Okay, jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet vælger at bruge min energi på det her, fordi jeg godt ved, at det alligevel ikke gør nogen forskel. Jeg ved, at der er mennesker, der har til ønske at provokere eller skabe oprørte følelser, og på sin vis giver jeg plads til det, når jeg reagerer på det. På samme tid svarer jeg, fordi jeg håber, at det kan få bare én person til at stoppe op, før de vælger at læse mellem linjerne (hvor der intet står), eller tillægger trådstarter en masse basisløse intentioner. Måske næste gang du eller i står i en tråd, hvor dette kunne finde sted.
Til den første: Det er mig ubegribeligt, at man ud fra min tekst kan læse det som om, at jeg bare vil have lov til at knalde min mand lige når jeg har lyst. Undskyld mig - jeg er altså et fuldvoksen menneske med absolut evne til at se ud over egne lyster og behov. Jeg har slet ikke skrevet, at det handler om det, I min tekst. Jeg forklarer, at rammerne gør det vanskeligt at have et sexliv overhovedet hver anden uge. Måske nogen havde en kreativ løsning.
At man som voksent menneske vælger at få børn betyder i dén grad, at man vælger at give afkald på en del af egne behov og lyster. Samtidig opfatter jeg det også som helt essentielt for et sundt parforhold og et sundt selv, at man finder de små stunder, hvor man kan prioritere hinanden, sig selv, intimiteten. At få børn betyder ikke, at man skal give fuldstændig afkald på alt det, der bor i én selv. Det er misforstået. Jeg ønsker ikke at knalde som en Duracellkanin i tide og utide, og så må de satans unger passe sig selv.
Nej, faktisk udtrykker jeg stor glæde i samværet med mine børn. Jeg efterspørger egentlig bare gode idéer til at sørge for, at vi også i de stores uger kan være voksne sammen. Og det handler ikke kun om sex. Faktisk skriver jeg direkte "Men fra tid til anden er det svært, at der er en hel uge, hvor min mand og jeg ikke kan være alene, og hvor vi ikke kan føre en privat samtale".
I den formulering bør det også være tydeligt for læseren, at jeg ikke sidder og er gal og irriteret hvert sekund med mine fantastiske store unger og ønsker dem væk. Jeg skriver jo "fra tid til anden". Jeg har ikke en intention om, at de skal passe sig selv hele aftenen hver aften. Jeg kan faktisk godt lide mine børn.
Nej, jeg efterspørger råd og ideer, der skaber plads til de små stunder med min mand - også I de stores uger. Når jeg beskriver vores forhold som venskabeligt i de uger, så er det fordi, der er markant mindre plads til det personlige, og at det snarere bliver ren teamwork omkring familielivet. Vi har to børn med udfordringer, den ene med en diagnose, og det kan også være sådan noget som en snak, hvor der er plads til vi kan vende hvor påvirkede vi har været lige dén dag.
Vi er, om nogen, mennesker, der prioriterer vores børn, familie og samværet højt. Vi har trygt tilknyttede børn. Vi smider gerne alt i vores hænder for at være der for dem.
Der er ikke tale om egoisme, ustyrlig liderlighed eller afsky overfor vores børn, når jeg ganske uskyldigt stiller et spørgsmål som dette, og beskriver vores situation, så der er lidt mere at tage udgangspunkt i.
Jeg har fået nogle gode råd, og dem vil jeg gerne takke for. Jeg tror ikke, at jeg skriver mere her i tråden. Det giver for meget negativ energi, og det har jeg ikke lyst til at bruge min tid på. Tusind tak til jer, der har bidraget konstruktivt, det er rigtig pænt af jer.
Rigtig god weekend til jer alle 
