Kære jer derude
Jeg står i en forfærdelig situation, hvor min kæreste og jeg er ved at gå fra hinanden 2 uger før vores termin. Dette skyldes en voldsom konflikt vi lige har haft, hvor vi nu begge føler os forurettet, og ikke kan se det fra den anden parts side. Jeg leder derfor efter al den feedback jeg kan få, for at finde ud af om jeg er helt galt på den, og vil være uendelig taknemmelig for alle overvejelser og tanker du/i vil give. ��
Vores konflikt handler om utroskab, og startede da jeg blev mistroisk over hvorfor han, siden vi blev kærester for 3 år siden, har været meget hemmelig med sin telefon. Han skrev mig derefter en lang og overbevisende mail om, at grunden til at han gemte sin telefon, var fordi jeg var jaloux og vil overeagere hvis jeg så ham skrive med veninder jeg ikke kendte. Han følte at jeg med min mistroiskhed beskyldte ham for dårlig opførelse, hvilket var urimeligt, da han aldrig ville være illoyal overfor mig eller gøre ting bag min ryg der brød med vores tillid. Jeg kunne dog mærke at han løj, og dette blev startskudet på halvanden uges vanvittig konflikt med så massive og gentagende løgne at jeg følte min virkelighedssans var ved at blive vendt på hovedet. Hver dag blev han afsløret i en løgn, hvorefter han sværgede at han ikke ville lyve mere, for bare at fortsætte med at lyve igen næste dag, hvilket stod på i en uge og drev mig helt ud på kanten af hvad jeg kunne klare, især som gravid med en fødsel lige om hjørnet, og alle min urinstinkter der higede efter tryghed og loyalitet . Der kom gradvist ny information hver dag, som efter halvanden uge blev til et samlet billede af at han havde haft to forhold bag min ryg. Den ene, sagde han var en overvejende platonisk relation til en kvinde han havde dated op til han mødte mig. Gennem hele vores forhold havde de mødtes til kaffe hjemme hos hende hver 2-3 mdr til venskabelig snak, men få gange havde der været nogen for lange farvelknus. Da han løbende havde slettet deres sms korrespondance kunne jeg ikke se hvad de havde skrevet om, men det lykkedes ham at genskabe et par enkelte sms’er, hvori han skrev at han holdte hende hemmelig for mig, fordi han havde nogle følelser for hende som han ikke kunne slukke for. Det andet forhold var til en kvinde han kyssede med til en fest, og derefter havde en intens sms-korrespondance med, som endte med et møde hjemme hos hende hvor der ikke skete noget. Jeg har snakket med hende, og hun fortalte at han havde talt utroligt dårligt om mig. Min reaktion under den halvanden uge var at jeg spiste og sov meget lidt, og det gjorde han heller ikke. Da jeg endelig fandt ud af sandheden efter de utallige løgne, flippede jeg ud og kastede en vandmelon ned i gulvet, og slog ham på skulderen, hvilket jeg straks undskyldte for bagefter. Han synes dog nu at den opførelse og det uge lange krydsforhør jeg udsatte ham for, var under al kritik, og en fuldstændig manglende empati for ham, fordi jeg ikke tænkte på hvor hårdt det var for ham. Jeg skulle have stoppet mig selv og tænkt på at han heller ikke fik spist eller sovet og stadig have en fornemmele af ansvar over for ham, under vores konflikt, uanset hvad han havde gjort. Hans primære konklusion af det hele er, at han nu ikke mere kan stole på at jeg vil passe på ham og vil ham det bedste. Hans utroskab var i hans øjne en mindre ting som slet ikke legitimere min opførelse. Han undskylder utroskaben med at han ikke var glad i vores forhold og virker ikke oprigtig ked af at han gjorde det, men ser min reaktion og manglende forståelse af ham som mindst ligeså slemt. Har han ret i hvad han siger? Jeg skal føde inden for de næste par uger, og er helt i chock, så jeg ved at min dømmekraft er svækket lige nu, og vil derfor sætte utrolig meget pris på enhver feedback jeg kan få! ��
Hilsen en desperat sjæl
