Samsove med baby uden manden

Jeg går og tumler med nogle tanker omkring det at sove sammen/ikke at sove sammen som par. Vi har en dreng på 2,5 år og en lillesøster på 1 måned. Jeg ammede storebror i et lille års tid og samsov med ham i al den tid, da liggende amning fungerede rigtig godt og det gav os alle ganske god søvn. Og må indrømme at det var rart at der var god plads i sengen til baby og jeg. Det har dog naget mig en del, at min kæreste rykkede i gæsteværelset, jeg har savnet at sove med ham. Og nu gør vi det samme igen. Jeg bliver til tider vred og ked på min kæreste fordi han ikke kan sove ved siden af os (Han sover meget let og har generelt altid haft søvnproblemer. Jeg tror dog lidt det handler om at vænne sig til det mht baby) 

alt i alt har jeg det egentlig ok med denne løsning, fordi alle parter får nogenlunde med søvn og der vægter vi virkelig højt, da alle så har det bedre.
Det handler nok mest om at det føles “forkert”, især når vi snakker med andre om det og får sådan en “nåh sover I så slet ikke sammen overhovedet??” Jeg har en forestilling om hvordan alle andre bare putter sammen, hvor baby ligger der også. Og så er der os, som er så opdelt…

vores forhold er ellers godt og som min kæreste siger “jeg elsker dig ikke mindre fordi vi ikke sover sammen denne (lange) periode” 

hvad gør I? Mon der er andre som gør som os? 

Jeg er gravid med vores nr. 4 og har ikke sovet sammen med min mand siden vores ældste var en måned. Min mand snorker simpelthen så højt, at det kan jeg ikke holde ud at sove ved siden af, når jeg også skal lytte efter en baby - plejer også at samsove og amme liggende med baby. Ærlig talt tror jeg, at dårlig(ere) nattesøvn ville have større konsekvenser for vores forhold, end at vi ikke sover sammen. Vi prøver dog at tale om det løbende og putte og kramme rigtig meget i sofaen og i sengen i weekenden, så vi får lidt af den nærhed vi måske går glip af i hverdagen pga. vores sovearragement. 
Hovedparten af vores venner med små børn har også delt sig op i perioder, så jeg tror ikke, at det er så ualmindeligt. Vores forældre synes det er lidt mærkeligt, men blander sig ikke som sådan… 

Synes virkelig at I skal holde fast i det, der fungerer for jeres familie! Men snak om det løbende, og hvis det på et tidspunkt ikke fungerer mere, så kan I altid lave det om

Morogbarn skriver:

Jeg er gravid med vores nr. 4 og har ikke sovet sammen med min mand siden vores ældste var en måned. Min mand snorker simpelthen så højt, at det kan jeg ikke holde ud at sove ved siden af, når jeg også skal lytte efter en baby - plejer også at samsove og amme liggende med baby. Ærlig talt tror jeg, at dårlig(ere) nattesøvn ville have større konsekvenser for vores forhold, end at vi ikke sover sammen. Vi prøver dog at tale om det løbende og putte og kramme rigtig meget i sofaen og i sengen i weekenden, så vi får lidt af den nærhed vi måske går glip af i hverdagen pga. vores sovearragement. 
Hovedparten af vores venner med små børn har også delt sig op i perioder, så jeg tror ikke, at det er så ualmindeligt. Vores forældre synes det er lidt mærkeligt, men blander sig ikke som sådan… 

Synes virkelig at I skal holde fast i det, der fungerer for jeres familie! Men snak om det løbende, og hvis det på et tidspunkt ikke fungerer mere, så kan I altid lave det om

Nå ja og så kan I jo overveje at udvide sengen med en ekstra madras/seng, hvis det er pga. pladsmangel, at I ikke kan sove sammen

Vil lige sige at jeg er 30 år og min mor og hendes kæreste har været sammen siden inden jeg blev konfirmeret og de sover altså ikke sammen min mor har noget med sit stofskifte så hun sover utrolig dårligt, de priotere deres tid i de vågne timer og sover så hver for sig  

Morogbarn skriver:

