De eneste i vennegruppen der ikke er gift

Jeg har det sidste års tid gået og følt mig flov, og pinlig over at vi som det eneste par i vores relative store vennegruppe ikke er gift.

Sagen er den at jeg faktisk aldrig har drømt om det store prinsessebryllup, og at jeg med garanti også ville hade opmærksomheden der følger med et sådan.  Alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt flov eller skamfuld omkring at være den eneste, hvis kæreste ikke har gidet at fri til mig. Jeg synes det er så pinligt når folk spørger (og det gør de. Ofte) hvornår vi skal giftes/om vi skal giftes eller om han ikke har været på knæ endnu. 

vi har været indeni i periode på en 2-3 år hvor alle er blevet forlovet og gift, og ofte er det dét der snakkes om til fælles arrangementer. Jeg kan ikke lade være at føle mig meget ved siden og flov når jeg bare sidder og høre på alle erfaringsudvekslingerne om locations, ringe, frierier osv. osv. 

Jeg ved godt at det i princippet er ligegyldigt, men vi har hus og børn, så udefra set virker det jo som næste skridt. For mig handler det nok slet ikke om det at blive gift, men om at det gør mig ked af det og trist at jeg får en følelse af ikke at være værdig til at gifte sig med. Jeg har ikke vendt det med ham, for jeg vil ikke være sådan en der tigger om at blive friet til. Desuden, vil jeg jo også kun fries til, af en der har lyst til at fri. Værre er det heller ikke. 

Jeg ved ikke om det er normalt at føle som jeg gør, og om nogen af jer har stået i samme situation hvor de fleste er gift for længst og i er den eneste der ikke er “værd” at give en ring? 

Anonym skriver:

Jeg har det sidste års tid gået og følt mig flov, og pinlig over at vi som det eneste par i vores relative store vennegruppe ikke er gift.

Sagen er den at jeg faktisk aldrig har drømt om det store prinsessebryllup, og at jeg med garanti også ville hade opmærksomheden der følger med et sådan.  Alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt flov eller skamfuld omkring at være den eneste, hvis kæreste ikke har gidet at fri til mig. Jeg synes det er så pinligt når folk spørger (og det gør de. Ofte) hvornår vi skal giftes/om vi skal giftes eller om han ikke har været på knæ endnu. 

vi har været indeni i periode på en 2-3 år hvor alle er blevet forlovet og gift, og ofte er det dét der snakkes om til fælles arrangementer. Jeg kan ikke lade være at føle mig meget ved siden og flov når jeg bare sidder og høre på alle erfaringsudvekslingerne om locations, ringe, frierier osv. osv. 

Jeg ved godt at det i princippet er ligegyldigt, men vi har hus og børn, så udefra set virker det jo som næste skridt. For mig handler det nok slet ikke om det at blive gift, men om at det gør mig ked af det og trist at jeg får en følelse af ikke at være værdig til at gifte sig med. Jeg har ikke vendt det med ham, for jeg vil ikke være sådan en der tigger om at blive friet til. Desuden, vil jeg jo også kun fries til, af en der har lyst til at fri. Værre er det heller ikke. 

Jeg ved ikke om det er normalt at føle som jeg gør, og om nogen af jer har stået i samme situation hvor de fleste er gift for længst og i er den eneste der ikke er “værd” at give en ring? 

Du kan da fri til ham? 

Jeg kender det ikke med bryllup, men med huskøb. Vi har aldrig, før nu, haft to stabile indtægter. Førsr SU, så dagpenge, så ny uddannelse jeg selv betalte for. Så vi bor til leje og vores børn deler værelse. 

Da min datter begyndte i skole tænkte jeg: shit. Vi kommer til at være de forældre. Og jeg var flov, indtil jeg indså: pyt. Vi har fulgt vores drømme, og jeg kan om 10 år sige til min datter: følg dine drømme. Det gjorde jeg! 

Det blev lidt usammenhængende, kl er også tidligt, men pointen er: Er du utilfreds, så gør noget ved det

Jeg har så stået i den anden ende og været den første. Først på rådhuset hvor ingen viste noget og efterfølgende velsignet i kirken i forbindelse med den ældste barnedåb.

Vi regner da med at vi skulle være sammen til døden os skiller og jeg elsker ham. Men det var ikke et ægteskab hvor kærligheden var hovedårsagen til vi blev gift. Det var af pragmatiske årsager i forhold til hvem der havde juridiske ret til at bestemme og i forhold til arveloven. 

Det har bestemt gjort noget mine tanker og følelser når jeg er blevet konfronteret med ægteskabet som den store kærligheds erklæring. Heldigvis så har jeg gode eksempler på at ægteskabet kan være andet end den ultimative kærlighedserklæring. En tidligere kollega og mand blev først gift på deres sølvkomsammen dag (25år som kærester) pga arveloven. Min mor og stedfar blev også gift pga arveloven og at de har mine og dine børn.

Så jeg tænker at du er nød til at tale med kæresten om dine følelser. Det kan være at han tænker her går der godt så hvorfor ændre på det. Eller han har en modvilje imod ægteskabet af en eller andet årsag. Med al sandsynlighed er det en årsag hos ham der ligger til grund for det og ikke fordi du ikke er værdig. Men I er nød til at tale sammen for at du kan få et svar.

Hvorfor frier du ikke til ham?

