Det er så svært når ens kærlige mand får et udbrud der sårer en og man står tilbage og tænker hvad fanden er det der?
du lyder til at have oplevet en del af de udbrud og det skal bestemt ikke definere hverken din mand eller jeres forhold generelt, er sikker på du elsker ham meget højt og i generelt har det godt (du skriver ihvertfald ikke andet og tænker ikke du ville være gravid igen hvis ikke)
Desværre er det ikke alle der vil gå med til parterapi, ved min mand heller aldrig ville gå med til det uanset hvor meget jeg pustede og prustede.
Men det du så kan gøre er at sige “vi skal have en snak”.
forbered hvad du har brug for at sige, skriv det gerne ned da man ofte glemmer halvdelen når følelserne tager fat, gør det når i har ro, og så start samtalen med at sige at det her er nogen ting du har brug for at få sagt højt, og han skal ikke svare eller tale før du har talt færdig. Hvis han afbryder, så sig “jeg vil rigtig gerne høre dine svar, men vær sød at vente til jeg er færdig.”
så kan i derfra få talt det igennem. Sørg for at holde samtalen omkring de ting du har fremlagt som problematikker, så det ikke kører i øst og vest.
og hold bolden på ejen banehalvdel. Istedet for at sige “du gør også altid!” Så sig “jeg oplever….” Eller “når du har sagt sådan, så føler jeg at…” ikke være anklagende..
Derfor vil jeg også kraftigt anbefale dig at skrive det hele ned for er svært når følelserne tager ved at holde det på egen banehalvdel!
ønsker jer det bedste, og håber det bliver bedre og i kan nyde jeres lille familie uden flere lede udbrud 
Anmeld
Citér
