Fodbold

Min ene søn går også to fodbold to gange ugentligt. Han tager selv derhen efter skole. Jeg melder kun til kamp i de weekender vi ikke skal andet. Noglegange har de kampe en skolehverdagsaften. Dem må han ikke deltage i. Han er kun 11 og skal være frisk i skolen. Hans familieliv prioriterer jeg højt, det hele kan ikke gå op i er enkelt familiemedlems sport. Men jeg er også enlig og uden bil.

Vi har to børn på henholdsvis 13 år og snart 15 år. De har dyrket rigtig meget fodbold og håndbold. Vi har kørt til alle kampe, stævner og hvad der ellers var. Vi har prioriteret børnenes sport og bakket dem op. Det gør vi stadigvæk. Alle weekender går næsten med sport som de så også er rigtig gode til. Vi kommer også og er deres kampe. Vi har desværre set rigtig mange børn kigge efter andres forældre fordi, at deres forældre ikke gad, at bruge deres weekender på, at støtte op omkring dem. 

Personligt synes jeg, at det er røvet overfor ens holdkammerater, at man ikke deltager fordi, at det er for langt væk. Hvis det er et spørgsmål om penge, så må man tale med klubben. De fleste klubber hjælper, hvis man er presset f.eks. med nedsat kontingent eller nogen andet. 

sådan er det også her. Vi melder afbud en gang i mellem til nogle kampe så han kan få lov til at slappe af en gang i mellem.
Men træneren tror at hendes dreng er en kommende Ronaldo så hun siger ja til at holdet skal deltage i alle stævner. Bare ærgerligt det kun er hende selv der kan se det

men her kommer fødselsdag mv. før fodbold. For vi vægter det sociale først.

Jeg studser over din sidste bemærkning omkring det sociale? 
Der findes vel næppe noget mere socialt end det at være en (fast) del af et sammentømret hold? Min søn på 15 har spillet bold med (stort set) den samme flok siden han var 4 år. De træner 2 gange i ugen og spiller derudover kampe 1-2 gange i ugen. Det sammenhold og de sociale relationer og rammer der er på sådan et hold er helt uvurderligt! 
Vi forældre bakker op og kører og hepper og vi har også fået venskaber på kryds og tværs. 
Der er utrolig meget socialt i det at dyrke en holdsport

Derimod ville jeg synes, at det ville være temmelig usocialt at melde fra til en kamp fordi man hellere ville noget andet en dag…

Soonmom skriver:

Bare fordi hun melder til mange stævner betyder vel ikke at hun tænker hendes barn er den næste Ronaldo? 

Mine børn kommer også til de stævner som bliver meldt ud. Men de er på ingen måder særlige talentfulde og det er ikke engang altid at de gider. Men for os er det er læringsproces man siger ja til at spille fodbold, så skal man hjælpe sit hold og være en del af det. Hver halvår får de valget om de stadig vil spille, men siger man ja til en sæson. Så kommer man til træning og til kampe (selvfølgelig hvis man kan og er rask). 

Hurra - hvor er jeg enig

Min 7 årige går til fodbold tirsdag og torsdag,  og kampe/turnering ca hver anden weekend,  enten lørdag eller søndag.  Han er ca med til alle turneringer,  da han elsker det.  Og det er jo bare ca 3 timer inkl transport,  så har man resten af dagen til at lave hvad man vil.  Men herhjemme går vi os meget op i sport og fodbold,  og vores søn elsker at spille og vil gerne med til alt hvad der er!  Sport er vigtigt,  ligeså passion for sin sport. (vores mening)  og derfor bruger vi meget tid på det. 

SØS skriver:

Jeg studser over din sidste bemærkning omkring det sociale? 
Der findes vel næppe noget mere socialt end det at være en (fast) del af et sammentømret hold? Min søn på 15 har spillet bold med (stort set) den samme flok siden han var 4 år. De træner 2 gange i ugen og spiller derudover kampe 1-2 gange i ugen. Det sammenhold og de sociale relationer og rammer der er på sådan et hold er helt uvurderligt! 
Vi forældre bakker op og kører og hepper og vi har også fået venskaber på kryds og tværs. 
Der er utrolig meget socialt i det at dyrke en holdsport

Derimod ville jeg synes, at det ville være temmelig usocialt at melde fra til en kamp fordi man hellere ville noget andet en dag…

 

Til gengæld er det jo ikke særlig “socialt”, hvis det betyder, at barnet dropper at møde op til eksempelvis klassekammeraternes fødselsdage, fordi deres sport er vigtigere…. Det er da super fedt, at børnene oplever et sammenhold i deres sport, men i min datters klasse er der fx et par drenge (som ikke spiller bold) som oplever, at ingen af de andre drenge gider komme til deres fødselsdag, fordi de skal ud og spille. Det er simpelthen så synd for dem og jeg synes ærlig talt at forældrene til dem der melder afbud er dybt egoistiske og at det er triste værdier, de lærer deres børn. 
Alle ville da forstå det, hvis det lige var den store og afgørende kamp, men nu taler vi første klasse og jeg tvivler såmænd på, at alle 6 drenge er de nye supertalenter indenfor fodbold 

Soonmom skriver:

Bare fordi hun melder til mange stævner betyder vel ikke at hun tænker hendes barn er den næste Ronaldo? 

