22-årig selvvalgt alene mor

Hej alle!

Jeg er 22 år gammel og pædagogstuderende i København.

Jeg skriver her fordi jeg godt kunne tænke mig at høre om der er andre unge selvvalgte mødre (altså under 25)? 

Årsagen bag er dette:

Det virker som om der overordnet set bliver kigget lidt ned på en kvinde hvis hun ønsker at blive mor uden en far til sit barn - og så endda som 22 årig! Nej fyyha! Jeg skal da ud og blive gjort gravid “den naturlige vej” af en tilfældig fremmed i byen Ja, det var det comeback som min læge kom med, da jeg luftede min drøm for hende. Jeg kom til hende med ønsket om en henvisning til en fertilitetsklinik der kunne hjælpe mig med at blive mor. Jeg var sønderknust da jeg gik fra hendes kontor, men jeg er stadig i fuld gang med at gøre alt hvad jeg kan for at nå mit mål og en dag stå med mit barn i armene. Jeg er bare ked af, at jeg føler at jeg skal forsvare min ellers *grundigt* overvejede beslutning fordi kulturen her i Danmark stadig er enormt præget af janteloven. “Jeg skal endelig ikke tro at jeg har fortrinsret til fertilitetsklinikken fremfor en 35 årig kvinde - med præcis samme ønske”. Nej, selvfølgelig ikke! Alle kvinder der ønsker sig at få et barn alene eller med en partner, skal da behandles med samme anerkendelse, respekt og KÆRLIGHED i en så sårbar situation   Det er jo af de ønsker der kommer helt inde fra hjertekernen af.

Dertil vil jeg slutte mit indlæg ved at kaste babystøv over alle i smukke mennesker derude der ønsker jer en bæbs  

Ville bestemt vente hvis jeg var dig og overveje det noget grundigere.

som 22 årig har du mange oplevelser i livet “til gode” og din ungdom kommer ikke igen. 

jeg var ung mor (17 da jeg fik min første) og jeg elsker min søn højere end alt i verden og ville ikke leve uden ham. Men ens liv ændrer sig drastisk og venner og veninder falder fra når man er så ung og bliver forælder fordi de lever et helt andet liv. 

og derudover er det benhårdt at være alene mor. Selvfølgelig klarer man det! Men det er ikke nemt, og slet ikke når de er små.

derudover har en far en kæmpe betydning for et barn og barnets personlige udvikling. Det er bevist flere gange at børn der vokser op uden en faderfigur er i større risiko for at udvikle følelsesmæssige eller adfærdsmæssige problemer senere i livet. Det er vigtigt barnet har mulighed for at spejle sig i begge køn/mor og far. 
synes du skal tage og læse lidt op på hvor vigtig en far er i et barns liv og udvikling. 

Skal ikke sige hvad der er rigtigt for dig. Men synes du skal overveje det meget grundigt og spørge om det er for din skyld eller barnets?

Hvad du gør for dig selv, bestemmer du jo i sidste ende selv. Jeg er dog stor fortaler for, at alle børn har ret til at kende sit ophav, så for mig er ukendt donor (om det så er via spermbank eller et engangsknald) en krænkelse af børns rettigheder.

Jeg havde det lige som dig da jeg var 22 år, der overvejede jeg også dybt seriøst om jeg skulle være selvvalgt enlig mor, min fornuft var dog at jeg lige skulle være færdig med min uddannelse først. Og ja så mødte jeg min mand og nu har vi fire børn sammen.

Jeg ved ikke om jeg havde fortrudt det i dag, hvis jeg havde gjort det, men jeg er glad for mit liv og glad for jeg har min mand.

Du er stadig ung og der kan ske så meget, det har intet at gøre med at se ned på, bare erfaring i takt med at man bliver ældre

Jeg mener ikke hun kan undlade at sende dig videre hvis det er det du ønsker. Det afhænger ikke af alder.

Men jeg vil også sige at det er meget meget tidligt at overveje at bliver donor mor. Det vil i den grad påvirke dit ungdomsliv, og du har kun dig selv til at tage ansvaret. Jeg syntes det var hårdt nok som mor i parforhold da jeg var 32. Det er benhårdt og vil også kunne påvirke uddannelse osv. hvad med rejser … andre drømme?

