Skilsmisse? Hvornår?

Hvornår er det bedst for mig og mine børn at blive skilt fra deres far? Hvis overhovedet? Er jeg forkælet og for krævende ift. et parforhold? Er et ægteskab bare også benhårdt og træls tit? Hvad er op og ned her? 

Intet af det kan I jo nok svare på… jeg burde jo nok finde en terapeut. Der er bare så lang ventetid. 

Hvornår er ‘det’ (kritikken, skænderierne, misforståelserne, uenigheden om opdragelse mm., A- og B-menneskehed, den ene roder, den anden roder mindre og kan ikke leve med rod, osv.) nok? 

Nogen der har erfaringer med en skilsmisse, hvor små børn har haft det godt? 
Hvordan kan man blive skilt på en god måde, så børnene har det godt og både mor og far får det bedre end sammen? 

Pt. Prøver jeg, at få forholdet til at fungere. 
Prøver at gøre mere af det, vi begge kan lide. Men det er (for) svært med små børn ved siden af (2 og 5). Hverdagens krav om at opretholde bare en eller anden form for drift er bare så store. Madpakker, tøjvask, aftensmad, kvalitetstid og leg med børn, lære dem at cykle, søvn… kommer først for mig. 

Oprydning, græsslåning, rengøring kommer langt længere nede på listen hos mig.

Min mand kan ikke trække vejret i det, han synes er min rodebutik/vores hus. Jeg gør ellers alt, hvad jeg kan for at rydde op hele tiden og alt det, men jeg kan ikke følge med. Tøj, legetøj, bøger, tallerkner, madrester… flyder ca. alle vegne lige meget, hvor meget jeg gør mens børnene er hjemme. 
Når jeg har en time alene, kan jeg godt rydde og rengøre et rum af gangen.
Men ikke, nær de er i nærheden, så sker der hele tiden noget andet, jeg skal. 

Han vil ikke rydde mit rod op, som han siger. Det har han gjort i mange år, oplever han, og det magter han ikke mere. 

Øhm… skilsmisse? Jeg magter ikke at blive kritiseret mere for, at jeg roder. 
Ja, jeg vil hellere lege med drager, bygge huler og lave sofaen om til motorikbane. Hele dagen. 
Så kan man tage en oprydder ind i mellem. Men altså, motorikbanen er jo også god dagen efter. Især, hvis man lavede en mega sej en. 

Åhhh… er jeg uansvarlig? Jeg elsker jo bare at lege med mine dejlige børn. Og så er jeg alt for træt til at rydde op LIGE, når man begynder på en anden leg/putning. 

Min mand og jeg har altid været hund og kat på nogle områder. Men jeg synes det er blevet værre og værre med årene. (10+ år). 

Hvornår bør man sige “nu er det nok. Vi er bedre forældre hver for sig?” 
Vi/jeg har det i øvrigt bedst med at være på tur med børnene alene. Hvis vi er sammen afsted, bliver det tit/altid noget knudret noget. 

Men er det ikke synd for børnene, hvis man bliver skilt? 
Er det ikke skamfuldt? 
Er selv skilsmissebarn og har aldrig ku forestille mig at være med den samme mand Hele livet, men vil jo gerne, i princippet. 
I hvert fald for at børnene ikke skal føle sig splittede for evigt, som jeg selv. 

Min mand vil gerne, at vi bliver sammen. Han siger han elsker mig. … øhm… hvorfor er han sp så sur på mig hele tiden? Fordi han bare ikke kan leve i rod og hellere vil leve i et ‘voksen hjem’ med skarpe glasborde og designerlamper? 
Det får jeg helt pip over. Jeg vil leve i et børnevenligt hjem, med bløde træborde og møbler man kan lege med og i og på. Som jeg selv voksede op i.

Hvordan kan man så bo sammen og begge være glade, når vi vil to vidt forskelllige ting? 

