Drukner i andres “gode råd”!!

Jeg kan sagtens følge dig og vi er slet ikke "så hårdt ramt" som du. Egentlig bliver vi ikke "belært" så meget. Dog kunne vi godt fornemme at det navn vi har valgt ikke faldt i god jord- specielt hos svigerfar der kom med hans mening og hvad barnet skal hedde og at vi jo også skulle huske at det skal være praktisk osv.  Vi har også lige haft en episode, hvor jeg følte at der blev presset på i forhold til barselsbesøg. Men heldigvis er min kæreste blevet god til at sige fra. Siger din partner fra over for sin familie? For det følte jeg, gjorde jeg kunne slappe bedre af, fordi jeg så ikke selv skal tage kampen med dem. Og så lad være med at fortælle at i er i fødsel, før i har født og evt. Har lyst til besøg. Synes da det lyder fuldstændig ude i hampen at de sidder og planlægger hvem der skal have besked og hvem der skal på besøg.

Men du er ikke alene. Tror mange - specielt førstegangsfødende- har den følelse. Det kan nærmest føles som om andre overtager ens graviditet og man bliver sat tilbage til at være en rugemaskine uden ret til holdninger. Jeg er med på det er stort for familie osv. Men forstår stadig ikke hvorfor folk mener de er i deres gode ret til at "overtage" på den måde. Jeg følte det endda lidt på min arbejdsplads hvor de blev presset på for at jeg skulle fortælle alle om graviditeten, før jeg var klar. Som om mine kollegaer havde krav på at vide det. 

Men det er vigtigt at I får  den ro i skal have. Ellers risikerer i rod i amning osv. De siger at der aldrig har været så stor succes med amning, som under corona hvor man ikke måtte få besøg. Det siger jo en del. 

Åh jeg kender det. Min svigerfamilie har også været slem i min sidste graviditet og det har blandt andet resulteret i at der gik lang tid før de fik baby at se. Det værste jeg ved er indblanding og "gode" råd som alligevel er dybt forældede og ubrugelige.

Jeg har termin i februar og vi kommer ikke til at oplyse nogen denne gang om fødslen (kun vores nabo som skal passe på vores barn i mens). På den måde kan man få lov at have fødslen og tiden på barselsgangen I FRED  

Skyklapper er den eneste løsning, prøv at øve dig i at tænke på noget andet imens folk snakker og nik på de rigtige tidspunkter, så det ser ud som om du hører efter. Men man må også godt sige fra. For det bliver kun værre når barnet kommer. 

Man bliver vanvittig! Jeg gik totalt i modsat-mode. Havde det svært i min graviditet og fik ret hurtigt dræbt stemningen - der gik lidt sport i det for mig, for på den måde kunne jeg lukke munden på dem.

Synes faktisk shaming og skrækhistorier er de værste: På min hadeliste er følgende på i vilkårlig rækkefølge:

• dem der har gået og spurgt hvornår man ikke snart skal se at få nogle børn, og så bliver man gravid og så siger selv samme mennesker: haha, held og lykke, nyd tiden inden barnet kommer, for når først barnet kommer er der aldrig tid til dig selv igen. 
  
  
• Dem der kaster om sig med deres frygtindgydende fødselsberetninger - utroligt at alle lige pludselig var ved at dø, eller er det bare fordi en helt normal fødsel ikke er for småbørn, men altså noget alle gravide skal igennem og føles voldsomt (selvf ikk dem med kejsersnit)
• Dem der bare lister op hvad man SKAL have af udstyr for INGEN kan leve uden en slyngevugge og en vikle og man nærmest er et monster hvis man siger at det finder vi ud af (sjovt nok gad mit barn ingen af delene)
  
  
• Bedsteforældre der allerede har en holdning til alting omkring hvad man beslutter
  
  
• Dem der kigger skævt på en fordi man sidder og spiser verdens største roastbeefmad imens man spilder remoulade på dunken

Tak for alle jeres gode input

Kan sagtens se fornuften i det nogle af jer skriver med at det er andres måde at indvolvere sig på og forsøge at relatere til mig og mit barn.

