Jeg var 7 år da min farfar døde. Da han dødede besøgte jeg min farmor hver dag. Jeg kunne selv cykle forbi hende. Nogle dage stak jeg bare lige hovedet ind og sagde hej og andre gange var jeg der i længere tid.
Når det var weekend, elskede jeg at cykle forbi bageren og købe rundstykker med og jeg kunne hygge hos hende HELE dagen. Vi spillede spil, lagde puslespil, cyklede(min farmor på ellert) på kirkegården og så til min farfars grav. Vi kørte hen og handlede sammen eller bare en hyggetur.
Hvis jeg kunne slippe afsted med et, sov jeg også ofte hos hende. Jeg ville være blevet stik tosset, hvis mine forældre havde bremset mig i at komme hos hende. Jeg fik også slik, penge, kage og en masse forkælelse. Men jeg gjorde til gengæld også rigtig meget for hende. Hjalp med støvsugning, indkøb osv. da jeg selvfølgelig blev lidt ældre.
Jeg ville ønske mine børn kunne gøre det samme med deres bedsteforældre - men det er ikke en mulighed fordi vi bor langt væk fra bedsterne.
Jeg kan huske min mor også nogle gange talte med mig om det og gerne ville have jeg var mere hjemme. Men hun forhindrede mig ikke i at tage hjem til min farmor.
Jeg havde et mega aktivt og socialt liv også - så det var ikke fordi jeg bare hang ud med en gammel kone. 
Det er en tid jeg virkelig husker tilbage til og det var stort og værdifuldt for mig. Jeg har så sindssyg mange gode minder som jeg ikke ville være foruden. Min farmor blev 89 og nåede at opleve at jeg fik mit første barn og var med til barnedåben og lukkede derefter sine øjne. Jeg er sikker på at hun har kæmpet for at opleve mig blive mor og jeg er så sindssygt glad for at jeg fik barn tidligt.
Anmeld
Citér