Min mand og jeg er lige som jer, totale modsætninger i det meste. 
Jeg tror det er vigtigt at omfavne hinandens forskelligheder, og elske sin partner for den han/hun er og er der noget ved en, som virkelig går ens partner på, og man elsker ham/hende så må man også gå på kompromis. 
Alt i et forehold er et kompromis i sidste ende når det drejer sig om forskelligheder. 

Jeg forstår udemærket din mand. Det er ikke rart og kan faktisk være direkte stressende at bo i rod, og at skulle gå konstant og Ryde op efter sine børn OG partner det var jeg blevet vanvittig af!

min mand roder, og han ser ikke rodet. Men han ved det generer mig grænseløst, så han prøver og husker på at Ryde op før han går videre med det næste, og når vi går i seng skal der være pænt og ryddet op. Jeg giver mig på det punkt at alt ikke skal stå snurre lige konstant, jeg lader opvasken stå til børnene sover osv selvom jeg helst så den blev taget med det samme - og det holder jeg fast i også når han ikke er hjemme, da jeg ellers ryger i en rille hvor det netop skal ordnes omgående. 

Man kan sagtens lege, bygge huler og hygge uden hjemmet behøver ligne en rodebutik! Vi laver ofte huler, motorik baner mm. Vi har sågar en gang haft krig med mel i køkkenet! Men når legen er slut, skal der Rydes op. Og det skal børnene også være med til så de lærer at man lige ordner før man går igang med det næste. Det har gjort at min søn på 11 er rigtig struktureret og god til at sætte tingene på plads når han er færdig med hvad end han finder på. 

dine børn tager ikke skade af at lære at Ryde op når legen er slut - tværtimod er det en god egenskab. 

at tale skilsmisse på det grundlag virker vagt. Det lader til du jo elsker din mand, men blot er meget fokuseret på hvor forskellige i er, istedet for at lære af jeres forskelligheder. Man udvikler sig jo konstant i livet og derfor kan man opleve at “vokse fra hinanden” hvis man ikke husker at pleje hinanden og følge med i hinandens udvikling. 
Jeg ville ikke blive skilt på de ting du siger - generelt går jeg ikke ind for skilsmisse. 
Et ægteskab er ben hårdt arbejde, og det kræver en indsats. Det vil aldrig være en lyserød sky til jeres dages ende. 

Så uden at mene noget ondt, vil jeg sige du måske burde tage og se på din mand med andre øjne, og møde ham på midten. Du kan stadig lege med børnene og nyde dem, men du er også et voksent menneske og skal holde strukturen i hverdagen og hjemmet og det Kan man også med sine børn - inddrag børnene i oprydning og gør det til noget hyggeligt istedet for en sur pligt. Hvis du begynder at imødekomme din mands behov så vil stemningen formegentlig hurtigt ændre sig til det positive

Anonym skriver:

Hvornår er det bedst for mig og mine børn at blive skilt fra deres far? Hvis overhovedet? Er jeg forkælet og for krævende ift. et parforhold? Er et ægteskab bare også benhårdt og træls tit? Hvad er op og ned her? 

Intet af det kan I jo nok svare på… jeg burde jo nok finde en terapeut. Der er bare så lang ventetid. 

Hvornår er ‘det’ (kritikken, skænderierne, misforståelserne, uenigheden om opdragelse mm., A- og B-menneskehed, den ene roder, den anden roder mindre og kan ikke leve med rod, osv.) nok? 

Nogen der har erfaringer med en skilsmisse, hvor små børn har haft det godt? 
Hvordan kan man blive skilt på en god måde, så børnene har det godt og både mor og far får det bedre end sammen? 

Pt. Prøver jeg, at få forholdet til at fungere. 
Prøver at gøre mere af det, vi begge kan lide. Men det er (for) svært med små børn ved siden af (2 og 5). Hverdagens krav om at opretholde bare en eller anden form for drift er bare så store. Madpakker, tøjvask, aftensmad, kvalitetstid og leg med børn, lære dem at cykle, søvn… kommer først for mig. 