“Sagen er den at jeg faktisk aldrig har drømt om det store prinsessebryllup, og at jeg med garanti også ville hade opmærksomheden der følger med et sådan.”

Hvis du har fundet en god mand ved han jo sikkert at den opmærksomhed ikke er rar for dig..? At få børn sammen er da en væsentlig større forpligtelse sammen end ægteskab.

Tak for gode pointer. Dem skal jeg lige tygge lidt på, tror jeg. 

Jeg er egentlig ikke interesseret i at fri til ham, så meget betyder ægteskabet ikke for mig. Og på det punkt er jeg nok også lidt for traditionel. Måske bunder det hele i, at jeg ikke føler mig set som kvinde, på samme måde som jeg føler de andre er blevet. Det gør mig ked af det og også lidt flov at være hende, hvis kæreste bare er total uromantisk og som aldrig har gjort noget for at glæde/overraske mig, udelukkende med det formål at det var til “mig”. Måske bunder det i virkeligheden i mere end et frieri. Måske er det en manglende anerkendelse af at jeg trods alt har båret og født hans børn, og at jeg savner at føle at jeg også er andet end en mor og “husbestyrerinde”. 

Jeg har aldrig vendt dette med andre, så jeg var egentlig mest nysgerrig på om andre har følt på samme måde som jeg. Mere end det er en løsning til at blive gift, jeg søger. 

Anonym skriver:

Tak for gode pointer. Dem skal jeg lige tygge lidt på, tror jeg. 

 

Jeg er egentlig ikke interesseret i at fri til ham, så meget betyder ægteskabet ikke for mig. Og på det punkt er jeg nok også lidt for traditionel. Måske bunder det hele i, at jeg ikke føler mig set som kvinde, på samme måde som jeg føler de andre er blevet. Det gør mig ked af det og også lidt flov at være hende, hvis kæreste bare er total uromantisk og som aldrig har gjort noget for at glæde/overraske mig, udelukkende med det formål at det var til “mig”. Måske bunder det i virkeligheden i mere end et frieri. Måske er det en manglende anerkendelse af at jeg trods alt har båret og født hans børn, og at jeg savner at føle at jeg også er andet end en mor og “husbestyrerinde”. 

Jeg har aldrig vendt dette med andre, så jeg var egentlig mest nysgerrig på om andre har følt på samme måde som jeg. Mere end det er en løsning til at blive gift, jeg søger. 

Jeg kender det! 
Jeg vil gerne have lige præcis dén kærlighedserklæring fra min kæreste. Drømmen er heller ikke at holde en kæmpe fest her, men bare at han gerne vil gøre mig glad, og indfri mit ønske  om at kunne kalde ham min mand. Det er ikke så meget ægteskabet i sig selv, for vi lever jo som gifte folk nu, men omtanken/kærlighedserklæringen

Har du talt med ham om det? Måske han går og tænker at du er ligeglad, og derfor ikke tænker så meget over det. 

En anden ting er den helt lavpraktiske og knapt så romantiske del af det ift arvforhold. Hvis I ikke er gift eller har testamente, kan det betyde, at din samlever er nødt til at sælge boligen, for at børnene kan få udbetalt deres arv. Er børnene under 18 år, skal pengene forvaltes efter særlige regler og kan ikke bruges til at forsørge familien. Og hvis I er forsikrede gennem pensionsselskab/forsikring, så går alle disse udbetalinger også til børnene, med mindre andet er aftalt.

Så prøv at tale med kæresten om denne problematik, med mindre i selvfølgelig allerede har lavet et testamente.

Det er jo også en kæmpe kærlighedserklæring at beskytte hinanden hvis det værste skulle ske, så man ikke skal gå fra hus og hjem og måske skulle give sit barn dårligere vilkår fordi man ikke har råd til at blive i sit hjem. 

Du kan sige: "hvaaa bassemand, skal vi lige tale om det der med arveforhold. Har læst en artikel om emnet fordi vi hverken har testamente eller er gift - vi er nødt til at være lidt fornuftige selvom det ikke er så romantisk at tale om". 

Jeg kender det godt. Ikke fordi vi har en stor vennekreds hvor folk er gift, men følelsen af at han ikke er gået ned på ét knæ og ringen og det hele. Jeg brød på et tidspunkt sammen i gråd og fortalte ham at jeg følte at det var fordi han ikke mente vi skulle være sammen for altid. Men det viste sig at det handlede om at vi jo ligesom ikke har råd til et bryllup lige nu, da vi sparer op til hus (Ved godt det ikke behøver koste ret meget)i øvrigt er jeg selv i tvivl om jeg overhovedet tør blive gift, af økonomiske årsager (forsørgerpligten) fordi jeg har nogle ting, der gør at jeg i tilfælde af arbejdsløshed ikke bare kan tage et hvilket som helst job. Så egentlig er det jo ikke fordi jeg går og sukker efter at blive gift, det er nok mere dét at føle at han vil mig resten af livet. Men det fik han så sat på plads, da vi snakkede om det.

Det er ret interessant. 

I min nærmeste vennegruppe er vi de næsten de eneste, som er gift. 

Vi har været gift i 8 år. Vi giftede os for at have en masse juridisk på plads. Det var helt low key med kage i en park efterfølgende. 

Men det sidste stykke tid, så har jeg tænkt over, at vi faktisk - på nær et vennepar - er de eneste gifte. 

Så det handler også om hvem du omgåes med. :-)