Uhh det rigtig svært for mig at skrive dette indlæg for jeg føler mig bare som en rigtig dårlig mor men det ved jeg selvfølgelig godt jeg ikke er jeg gør alt for mit lille vidunder.
Nåå men som i nok ved er vi jo i gang med husbyggeri og det har taget rigtig meget af vores tid, ikke så meget min men min mands da han er på arbejde hele dagen så kommer han hjem kl 16 så han lige sammen med Lucas til 17.30 hvor vi spiser og så han ude og arbejde i huset resten af aften og når han kommer ind ligge jeg mere eller mindre og sover Altså jeg ser kun min mand i ca 2 timer hver dag.
Jeg kender ikke så mange i jylland da vi begge er fra sjælland og alt vores familie og venner bor på sjælland så jeg er RIGTIG Meget hjemme der er lige mødregruppen som vi er i en gang i mellem men det er godt nok sjældent vi er der efter hånden 
Så min hverdag består af at være alene med Lucas hver evig eneste dag her hjemme Vi har svært ved at komme ud af denne lille by jeg bor i for det en gammel station og men kan ikke komme ud af toget uden hjælp med barnevognen fordi der er for langt ned og det er langt fra hver gang der nogen der skal af samtidig med os.
Lucas har jo været inde i en periode hvor han MAX har sovet 2 timer om natten den varet i 2 1/2 måned det var pga af alle bisserne så har vi lige haft 1 1/2 uge hvor han har sovet igennem fra 7 til 7 dejligt men til gengæl har jeg KÆMPET med ham om dagen og nu vi så begynd på natte rod igen hvor vi ikke kan få ham til at sove og igen sover han MAX 2 timer om natten Jeg synes fanme det er hård.
Her for leden dag tudet han konstant i 2 timer fordi han ikke lige fik sin vilje og så kik mor her lige ud og tisset eller hentet noget mad hvad ved jeg og så tuder han når Jackie (vores hund) tager sit eget lege tøj blive han sur for så vil han os have det og sådan køre det bare.
Nåå men til sagen her for en lille uge der kunne jeg bare ikke få ham til at sove til middag han var bare træt men os mega sur og der var intet at gør han tudet jeg tudet og sådan kørte det bare jeg tog mig selv i faktisk at hade ham og det skræmte mig SÅ meget jeg kan ikke forstå man kan elske noget så højt og så lige pludselig hade ham Jeg blev meget skræmt at den følelse og har meget svært ved at slippe at jeg følte sådan fordi jeg sgu blev lidt ked af det og bange, jeg var bange for jeg var ved at få en depration igen men det føltes bare overhoved ikke som sidst.
Jeg snakket så med min dejlige veninde på sjælland dagen efter og hun fortalte så at sådan havet hun altså os følt og det var nu meget normalt var hun sikker på, det gjorde mig lidt lettere men fx i nat hvor jeg bare ikke kunne få ham til at sove jeg men igen tager jeg mig selv i at synes han er pisse hamrende irriterende og tænkte faktisk at det ville sgu være nemmere hvis jeg bare var mig selv uden mand og barn og det fik mig jo bare til at stor tude IGEN IGEN for jeg ville ALDRIG undvære mind dejlig mand og min vidunderlige skønne søn ALDRIG.
Jeg synes bare det er SÅ hård, Jeg regnet lige sammen her forleden hvor mange timer jeg havet været alene uden Lucas siden jeg havet født 9 timer det er altså bare ikke meget det jo ingen ting, Jeg er en person der er van til at forkæle mig selv og passe pleje mig selv og det har jeg bare ikke gjort tvær i mod har jeg glemt mig selv helt og det hele handler om hus og Lucas.
Der var en her inde fra der på et tidspunkt sagde at hun synes det var hyggeligt når den lille græd for så kunne man trøste dem, jeg kan ikke huske hvem det var men det fik mig til at tænke om jeg bare er total unormal og en mega dårlig mor for jeg synes fanme ikke det hyggeligt jeg synes det er "R" irriterende.
Er der noget galt med mig eller er det normalt at føle sådan en gang i mellem.
Er jeg bare en "R" dårlig mor el hvad'
Knus Diana der er lidt bange for at blive dømt her inde men simpelt hen lige har brug for at få at vide om det er normalt eller om jer er binde gal og burdet søge hjælp 
