Håndtering af barn som slår

Vi havde en episode her til aften at vores barn på 5 år,  simpelthen var så sur og nærmest aggressiv. H*n begyndte så at slå og skubbe til mig, og ikke bare sådan "roligt", men det var seriøse slag og skub. 

Episoden startede ved at det var ved at være sengetid, men det mente h*n bestemt ikke.

Hvordan ville i håndtere sådan en situation?  

Jeg var grædefærdig efterfølgende.

Min dreng bliver 8 om lidt. Han har slået, raset, trampet, råbt, smækket med døre (en gang så hårdt at døren faldt af hængslerne) osv sov. Han har fler gange sagt han vil dø, han hader os, han ikke vil bo her mere osv osv. Folk herinde mente den var helt gal og han skulle til psykolog, jeg havde dog nok en ide om at det trods alt var indenfor normalen.

Det var værst da han var 5-6 år, blev langsomt bedre og nu går det egentlig helt fint det meste af tiden. Han har stadig et heftigt temperament, nu er det ikke rigtig fysisk mere, men han kan stadig få nogle nedsmeltninger der gør indtryk - og især jeg var hen over sommeren ved at komme i tvivl om der alligevel var noget seriøst galt med ham. Heldigvis har jeg haft snakket med en del af forældrene fra klassen, og udover at de alle opfatter ham som rigtig sød og velopdragen, så kunne flere af dem fortælle at deres egne sønner gjorde alle de samme ting.

En 5-årig har endnu ikke lært at styre sig, jeg tænker det er ret normalt at de kan finde på at slå. Nogen har bare et heftigt temperament - det tager dem lidt længere tid at få ro på. Vi har brugt meget krudt på at snakke snakke snakke om alle de følelser, og forklare HVORFOR det ikke er i orden ag reagere på den måde. Min oplevelse er at det skal skæres ud i pap, samt gentages en milliard gange. Det kan føles som en ørkenvandring, men det virker idet lange løb.

Nej jeg vil ikke mene det er normalt, hverken for en på 5 eller 8. Hvis mit barn bare kom i nærheden af at slå mig, ville jeg flytte mig fysisk så han ikke kunne nå mig mere

Det er ikke rart at komme i de der situationer, hvor ens barn er ude af sig selv af vrede og opfører sig på en helt uacceptabel måde. Kender godt, at det kan være svært at vide hvilket ben man skal stå på.

Jeg ville nu ikke tage en enkelt episode alt for tungt. Når barnet var faldet til ro ville jeg nok tage en snak om, hvad der skete, på barnets niveau. Og så give alternative handlemuligheder. Kan man slå i en pude i stedet for slå til dig, fx. Eller råbe meget højt. Eller hvad der nu skal til for at få afløb for frustrationen, som ikke er over andres grænse. For det er jo ok at blive vred.

Jeg tænker bestemt ikke det er uden for normalen at et femårigt barn kan reagere voldsomt. Hvis det sker ofte, ville jeg nok høre pædagogerne i børnehaven, hvad de tænker eller opsøge anden professionel viden. Men en enkelt episode, synes jeg, er megatræls og hård at være i. Ikke voldsomt bekymrende.

Anonym skriver:

Vi havde en episode her til aften at vores barn på 5 år,  simpelthen var så sur og nærmest aggressiv. H*n begyndte så at slå og skubbe til mig, og ikke bare sådan "roligt", men det var seriøse slag og skub. 

Episoden startede ved at det var ved at være sengetid, men det mente h*n bestemt ikke.

Hvordan ville i håndtere sådan en situation?  

Jeg var grædefærdig efterfølgende.

Jeg ville sætte ham ud i gangen og lade ham sidde der til han var kølet af også havde jeg snakket med ham bagefter på et roligt plan og fortalt at jeg ikke tolerere den slags opførsel. 

Vores ældste har haft nogle vilde episoder med ekstrem vrede. Altid om aftenen, når han hjernen er mere end overloaded. 

Jeg har haft tydelig kommunikation. Ingen spørgsmål. Dirigeret ham og trukket ham ned ud på badeværelset for at børste tænder og bagefter trukket ham med ind i seng mens jeg fx har sagt "tænderne skal børstes" eller "jeg ligger her med dig" og anderkende følelser igen og igen. Han har banket løs på mig og jeg har holdt ham fast, så han ikke kunne gøre stor skade på mig. Forlader ham aldrig men viser ham at jeg er der selvom han lige nu er rigtig sur. At jeg godt kan rumme de følelser også. Det har mest stået på, sjældent, omkring de 4 til 6år. 

Når et barn kommer så langt ud, kan man ikke forvente de lige kan sætte sig på en skammel og køle ned og tænke over hele situationen. Frontanellen er for længst brændt sammen og derfor skal de selvfølgelig rummes og mærke at deres bagland har dem. 

I dag er han 8år og han er mors dreng og bliver ikke vred længere. Aldrig. Han er meget velafbalanceret. 

Det er drøn hårdt. Og jeg har ligget hos ham længe efter han faldt i søvn og bare nusset ham. Det må være så hårdt! Både for barn og voksen 

Anonym skriver:

Vi havde en episode her til aften at vores barn på 5 år,  simpelthen var så sur og nærmest aggressiv. H*n begyndte så at slå og skubbe til mig, og ikke bare sådan "roligt", men det var seriøse slag og skub. 

Episoden startede ved at det var ved at være sengetid, men det mente h*n bestemt ikke.

Hvordan ville i håndtere sådan en situation?  

Jeg var grædefærdig efterfølgende.

Åh han har da bare haft en total nedsmeltning.  Jeg ville ikke fokusere på adfærden, men hvad gjorde at han ikke kunne overskue det lige denne aften. Blev han forberedt ordentligt? Har han været særlig træt? 
De fleste børn får en nedsmeltning i ny og næ. Han er stadig din dejlige dreng - husk: børn gør det godt hvis de kan, og denne aften kunne han ikke overskue det du bad ham om. Så kan han sikkert godt igen imorgen

Anonym skriver:

Min dreng bliver 8 om lidt. Han har slået, raset, trampet, råbt, smækket med døre (en gang så hårdt at døren faldt af hængslerne) osv sov. Han har fler gange sagt han vil dø, han hader os, han ikke vil bo her mere osv osv. Folk herinde mente den var helt gal og han skulle til psykolog, jeg havde dog nok en ide om at det trods alt var indenfor normalen.

Det var værst da han var 5-6 år, blev langsomt bedre og nu går det egentlig helt fint det meste af tiden. Han har stadig et heftigt temperament, nu er det ikke rigtig fysisk mere, men han kan stadig få nogle nedsmeltninger der gør indtryk - og især jeg var hen over sommeren ved at komme i tvivl om der alligevel var noget seriøst galt med ham. Heldigvis har jeg haft snakket med en del af forældrene fra klassen, og udover at de alle opfatter ham som rigtig sød og velopdragen, så kunne flere af dem fortælle at deres egne sønner gjorde alle de samme ting.

En 5-årig har endnu ikke lært at styre sig, jeg tænker det er ret normalt at de kan finde på at slå. Nogen har bare et heftigt temperament - det tager dem lidt længere tid at få ro på. Vi har brugt meget krudt på at snakke snakke snakke om alle de følelser, og forklare HVORFOR det ikke er i orden ag reagere på den måde. Min oplevelse er at det skal skæres ud i pap, samt gentages en milliard gange. Det kan føles som en ørkenvandring, men det virker idet lange løb.

Shit er det virkelig normalt? Det lyder godt nok meget voldsomt.