Lige til mine egne familie forhold er der en situation hvor jeg på ingen måde er knyttet til min mor hvilket gør at jeg pr automatik ingen ønsker har om at høre om min egen fødsel. Det er desværre hende der er den værste. Min søster har 2 børn så min bliver barnebarn nr 3. Jeg er meget uenig i den måde min søster har valgt at opdrage hendes børn på (det er faktisk hele min familie, men man siger jo intet da det er deres valg), dog er der pludselig en forventning at jeg gør på samme måde så sætningen “jamen det har de andre jo gjort” går meget igen hvilket giver mig en enorm reaktion. Der er desværre meget lidt forståelse for at vi vil gøre tingene på vores måde også selvom jeg sidder overfor familie der åbentlyst siger de ville ønske min søster havde gjort tingene anderledes så hendes børn i dag ikke havde så massive udfordringer. Min mor har endda været i gemmerne for at finde det tøj min søsters piger havde på da de blev født så min pige kan få det på også! Her markerede jeg mig dog kraftigt hvilket også gav en konflikt. 
Jeg er opvokset i samme by som mine forældre stadig bor i og kan jo høre fra dem jeg kender i byen der er glade på mine vegne at min mor går og fortæller at hun jo bare venter på opkaldet så hun kan deltage i fødselen. Jeg har en mand der rejser meget ude pga arbejde, hvilket han selvfølgelig bliver ved med. Han skal allerede afsted halvanden måned efter fødselen hvilket jo også er ærgerligt for ham men sådan er det jo! Her går min mor så og fortæller andre at jeg i mens han er væk flytter ned til dem med babyen for når han nu bare tager afsted må de andre jo tage over. Det er grusomt! Og meget svært at komme til livs!

Mine forældre var meget med ind over da min søster fik børn da hun var meget ung, men jeg er 10 år ældre, har et sundt familie liv og hvad der ellers følger med.

Vores baby er totalt et ønskebarn da vi var i fertilitetsbehandling (det vidste/ved ingen i familien) og efter to mislykkedes forsøg blev jeg naturligt gravid mod alle odds mellem to behandlinger. Derfor har vi jo snakket om alt vi kunne på forhånd i forhold til min mands arbejde ude i verden, mit arbejde som nattevagt, hans 12 årige datters tarv osv. Så vi har lavet en solid plan og jeg syntes selv vi har godt styr på det hele! Selvfølgelig kan alt ændre sig da man jo ikke kan planlægge med alt, men respekten for at vi ønsker det sådan her er fuldstændig væk fra hele min families side.

Min mands side er mere forstående. Dertil skal det så siges at min mand er noget ældre end mig så hans familie havde overhovedet ikke forventet at der kom flere børn men de tager kærkomment imod det, dog blander de sig ikke da de alle er over tiden med egne børn og kigger ind i børnebørn nu. Men alle spørger velmenende

Puha! Beklager mine lange oplæg! Jeg er bare i vildrede og frygter at vi kigger ind i en fremtid hvor jeg bliver nød til at kappe forbindselen til noget af min familie for at få lov at få fred og selv styre min egen lille familie. Det ønsker jeg jo heller ikke men jeg vil heller ikke kæmpe hver dag for at få fred

Synes det lyder lidt voldsomt, det du beskriver.

Hvorfor og hvordan skulle andre blande sig i, hvem I kontaktet når du går i fødsel?

Jeg ville bare ignorere folks råd, normaltvis vil jeg sige de er velmene, men det lyder lidt ekstremt i din situation eller også er det din opfattelse af det, det skal jeg ikke kunne sige .

Men afvis eller ignorer dem

Anonym skriver:

Tak for alle jeres gode input

Kan sagtens se fornuften i det nogle af jer skriver med at det er andres måde at indvolvere sig på og forsøge at relatere til mig og mit barn.

Lige til mine egne familie forhold er der en situation hvor jeg på ingen måde er knyttet til min mor hvilket gør at jeg pr automatik ingen ønsker har om at høre om min egen fødsel. Det er desværre hende der er den værste. Min søster har 2 børn så min bliver barnebarn nr 3. Jeg er meget uenig i den måde min søster har valgt at opdrage hendes børn på (det er faktisk hele min familie, men man siger jo intet da det er deres valg), dog er der pludselig en forventning at jeg gør på samme måde så sætningen “jamen det har de andre jo gjort” går meget igen hvilket giver mig en enorm reaktion. Der er desværre meget lidt forståelse for at vi vil gøre tingene på vores måde også selvom jeg sidder overfor familie der åbentlyst siger de ville ønske min søster havde gjort tingene anderledes så hendes børn i dag ikke havde så massive udfordringer. Min mor har endda været i gemmerne for at finde det tøj min søsters piger havde på da de blev født så min pige kan få det på også! Her markerede jeg mig dog kraftigt hvilket også gav en konflikt. 
Jeg er opvokset i samme by som mine forældre stadig bor i og kan jo høre fra dem jeg kender i byen der er glade på mine vegne at min mor går og fortæller at hun jo bare venter på opkaldet så hun kan deltage i fødselen. Jeg har en mand der rejser meget ude pga arbejde, hvilket han selvfølgelig bliver ved med. Han skal allerede afsted halvanden måned efter fødselen hvilket jo også er ærgerligt for ham men sådan er det jo! Her går min mor så og fortæller andre at jeg i mens han er væk flytter ned til dem med babyen for når han nu bare tager afsted må de andre jo tage over. Det er grusomt! Og meget svært at komme til livs!