Mine børn kommer også til de stævner som bliver meldt ud. Men de er på ingen måder særlige talentfulde og det er ikke engang altid at de gider. Men for os er det er læringsproces man siger ja til at spille fodbold, så skal man hjælpe sit hold og være en del af det. Hver halvår får de valget om de stadig vil spille, men siger man ja til en sæson. Så kommer man til træning og til kampe (selvfølgelig hvis man kan og er rask). 

Nej. Men hun går jo altid og praler med hvor god hendes dreng af og kalder ham det osv. hun lever lidt hendes drøm om fodbold gennem ham. 

SØS skriver:

Jeg studser over din sidste bemærkning omkring det sociale? 
Der findes vel næppe noget mere socialt end det at være en (fast) del af et sammentømret hold? Min søn på 15 har spillet bold med (stort set) den samme flok siden han var 4 år. De træner 2 gange i ugen og spiller derudover kampe 1-2 gange i ugen. Det sammenhold og de sociale relationer og rammer der er på sådan et hold er helt uvurderligt! 
Vi forældre bakker op og kører og hepper og vi har også fået venskaber på kryds og tværs. 
Der er utrolig meget socialt i det at dyrke en holdsport

Derimod ville jeg synes, at det ville være temmelig usocialt at melde fra til en kamp fordi man hellere ville noget andet en dag…

 

I vores den ældste går det udover det sociale i klassen og vi har store problemer med den fodboldklike der er i klassen. Det er kun fodbold de går op i og de to drenge i klassen, der ikke spiller fodbold er altid udenfor drengegruppen og får afslag af de andre på grund af at de ikke spiller fodbold. Problemet er også at fodbold mødrene grupperer sig. Så klassen er delt op i dem og os. 
min ældste er heldigvis en pige, så vi er ikke påvirket af det direkte, da hun ikke har noget med drengene at gøre som sådan. Men hvor er det bare synd at det fodbold fylder så meget. Og fodboldmødrene kan ikke selv se problemet for de synes jo selv de er så sociale. 

Til gengæld er det jo ikke særlig “socialt”, hvis det betyder, at barnet dropper at møde op til eksempelvis klassekammeraternes fødselsdage, fordi deres sport er vigtigere…. Det er da super fedt, at børnene oplever et sammenhold i deres sport, men i min datters klasse er der fx et par drenge (som ikke spiller bold) som oplever, at ingen af de andre drenge gider komme til deres fødselsdag, fordi de skal ud og spille. Det er simpelthen så synd for dem og jeg synes ærlig talt at forældrene til dem der melder afbud er dybt egoistiske og at det er triste værdier, de lærer deres børn. 
Alle ville da forstå det, hvis det lige var den store og afgørende kamp, men nu taler vi første klasse og jeg tvivler såmænd på, at alle 6 drenge er de nye supertalenter indenfor fodbold 

Hvis en hel klasses drenge på nær to (som du beskriver det) spiller fodbold og de to (selvfølgelig) gerne vil have "fodbolddrengene" med til fødselsdage jamen så må de jo planlægge fødselsdagen så de kan deltage?

Jeg har været i forældrerådet i mine to sønners klasser samtlige år - og er det stadig - og her planlægger vi da de forskellige aktiviteter såsom klassefester, bowleture, julebanko mv.  så vi ved, at det ikke falder sammen med fodbold og gymnastik som 90% af klassen går til. 

Derimod har min yngste søn har som den eneste i sin klasse gået til ridning i fire år og det er klart, at her er aktiviteter i klassen faldet sammen med hans "ridedag", men i og med, at han jo var den eneste der gik til det jamen så er det jo klart, at det kan der ikke tages hensyn til blandt den store flok. Det har vi altid haft forståelse for.

Problemet med opdeling blandt forældre i klassen efter sportsgrene kender vi heldigvis ikke til. Vi er et aktivt forældreråd, og vi holder hvert år to aktiviteter med forældredeltagelse, hvilket prioriteres af langt de fleste forældre. Vi holder en sportsdag for elever, forældre og søskende med efterfølgende "forældrefest" og her plejes relationer på kryds og tværs - det samme sker til "julebanko".