Oprydning, græsslåning, rengøring kommer langt længere nede på listen hos mig.

Min mand kan ikke trække vejret i det, han synes er min rodebutik/vores hus. Jeg gør ellers alt, hvad jeg kan for at rydde op hele tiden og alt det, men jeg kan ikke følge med. Tøj, legetøj, bøger, tallerkner, madrester… flyder ca. alle vegne lige meget, hvor meget jeg gør mens børnene er hjemme. 
Når jeg har en time alene, kan jeg godt rydde og rengøre et rum af gangen.
Men ikke, nær de er i nærheden, så sker der hele tiden noget andet, jeg skal. 

Han vil ikke rydde mit rod op, som han siger. Det har han gjort i mange år, oplever han, og det magter han ikke mere. 

Øhm… skilsmisse? Jeg magter ikke at blive kritiseret mere for, at jeg roder. 
Ja, jeg vil hellere lege med drager, bygge huler og lave sofaen om til motorikbane. Hele dagen. 
Så kan man tage en oprydder ind i mellem. Men altså, motorikbanen er jo også god dagen efter. Især, hvis man lavede en mega sej en. 

Åhhh… er jeg uansvarlig? Jeg elsker jo bare at lege med mine dejlige børn. Og så er jeg alt for træt til at rydde op LIGE, når man begynder på en anden leg/putning. 

Min mand og jeg har altid været hund og kat på nogle områder. Men jeg synes det er blevet værre og værre med årene. (10+ år). 

Hvornår bør man sige “nu er det nok. Vi er bedre forældre hver for sig?” 
Vi/jeg har det i øvrigt bedst med at være på tur med børnene alene. Hvis vi er sammen afsted, bliver det tit/altid noget knudret noget. 

Men er det ikke synd for børnene, hvis man bliver skilt? 
Er det ikke skamfuldt? 
Er selv skilsmissebarn og har aldrig ku forestille mig at være med den samme mand Hele livet, men vil jo gerne, i princippet. 
I hvert fald for at børnene ikke skal føle sig splittede for evigt, som jeg selv. 

Min mand vil gerne, at vi bliver sammen. Han siger han elsker mig. … øhm… hvorfor er han sp så sur på mig hele tiden? Fordi han bare ikke kan leve i rod og hellere vil leve i et ‘voksen hjem’ med skarpe glasborde og designerlamper? 
Det får jeg helt pip over. Jeg vil leve i et børnevenligt hjem, med bløde træborde og møbler man kan lege med og i og på. Som jeg selv voksede op i.

Hvordan kan man så bo sammen og begge være glade, når vi vil to vidt forskelllige ting? 

Med mindre der sker noget drastisk - et voldsomt tillidsbrud, en helt utilgivelig handling el.lign. - så er der jo ikke noget endegyldigt svar på, hvornår nok er nok, og skilsmisse er uundgåelig. Det er et personligt valg og ansvar, man kan træffe eller lade være med at træffe. Nogle mennesker lever fint med uenigheder og sammenstød hele livet, andre har en langt lavere tærskel for, hvad de kan og vil leve med.

Selvfølgelig ville det da være enklere, hvis det en dag stod mejslet i sten, at skilsmisse var eneste mulighed. Men det er et valg, man selv må træffe og stå på mål for. Og en terapeut vil jo heller ikke træffe afgørelsen for dig, men støtte dig i at nå frem til, hvad du vælger. 

Jeg kan umuligt sige, om det, du beskriver, er “nok”. Jeg kan sagtens sige, at uenighed om rod og boligindretning ikke ville være nok til, at jeg valgte skilsmisse, men det er jo ikke mig, der lever dit liv. Jeg kan også tænke, at jeres aktuelle uenigheder og stridspunkter jo næppe vil vare evigt - der kommer også en tid uden legetøjsrod og med større overskud til at rydde op - men hvis det er uudholdeligt for dig nu, hjælper det jo ikke meget at skue mange år frem i tiden. Måske har I til den tid også bare fundet nye stridspunkter, fordi det er blevet en vane for jer at tørne sammen. 

