Uoverskueligt

Jeg grubler over tonefaldet i dine opslag. Nogle steder skriver du, at du elsker din mand og ikke vil give op. Andre steder om at tvangsbolle en mand, der kun tænker på sig selv. 
Samtidig orker du ikke at bestille tid til terapi. 

Hvad vil du gerne? 

Det tager ikke nødvendigvis flere år med terapi. For det er jer selv, der skal lave arbejdet. Parterapi handler ikke (kun) om at få talt en masse igennem, men om at få nye redskaber, bedre forståelse for hinanden og især tage ansvar for at ændre den del, man selv kan gøre ved. Det kræver - ifølge min erfaring - en del åbenhed og selvindsigt at være i parterapi. For selvom man måske kommer afsted med indstillingen om, at den anden er (mest) forkert på den, så er det kun ens egen adfærd, man kan ændre. Og man får som regel øjnene op for, hvor man selv går galt.

Så sæt dig ned og kig indad. Hvad finder du af ønsker for fremtiden, og hvad kan DU gøre for at nå i mål enten sammen eller hver for sig. Det kan være at få bestilt en tid eventuelt. Eller bare sende en sød sms. 

Held og lykke med det.

Det korte svar: vil ha det tilbage som ikke er længere. Jeg har givet og givet, været sød, fundet på alt muligt, vartet op, lavet overraskelser, sendt sms’er etc. På er tidspunkt bliver man træt af at blive ved med at give og prøve når man i forvejen er slidt op af at det er mig der 95% af tiden tager mig af barnet, også har et arbejde at passe passe, passe hjem, madlavning, sørge for socialliv, fødselsdage, gaver, højtider, aldrig have en pause til at være mig, listen er lang. 

Jeg har kigget meget indad. Rigtig meget. Jeg har ladet mange ting stå til for længe. Ved at ikke kræve at han tager sin del af forældreskabet, ikke kræver han aflaster mig, og ikke sat ord på hvor sårende det er at han har glemt mig og ikke respekterer mig fordi jeg har ladet dette ske. Så ja det er nok min skyld at forholdet er end her, og en parterapeut vil sikkert ryste på hovedet over jeg ikke har sagt fra (og til) noget før. Men har også en idé om at der skal to til tango, og selvom jeg ikke har krævet eller forlangt noget i mange år, så tænker jeg at han også har haft et ansvar når jeg nu har været for udmattet til at tage affære. 
Er ked af jeg startede denne tråd, men har ingen at tale med. Alle elsker min mand og synes jeg er heldig at have ham for han er meget overbevisende når vi er ude blandt andre om hvor meget han deltager og gør og er sikkert overbevist om at han virkelig gør meget for hjemmet og med vores barn. Det er ikke tilfældet. 

Men føler mig ensom og overset og er rigtig vred og ked af jeg (vi) nok aldrig kan få det tilbage som engang var godt.. 

i behøver ikke skrive mere.

Anonym skriver:

Det korte svar: vil ha det tilbage som ikke er længere. Jeg har givet og givet, været sød, fundet på alt muligt, vartet op, lavet overraskelser, sendt sms’er etc. På er tidspunkt bliver man træt af at blive ved med at give og prøve når man i forvejen er slidt op af at det er mig der 95% af tiden tager mig af barnet, også har et arbejde at passe passe, passe hjem, madlavning, sørge for socialliv, fødselsdage, gaver, højtider, aldrig have en pause til at være mig, listen er lang. 

Jeg har kigget meget indad. Rigtig meget. Jeg har ladet mange ting stå til for længe. Ved at ikke kræve at han tager sin del af forældreskabet, ikke kræver han aflaster mig, og ikke sat ord på hvor sårende det er at han har glemt mig og ikke respekterer mig fordi jeg har ladet dette ske. Så ja det er nok min skyld at forholdet er end her, og en parterapeut vil sikkert ryste på hovedet over jeg ikke har sagt fra (og til) noget før. Men har også en idé om at der skal to til tango, og selvom jeg ikke har krævet eller forlangt noget i mange år, så tænker jeg at han også har haft et ansvar når jeg nu har været for udmattet til at tage affære. 
Er ked af jeg startede denne tråd, men har ingen at tale med. Alle elsker min mand og synes jeg er heldig at have ham for han er meget overbevisende når vi er ude blandt andre om hvor meget han deltager og gør og er sikkert overbevist om at han virkelig gør meget for hjemmet og med vores barn. Det er ikke tilfældet. 

Men føler mig ensom og overset og er rigtig vred og ked af jeg (vi) nok aldrig kan få det tilbage som engang var godt.. 

i behøver ikke skrive mere.

Jeg tror virkelig ikke, du skal tage det ilde op eller som angreb, de ting som folk skriver. Jeg synes, det lyder til, at folk virkelig prøver at guide dig og give dig gode forslag til, hvad næste step for dig skal være. 

Jeg kan dog også godt forstå, hvis du er så slidt ned, at selv den mindste lille kommentar om "at se ind ad" kan gøre virkelig ondt.

Jeg har ikke selv nogen gode råd - jeg ville bare lige skrive, at jeg tror, du skal se folks kommentarer som kærlige og hjælpsomme, fordi folk vil dig det bedste. 