Mine forældre var meget med ind over da min søster fik børn da hun var meget ung, men jeg er 10 år ældre, har et sundt familie liv og hvad der ellers følger med.

Vores baby er totalt et ønskebarn da vi var i fertilitetsbehandling (det vidste/ved ingen i familien) og efter to mislykkedes forsøg blev jeg naturligt gravid mod alle odds mellem to behandlinger. Derfor har vi jo snakket om alt vi kunne på forhånd i forhold til min mands arbejde ude i verden, mit arbejde som nattevagt, hans 12 årige datters tarv osv. Så vi har lavet en solid plan og jeg syntes selv vi har godt styr på det hele! Selvfølgelig kan alt ændre sig da man jo ikke kan planlægge med alt, men respekten for at vi ønsker det sådan her er fuldstændig væk fra hele min families side.

Min mands side er mere forstående. Dertil skal det så siges at min mand er noget ældre end mig så hans familie havde overhovedet ikke forventet at der kom flere børn men de tager kærkomment imod det, dog blander de sig ikke da de alle er over tiden med egne børn og kigger ind i børnebørn nu. Men alle spørger velmenende

Puha! Beklager mine lange oplæg! Jeg er bare i vildrede og frygter at vi kigger ind i en fremtid hvor jeg bliver nød til at kappe forbindselen til noget af min familie for at få lov at få fred og selv styre min egen lille familie. Det ønsker jeg jo heller ikke men jeg vil heller ikke kæmpe hver dag for at få fred

 

Det er nogengange som om at det med fødsler og småbørn var mere besværligt for den ældre generation end det er for os.

Har selv oplevet at svigermor og diverse tanter og onkler fortælle mig hvor vigtigt det var at man havde fyldt fryseren op med hjemmelavet mad inden fødslen, for når først baby var født havde man ikke kræfter til selv at lave mad og vaske tøj osv. så svigermor ville også gerne komme forbi og hjælpe til det første stykke tid. Men der måtte jeg oplyse dem om at barnet jo har en far, som kan lave mad og vaske tøj og gik det helt galt må man jo bestille en pizza.

Men det var de ikke enige om, for han skulle jo også arbejde igen på et tidspunkt. Også var han jo nok træt når han kom hjem mente de. 
Og sådan blev de ved. 

Men det vigtigste er at stå ved sine holdninger og lade dem vide at man nok skal ringe hvis man får brug for deres hjælp.

Anonym skriver:

Tak for alle jeres gode input

Kan sagtens se fornuften i det nogle af jer skriver med at det er andres måde at indvolvere sig på og forsøge at relatere til mig og mit barn.

Lige til mine egne familie forhold er der en situation hvor jeg på ingen måde er knyttet til min mor hvilket gør at jeg pr automatik ingen ønsker har om at høre om min egen fødsel. Det er desværre hende der er den værste. Min søster har 2 børn så min bliver barnebarn nr 3. Jeg er meget uenig i den måde min søster har valgt at opdrage hendes børn på (det er faktisk hele min familie, men man siger jo intet da det er deres valg), dog er der pludselig en forventning at jeg gør på samme måde så sætningen “jamen det har de andre jo gjort” går meget igen hvilket giver mig en enorm reaktion. Der er desværre meget lidt forståelse for at vi vil gøre tingene på vores måde også selvom jeg sidder overfor familie der åbentlyst siger de ville ønske min søster havde gjort tingene anderledes så hendes børn i dag ikke havde så massive udfordringer. Min mor har endda været i gemmerne for at finde det tøj min søsters piger havde på da de blev født så min pige kan få det på også! Her markerede jeg mig dog kraftigt hvilket også gav en konflikt. 
Jeg er opvokset i samme by som mine forældre stadig bor i og kan jo høre fra dem jeg kender i byen der er glade på mine vegne at min mor går og fortæller at hun jo bare venter på opkaldet så hun kan deltage i fødselen. Jeg har en mand der rejser meget ude pga arbejde, hvilket han selvfølgelig bliver ved med. Han skal allerede afsted halvanden måned efter fødselen hvilket jo også er ærgerligt for ham men sådan er det jo! Her går min mor så og fortæller andre at jeg i mens han er væk flytter ned til dem med babyen for når han nu bare tager afsted må de andre jo tage over. Det er grusomt! Og meget svært at komme til livs!