Din mand siger, han elsker dig. Om du elsker ham, nævner du ikke. Er det tilfældigt? Du har aldrig kunnet forestille dig at være sammen med den samme mand hele livet. Ved din mand dét? Hvordan påvirker det et forhold, hvis man ikke kan se på sin partner og tænke “Ham hér kan jeg godt forestille mig et langt liv med”? 

Det er svært at forholde sig til det, I konkret tørner sammen om. Om han er ekstrem og “nazi” i sit ønske om ryddelighed - og om han giver en hånd med - eller om du er så loose, at jeres hjem er svært at trække vejret i. Jeg synes bare ikke, det er det væsentligste. Nogle vil gå meget langt for at holde et hjem, som alle parter, også ordensmennesket, kan holde ud at være i. Andre går langt for at leve med det rodehoved, de elsker. 

I mine øjne er I nødt til at grave dybere end rod/ikke-rod og finde ud af, hvad I hver især ønsker og drømmer om i et fælles liv, og hvad I hver især umuligt kan gå på kompromis med. Hvis du ER på vej væk, og skilsmisse tilbagevendende er i dine tanker, er det måske for sent at vende sig om og se den anden, kæmpe med ham for at finde muligheder og kompromisser. Og så er det godt nok bedøvende ligegyldigt, om du finder det skamfuldt at blive skilt. Så må du tage ansvar for, at du ikke vil/kan mere.  

“Oprydning, græsslåning, rengøring kommer langt længere nede på listen hos mig.”
Jeg er et rodehoved også, men slet ikke i den grad, som du beskriver. Og jeg kan fortælle dig,  at du gør dine børn en mega bjørnetjeneste ved ikke at lære dem at rydde og og gøre rent. Det er noget jeg selv har kæmpet med hele livet fordi jeg ikke har fået det med hjemmefra. Og det giver mangel på struktur og påvirker også, at der er mere rod hos mig end mine kollegaer. Der er heller ikke en kommende kæreste til dine børn der holder af rod…. At lære at rydde op efter leg/ aktivitet er lige så vigtigt som at lege med børnene - ellers ender man med at ens børn efterlader en område som Roskilde festivalen. Det er en god værdi at rydde op. 

Herudover - hvordan vil du møde en ny mand med så rodet et hjem og børn der ikke rydder op? Det er der ikke nogen der gider - især når det ikke er deres egne børn. 

Hvad med at rydde op og få hjælp fra ungerne, så de lærer hvordan. Hvad med at lade far lege mens du gør noget praktisk. Han gider nok heller ikke altid være den “voksne” med kedelige opgaver mens du hygger med leg og cykeltræning.

Hella Joof har engang udtalt at de første fire år af et barns liv lever man i undtagelsestilstand og man bør afvente, det tænker jeg er så rigtigt.

Når det er sagt tænker jeg kommunikation og forventningsafstemning er vejen frem .

Hvis mit hjem Roeder og ligner en losseplads, så bliver min lunte og mit humør også så meget mere kortere, for nogen er rod = tinitus, så forestil dig at din mand går rundt med en hyletone for øret konstant

Her har vi reglen at har man leger med noget rydder man det op når man er færdig, min erfaring er at selvom der får lov at stå til dagen efter, glemmer ungerne at lege med det så her skal det ryddes op og man rydder selvfølgelig også op inden man går i seng og redder sengen når man står op osv . Tænker det kan hjælpe at indfører sådanne ting måske ?

Hvad får dig til at tro, at der er lang ventetid på parterapi? 

Det virker meget kortsigtet ikke at undersøge det og eventuelt få skrevet sig op (hvis der er lang ventetid), fremfor at overveje skilsmisse.

