Hvor lang tid bruger i på at putte?

Vi bruger ca 30 min på at putte to børn på 3 og 6 år. De får begge børstet tænder, nattøj og en bog i sengen og så går vi ud fra værelserne, med døren åben naturligvis og de kan høre os i køkkenet. Den lille falder hurtigt i søvn, men store mosler rundt og bruger laaaaang tid på at falde i søvn, men han er så stor nu så han ligger selv og falder i søvn og så engang i mellem kommer vi ind og siger at nu skal han stoppe med at snakke/synge og falde i søvn. 

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar.

Det lyder som om, at putningen går væsentligt bedre hos jer. 

vi har rutiner, og putter på samme tidspunkt hver dag (kl. 19). Vores rutiner er desværre endt med at indeholde en masse irettesættelser og “kom nu” osv. Det er jo ikke meningen, men jeg det føles som en del af ritualet efterhånden ��

Når de så ligger i sengen så bruger de uendeligt lang tid på at sove. Jeg vil meget gerne ud af den onde spiral, jeg ved bare ikke hvordan vi får skab god stemning omkring putningen? 

Hvad med at en dag - måske idag - så griber du/I det an med en kæmpe ja-hat? Når det er puttetid, siger I med smil og begejstring: nå, nu er det puttetid! Og idag læser jeg en historie for jer og når den er læst, så går jeg ned-ud-hen eller hvad I nu gør, og ordner vasketøj og drikker en kop kaffe med far/mor. Imens kan I trygt ligge jer til, at sove - både mor og far er lige herude. Når jeg er færdig med gøremålene kommer jeg ind og ser til jer! 

alt skal siges med kærlighed og omsorg men samtidig tydeligt, så børnene ved det her er en beslutning du/I har taget og der er ingen forhandlinger. 
min erfaring er, at jo mere tydelig din besked er og at børnene kan se, at okay, det her mener hun, skaber en ro for børnene - de behøver ikke at skulle kæmpe om at se hvad de liiiiige mere kan presse ud af citronen. De vil nok græde og være lidt trætte af de de første aftener, men så gå ind, giv et kys og gentag: jeg er lige herude, du skal sove nu, mor elsker dig nat nat. 
jeg tror at efter en uge vil alt have løst sig  

pøj pøj

CKJ skriver:

Hvad med at en dag - måske idag - så griber du/I det an med en kæmpe ja-hat? Når det er puttetid, siger I med smil og begejstring: nå, nu er det puttetid! Og idag læser jeg en historie for jer og når den er læst, så går jeg ned-ud-hen eller hvad I nu gør, og ordner vasketøj og drikker en kop kaffe med far/mor. Imens kan I trygt ligge jer til, at sove - både mor og far er lige herude. Når jeg er færdig med gøremålene kommer jeg ind og ser til jer! 

alt skal siges med kærlighed og omsorg men samtidig tydeligt, så børnene ved det her er en beslutning du/I har taget og der er ingen forhandlinger. 
min erfaring er, at jo mere tydelig din besked er og at børnene kan se, at okay, det her mener hun, skaber en ro for børnene - de behøver ikke at skulle kæmpe om at se hvad de liiiiige mere kan presse ud af citronen. De vil nok græde og være lidt trætte af de de første aftener, men så gå ind, giv et kys og gentag: jeg er lige herude, du skal sove nu, mor elsker dig nat nat. 
jeg tror at efter en uge vil alt have løst sig  

pøj pøj

Helt enig her 

CKJ skriver:

Hvad med at en dag - måske idag - så griber du/I det an med en kæmpe ja-hat? Når det er puttetid, siger I med smil og begejstring: nå, nu er det puttetid! Og idag læser jeg en historie for jer og når den er læst, så går jeg ned-ud-hen eller hvad I nu gør, og ordner vasketøj og drikker en kop kaffe med far/mor. Imens kan I trygt ligge jer til, at sove - både mor og far er lige herude. Når jeg er færdig med gøremålene kommer jeg ind og ser til jer! 

