Offentliggørelse af graviditet vs. Privatliv

Kære TS

De andre i tråden har ret - dette er en enorm krænkelse og bestemt aktuelt at gå videre med til TR/AMR eller fagforening, hvis du orker. Som minimum en mail til din leder, hvor du udtrykker din skuffelse over det enorme tillidsbrud! Jeg.var.blevet.rødglødende!!!

Dernæst - du skylder ingen forklaringer nogen steder. Og det er i øvrigt ikke enten/eller. Man må gerne sige “hertil og ikke længere” - fx sætte stregen ved folks spørgsmål, og sige at det ønsker man ikke drøfte.

Jeg havde mange tab bag mig, da det endelig lykkedes. Jeg skjulte det til efter MD-scanningen, og selvom det helt sikkert med et trænet øje kunne ses lidt under mine store trøjer, var jeg ligeglad. Det var min sag. Og jeg fik kvalme ved tanken om ligegyldig smalltalk om termin og køn - jeg ville bare have et levende barn.

Med nummer to offentliggjorde jeg det omkring uge 14/15 stykker, tror jeg nok. Senere viste det sig, at baby havde en misdannelse. Vi vidste længe ikke hvor alvorligt, og derfor var det frygteligt når folk gerne ville snakke, røre maven, fortælle anekdoter… åh!! Jeg orkede ikke forklare, eller høre alle de velmenende “det skal nok gå”. Sandheden var jo, at det anede ingen af os jo, om det ville.

Jeg ville spørge i mail om hvorfor han/ hun har sagt til andre at jeg er i fertilitetsbehandling. Hvis så din chef er ubegavet kan svaret være “ det er jeg lidt nødt til når folk spurgte hvor du var …” eller på anden måde bekræfter at have gjort det. Det er i den grad  personfølsomme data. Og så gå til fagforening med mail efterfølgende.

Problemet er at jeg ikke 100 pct. Ved om ledelsen har sagt det. Jeg hev fat i min leder for at få det uddybet, men så var der pludselig ikke nogen der vidste noget om fertilitetsbehandlingen. Det kan være mig der har misforstået og det kan være dem der kom i tanke om det ikke var smart at fortælle mig. Men uanset hvad er jeg kommer frem til, at jeg ikke offentliggør noget før jeg har det godt med det og at jeg fremover ikke fortælle nogen noget som helst af privat karakter, med mindre jeg har pligt til det. Så må folk snakke i krogene.

Tak for alle jeres input og støtte i øvrigt. Det er rart at vide at jeg ikke er den eneste der har de tanker og følelser.