelighed.. 

han er tydeligvis ikke en afstumpet type, siden han har været med i terapi for at løse nogen ting ang konflikter -  ærgerligt det ikke hjalp. Måske var terapeuten ikke den rette for jer, eller også forstod i ikke selv alvoren af at arbejde på det aktivt efter terapi. 

jeg synes virkelig du skal bringe op, hvor meget det fylder, og at du faktisk har alvorlige tanker om hvorvidt i bør fortsætte sammen. 

Det kan være meget meget  svært at flytte FRA sig selv. Selvom man kan have lyst til det nogle gange. Jeg kan godt blive træt af mig selv flere gange om ugen. Sorry kunne ikke dy mig

Du har mødt ham da du var 17 år. Kan godt forstå det trækker i dig at der er noget andet i livet. Livet er langt og det bliver endnu længere hvis man blot er sammen med sin partner fordi ens netværk siger man skal. (Meget gammeldags holdning og ikke særligt tillidsfuldt).

om det bliver nemmere eller sværere for dig med din mentale tilstand at være alene, er der ingen der kan svare på, og det kan kun tiden vise. Men måske kan pausen fra familielivet med delebørn give lidt luft.

Men hvis du vælger at gå skal der gå laaaang tid før du finder en ny kæreste - du skal stå på egne ben og lære dig selv at kende som voksen.

Man kan godt blive ensom af at blive skilt, men man kan bestemt også være ensom i et forhold der ikke fungerer. 

Jeg er skilsmisse barn på netop det grundlag du nævner. Eller det vil sige jeg er voksen og har min egen familie nu, kan ind i mellem have de samme tanker som dig. 

Min mor har altid døjet med psyken, været meget en “fri” fugl af sind, men havde aldrig været for sig selv. Efter et ægteskab på 17 år med min far, hvor hun fik kontakt til sin ungdomskæreste valgte hun en skilsmisse og flyttede til Frankrig. Både jeg, mit forhold til min mor og vores familie var splittet og jeg har længe bebrejdet hende for det, både fordi hun ikke fik hjælp til sig selv og fordi hun mange gange efterfølgende har fortalt at min far altid har været hendes bedsteven og at hun inderligt har fortrudt, fordi hun troede græsset var grønnere på den anden side. Det endte dog med hun gik helt ned med psyken og efterfølgende fandt mænd der var rigtigt dårlige for hende og først nu er ved at komme ovenpå. Men jeg tror stadig hun fortryder og bruger mange kræfter på at rette op på “skaden” ift. mig og sin egen dårlige samvittighed. 

På trods af det har jeg ofte selv haft de samme tanker - jeg har en kæreste der er min diametrale modsætning, vi har været i parterapi, har lige fået vores første barn sammen og på mange punkter synes jeg han er “kedelig” og jeg selv er nok lidt for meget, lidt for følsom, lidt for impulsiv mv. 

Det lyder måske lidt kliché at sige det kan være arv/miljø, men jeg kan se jeg følger meget i min mors fodspor. Jeg har været min kæreste utro, flere gange gået med de samme tanker som dig og været meget i tvivl. Jeg ved ikke hvordan, men jeg har bare gjort op med mig selv, at det ikke er sådan jeg vil leve, derfor snakker jeg med min kæreste hvergang de her følelser og tanker opstår og har intet behov for at søge andre steder hen længere. Hvis kærligheden en dag ikke er der og jeg ikke længere kan snakke med ham og alt er konflikter, så vurderer jeg nok det ikke er det bedste for nogle af os mere, men jeg tror generelt set altid vi mennesker tænker græsset er grønnere på den anden side. Det er det sjældent. Ikke dermed sagt man skal blive sammen for en hver pris, men jeg tror virkelig man skal mærke efter og forsøge at få talt om tingene.