Måske er I bedre forældre hver for sig, og det kan være den rigtige løsning. Men det er ikke den  nemme løsning. For du skal rumme nye kærester, hver anden jul, et samarbejde uden en hverdag og børn, der lever med mange skift. Det er en udfordring, som kræver endnu mere end at kæmpe for forholdet, ifølge min erfaring. For nogen er kærligheden væk, og så er det jo sådan, men vælg aldrig skilsmisse fordi ægteskabet er hårdt..

Savanna skriver:

Hvad får dig til at tro, at der er lang ventetid på parterapi? 

Det virker meget kortsigtet ikke at undersøge det og eventuelt få skrevet sig op (hvis der er lang ventetid), fremfor at overveje skilsmisse.

Måske er I bedre forældre hver for sig, og det kan være den rigtige løsning. Men det er ikke den  nemme løsning. For du skal rumme nye kærester, hver anden jul, et samarbejde uden en hverdag og børn, der lever med mange skift. Det er en udfordring, som kræver endnu mere end at kæmpe for forholdet, ifølge min erfaring. For nogen er kærligheden væk, og så er det jo sådan, men vælg aldrig skilsmisse fordi ægteskabet er hårdt..

Præcis - hvis forældreskabet er hårdt (og det er det), så vil det også være hårdt - måske hårdere, hvis man er skilt. 
Hvis ægteskabet er hårdt, ja så er det måske en anden snak, men så ville jeg personligt virkelig kæmpe for at redde det, da det tit er kærligheden, som gør forældreskabet og hverdagen lettere.

Min mand og jeg er pt. startet i parterapi af mange af de samme årsager, som nævnes her i indlægget. Og det kan virkelig anbefales!

Se at få en tid ved en parterapeut. Er der lange ventetider, så prøv med en privat.

Man smider ikke 10+ års ægteskab med børn væk uden som minimum at prøve det - især ikke når det virker til, at jeres skænderier/uenigheder virker ret ubetydelige.

Ja, jeg ser dig som forkælet og uansvarlig. 

At have børn, hus, have, arbejde, praktiske opgaver er bare benhårdt.. Men det kræver også oprydning på daglig basis og det skal bare klares. Jeg forstår så udemærket din mand, jeg trives heller ikke i rod. 

Dine børn kan nemt hjælpe med oprydning, rengøring og være med i haven til diverse ting. 
Involver dem i dagligdagens gøremål, for et pænt og ryddeligt hjem giver overskud til at være en god forælder. 
Syns det er grelt at du tænker skilsmisse, fordi du ikke gider oprydningen? 
Der er næppe nogen der kommer og rydder op efter dig, fordi du hellere vil lave forhindringsbane.. og det er sgu ikke særlig lækkert at komme til et hjem hvor der står gamle madrester. 

Anonym skriver:

Ja, jeg ser dig som forkælet og uansvarlig. 

At have børn, hus, have, arbejde, praktiske opgaver er bare benhårdt.. Men det kræver også oprydning på daglig basis og det skal bare klares. Jeg forstår så udemærket din mand, jeg trives heller ikke i rod. 

Dine børn kan nemt hjælpe med oprydning, rengøring og være med i haven til diverse ting. 
Involver dem i dagligdagens gøremål, for et pænt og ryddeligt hjem giver overskud til at være en god forælder. 
Syns det er grelt at du tænker skilsmisse, fordi du ikke gider oprydningen? 
Der er næppe nogen der kommer og rydder op efter dig, fordi du hellere vil lave forhindringsbane.. og det er sgu ikke særlig lækkert at komme til et hjem hvor der står gamle madrester. 

.. og eventuelt nye kærester bliver en by i Rusland. Jeg ville da flygte selv om jeg er et halvt rodehoved selv. Men gamle madrester… forhindringsbaner der står i dagevis..?

Ts: Tag voksenkasketten på i stedet for at være legetante hele tiden.