Jeg er gravid med vores nr. 4 og har ikke sovet sammen med min mand siden vores ældste var en måned. Min mand snorker simpelthen så højt, at det kan jeg ikke holde ud at sove ved siden af, når jeg også skal lytte efter en baby - plejer også at samsove og amme liggende med baby. Ærlig talt tror jeg, at dårlig(ere) nattesøvn ville have større konsekvenser for vores forhold, end at vi ikke sover sammen. Vi prøver dog at tale om det løbende og putte og kramme rigtig meget i sofaen og i sengen i weekenden, så vi får lidt af den nærhed vi måske går glip af i hverdagen pga. vores sovearragement. 
Hovedparten af vores venner med små børn har også delt sig op i perioder, så jeg tror ikke, at det er så ualmindeligt. Vores forældre synes det er lidt mærkeligt, men blander sig ikke som sådan… 

Synes virkelig at I skal holde fast i det, der fungerer for jeres familie! Men snak om det løbende, og hvis det på et tidspunkt ikke fungerer mere, så kan I altid lave det om

Tak for input, det er virkelig dejligt og høre. Jeg tror også du har ret i at mange flere end man tror, også sover hver for sig i perioder. Jeg føler bare vi er de eneste i vores omgangskreds, som har “ofret” det at sove sammen. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan et ømt emne for mig. Det svier især når der bliver sagt noget a la “ej vi prioriterer virkelig at sove sammen, så må vi bare være i det sammen”. Så føler jeg virkelig at vi har nedprioriteret vores forhold. Men når alt kommer til alt så elsker jeg jo at sove med min baby. Jeg savner også min mand i sengen, men vi har bare så dårlig erfaring med det og ja, her er de negative konsekvenser virkelig til at mærke, hvis vi begge to er helt tomme på søvn-kontoen. 

Timf skriver:

Vil lige sige at jeg er 30 år og min mor og hendes kæreste har været sammen siden inden jeg blev konfirmeret og de sover altså ikke sammen min mor har noget med sit stofskifte så hun sover utrolig dårligt, de priotere deres tid i de vågne timer og sover så hver for sig  

Det er vist et meget godt eksempel på, at det om man sover sammen eller ej, ikke definerer ens forhold  så længe det fungerer for en selv. Vil prøve at hvile mere i det denne gang og ignorere kommentarerne omkring det.

Jeg er fuldstændig som din kæreste. Jeg sover let og har i perioder søvnproblemer. Jeg sov jævnligt på sofaen, da vores barn var helt lille, sov i vores seng og blev ammet om natten. Det er ikke nødvendigvis noget man bare kan vænne sig til, men det havde da den sideeffekt at det som regel altid var mig der stod op da vores barn kom på eget værelse. Simpelthen fordi jeg altid vågnede før min kone.

Det gik ikke ud over vores forhold. Som en anden skriver, så er det heller ikke godt for forholdet hvis nattesøvnen bliver smadret unødigt.

Jeg kan godt forstå du syntes det er svært.

Min mand arbejder hver nat, vi sover kun sammen 1 gang den ene uge og 2 den anden uge. Vores datter på 3 sover stadig inde i vores seng og når vi skal have en til kommer denne også til at sove inde hos os. Vi vægter trygheden for vores datter højt og når far skal sove om aften inden arbejde sover han også på et andet værelse. 

Vores forhold fungerer stadig fint selvom vi ikke rigtig sover sammen og aldrig rigtig har gjort det. Når man er vant til andet, så er det klart det er svært at undvære sin partner i sengen. 

Jeg sover ikke sammen med min mand. Det har jeg ikke gjort siden vores datter var lille. Jeg vågner nemt og min mand arbejder til efter midnat. Det er langt bedre for vores forhold at jeg får søvn end at vi sover i samme seng. Putte og kysse kan man på andre tidspunkter. Det er ret normalt, i hvert fald i min omgangskreds.

Jeg sov ikke med min mand de første 4 måneder efter lillebror kom til verden.

Vores datter havde brug for at sove med en af os, og det blev for rodet med et spædbarn i soveværelset der skulle ammes hver time OG en 3 årig der vågnede hver gang og gerne ville kigge på

Så jeg sov med lillebror og min mand sov sammen med vores datter. Det var den måde vi fik mest søvn på, og på det tidspunkt overskyggede mængden af søvn alt andet