Held og lykke til dig, din mand og jeres lille barn, der fortjener glade forældre.

Ved ikke om du stadig læser med. Men jeg vil bare sige at jeg godt forstår hvordan du har det. Og det er benhårdt at stå i

Jeg er selv typen der har det med at sluge nogle kameler og gå på kompromis hvor jeg burde sige hvordan jeg egentlig har det og hvad jeg har brug for. Og så bliver jeg frustreret og mega irriteret over det. Det er noget jeg er opmærksom på og prøver at arbejde med, men det er godt nok svært at ændre den slags. Men synes helt sikkert også din mand har et ansvar for problemet, og ud fra hvad du fortæller, så synes jeg at han har svigtet dig. Selvfølgelig er han ikke tankelæser, men han har vel øjne i hovedet. Så jeg tror virkelig at hvis I skal fikse jeres forhold, så er løsningen parterapi. 

Men jeg synes desværre det lyder som om du er ved at været nået til det punkt hvor du faktisk ikke gider mere. At du er fyldt op og nærmest ikke kan holde ud at være i samme rum som ham. Men det er svært at tage den endelige beslutning når man trods alt elsker sin partner.

Men for jeres barns skyld og din skyld så synes jeg I skal få løst det ASAP. Enten ved at gå i parterapi eller ved at gå fra hinanden. Og det kan godt være ham ikke vil bo hver for sig, men synes du skal tænke på om det er godt at dig og barnet bliver udsat for skænderier hver dag? Det er helt sikkert noget der påvirker jer begge psykisk og er ikke sundt at være i. 

Hvis det kan hjælpe dig til en beslutning om du skal blive eller gå, så kunne du måske lave en for og imod liste? Så kan du rent fysisk se hvilke ting der taler for at blive sammen og hvilke der taler imod.

Vil slutte af med at sige at jeg faktisk kender et par der gik i terapi efter de havde besluttet at gå fra hinanden for at blive bedre skilsmisseforældre. Så uanset hvad kan det måske være en ide?

Stort kram til dig, det er SÅ hårdt at stå i

Måske skal I ikke være et par mere, men I skal være forældre sammen på den ene eller anden måde alligevel. For jeres datters skyld ville jeg give parterapi en chance. Selv hvis I går fra hinanden, vil I stå stærkere på den måde, så samarbejdet om datteren kan være bedre i fremtiden.

Anonym skriver:

Det korte svar: vil ha det tilbage som ikke er længere. Jeg har givet og givet, været sød, fundet på alt muligt, vartet op, lavet overraskelser, sendt sms’er etc. På er tidspunkt bliver man træt af at blive ved med at give og prøve når man i forvejen er slidt op af at det er mig der 95% af tiden tager mig af barnet, også har et arbejde at passe passe, passe hjem, madlavning, sørge for socialliv, fødselsdage, gaver, højtider, aldrig have en pause til at være mig, listen er lang. 

Jeg har kigget meget indad. Rigtig meget. Jeg har ladet mange ting stå til for længe. Ved at ikke kræve at han tager sin del af forældreskabet, ikke kræver han aflaster mig, og ikke sat ord på hvor sårende det er at han har glemt mig og ikke respekterer mig fordi jeg har ladet dette ske. Så ja det er nok min skyld at forholdet er end her, og en parterapeut vil sikkert ryste på hovedet over jeg ikke har sagt fra (og til) noget før. Men har også en idé om at der skal to til tango, og selvom jeg ikke har krævet eller forlangt noget i mange år, så tænker jeg at han også har haft et ansvar når jeg nu har været for udmattet til at tage affære. 
Er ked af jeg startede denne tråd, men har ingen at tale med. Alle elsker min mand og synes jeg er heldig at have ham for han er meget overbevisende når vi er ude blandt andre om hvor meget han deltager og gør og er sikkert overbevist om at han virkelig gør meget for hjemmet og med vores barn. Det er ikke tilfældet. 

Men føler mig ensom og overset og er rigtig vred og ked af jeg (vi) nok aldrig kan få det tilbage som engang var godt.. 

i behøver ikke skrive mere.

Hold op, hvor kan jeg reletere, og jeg kan virkelig se det, når jeg står udefra og læser det her. Så mit råd til mig selv (og dig), ville være at smutte. Du fortjener bedre, og han bliver nok ikke bedre. Held og lykke med det hele, og du fortjener mindst lige så meget den anden vej, som du giver

Det virker som om det er din mand, der i højeste grad har behov for at se indad og ændre på nogle ting, for at det kan fungere for dig/jer som et par.

Det lyder til at du står for 95% af husholdning, barn, madlavning mv. og ikke får noget anderkender, kærlig omtanke mv. 

Og det kan jeg godt forstå du er kørt helt død i. 

Hvis du gerne vil give det endnu en chance, så få booket en tid til terapi - det kan også være gavnligt selvom I går fra hinanden.

Jeg forstår dig tildels - vi skændes også meget i perioder og det er mega opslidende��dog af forskellige årsager. Men det er hårdt når det rigtig står på….. og Ja, skønt for alle dem der lever i forhold uden, at skændes….. og hårdt for os sol gør men til gengæld så er vores kærlighed ligeså glødende i andre perioder. Giver det mening?