Seperationangst

Mit barn på 4 år, har ud af det blå fået seperations angst. Det følger mig overalt og kan slet ikke håndtere at jeg ex. kører ned og handler imens far er hjemme. Jeg tænkte først det var en fase, men det har stået på et par måneder. Ved aflevering i børnehave er ofte i tåre og der skal meget pædagogstøtte til gør det går godt. Børnehaven siger dog at barnet leger fint og er glad om dagen. Om natten sammesover vi og her ligger mit barn og klister op af mig, og hvis står op for at lave noget, vågner det efter kort tid. Andre der har oplevet det samme, og har gode råd?

Vi har oplevet det samme, og oplever det stadig ind imellem med vores 5,5 årige. Den anden dag var der krise fordi jeg skulle ud og gå tur i nabolaget med en veninde efter han var blevet puttet.

Man håndterer det helt sikkert bedst ved at imødekomme følelserne og lade barnet kramme og kysse og sige de farvel det har behov for. Men vores barn begyndte at lave en masse farvel ritualer som han hele tiden gjorde mere omfattende, så vi var nødt til at lave klare regler for hvordan vi sagde farvel.

Ved ikke om det var brugbart, men vi har i hvert fald også oplevet det :-)

Her stod det på i næsten et år.. man får lidt lange patter når ens barn kaster sig grædende på jorden "hvor er mooooaaaarrr" eller pludselig panisk skriger efter far bare vi er på toilet. Eller ude med skrald i 5 sek

Har også oplevet det med flere og flere farvel-ritualer. Det blev til meget klare farvel-rutiner for at jeg kunne være i det og så fuld skrald på fysisk kontakt hjemme (tænker det bliver fyld godt op på om natten hos jer) jeg har hørt flere opleve det samme i 4-5 årsalderen og at det hænger sammen med at de opdager at vi ikke er sammen for evigt, fordi de langsomt bliver bevidste om sårbarhed og døden uden måske helt at vide hvad det handler om. Men uanset så er det bare en (lang) fase som nok skal gå over

Jeg var ved at oprette en lignende tråd. Herhjemme er barnet bare næsten 7 år. Det er så hårdt for alle in involveret. En simpel Kaffe aftale med en veninde udløser meltdown eller fx en tur i fakta. Det har været et år at jeg ingenting kan. Barnet bliver så ulykkeligt og er svær at samle op efterfølgende. Av hendes lille hjerte og lidt av for mig også med dårlig kronisk samvittighed. Jeg kæmper og kæmper for at blive ved med at rumme og rumme. Men nogengange bliver det hele for meget. Det sætter spor overalt og selv far er ked af den konstante afvisning og kun at mor dur. Jeg overvejer faktisk at få lidt hjælp udefra på den den ene eller anden måde. Har brug for nogen der kan se det oppefra og ned hvad det handler om og hvilke redskaber der skal sættes ind. Gode råd tages med kyshånd. 

Min datter er fem år og har det på samme måde. Jeg kan ikke køre, ikke engang i fem minutter, uden at der er gråd. Man får virkelig ondt i hjertet indimellem. 

Tak for alle jeres svar. Vi prøver også imøde gå, og lave afsked for lange, men det er så hårdt at være i når barnet går helt i panik, hvis jeg glemmer at sige at jeg går på toilettet