Mine forældre var meget med ind over da min søster fik børn da hun var meget ung, men jeg er 10 år ældre, har et sundt familie liv og hvad der ellers følger med.

Vores baby er totalt et ønskebarn da vi var i fertilitetsbehandling (det vidste/ved ingen i familien) og efter to mislykkedes forsøg blev jeg naturligt gravid mod alle odds mellem to behandlinger. Derfor har vi jo snakket om alt vi kunne på forhånd i forhold til min mands arbejde ude i verden, mit arbejde som nattevagt, hans 12 årige datters tarv osv. Så vi har lavet en solid plan og jeg syntes selv vi har godt styr på det hele! Selvfølgelig kan alt ændre sig da man jo ikke kan planlægge med alt, men respekten for at vi ønsker det sådan her er fuldstændig væk fra hele min families side.

Min mands side er mere forstående. Dertil skal det så siges at min mand er noget ældre end mig så hans familie havde overhovedet ikke forventet at der kom flere børn men de tager kærkomment imod det, dog blander de sig ikke da de alle er over tiden med egne børn og kigger ind i børnebørn nu. Men alle spørger velmenende

Puha! Beklager mine lange oplæg! Jeg er bare i vildrede og frygter at vi kigger ind i en fremtid hvor jeg bliver nød til at kappe forbindselen til noget af min familie for at få lov at få fred og selv styre min egen lille familie. Det ønsker jeg jo heller ikke men jeg vil heller ikke kæmpe hver dag for at få fred

 

For mig lyder det som om, dine frustrationer først og fremmest bunder i din relation til din mor. Du ønsker, forståeligt, at hun respekterer, hun ikke skal bestemme og dominere i din graviditet, fødsel og dit moderskab, og imens opfører hun sig om, hun har og skal have en langt større rolle og betydning, end du ønsker at give hende. 

Mange kvinder med komplicerede forhold til deres mødre oplever, at netop dét at få barn bliver en ny frigørelsesproces, hvor behovet for at markere, at “jeg kan godt selv, og du skal blande dig uden om!”, er enormt. Det virker provokerende, at hun kommer der og tror, hun har noget at bidrage med, når man nu ikke selv har været imponeret af hendes måde at være mor på. Og du skriver jo, at du på ingen måde er knyttet til hende, så jeg går ud fra, der er nogle lig i lasten i jeres relation og historie. 
Hvis I nu havde et godt mor/datter-forhold, ville det være lettere for dig både at ryste lidt på hovedet af hende og nok også at konfrontere hende og sige fra her og der, uden at det gik dig så voldsomt på - og uden at det førte til store konflikter. 
Jeg tror, du generelt er vred på din mor, og at det blusser op nu. For i et velfungerende mor/datter-forhold ville det bl.a. være helt naturligt, at datteren spurgte ind til og var interesseret i at høre om sin egen fødsel, om morens erfaringer og oplevelser som fødende osv. Men det kan du slet ikke have. 
Jeg kan heller ikke se, objektivt, at det er slemt, at din mor finder babytøj frem fra dine niecer og synes, det kunne være fint, at din datter også fik det på - men igen trigger det noget i dig. 
Mht. din søsters børn, så er det svært at tro, at alt, hvad hun gjorde som nybagt mor, var helt hen i vejret og medvirkende til deres massive udfordringer i dag - med mindre hun decideret omsorgssvigtede sine babyer, men det er vel ikke det, din mor fremhæver som positivt? 

Der kunne givetvis være noget for dig at arbejde med, få på plads, fx i et terapiforløb. Ikke fordi, der er noget galt med dig, tværtimod, men fordi dine issues med din mor fylder så meget. Men det kan også være, at noget falder på plads af sig selv, når du først får din datter. At relationen til din mor bliver mindre betydningsfuld og følelsesbelastende for dig, og ikke mindst, at din mor vil trække sig lidt, når hun ser, at du jo har styr på det, hviler i det - og at hun vitterlig er en sekundær person i jeres nye familie. 
Vær også opmærksom på, at selv skodforældre kan blive rigtigt gode bedsteforældre. Mine børn har et langt bedre forhold til min mor, end jeg selv har, så giv plads, når den tid kommer.