Hvorfor har du så travlt?  Du skal selvfølgelig ikke bare knalde en tilfældig mand i byen. Men du kan jo give det 5-7 år og finde en mand at stifte en familie med. Det er de færreste mænd der synes det er særligt tiltrækkende at date en ung mor når de ikke selv har børn. Jeg kender ingen på 25-30 der ville synes det var spændende - også værd at overveje ifht. dit fremtidige kærlighedsliv. 

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg er 22 år gammel og pædagogstuderende i København.

Jeg skriver her fordi jeg godt kunne tænke mig at høre om der er andre unge selvvalgte mødre (altså under 25)? 

Årsagen bag er dette:

Det virker som om der overordnet set bliver kigget lidt ned på en kvinde hvis hun ønsker at blive mor uden en far til sit barn - og så endda som 22 årig! Nej fyyha! Jeg skal da ud og blive gjort gravid “den naturlige vej” af en tilfældig fremmed i byen Ja, det var det comeback som min læge kom med, da jeg luftede min drøm for hende. Jeg kom til hende med ønsket om en henvisning til en fertilitetsklinik der kunne hjælpe mig med at blive mor. Jeg var sønderknust da jeg gik fra hendes kontor, men jeg er stadig i fuld gang med at gøre alt hvad jeg kan for at nå mit mål og en dag stå med mit barn i armene. Jeg er bare ked af, at jeg føler at jeg skal forsvare min ellers *grundigt* overvejede beslutning fordi kulturen her i Danmark stadig er enormt præget af janteloven. “Jeg skal endelig ikke tro at jeg har fortrinsret til fertilitetsklinikken fremfor en 35 årig kvinde - med præcis samme ønske”. Nej, selvfølgelig ikke! Alle kvinder der ønsker sig at få et barn alene eller med en partner, skal da behandles med samme anerkendelse, respekt og KÆRLIGHED i en så sårbar situation   Det er jo af de ønsker der kommer helt inde fra hjertekernen af.

Dertil vil jeg slutte mit indlæg ved at kaste babystøv over alle i smukke mennesker derude der ønsker jer en bæbs  

Jeg var 23 da jeg fik en henvisning til at få et donorbarn. Jeg blev gravid da jeg var 24, og fødte efter jeg blev 25. Jeg havde dog et barn i forvejen, som jeg fik da jeg var 19.

Jeg vil sige at det er benhårdt at være solomor. Men det er også helt fantastisk, og jeg kan sagtens forstå dit ønske.

Jeg synes til gengæld din læge lyder helt forfærdelig med de kommentarer! Det er så uprofessionelt! Jeg ville overveje at skifte læge alene pga den reaktion.

Do it! Hvis det er det du føler.

Er træt af at 35-40 årige førstegangsfødende mødre som kommer med tips og tricks om at “man skal leve livet”….

Jeg blev selv mor som 21årig og man kan sagtens leve livet selvom man er mor. Der er mange andre ting man kan gøre med et barn så som at rejse oplevelser mm. (Hvis det at leve livet kun omhandler at drikke alkohol og gå i byen, så er det ikke mit liv der er på tale)

Vi var tilgengæld 2 forældre det var en smule nemmere, det har jeg ikke eb kommentar til.

held og lykke! Spring ud i det

Ingen indvendinger mod at blive forældre tidligt her. Jeg var 21 og 24 da jeg fik mine børn (dog med deres far). 
hele den der “du mister din ungdom” er noget fis. Man behøver ikke ligge i sprit i 2 år i Nepal for at have levet livet jeg mangler det ikke den dag i dag i hvertfald. Er 32 nu.

