Drukner i andres “gode råd”!!

Jeg har termin 23/12 og begynder jo derfor at gå og vente spændt på ankomsten af mit første barn.

MEN! Hvordan tackler i andre, alle de udefra kommende “råd”, meninger og holdninger som man jo ufrivilligt bliver budt hele vejen igennem graviditeten?

Lige fra jeg testede positiv syntes jeg at det har været svært at rumme alle andres oplevelser da de tit bliver serveret på sådan en “det her gjorde jeg, så det er det eneste rigtige” måde.

Det har taget meget af glæden og fokus fra min graviditet da jeg langt hen ad vejen ikke føler at jeg har kunnet snakke med nogen om mine egne tanker og oplevelser da det altid ender i hvordan den jeg snakker med har oplevet deres graviditet osv. Man får en følelse af at den måde man selv oplever det på er forkert!

Jeg har forsøgt pænt at antyde og i nogle tilfælde sagt direkte at jeg nok selv skal spørge hvis jeg vil have råd, men det er som om at alle omkring mig har et enormt behov for at fortælle selvom jeg har frabedt mig det.

Det skal lige siges at jeg på ingen måde frygter den snarlige fødsel da jeg er fuldstændig klar over at ikke to fødsler er ens. Men jeg er ked af at det fylder så meget for andre at komme med deres meninger omkring hvordan MIN fødsel, efterfølgende amning osv skal foregå og det tager glæden fra mig. Der er sågar folk i min familie der forsøger at planlægge de barselsbesøg der skal være på sygehuset når jeg har født, hvem der skal informeres når jeg tager på sygehuset og ja.. jeg kunne blive ved

Jeg går samtidig og tænker at det jo på ingen måde stopper når jeg har født, så går det bare over til hvordan folk mener jeg skal være mor.

Jeg har en dejlig bonusdatter som bor ved min mand og jeg, så det er bestemt ikke fremmet for mig at have en mor rolle. Vi har et fantastisk forhold og jeg bliver ofte rost for min måde at tage hende til mig på som min egen, hvilket jeg også betragter hende som. (Hun kan slet ikke vente med at bliver storesøster)

Jeg er 30 år gammel, så samtidig føler jeg mig også ret nedgjort på den måde andre antager at jeg pludselig har behov for råd fordi jeg skal være mor til et barn jeg selv føder.

Min mand og jeg er heldigvis meget enige om at det er os og kun os der bestemmer hvordan vores forløb og senere babyen, skal håndteres. Men det er jo anstrengende at kæmpe med egen familie bare for at få lov at gøre tingene på den måde man selv ønsker. 

Selvfølgelig vil mine nære mig det godt og de glæder sig jo også, men irritationen er for mig det der fylder nu. 

Alle har jo en holdning til at man som førstegangs fødende enten føder før eller efter termin, at man ikke må købe barnevogn før barnet er født, at man ikke må rede babysengen før man kommer fra sygehuset og sådan bliver det ved.  

Er der nogen der har oplevet det samme? Og hvordan har i håndteret det?

Puha… Du tager mig tilbage til min egen graviditet. Jeg fik at vide alt mellem himmel og jord af hele min og min mands familie. Alt fra at kejsersnit ikke er godt uanset hvad, og bedøvelse under fødsel ikke er godt til amning, til at bade baby og jeg ku blive ved heleee natten.

Men hold hovede koldt. Og hold fast i dine beslutninger!! Du ved hvad der er bedst for dig og dit barn. Jeg husker jeg ikke ønskede besøg på hospitalet og jeg har en stor familie…. De kom alle sammen og jeg sad ude på en kold gang hvor baby blev fløjet rundt fra arm til arm. Der kom i alt 35….

Når jeg skal føde næste gang så skal der ikke komme nogen. Det har jeg besluttet med min mand og alle skal respektere mit ønske ellers kommer jeg ikke ud af mit hospitalsværelse folk på simpelthen respektere jeg ikke ønsker besøg. Jeg fortryder virkelig at jeg ikke sagde fra! Så gør det for du kommer til at fortryde det - for det har jeg ikke! Jeg har ikke været tydelig nok. 

Hvis jeg ku gøre noget om, så er det at lytte til alle og enhver og være så forvirret og ulykkelig…. Alle blandede sig, og jeg følte jeg slet ikke kunne finde ud af at være mor, fordi alle havde en modsat holdning om hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke nyde min baby desværre.

Hvis du har svært ved at sætte ord på og sige det til personerne så put masser vat i ørene og lad som ingenting med holdningerne. 

Har ikke så mange råd andet end at holde fast  i jeres egen holdninger, meninger og hvordan I vil gøre tingene.

Måske være mere kontant i udmeldingen om frabedelse af råd eller lade være med at respondere på det.

Fortæl evt. at I selv melder ud hvor og hvornår I vil have barselsbesøg. Det gjorde vi, og uden tvivl noget af det bedste vi gjorde. Det er jer/baby der ligesom skal sætte dagsorden for tingene, for det er jeres liv. 

Jeg hørte ofte noget ala: “bare vent til…” og “det plejer man da gøre/plejer man ikke at gøre”. 
Vi holdte bare fast I hvad vi ville og ønskede, og nogle gange responderede jeg slet ikke på de sætninger. 

Er selv førstegangs mor

Jeg havde en god taktik synes jeg selv

Jeg svarede simpelthen slet ikke og efter et lille stykke tid sagde folk som regel "hvorfor siger du ikke noget?"

