Uoverskueligt

Min mand og jeg har været sammen i  10 år. De sidste 2 år er det eskaleret med konflikter - efter coronanedlukning. Problemerne står i kø, og listen med emner vi skændes om er så lang nu at det føles håbløst. Faktisk så er hans blotte tilstedeværelse med til at gøre mig til en dårligere version af mig selv. Jeg elsker ham og holder meget af ham. Han er far til vores barn, og jeg troede vi skulle være sammen altid. Men de seneste måneders eskalerede konflikter har slidt mig op.. Jeg kan ikke mere. Vi har ikke haft sex i 2 år. Jeg føler mig kvalt. Vi har fået godkendt parterapi af forsikringen - for 2 måneder siden…! Men vi har ikke taget os sammen. Jeg frygter også at det er for omstændigt med en terapeut og vil koste flere års sessions fordi vi har så mange ting vi skændes om og irriteres ved ved hinanden. Er ked af det og ikke klar til at give op. Men kan heller ikke leve sådan her længere. Vi fortjener begge er godt liv og lige nu er det ikke herhjemme man får er godt liv. 
Ved ikke hvad jeg skal gøre… og snakke om det er ikke en løsning, vi taler og taler og taler, og skændes og skændes og skændes når vi taler.

Det lyder som et rigtig hårdt sted for jer lige nu. Jeg kan godt forstå, hvis du synes det hele er træls. Det lyder til at I sidder fast, så ingen af jer hverken kan flygte eller kæmpe. Hvis I har mulighed for det, kunne en pause fra hinanden  måske bruges til at finde kræfterne til det ene eller andet. 

Det lyder som et rigtig hårdt sted for jer lige nu. Jeg kan godt forstå, hvis du synes det hele er træls. Det lyder til at I sidder fast, så ingen af jer hverken kan flygte eller kæmpe. Hvis I har mulighed for det, kunne en pause fra hinanden  måske bruges til at finde kræfterne til det ene eller andet. 

Tak for din besked. Jeg har foreslået at vi prøvede at være lidt fra hinanden eller prøve leje et værelse hvor den ene bor på skift for at få en pause. Men det vil han ikke høre tale om. Enten er man sammen eller også er man det ikke. Han var en uge ude og rejse for et par uger siden og jeg elskede den uge. Jovist det var lidt hårdt at være alene med vores 4-årige, men det var så befriende. 

Vores barn er jo ikke dum, så synes også det er frygteligt han skal vokse op i det her og lære at et forhold er kærlighedsløse. 

hvis jeg hiver plasteret af og slutter det her, så er jeg bange for at blive ensom, har ikke så meget familie. Og har ikke råd til at bo i mere end en 1 værelses på 40 kvm. Min mand tjener mange penge og ville snildt kunne blive i vores nuværende bolig. 

Altså er det ikke "bare" at se at få bestilt en tid hos en terapeut.. Bestil tid allerede i dag eller morgen, hvis det er for sent i dag.. 

Hvis du/I vil forholdet, så må I jo også "tage jer sammen" og kæmpe for det, selv hvis det skulle tage flere år.. Det her er hårdt men kærligt sagt.. Det hjælper i hvert fald ikke, at I bare giver op, når I heller ikke har lyst til at give op, og problemerne går ikke væk af sig selv 

Anonym skriver:

Tak for din besked. Jeg har foreslået at vi prøvede at være lidt fra hinanden eller prøve leje et værelse hvor den ene bor på skift for at få en pause. Men det vil han ikke høre tale om. Enten er man sammen eller også er man det ikke. Han var en uge ude og rejse for et par uger siden og jeg elskede den uge. Jovist det var lidt hårdt at være alene med vores 4-årige, men det var så befriende. 

Vores barn er jo ikke dum, så synes også det er frygteligt han skal vokse op i det her og lære at et forhold er kærlighedsløse. 

hvis jeg hiver plasteret af og slutter det her, så er jeg bange for at blive ensom, har ikke så meget familie. Og har ikke råd til at bo i mere end en 1 værelses på 40 kvm. Min mand tjener mange penge og ville snildt kunne blive i vores nuværende bolig. 