alt skal siges med kærlighed og omsorg men samtidig tydeligt, så børnene ved det her er en beslutning du/I har taget og der er ingen forhandlinger. 
min erfaring er, at jo mere tydelig din besked er og at børnene kan se, at okay, det her mener hun, skaber en ro for børnene - de behøver ikke at skulle kæmpe om at se hvad de liiiiige mere kan presse ud af citronen. De vil nok græde og være lidt trætte af de de første aftener, men så gå ind, giv et kys og gentag: jeg er lige herude, du skal sove nu, mor elsker dig nat nat. 
jeg tror at efter en uge vil alt have løst sig  

pøj pøj

Det skal da klart have et forsøg! Jeg håber det er så nemt. Det er jo ikke fordi jeg starter med at være sur, men mere at det skal ende der, før de går i seng og lægger sig til at sove…

Anonym skriver:

Det skal da klart have et forsøg! Jeg håber det er så nemt. Det er jo ikke fordi jeg starter med at være sur, men mere at det skal ende der, før de går i seng og lægger sig til at sove…

Jeg forstår - men nogen gange kan ens puls bare være høj allerede inden man går igang….. som at bestige Mount Everest……

Jeg har god erfaring med at når der er noget der slet ikke virker at lave om på rutinen og starte forfra. 
ikke at jeg selv bruger det, men har hørt meget godt om natbjørnen tjugga som er søvnmeditation. Det kunne måske være noget?

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar.

Det lyder som om, at putningen går væsentligt bedre hos jer. 

vi har rutiner, og putter på samme tidspunkt hver dag (kl. 19). Vores rutiner er desværre endt med at indeholde en masse irettesættelser og “kom nu” osv. Det er jo ikke meningen, men jeg det føles som en del af ritualet efterhånden ��

Når de så ligger i sengen så bruger de uendeligt lang tid på at sove. Jeg vil meget gerne ud af den onde spiral, jeg ved bare ikke hvordan vi får skab god stemning omkring putningen? 

Har du prøvet at putte dem senere i en periode? Har læst, at man kan prøve at putte dem på det tidspunkt, hvor de alligevel falder i søvn i en periode for, at de får en oplevelse af at falde hurtigt i søvn. Derefter kan man så langsomt rykke puttetidspunktet til tidligere. 

Det skal da klart have et forsøg! Jeg håber det er så nemt. Det er jo ikke fordi jeg starter med at være sur, men mere at det skal ende der, før de går i seng og lægger sig til at sove…

Du vil slet ikke vide hvor åndsbollede vores putterutiner var blevet. Jeg får det selv helt skidt, når jeg tænker på hvor vi var endt. Mine kollegaer græder af grin, når jeg fortæller om det. Stille og roligt eskaleret fra han blev 1 til 6 år. Vi hadede aftenerne. Vi gjorde tre ting for at bryde det:

Satte os for det skulle ændres. Og forventede ikke mirakler. Øvede os i at trække vejret. Og kæmpe ja-hat som andre også skriver. Så stor en positiv-hat, som muligt. Dybe vejrtrækninger. 

Købte en time med en familievejleder, som kunne hjælpe os med et nyt blik på aftenrutinerne. Og bad os holde fokus på at være rolige. Ellers kan man ikke ændre noget.

Var ærlige! Da vores søn var 6 år, sad jeg midtvejs gravid på hans gulv. Sagde noget (inden jeg blev sur og frustreret) a la: "vi har haft en dejlig dag, vi har spillet fodbold, vi har spist aftensmad, jeg ved du er mæt og jeg ved, at det er sengetid. Og i aften, der gider jeg faktisk ikke sidde på dit gulv og se på, du skal sove. Jeg er selv træt og vi har et helt hus, der skal ryddes op/opvaskemaskinen/vaskemaskinen ect.". Til min store overraskelse, svarede min søn, at han troede, vi spiste chips og så film, når han sov (det gør vi også men altså.... ). Så fik vi en fin snak om voksenansvar og børneansvar. Og.... så lagde han sig ned og sov. Og er fortsat med det. 99 ud af 100 dage uden problemer. 

