Skal jeg stoppe amningen ?

Hej alle,

Jeg håber der er nogle med personlige erfaring eller andet, som kan guide mig lidt på vej. Jeg sidder med en tom følelse indeni og en følelse af at være utilstrækkelig…

Amning har altid været en drøm for mig, da jeg fødte vores 3 årige kæmpede jeg med dårlig teknik, ammebrikker, brystbetændelse som jeg også blev indlagt med og som varede on and off i 3 mdr.. jeg ammede i 7 måneder hvor jeg gik til flaske da min datter bedre kunne sove.. jeg husker tydeligt den dag hvor jeg ammede hende for sidste gang, jeg elskede nærheden og have den tosomhed med min datter..

Nu har jeg født igen, en pige på 4 uger idag, jeg har fået støtte fra hospitalet og andre fagpersoner både før og efter fødslen, jeg ammer uden ammebrikker, men det fungere bare stadig ikke. Min datter har dårlig teknik ved brystet og jeg VED det, for jeg kan mærke det. Fagpersoner siger det ser rigtig ud, men det føles ikke rigtig, det gør ondt (mindre nu, end i starten og kan derfor godt “leve” med det) men nogle gange “smutter” min brystvorte ved hendes tunge så hun på en måde får bidt mig. Min brystvorte er hvid når hun er færdig og ofte så slipper hun ikke selv fordi hun er færdig, men fordi hun ikke kan holde vakuummet. Hendes tungebånd er fint, hendes vakuum er fint, men hvorfor kan det så ikke lykkedes… jeg har tænkt på at se om det bliver bedre når hun bliver ældre.. men her er det næste.
Jeg er ikke glad. Drømmen om at amme er ikke ligeså kraftig mere og jeg tror måske det er derfor. Jeg tager mig selv i at “håbe” på at min datter ikke er sulten og bare vil ligge på mig og hvis hun så søger, så giver jeg hende selvfølgelig mad, men jeg har ikke den der dybtfølelse af at vi skal hygge med det. Jeg ville så gerne bare kunne være i det og nyde symbiosen, men istedet har jeg fået et afstumpet forhold til mine bryster, som jeg ydermere heller ikke kan mærke, de er simpelthen følelsesløse på huden (hvilket er meget besynderligt).. ja og hvorfor stopper jeg ikke bare amningen? Det ved jeg ikke? Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.. jeg føler det er et skridt der skal tages som jeg ikke selv kan og jeg har ikke den største støtte fra min mand.. jeg føler jeg svigter min datter ved ikke at have lyst til at amme hende. Når hun spiser så håber jeg hun snart er færdig og hele amningen er bare stressende fordi hun ikke holder vakuummet og slipper hele tiden, ofte bliver hun sur når hun har ammet lidt og den fede mælk skal ud, hvilket også frustrere mig. Jeg føler bare ikke jeg kan give op nu når jeg ved hvor meget jeg kommer til at savne det. 
jeg er så ked af det og der er noget indeni mig der ikke kan give slip, samtidig med at jeg nok burde

Stort kram herfra

Hvorfor støtter din mand dig ikke? Vil han gerne have, du fortsætter amningen?

Har du fået tjekket teknikken af en uddannet ammevejleder? Alle sagde, min midterste have så fin sutteteknik, men hver amning var smertehelvede. Ammevejleder kunne se, at teknikken egentlig var fin, men at baby aldrig åbnede munden helt nok op, så hun altid bed lidt i brystvorten. Vi fik øvelser til at træne hende i at åbne munden mere op.

Jeg havde også et KÆMPE ønske om at amme, jeg prøvede alt og det ville bare ikke lykkedes. 

Min søn kom en måned for tidligt oveni og var bare så træt, så træt og kunne intet. Han fik sonde samtidig med at jeg skulle amme. Det fungerede ikke til trods for jeg fik hjælp 24 timer i døgnet, jeg brugte også brik fordi mine brystvorter er flade/indadvendte. Da vi blev udskrevet 8 dage senere og kom hjem der fungerede det stadigvæk ikke. Jeg prøvede i 3 uger og jeg græd hver dag i de tre uger, konstant og hele tiden fordi jeg ønskede det så meget.

Tilsidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen fordi jeg ikke kunne have mig selv i det mere og min søn skulle ikke blive ved med at se og mærke en mor som var ked af det og frustreret og en god mor sidder jo ikke brysterne.

Jeg har ikke ammet siden han var 3 uger og nu er han 10 uger, jeg ser det stadig som en kæmpe sorg og det er skide angs provokerende for mig at have flasker osv med ude, men jeg klarer den! Og det bedste er at min kæreste også kan tage nætter så jeg også kan få sovet, også selvom han skal på arbejde så tager vi skiftevis en nat hver.

Kære du. Det er okay at stoppe. Det fylder alt for meget, på en måde som ingen vinder ved. Det er ikke rart for dig, og det argument er i sig selv fuldt ud tilstrækkeligt. Det er okay. Du er okay - og baby bliver helt, helt okay

Uden at have set jer, så lyder det umiddelbart som om at hun ikke får nok af området omkring brystvorten med ind i munden. Der skal mere end man tror med ind. Jeg tænker også at det vil være en rigtig god ide med en ammevejleder men indtil da kunne det være en god ide at Google det der hedder deep latch og så vær sikker på at du har en ammestilling hvor du kan slappe af i skuldre og har et godt overblik. Fx det der hedder krydsstilling. Med den stilling har du godt overblik og god mulighed for at forme brystet med din frie hånd.
Er der et ammeambulatorie tilknyttet det hospital du fødte på? De kan måske også hjælpe. 

Kære du 

Det der amning er bare så pisse svær, nok mest fordi der er så mange holdning og følelser omkring det. 
Amning er et samarbejde, og fungerer det ikke for dig, så virker samarbejdet jo ikke længere. Det vigtigste er at baby får mad og at i begge trives. Det lyder ikke til du trives med amningen og derfor tænker jeg du virkelig skal overveje at stoppe. Du kan tale med en ammevejleder inden du tager en beslutning? 
Jeg ammer og ammer og ammer min datter på 5 måneder, og det kører bare og har gjort det hele tiden. Derfor holder jeg ved, selvom det kunne være rart at dele natte-tjansen med hendes far. Min ældste ammede jeg indtil 4 måneder og det var aldrig rigtig en succes, men jeg holdte stædigt fast. Jeg er blevet den erfaring rigere og vil aldrig fortsætte en amning der ikke fungerer igen. 

Der er så mange ting man kan slå sig selv i hovedet over - en amning der ikke kører, en fødsel der endte i kejsersnit, et barn der ikke vil sove i barnevogn osv. 

Mit bedste råd er at tænke på hvilket råd du ville give din veninde hvis hun stod i samme situation. Ofte er man noget sødere ved hende end ved sig selv. 

slutteligt vil jeg anbefale dig den podcast der hedder momkind, der er et afsnit om den svære amning og det er opløftende at høre om andres situation og får en til at sige pyt og tænke bare en lille smule bedre om sig selv! 

fehår skriver:

Stort kram herfra

Hvorfor støtter din mand dig ikke? Vil han gerne have, du fortsætter amningen?

Har du fået tjekket teknikken af en uddannet ammevejleder? Alle sagde, min midterste have så fin sutteteknik, men hver amning var smertehelvede. Ammevejleder kunne se, at teknikken egentlig var fin, men at baby aldrig åbnede munden helt nok op, så hun altid bed lidt i brystvorten. Vi fik øvelser til at træne hende i at åbne munden mere op.