Men hvad er det for nogle skænderier? Jeg tænker hvis I kan tale sammen er I allerede et stykke. Men selvfølgelig lang vej til at løse de konflikter der nu har hobet sig op.

Jeg er helt uforstående overfor sådanne forhold, så det er ikke for at være fordømmende eller sætte mig selv i bedre lys. Men jeg tror aldrig jeg har hævet stemmen eller decideret skændtes med min mand igennem 10 år. 
Vi har haft nogle småuenigheder eller gået skævt/misforstået hinanden, men ikke noget der har gjort dagen dårlig. 
Men KAN der ikke tales om de/det reelle problem(er)? Er I begge stædige og holder på jeres eller kan I gå på kompromis med hinanden? 
Synes det er trist hvis I elsker hinanden, hvis I så ikke kan komme på rette spor - særligt når I også har kendt hinanden så længe. 

Har det været hårdt og opslidende at få et barn? Hvordan kan det være I ikke har haft sex i 2 år? Synes der mangler lidt baggrundsviden. 

Og til sidst, synes jeg virkelig I skal knokle på med det parterapi. Tag hul på det og se om I ikke kan få det løst. Og om ikke andet så det måske kan komme jer til gode hvis I må gå hver til sit, i forhold til fremtidigt samarbejde og kommunikation. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i  10 år. De sidste 2 år er det eskaleret med konflikter - efter coronanedlukning. Problemerne står i kø, og listen med emner vi skændes om er så lang nu at det føles håbløst. Faktisk så er hans blotte tilstedeværelse med til at gøre mig til en dårligere version af mig selv. Jeg elsker ham og holder meget af ham. Han er far til vores barn, og jeg troede vi skulle være sammen altid. Men de seneste måneders eskalerede konflikter har slidt mig op.. Jeg kan ikke mere. Vi har ikke haft sex i 2 år. Jeg føler mig kvalt. Vi har fået godkendt parterapi af forsikringen - for 2 måneder siden…! Men vi har ikke taget os sammen. Jeg frygter også at det er for omstændigt med en terapeut og vil koste flere års sessions fordi vi har så mange ting vi skændes om og irriteres ved ved hinanden. Er ked af det og ikke klar til at give op. Men kan heller ikke leve sådan her længere. Vi fortjener begge er godt liv og lige nu er det ikke herhjemme man får er godt liv. 
Ved ikke hvad jeg skal gøre… og snakke om det er ikke en løsning, vi taler og taler og taler, og skændes og skændes og skændes når vi taler.

I skal have bestil tid lige med det samme. Så kan I finde ud af om I kan “finde hinanden” eller afsluttet det på en god måde. Det duer heller ikke at være skilt og så være i konstant konflikt. 
Held og lykke

Anonym skriver:

Men hvad er det for nogle skænderier? Jeg tænker hvis I kan tale sammen er I allerede et stykke. Men selvfølgelig lang vej til at løse de konflikter der nu har hobet sig op.

Jeg er helt uforstående overfor sådanne forhold, så det er ikke for at være fordømmende eller sætte mig selv i bedre lys. Men jeg tror aldrig jeg har hævet stemmen eller decideret skændtes med min mand igennem 10 år. 
Vi har haft nogle småuenigheder eller gået skævt/misforstået hinanden, men ikke noget der har gjort dagen dårlig. 
Men KAN der ikke tales om de/det reelle problem(er)? Er I begge stædige og holder på jeres eller kan I gå på kompromis med hinanden? 
Synes det er trist hvis I elsker hinanden, hvis I så ikke kan komme på rette spor - særligt når I også har kendt hinanden så længe. 

Har det været hårdt og opslidende at få et barn? Hvordan kan det være I ikke har haft sex i 2 år? Synes der mangler lidt baggrundsviden. 

