Samsove med baby uden manden

De første 3 måneder af vores datters liv havde hun et godt sovehjerte om dagen, men var meget vågen om natten. Der sov min mand i gæsteværelset og baby og jeg i soveværelset. Min mand skulle jo op næste morgen og være frisk på arbejdet, mens jeg bedre kunne tage en lur, mens baby sov om dagen. Efter de 3 måneder begyndte hun at sove igennem og min mand rykkede tilbage i soveværelset. 

Hvis det fungerer for jer, så sov hver for sig i en periode. Det er jo ikke for altid. 

Anonym skriver:

Tak for input, det er virkelig dejligt og høre. Jeg tror også du har ret i at mange flere end man tror, også sover hver for sig i perioder. Jeg føler bare vi er de eneste i vores omgangskreds, som har “ofret” det at sove sammen. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan et ømt emne for mig. Det svier især når der bliver sagt noget a la “ej vi prioriterer virkelig at sove sammen, så må vi bare være i det sammen”. Så føler jeg virkelig at vi har nedprioriteret vores forhold. Men når alt kommer til alt så elsker jeg jo at sove med min baby. Jeg savner også min mand i sengen, men vi har bare så dårlig erfaring med det og ja, her er de negative konsekvenser virkelig til at mærke, hvis vi begge to er helt tomme på søvn-kontoen. 

Men det er jo ikke nødvendigvis en priorteringssag. Det handler jo om, at folk er forskellige, har forskellige søvnbehov, nogle vågner nemt osv. Så man kan ikke sammenligne sig med andre. Og skal man tale om det som prioritering, så prioriterer I jo bare din mands søvnkvalitet, som jo i øvrigt påvirker resten af familien og jeres parforhold.

I øvrigt anbefaler flere søvneksperter at man sover i hvert sit rum, men det er en anden snak.

Men når nu du savner at sove sammen, er det så ikke en mulighed at sove sammen i weekenden f.eks? (Hvis din mand altså ikke arbejder der) 

Jeg tror man skal passe på med at se på andre og tro at de har det bedre end én selv. Har f.eks. en veninde som kan sidde og fortælle at hun overvejer at gå fra kæresten og 2 dage efter overøser hun manden med kærlighedserklæringer på SoMe og skriver at han er hendes livs kærlighed. Folk har det med at vise det positive. Og hvem siger at dem som kommer med disse kommentarer, som du bliver ked af, ikke har en mand der ville ønske at han "fik lov" til at sove i gæsteværelset?

Hvis det fungerer for jer, så skidt med hvad andre før.

Jeg synes jeg høre om mange som ikke sover sammen længe efter baby er kommet . I min forrige mødregruppe var der 4/6 som ikke gjorde, hvilket jeg var ret så chokeret over. Min mand og jeg er heldigvis enige at det lyder som noget af et skråplan og kan ikke se argumentet for det, men hvis det fungerer for folk er det da så fint ��

Da vi fik lillebror havde vi lidt samme udfordringer. Og vi havde så også storebror der havde brug for ekstra tryg og stadig kom ind og ville sove i smørhullet om natten. 

Vi havde et par måneder hvor jeg sov i soveværelset med lillebror og far sov i gæsteværelset med storebror. Det tog et par måneder og så begyndte storebror at sove selv igen og lillebror begyndte at sove længere stræk. 

Jeg synes tiden med et spædbarn og en tumling handler om overlevelse. Og hvis det fungerer for jer så gør det. Det vigtigste er bare at I ikke mister kærligheden og følelserne for hinanden i mellemtiden ( og fx stadig har sex, kysser, krammer osv) , og at I ved det blot er for en ( hård) periode, og om lidt er jeres yngste ældre og så kan I igen dele seng. 

Selvom vi sover i samme seng, så føles det ikke som, vi sover sammen. Vi har vores ældste i mellem os, og vores yngste ved siden af en af os

Begge vores børn har i de første 2-3 måneder sovet i smørklatten mellem far og jeg. Den store rykkede ind i stuen i barnevogn/vugge og mig på sofa da far startede på arbejde igen og skulle have så søvn og nu er den lille og jeg også rykket ind i stuen da der ikke er plads til os på værelset.

Vi har ikke sovet sammen i 8 måneder (siden barnet var 1-2 uger. 

Manden sover på storesøsters værelse og jeg samsover med lillesøster - også liggende amning her. 

ps. Jeg nyder pladsen