Øv for en situation! Jeg har prøvet det, og alle jeg talte med sagde altid at der var lys for enden af tunnellen. Men det kan man absolut ikke se eller forestille sig i sådan en situation og jeg blev bare så irriteret når jeg fik det at vide. 
Jeg græd rigtig meget, jeg sov elendigt, drømte absurd meget, fik det fysisk skidt og tabte mig rigtig meget. Den eneste grund til jeg overhovedet kom ud af min seng og jeg forsøgte at tage mig sammen, var børnene. De var så små og havde brug for mig og jeg kunne selvfølgelig ikke svigte dem.
Jeg talte rigtig meget med mine venner. Og selvom det var det samme vi talte om, igen og igen, så er det altså bare en hjælp.
Jeg valgte også at starte hos en terapeut og kunne bruge hende til at komme ud med mine frustrationer, vrede og sorg. Hun gav mig en masse redskaber og den selvudvikling jeg gennemgik hos hende, hjalp mig virkelig og styrkede mig.
Jeg syntes at tiden sneglede sig afsted og den ene dag tog den anden. Jeg fandt ud af hvor stærk jeg i virkeligheden var, hvordan jeg kunne rumme to små børn, en husholdning og et fuldtidsstudie. Jeg fik et tættere bånd til mine børn og opdagede faktisk også at hverdagene på en måde var nemmere fordi jeg lavede egne rutiner der fungerede, end da jeg boede sammen med min eksmand.
Han kom kravlende ca. 10 måneder efter han var gået fra mig. Han savnede børnene, han savnede mig og vores fælles liv. Men han havde også svært ved at slippe hans nye kæreste, selvom det(udefra) virkede til at være et usundt og ustabilt forhold. Han så ikke meget til børnene og aflyst tit aftaler med dem, fordi han nye kæreste bestemte utrolig meget eller ofte blev vred og så var det nemmere at sende børnene hjem til mig.
Jeg var lige begyndt at få det bedre da han kom kravlende og jeg er bare SÅ glad for at jeg var stærk nok til at sige fra.
Jeg ved godt at nogle kan finde sammen igen. Men jeg vidste med mig selv at vi ville få et usundt forhold hvis vi forsøgte igen, fordi jeg tror jeg ville bebrejde ham for det “svigt” han udsatte både børnene og jeg for.
Det er 11 år siden vi blev skilt. Jeg fandt en ny kæreste ca. 1 år efter skilsmissen. Jeg har aldrig haft det bedre. Min eksmand og jeg har, trods store uenigheder, altid formået at sætte børnene først, så vi har “kæmpet” for at få lavet aftaler om samvær, ferie, tøj og hvad der ellers må være, uden de store konflikter.
Beklager det blev lidt langt. Mit råd er: Gør noget godt for dig selv. Forsøg at indgå i dialog med din eks og få lavet nogle gode aftaler om samvær. Tag evt. et selvudviklingskursus. Og tro på dig selv! Du er stærk og kan godt, selvom alt er sort og uoverskueligt lige nu.
Vis dine børn du er den sejeste mor i verden og brug din netværk til at tale/græde ud, når dine børn sover eller ikke er det.
Held og lykke
