Min kæreste kan være led..

Jeg er gravid i uge 15 og døjer stadig med kvalme og opkast om morgenen og aftenen. Jeg har været så drænet for energi fordi jeg hverken drikker og spiser særlig meget, da jeg ingen appetit har og oftes bare får kvalme. Jeg har været en del fraværende fra jobbet pga. dette, men de har været ret forstående. 

Sagen er den, at nu er min kæreste til gengæld blevet mega træt af situationen, (har stået på i 7 uger nu) da han bliver nødt til at tage sig af vores 1 årig en del mere end han plejer og han skælder mig ud og jeg føler at han er virkelig uforstående overfor mig. 

Sidste graviditet var det ikke så slemt med kvalmen, men havde en øv oplevelse med min kæreste, da han reagerede mega voldsomt på fødslen og det hele efterfølgende. Han havde ingen empati eller forståelse overfor mig som lige havde født vores barn og jeg fik ingen taletid, mht. hvordan jeg havde det, da han bare overtog hele samtalen med jordemoderen og der var ikke nogle familiemedlemmer der spurgte ind til hvordan det gik på noget tidspunkt. Jeg har bare skulle tage så meget hensyn til ham og hans ret ekstreme følelser lige fra vores barn kom og først 8 mdr. senere faldt han til i rollen som far. 

Jeg kan mærke at denne her gang, bliver jeg mega ked af at han er så voldsom når han udtrykker sig, den manglende forståelse fra hans side så jeg føler mig som en virkelig dårlig mor og partner og i det hele taget en virkelig svag person. 

Jeg har altid været en stærk person psykisk og kæmpet mine kampe for en retfærdig behandling på mine tidligere arbejdspladser. Men nu er jeg så dårlig til at stå op for mig selv overfor min kæreste. 

Han er sød og har altid behandlet mig ordentligt og haft respekt for mig, men når han bliver max presset er han så grim i munden overfor mig, (sker heldigvis ikke tit) men når han gør, er jeg begyndt at blive så ked af det og frustreret. 

Nogle der har oplevet noget lignende eller har nogle gode råd til at håndtere det også til når baby nr. 2 har meldt sin ankomst.? 

På forhånd tak. ��

Parterapi ville nok være en god idé. Det er ikke sundt for nogle at far ikke kan opføre sig ordentligt.

Meyer skriver:

Parterapi ville nok være en god idé. Det er ikke sundt for nogle at far ikke kan opføre sig ordentligt.

Jeg har faktisk foreslået det, enten sammen eller hver for sig. Men det mener han ikke vi har brug for, dog er han godt klar over hans opførsel men siger at det kan han ikke ændre. Han har formået at bestille tid til en psykolog 2 gange hvor han har aflyst i sidste øjeblik, da han mener han selv kan ændre det. Tænker måske det har været en fødselsdepression han måske har haft, hans søster fik det og flere i hans familie døjer med noget psykisk uden det er noget de vil stå ved. Ham + søskende har haft en dårlig barndom. 

Jeg vil også anbefale parterapi, så I kan finde en fælles løsning. Det er noget sludder, når han siger at det har I ikke brug for. Hvis den ene part i et forhold har behov for parterapi, så er det begge parters ansvar for at sikre forholdet. 

Især når han nu ikke har kunnet ændre det selv og heller ikke selv har kunne møde op til en psykolog, så synes jeg det er helt fair at du insisterer på parterapi. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 15 og døjer stadig med kvalme og opkast om morgenen og aftenen. Jeg har været så drænet for energi fordi jeg hverken drikker og spiser særlig meget, da jeg ingen appetit har og oftes bare får kvalme. Jeg har været en del fraværende fra jobbet pga. dette, men de har været ret forstående. 

 

Sagen er den, at nu er min kæreste til gengæld blevet mega træt af situationen, (har stået på i 7 uger nu) da han bliver nødt til at tage sig af vores 1 årig en del mere end han plejer og han skælder mig ud og jeg føler at han er virkelig uforstående overfor mig. 

 

Sidste graviditet var det ikke så slemt med kvalmen, men havde en øv oplevelse med min kæreste, da han reagerede mega voldsomt på fødslen og det hele efterfølgende. Han havde ingen empati eller forståelse overfor mig som lige havde født vores barn og jeg fik ingen taletid, mht. hvordan jeg havde det, da han bare overtog hele samtalen med jordemoderen og der var ikke nogle familiemedlemmer der spurgte ind til hvordan det gik på noget tidspunkt. Jeg har bare skulle tage så meget hensyn til ham og hans ret ekstreme følelser lige fra vores barn kom og først 8 mdr. senere faldt han til i rollen som far. 

