De eneste i vennegruppen der ikke er gift

Vi blev gift efter 20 år og tre børn - et helt low bryllup som var en overraskelse for vores nærmeste familie, som troede de var inviteret til fødselsdag. 
det foregik i kirke og med en middag på en restaurant i byen tæt på os. Det var en vidunderlig dag og virkelig romantisk og fint, at børnene var med. Den store gav os ringene -

ingen af os friede - jeg ytrede at jeg synes det var på tide, og at jeg egentlig gerne vil have en ring som symbol på vores kærlighed, når vi en gang skal dø… 

vi købte den billigste - dog guld, som jeg synes er pænt - med indgravering. 
i princippet ku det ha været en ring fra en slikautomat. Symbolikken var vigtigere: men nu havde vi råd og jeg synes virkelig guld er smukt, så vi valgte at købe en. 
et bryllup for mig, er endnu større end en stor fest og store kjoler og fine folk. Det er kærligheden og symbolikken der betyder noget for mig

Jeg kan 100% forstå dig. Jeg er helt sikker på at hvis du fortalte ham det som du skriver i dit indlæg her, så ville han hurtigt fri til dig  jeg tror at han går rundt i sådan en verden hvor det overhovedet ikke er vigtigt for ham også forestiller han sig at det heller ikke er vigtigt for dig  

Anonym skriver:

Tak for gode pointer. Dem skal jeg lige tygge lidt på, tror jeg. 

 

Jeg er egentlig ikke interesseret i at fri til ham, så meget betyder ægteskabet ikke for mig. Og på det punkt er jeg nok også lidt for traditionel. Måske bunder det hele i, at jeg ikke føler mig set som kvinde, på samme måde som jeg føler de andre er blevet. Det gør mig ked af det og også lidt flov at være hende, hvis kæreste bare er total uromantisk og som aldrig har gjort noget for at glæde/overraske mig, udelukkende med det formål at det var til “mig”. Måske bunder det i virkeligheden i mere end et frieri. Måske er det en manglende anerkendelse af at jeg trods alt har båret og født hans børn, og at jeg savner at føle at jeg også er andet end en mor og “husbestyrerinde”. 

Jeg har aldrig vendt dette med andre, så jeg var egentlig mest nysgerrig på om andre har følt på samme måde som jeg. Mere end det er en løsning til at blive gift, jeg søger. 

Hejsa du.

Jeg eller  vi er heller ikke gift, trods det vi snart har været sammen i 20 år, men jeg ser det ikke som noget pinligt eller et problem. Jeg tror i og for sig der er mange der lever sådan i dag. 

Og spørger folk undrende hvorfor vi ikke er gift får de svaret: når vi ikke er gift kan vi heller ikke blive skilt, sådan som størstedelen af alle gifte bliver idag. Så plejer de at klap kaje.

Jeres kærlighed er jo den samme (forhåbentlig) om I er gift eller ej.

Når jeg spørger nogle, HVORFOR de er gift, får jeg som regel svaret; fordi vi elsker hinanden... -jamen elskede I ikke hinanden før ægteskabet? Så tænker folk alligevel en ekstra gang.

Lev nu bare som I gør bare I elsker hinanden og er lykkelige som I er.

Anonym skriver:

Jeg har det sidste års tid gået og følt mig flov, og pinlig over at vi som det eneste par i vores relative store vennegruppe ikke er gift.

Sagen er den at jeg faktisk aldrig har drømt om det store prinsessebryllup, og at jeg med garanti også ville hade opmærksomheden der følger med et sådan.  Alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt flov eller skamfuld omkring at være den eneste, hvis kæreste ikke har gidet at fri til mig. Jeg synes det er så pinligt når folk spørger (og det gør de. Ofte) hvornår vi skal giftes/om vi skal giftes eller om han ikke har været på knæ endnu. 

vi har været indeni i periode på en 2-3 år hvor alle er blevet forlovet og gift, og ofte er det dét der snakkes om til fælles arrangementer. Jeg kan ikke lade være at føle mig meget ved siden og flov når jeg bare sidder og høre på alle erfaringsudvekslingerne om locations, ringe, frierier osv. osv. 

Jeg ved godt at det i princippet er ligegyldigt, men vi har hus og børn, så udefra set virker det jo som næste skridt. For mig handler det nok slet ikke om det at blive gift, men om at det gør mig ked af det og trist at jeg får en følelse af ikke at være værdig til at gifte sig med. Jeg har ikke vendt det med ham, for jeg vil ikke være sådan en der tigger om at blive friet til. Desuden, vil jeg jo også kun fries til, af en der har lyst til at fri. Værre er det heller ikke. 

Jeg ved ikke om det er normalt at føle som jeg gør, og om nogen af jer har stået i samme situation hvor de fleste er gift for længst og i er den eneste der ikke er “værd” at give en ring? 

Hvorfor frier du ik??

Anonym skriver:

Jeg har det sidste års tid gået og følt mig flov, og pinlig over at vi som det eneste par i vores relative store vennegruppe ikke er gift.

Sagen er den at jeg faktisk aldrig har drømt om det store prinsessebryllup, og at jeg med garanti også ville hade opmærksomheden der følger med et sådan.  Alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt flov eller skamfuld omkring at være den eneste, hvis kæreste ikke har gidet at fri til mig. Jeg synes det er så pinligt når folk spørger (og det gør de. Ofte) hvornår vi skal giftes/om vi skal giftes eller om han ikke har været på knæ endnu. 

vi har været indeni i periode på en 2-3 år hvor alle er blevet forlovet og gift, og ofte er det dét der snakkes om til fælles arrangementer. Jeg kan ikke lade være at føle mig meget ved siden og flov når jeg bare sidder og høre på alle erfaringsudvekslingerne om locations, ringe, frierier osv. osv. 

Jeg ved godt at det i princippet er ligegyldigt, men vi har hus og børn, så udefra set virker det jo som næste skridt. For mig handler det nok slet ikke om det at blive gift, men om at det gør mig ked af det og trist at jeg får en følelse af ikke at være værdig til at gifte sig med. Jeg har ikke vendt det med ham, for jeg vil ikke være sådan en der tigger om at blive friet til. Desuden, vil jeg jo også kun fries til, af en der har lyst til at fri. Værre er det heller ikke. 

Jeg ved ikke om det er normalt at føle som jeg gør, og om nogen af jer har stået i samme situation hvor de fleste er gift for længst og i er den eneste der ikke er “værd” at give en ring? 

Men hvis du ikke nævner det med at blive gift og holde bryllup overfor ham, så kan det jo også være at han tænker at det gider du ikke. Og at det er derfor der ikke er sket noget.