Min søn er så genert/bange!

Jeg har en dreng på 5 år. Han har lige fra fødslen været meget sensitiv og sådan noget som babyyoga og mødregrupper, måtte jeg opgive. Han peb bare og hang hos mig.

Nu er han 5 og historien er den samme. Han vil ikke deltage i noget, hvis jeg ikke er der. Fødselsdage, gymnastik, arrangementer for børn. Han bliver så bange og ulykkelig!

Jeg prøver gerne at overtale ham til at gøre små ting, som jeg ved, han kan overskue, men jeg er påpasselig med at presse ham, for han bliver simpelthen for ked.

Jeg var selv præcis lige sådan som barn. Meget ængstelig og fik faktisk angst, som jeg stadig har. For mig blev ridning og heste min redning!

Han trives i børnehaven, er aktiv og har mange interesser. Jeg elsker ham og hans personlighed. Jeg forventer ikke af ham, at han skal være udadvendt og ugenert som de andre. Men jeg vil gerne hjælpe ham lidt til at få en sjov barndom.

Nogle idéer til, hvad jeg kan gøre, for at styrke ham og give ham mod?

Hvis han er så genert, at det er en enorm hæmsko for ham, synes jeg, du skal tage til psykolog med ham.

Det bliver ikke en rar barndom og ungdom, hvis det er så alvorligt - og som du selv siger, kan det jo udvikle sig til decideret angst.

Så for din søns skyld og hans generelle trivsel, vil jeg gøre noget aktivt som eksempelvis en børnepsykolog eller lignende.

Men hvordan kommer man til sådan en psykolog? Hvis det koster penge, har vi ikke råd.

Anonym skriver:

Men hvordan kommer man til sådan en psykolog? Hvis det koster penge, har vi ikke råd.

Tag kontakt til børnehaven og bed om hjælp gennem dem, de har PPR tilknyttet og børnepsykolog der kan komme samt specialpædagoger der kan komme og arbejde med ham omkring det. 
mange kommuner udbyder også gratis samtaler hos psykolog for børn under 15 år. Så tænker start med at snakke med børnehaven om din bekymring og ellers undersøg de andre muligheder hvis du ikke bliver mødt i din bekymring. 

kan også være børnehaven har nogen andre ideer til hvordan du kan arbejde med ham omkring problematikkerne og psykolog slet ikke er nødvendigt

Jeg forstår godt dit ønske om at støtte dit barn, så han ikke bliver hæmmet af sin generthed, og jeg synes også, det er en god ide lige at vende tingene med børnehaven, for lige at høre, om de også ser problemet.

Dog ser jeg også, at du skriver, han trives. Så måske skal han bare have lov til at udvikle sig i fred og ro. Jeg ved ikke, om det er et vildskud, men hvis du selv har haft det svært, er det måske dine følelser og tanker fra barndommen, som du lægger over i din søn.

Jeg har fx selv været et genert og tilbageholdende barn - jeg har et meget åbent barn, der snakker med alt og alle han går forbi, og jeg kan mærke, hvordan jeg bliver pinligt berørt af hans opførsel og har lyst til at lægge bånd på ham, fordi jeg selv har komplekser med den slags. Men jeg er opmærksom på at det er mit problem - ikke hans. 

Det jeg mener er bare, at hvis ikke din søn oplever det som et problem, og du måske heller ikke oplever det som et problem at han har brug for den støtte lige nu - så er det måske ok at lade det være sådan. Og så være opmærksom på, om han bliver ved med at trives med at være den lidt generte og forsigtige type. Hvis han så giver udtryk for, at han godt gad, han var lidt mindre genert - så kan I tage fat i det på det tidspunkt. Ingen grund til at fikse noget, som egentlig fungerer.

Ellers ville jeg nok forsøge mig med små udfordringer til ham. Fx stå i kø med ham til et eller andet og så stå klar til at tage imod ham på den anden side. Gå fra børnefødselsdagen i fx et kvarter (jeg smutter lige hen og køber mælk, det havde jeg glemt) og sådan noget, hvor han kan overskue, hvor længe han er på egen hånd.

Jeg synes at det lyder som om at det du gør er det rigtige, tager det stille og roligt og lytter til ham og hvad han er klar til  han er jo ikke så stor endnu, jeg tror at det kommer af sig selv

i min søns klasse var der altid et par forældre der blev til fødselsdagene i 0 klasse, det synes jeg er helt ok  og hvis han skal have legeaftale, så prøv på en legeplads hvor forældrene også bliver der, for mig har det heldigvis altid været nogenlunde nemt, da jeg kan tale med de fleste forældre. Jeg tror også at det handler om at man skal være et godt eksempel selv. At gå over og hilse pænt på folk osv. her der presser jeg mine børn til at være høflige og sige pænt hej til folk, de behøver ikke at kramme eller give hånd, men det er vigtigt at lære dem at det er ok at være genert men man skal stadigt være høflig

der sker noget af sig selv når de bliver ca 8 år, så er de ikke så generte mere

Ja tag endelig en snak med børnehave. De har kun interesse i at støtte op og kan hjælpe med værktøjer i hans dagligdag i børnehaven så der er samspil mellem det i arbejder med derhjemme. Du skal ringe med det samme og booke møde så du ikke skal gå og ruge på dine tanker og bekymringer 

Måske din søn har arvet din angst/nervøsitet/uro.

jeg var selv angst som barn og det jeg ville ønske nogle gjorde var at acceptere mig som jeg var og dermed gøre at jeg ikke følte mig forkert eller anerledes. Vi har høje forventinger til børn i dag og selvom det er godt at de skal lære at løsrive sig og blive individuelle og selvstændige så er en 5 årig dreng stadig bare en 5 årig dreng som har brug for sin mor og det er ok!

når han mærker at han er ok som han er og trygheden og accepten kommer fra dig, vil han højst sandsynligt automatisk forsøge selv at komme lidt mere ud af komfort zonen.

held og Lykke.