Jeg svarede så rimelig neutralt "fordi jeg ikke har bedt om dit råd/denne samtale" og så stoppede det heldigvis. 

Du er mor til dit barn og din mand er far, i ved hvad der er bedst for jer og jeres barn. You got this

Held og lykke med den fødslen

Jeg tror en del af os er hurtige til at snakke om egne oplevelser, fordi graviditet/fødsel/baby er det største i vores liv. Det vildeste man nogensinde oplever. Uanset om man er 33 eller 83! Ofte bliver gode råd serveret uheldigt, men de fleste af dem er jo sagt i kærlighed. Derfor tænker jeg, at du skal vælge dine kampe og forsøge at sige pyt. 

For mig var det enormt vigtigt at der var ro lige efter jeg havde født og den kamp tog jeg - jeg udstikkede besøgstider, hvilket mange i familien var meget forarget over jeg kunne tillade mig. Til gengæld lyttede jeg smilende til alle råd og oplevelser jeg fik og lod dem gå ind af det ene øre og ud af det andet.

Jeg er meget enig i, at man skal holde fast på sin egen måde og danne sig egne erfaringer, men jeg tænker også at man skal finde sin pyt-knap frem 

Vi gør det alle sammen i mere eller mindre grad i forskellige sammenhænge, kommer til at beskrive egne erfaringer. Nogle gange føles det som råd hos andre og andre gange er det råd, vi giver. Det mindede jeg mig selv om i både fertilitetsbehandlingen, under graviditeterne og i mit moderskab.

I bund og grund tror jeg det handler om enten at kunne sige fra eller sige pyt

Du skal se det som en måde at have en stærkere relation med dig. Og at få et barn er ofte den største oplevelse for mange, så de føler sig jo også forbunde til andre med samme oplevelse. 

Jeg ser det som en måde at få en “fælles” interesse. 
Og alt hvor der kommer irriterende og totalt ligegyldige kommentarer, der siger jeg “tak. Men jeg har helt styr på det selv” “det skal jeg nok håndtere selv. Men tak” Og alt efter hvor “sød” tonen er, så siger jeg det mere eller mindre sødt selv. 

som når svigerfar i ramme alvor mener, at vi curler vores 1-årige ved at åbne en dør - og at barnet så ville blive forkælet. Der sagde jeg ret skarpt “Den har jeg helt selv styr på! Det er min opdragelse og mit barn” 

Så siger folk ikke mere 

Du har helt ret, bliver kun værre når jeres barn kommer til verden, fik selv en dreng for et halvt år siden og netop den del var det hårdeste og er eet stadig, stortset hele min mands familie mener de skal bestemme og de har krav på alverdens, lige fra at holde til at komme lige efter fødsel (påtrods af det var frabedt) har ofte følt mig som en kost og gør det stadig, men det er man nærmest nødsaget til, når folk ikke selv kender grænser og respektere det ikke omhandler dem, held og lykke med kommende fødsel, stå fast og tro på du gør det rigtige for dig, jer og jeres barn 

Jeg forstår godt, at det kan være frustrerende, når man får en masse råd, man ikke har bedt om. Jeg prøver også selv at lade være med at sige for meget, når nogle skal have barn. Men det kan godt være rigtig svært - fordi, som andre skriver, så er det at få et barn det største. Og jeg har altid lyst til at snakke om mine erfaringer, fordi det fylder hele mit liv (næsten). Så for mig har det meget mindre at gøre med, at jeg vil have andre til at gøre det samme som mig eller give gode råd - og mere at gøre med at jeg sindssygt gerne vil snakke om alle de tanker og overvejelser og ændringer jeg har oplevet i mit liv, siden det var mig, der stod og skulle have mit første barn.

Det tænker jeg, er helt naturligt, og så handler det måske om, at man skal passe på med, hvordan man formulerer sig - blive på egen banehalvdel og ikke være belærende. Det er ikke sikkert, alle er så opmærksomme på det, og så kan det blive til gode råd og meninger, som ingen har bedt om.

Men måske kan det hjælpe dig at se på det på den måde.  Det betyder ikke, at det ikke er ok at være træt af det og sige fra. Det synes jeg egentlig bare du skal gøre. Men måske bliver du mindre irriteret over det, hvis du tænker det som at folk svømmer over af gode råd fordi de bare selv har lært så megameget af at blive forældre. Og det måske handler mindre om dig og mere om dem selv.

Det ligger jo også i selve vores natur. Mennesker har før overlevet pga. de erfaringer der er gået i arv fra generation til generation og derfor tænker jeg også at det ligger helt instinktivt i os. Og mange af dem der giver råd er jo familiemedlemmer som faktisk også har en ret stor glæde og forventninger til det at der fødes en baby ind i deres familie. De føler også et behov for at knytte sig tættere til dig og den lille, hvilket igen fra naturens side er i din babys interesse fordi den så har flere mennesker til at sikre dens overlevelse. Den del af biologien er måske ikke så relevant i vores samfund hvor vi lever mere uafhængigt af vores familier, men det er da stadig virkelig givende og praktisk med en engageret og hjælpsom familie. På sigt kommer de relationer til at betyde meget for jeres baby og det er nok dem de lidt anmassende familiemedlemmer allerede arbejder lidt på  

Det betyder ikke at du bare skal tage det hele ind. Det er fint at sætte grænser men det hjælper nogle gange for mig at huske på hvad årsagen til det hele er. Så kan jeg rumme lidt mere og ikke tage alle kampene. Ligesom jeg også husker på at jeg ville være ked af hvis ingen viste interesse overhovedet.