Til gengæld vil jeg være træls og sige at det ikke er optimalt at tilvælge aktivt at være enlig mor - så tidligt i livet barnets allerbedste vilkår vil være at have sine 2 forældre. Og dine bedste vilkår som mor, vil være at have en partner du elsker og er tryg ved, til at dele ups and downs med, til at være 2 ekstra hænder og til at give mulighed for at du også kan være andet end KUN mor. Det har alle brug for, også dem på 25,35 og 45. (Jeg ved det, jeg har selv været alene med mine i nogen år, og det er fucking hårdt) 
Du vil kunne klare din lille familie meget mere selvstændigt med en partner, og ikke trække på dit netværk hver gang der er en fødselsdag, firma arrangement, sygt barn over længere tid osv osv. Det er for mig vigtigt at man husker at barnet er ens eget og ikke andres ansvar.  så man er forpligtet til i meget lang udstrækning at kunne klare praktikken selv. Jeg kender flere solo mødre hvor bedsteforældrene har en næsten lige så primær rolle som moren. Det udvisker bedsteforældrerollen og kan risikere at give mindre overskud til de øvrige børnebørn. 

ovenstående, har du masser af tid til at etablere!! Masser!!! Du har så mange gode år til at få stablet den mest optimale lille familie på benene! Og ja, hvis du så rammer en alder alligevel, hvor man kan begynde at tvivle på at fertiliteten holder sig i topform, så go ahead og tag det næstbedste valg. Sådan må det være.  Men som udgangspunkt, så prøv at skab de allermest hensigtmæssige vilkår. Det er barnets tarv, men egentlig også dit. 

hvem ved, måske møder du the one om 1 år eller 2 allerede.. og måske ville du ikke møde ham, hvis du stod med et barn på armen. Man bliver ikke mere attraktiv på tinder af at blive mor tidligt, skulle jeg hilse at sige :-D 

Jeg blev selv mor første gang som 22-årig studerende, og det var en fin alder for mig - og min mand, som var 25. 

Men jeg synes, det er en decideret dårlig idé at blive selvvalgt solomor så ung. Det har INTET med jantelov at gøre, men med den sårbare situation, du sætter dig selv og et evt. barn i. Det er en fordel uden lige at være to - det er altså dobbelt så mange! - om både glæder og sorger i barnets opvækst. Når du får influenza, når barnet er sygt, og du for 17. gang må tage barns sygedag, når du hungrer efter alenetid, når dit barn er ved at drive dig til vanvid - og når du sidder hen på aftenen, sprængfyldt af glæde og stolthed, fordi dit barn har sagt eller gjort noget nyt, som du så gerne vil dele med nogen, der fuldstændigt forstår, hvor enestående en unge, det er. 
For mig er det det største privilegium i livet, at jeg er sammen med lige netop dét ene menneske i verden, som elsker vores børn lige så højt og ubetinget som mig. 
Det er ikke givet, at man deler hele livet med den mand, man får børn med - men du vil fraskrive dig og barnet den mulighed lige fra start. 

Og hvis der sker dig noget alvorligt - hvad så? Dit barns risiko for at blive forældreløs er dobbelt så stor. Det er godt nok et stort ansvar, du tager. 

Havde du været 35, kunne jeg forstå, at dit ur tikkede. Men du er SÅ ung. 

L1232 skriver:

Do it! Hvis det er det du føler.

Er træt af at 35-40 årige førstegangsfødende mødre som kommer med tips og tricks om at “man skal leve livet”….

Jeg blev selv mor som 21årig og man kan sagtens leve livet selvom man er mor. Der er mange andre ting man kan gøre med et barn så som at rejse oplevelser mm. (Hvis det at leve livet kun omhandler at drikke alkohol og gå i byen, så er det ikke mit liv der er på tale)

Vi var tilgengæld 2 forældre det var en smule nemmere, det har jeg ikke eb kommentar til.

held og lykke! Spring ud i det

Jeg fik barn som 40 årig og for mig passede det, da jeg havde "levet livet" som det passede for mig med uddannelser, mulighed for at bo og arbejde i udlandet. Men jeg er med på, at der er mange måder at leve livet på - og for mange er livet jo netop det at få børn. Og så ville det være ærgerligt at vente til man er 40. Det var ikke livet for mig, da jeg var ung. Ønsket om et barn kom først, da jeg mødte min mand, da jeg var 38 år. Jeg ville aldrig have valgt at blive alenemor - dertil har ønsket ikke været stort nok. Men er enig med dig i, at TS skal springe ud i det. Og leve livet med sit barn :-)