Min mand havde en holdning ved vores første fødte at amning var bedst, noget han havde fået proppet i hovedet af hans mor. 
denne gang har vi haft gode samtaler og han er mere indforstået med at amning ikke altid fungere, men jeg har brug for at han ser på mig og fortæller mig at det er ok at stoppe, men det gør han ikke, han siger istedet at vi skal se tiden an. 
det skal siges at hvis vi går til flaske er det fortsat kun mig der skal op, fordi vores store pige sover med ham, så det er ikke der den ligger.

ved vores første fødte betalte vi en ammevejleder og fik absolut ingen hjælp, jeg tror ikke rigtig på det længere fordi vi har fået så meget hjælp fra hospitalet og en tilknyttet international ammevejleder som heller ikke har ændret noget. Jeg prøver hver dag at få hende til at åbne munden op ordenligt og krydser fingre.

havudsigt skriver:

Kære du 

Det der amning er bare så pisse svær, nok mest fordi der er så mange holdning og følelser omkring det. 
Amning er et samarbejde, og fungerer det ikke for dig, så virker samarbejdet jo ikke længere. Det vigtigste er at baby får mad og at i begge trives. Det lyder ikke til du trives med amningen og derfor tænker jeg du virkelig skal overveje at stoppe. Du kan tale med en ammevejleder inden du tager en beslutning? 
Jeg ammer og ammer og ammer min datter på 5 måneder, og det kører bare og har gjort det hele tiden. Derfor holder jeg ved, selvom det kunne være rart at dele natte-tjansen med hendes far. Min ældste ammede jeg indtil 4 måneder og det var aldrig rigtig en succes, men jeg holdte stædigt fast. Jeg er blevet den erfaring rigere og vil aldrig fortsætte en amning der ikke fungerer igen. 

Der er så mange ting man kan slå sig selv i hovedet over - en amning der ikke kører, en fødsel der endte i kejsersnit, et barn der ikke vil sove i barnevogn osv. 

Mit bedste råd er at tænke på hvilket råd du ville give din veninde hvis hun stod i samme situation. Ofte er man noget sødere ved hende end ved sig selv. 

slutteligt vil jeg anbefale dig den podcast der hedder momkind, der er et afsnit om den svære amning og det er opløftende at høre om andres situation og får en til at sige pyt og tænke bare en lille smule bedre om sig selv! 

Tak. Har fået meget ammerådgivning og jeg tror ikke de kan gøre mere for mig. Jeg betalte mange penge i første forløb og fik netop ikke noget ud af det.

Jeg sagde også til mig selv at jeg ikke ville amme for en hver pris fordi jeg sad i meget slem smerte efter brystbetændelsen at jeg ikke ville udsætte mig selv for det igen, men nu står jeg i en svær situation igen og jeg kan ikke tage beslutningen fordi det netop er så følelsesladet  

jeg har sagt til mig selv ar hvis vi skal have en nr 3 så bliver det på flaske. Det er meget psykisk hårdt amning

LEEV skriver:

Min mand havde en holdning ved vores første fødte at amning var bedst, noget han havde fået proppet i hovedet af hans mor. 
denne gang har vi haft gode samtaler og han er mere indforstået med at amning ikke altid fungere, men jeg har brug for at han ser på mig og fortæller mig at det er ok at stoppe, men det gør han ikke, han siger istedet at vi skal se tiden an. 
det skal siges at hvis vi går til flaske er det fortsat kun mig der skal op, fordi vores store pige sover med ham, så det er ikke der den ligger.

 

ved vores første fødte betalte vi en ammevejleder og fik absolut ingen hjælp, jeg tror ikke rigtig på det længere fordi vi har fået så meget hjælp fra hospitalet og en tilknyttet international ammevejleder som heller ikke har ændret noget. Jeg prøver hver dag at få hende til at åbne munden op ordenligt og krydser fingre.

Vis din mand dit indlæg her. Han skal støtte dig. Du skal have lov til at stoppe uden dårlig samvittighed. Du har kæmpet nok nu

Din mand ammer ikke - det er ikke hans bryster. Hans krop har heller ikke født. = ingen holdning!

han skal slet ikke give dig lov til at stoppe. Han skal ikke bestemme om I skal de det an..? For hvilken grund. Du nyder det jo ikke og det kan børn også mærke.