 

Jeg kan mærke at denne her gang, bliver jeg mega ked af at han er så voldsom når han udtrykker sig, den manglende forståelse fra hans side så jeg føler mig som en virkelig dårlig mor og partner og i det hele taget en virkelig svag person. 

Jeg har altid været en stærk person psykisk og kæmpet mine kampe for en retfærdig behandling på mine tidligere arbejdspladser. Men nu er jeg så dårlig til at stå op for mig selv overfor min kæreste. 

Han er sød og har altid behandlet mig ordentligt og haft respekt for mig, men når han bliver max presset er han så grim i munden overfor mig, (sker heldigvis ikke tit) men når han gør, er jeg begyndt at blive så ked af det og frustreret. 

Nogle der har oplevet noget lignende eller har nogle gode råd til at håndtere det også til når baby nr. 2 har meldt sin ankomst.? 

På forhånd tak. ��

I har en 1-årig, som din kæreste reagerede voldsomt på fødslen af og først faldt til ro omkring, da barnet var 8 måneder. Jeg kan egentlig godt forstå, at din kæreste er presset af din nye graviditet - ikke, at det som sådan er i orden, men det er godt nok hurtigt, I har vovet at få et barn mere. Du har stadig hans reaktion fra sidste fødsel i klar erindring, og han må vel også grue for, om han slår til denne gang eller igen reagerer voldsomt.
Der har jo ikke været tid og rum for at bearbejde krisen dengang hverken som par eller hver især, og nu skal I “på den” igen. Det bliver han vel mindet om, når du døjer med graviditetsgener. 

Jeg går ud fra, I var enige om den nye graviditet - men I har forsømt at få repareret de mén, den sidste fødsel bragte med sig. Det er I efter min opfattelse nødt til at tage hånd om, før I får dette barn. Så der er ingen vej udenom at få hjælp udefra - det må du simpelthen insistere på. Ellers ville jeg grue for, at I ikke får en god begyndelse på næste barns ankomst til verden. 

Her ville det med den udmelding hedde parterapi eller skillesmisse.

Hans adfærd tangere til psykisk vold,og det er hverken børn eller dig tjent med.

Jeg kan ikke være mere enig med.  Mor og meget mere. 
hun har skrevet det jeg også vil ha skrevet. 

og en ting til. Self skal han ikke være sådan. Men du er godt nok også uforstående overfor ham og det han har været igennem den gang da i fik jeres første barn. I har et barn der KUN ER 1 år og det tog din kæreste 8 måneder at falde til.  Og nu i igang igen. Håber virkelig i begge var enig og havde lyst til at en ny graviditet sku ske allerede nu. 

Enig med Mor og Angel.. Jeg er kvinde og har derfor stået som den gravide og fødende.. MEN jeg har også stået som din kæreste og haft det psykisk dårligt efter at være blevet forælder.. Og selvom jeg har haft bækkenløsning, symfyseløsning, massiv kvalme, ulidelig halsbrand, graviditetsdiabetes, mulig svangerskabsforgiftning, sindssyge plukveer og smertefulde modningsveer en måned før fødslen, ja så ville jeg 100% hellere være igennem det igen i 9 mdr. end jeg ville være så psykisk dårlig som jeg var (og som din kæreste måske også var).. 

Jeg forstår godt dine følelser og tanker, men du glemmer desværre lidt at prøve at forstå din kæreste.. Ja du har det skidt rent fysisk, men jeg kan love dig for, at din kæreste har haft det værre.. Og han er nok mega bange for at få det sådan igen.. Og ærlig talt så skal du nok forvente, at han får det sådan igen, hvis han ikke får noget hjælp og du også støtter op omkring det (og dette indebærer desværre også, at du her i graviditeten ikke kan trække på kvalme- og træthedskortet og lade ham klare jeres barn, og efter fødslen kan du ikke trække på amningskortet og lade ham klare hus og barn alene, for han får gevaldigt brug for aflastning, hvis han ikke skal ramme bunden)..

Mit råd til dig vil være at prøve at lytte til ham.. Snak med ham om hans tanker og følelser omkring alt det her, og så få ham til lægen, som kan screene ham for en belastningsreaktion og/eller depression og muligvis give antidepressiv.. 

Og så træk på jeres netværk, hvis I har sådan et.. Få bedsteforældre til at passe barn/børn eller hjælpe med rengøring en gang om måneden eller noget

Tak for gode svar og råd, vil helt sikkert tage dem til mig.

Sikke nogle gode svar

Der er er forskellige holdninger og perspektiver, alt sammen meget konstruktivt.

Håber I finder ud af det. Jeg er meget enig i kommentarerne om (par)terapi, og at en ny graviditet må være meget overvældende (om end reaktionen er forkert!).