Og til sidst, synes jeg virkelig I skal knokle på med det parterapi. Tag hul på det og se om I ikke kan få det løst. Og om ikke andet så det måske kan komme jer til gode hvis I må gå hver til sit, i forhold til fremtidigt samarbejde og kommunikation. 

Ja jeg kender også til dem der aldrig skændes. Det ville være skønt at møde en mand der ikke tror at hele verden drejer sig om ham og hams families univers. 

ja det har været hårdt at få et barn, for har ikke haft aflastning. Min mand har kun taget vores pige to gange om natten i hendes 4 leveår. Har kun stået op med hende en håndfuld gange i 4 år selvom hun er typen der har sovet ekstremt dårligt

Har mistet respekten for mig selv fordi jeg gang på gang bøjer mig og lader hans behov komme før mine. 

og jeg vil hellere gnave min arm af end at tvangsbolle med en mand der kun tænker på sine egne behov. 

Anonym skriver:

Ja jeg kender også til dem der aldrig skændes. Det ville være skønt at møde en mand der ikke tror at hele verden drejer sig om ham og hams families univers. 

ja det har været hårdt at få et barn, for har ikke haft aflastning. Min mand har kun taget vores pige to gange om natten i hendes 4 leveår. Har kun stået op med hende en håndfuld gange i 4 år selvom hun er typen der har sovet ekstremt dårligt

Har mistet respekten for mig selv fordi jeg gang på gang bøjer mig og lader hans behov komme før mine. 

og jeg vil hellere gnave min arm af end at tvangsbolle med en mand der kun tænker på sine egne behov. 

Det forstår jeg. 
Men der må have været noget godt i jeres forhold siden I har holdt sammen så længe. 

Du skal ikke tvangsbolle nogen, du skal ikke miste respekten for dig selv og du skal være en god udgave af dig selv. Og det er heller ikke sex der skal være jeres startskud. 
I skal starte et helt andet sted og hver især få sat ord på jeres følelser og få sat jeres forhold i perspektiv.

Det kan tage tid med en terapeut, men det kan, som skrevet før, være godt givet ud, uanset udfaldet. 

Kan det være du har en god veninde eller lignende hvor du lige kan komme ud og lade lidt op? - Altså tage en weekendtur hvor du har lidt dig-tid, for det lyder lidt som om det er en ting du mangler.

Hvad siger din mand? Hvordan tænker og føler han?

Jeg ville til hver en tid give terapi en chance. Der kan man få et andet syn på de problemer der er, der kan man få stillet nogle spørgsmål til hinanden som man måske ikke lige selv ville få stillet.. giv det en chance. Der kan være bedring meget hurtigt eller også kan i få sluttet jeres forhold på en god måde..

Jeg grubler over tonefaldet i dine opslag. Nogle steder skriver du, at du elsker din mand og ikke vil give op. Andre steder om at tvangsbolle en mand, der kun tænker på sig selv. 
Samtidig orker du ikke at bestille tid til terapi. 

Hvad vil du gerne? 

Det tager ikke nødvendigvis flere år med terapi. For det er jer selv, der skal lave arbejdet. Parterapi handler ikke (kun) om at få talt en masse igennem, men om at få nye redskaber, bedre forståelse for hinanden og især tage ansvar for at ændre den del, man selv kan gøre ved. Det kræver - ifølge min erfaring - en del åbenhed og selvindsigt at være i parterapi. For selvom man måske kommer afsted med indstillingen om, at den anden er (mest) forkert på den, så er det kun ens egen adfærd, man kan ændre. Og man får som regel øjnene op for, hvor man selv går galt.

Så sæt dig ned og kig indad. Hvad finder du af ønsker for fremtiden, og hvad kan DU gøre for at nå i mål enten sammen eller hver for sig. Det kan være at få bestilt en tid eventuelt. Eller bare sende en sød sms. 

Held og lykke med det.