Så vi lader alt rod/opvask stå efter aftensmaden, giver den en sidste skalle med fx at spille spil og så kursen mod putningen. Vi taler kort om dagen, en bog og godnat. Vi sætter en tydelig ramme for putningen. Og så triller vi ned og rydder op. Lige pt mødes min mand og jeg i sofaen kl. 20. Begge børn sover. Alle pligter gjort. 

Når dine børn er så store, har du så talt med dem om hvorfor, de ikke vil sove? Altså rigtigt talt. Ikke om aftenen. Men sådan 1:1. 

Lillesøster får ikke lov til at udvikle samme putterutine. Hun falder selv i søvn i barnevognen og om aftenen. Ingen grund til at gentage lige den del .

Vh.

Lje skriver:

Du vil slet ikke vide hvor åndsbollede vores putterutiner var blevet. Jeg får det selv helt skidt, når jeg tænker på hvor vi var endt. Mine kollegaer græder af grin, når jeg fortæller om det. Stille og roligt eskaleret fra han blev 1 til 6 år. Vi hadede aftenerne. Vi gjorde tre ting for at bryde det:

Satte os for det skulle ændres. Og forventede ikke mirakler. Øvede os i at trække vejret. Og kæmpe ja-hat som andre også skriver. Så stor en positiv-hat, som muligt. Dybe vejrtrækninger. 

Købte en time med en familievejleder, som kunne hjælpe os med et nyt blik på aftenrutinerne. Og bad os holde fokus på at være rolige. Ellers kan man ikke ændre noget.

Var ærlige! Da vores søn var 6 år, sad jeg midtvejs gravid på hans gulv. Sagde noget (inden jeg blev sur og frustreret) a la: "vi har haft en dejlig dag, vi har spillet fodbold, vi har spist aftensmad, jeg ved du er mæt og jeg ved, at det er sengetid. Og i aften, der gider jeg faktisk ikke sidde på dit gulv og se på, du skal sove. Jeg er selv træt og vi har et helt hus, der skal ryddes op/opvaskemaskinen/vaskemaskinen ect.". Til min store overraskelse, svarede min søn, at han troede, vi spiste chips og så film, når han sov (det gør vi også men altså.... ). Så fik vi en fin snak om voksenansvar og børneansvar. Og.... så lagde han sig ned og sov. Og er fortsat med det. 99 ud af 100 dage uden problemer. 

Så vi lader alt rod/opvask stå efter aftensmaden, giver den en sidste skalle med fx at spille spil og så kursen mod putningen. Vi taler kort om dagen, en bog og godnat. Vi sætter en tydelig ramme for putningen. Og så triller vi ned og rydder op. Lige pt mødes min mand og jeg i sofaen kl. 20. Begge børn sover. Alle pligter gjort. 

Når dine børn er så store, har du så talt med dem om hvorfor, de ikke vil sove? Altså rigtigt talt. Ikke om aftenen. Men sådan 1:1. 

Lillesøster får ikke lov til at udvikle samme putterutine. Hun falder selv i søvn i barnevognen og om aftenen. Ingen grund til at gentage lige den del .

 

Vh.

Det er en god idé at lade oprydning vente. Vi var tilknyttet en søvnklinik, da vores var lille pga voldsomme søvnproblemer og et af deres råd var at når barnet er puttet, så lav noget som larmer lidt. Det kan nemlig være at vaske op, sætte i opvasker mm og fortælle barnet at det er det man gør. Så kan barnet høre man er der og det kan i sig selv være en tryghed med genkendelige lyde. Vores var ganske vist kun 2 på det tidspunkt, men hvis man har større børn som ikke kan lide at være alene ved sovetid, så tænker jeg det samme råd kan være gavnligt.

Hvordan går det mon?