Jeg hader min mands job

Åh jeg har brug for at læsse af, for jeg er simpelthen så mega ked af det. 

Min mand fik for et halvt år siden et nyt job som leder. Det er første gang han står med det ansvar, og naturligvis ville det medføre en omvæltning og et større pres og ansvar for ham. 

Han har bare været så stresset, og det er gået ud over os som familie. Manglende overskud, kort for hovedet, slet ikke sig selv. Jeg er på barsel og jeg har i perioden sørget for faktisk stort set alt det huslige, så han kunne tage den med ro derhjemme. Når jeg kærligt har taget det op med ham, har han benægtet der var et problem og har i stedet givet mig skylden. Altså så er det det, at jeg har gået og været ked af det, der er problemet, selvom jeg har forsøgt at kommunikere, at det er fordi jeg føler, vi alle skal på æggeskaller for ikke at prikke til ham.

Min mand er normalt en meget kærlig mand med masser af overskud og godt humør, så det skift i nærmest personlighed pga pres har været svært.

For en uges tid siden erkendte han endelig, og han undskyldte inderligt. Vi har siden haft en hel uge udne diskussioner, som har været rigtig god, fordi han har været meget opmærksom på, hvordan han reagerer, og jeg har været opmærksom på at bede ham om at trække sig og slappe lidt af for sig selv, hvis jeg kunne mærke, han begyndte at være presset. Vi talte lige om i aftes, hvor god en uge det havde været.

Så var der morgenen I dag. Den startede så godt ud, super god stemning. Min mand ville aflevere vores søn i børnehaven i bilen. Han kan først afleveres 8.15 pga vi har deltidsplads under barsel. Min mand havde først noget i kalenderen kl 9, så det vsr perfekt.

Kl 6.30 får han en mødeindkaldelse af sin egen leder. Hun har pludselig placeret et møde kl 8. Jeg tilbyder at aflevere vores søn, men min mand afslår og siger, at så må han komme for sent til mødet.

Så starter den dårlige stemning. Han kommer i tanke om han skal til et arrangement i arbejdstiden, som han ikke har fået nok info omkring. Han bliver frustreret Over, at han pga alle de møder ikke kan være nærværende overfor sine medarbejdere igen i dag. Jeg kan bare mærke hele stemningen skifte.

Han bliver så frustreret over, at vi faktisk er klar 7.15, men de ikke kan køre før kl 8. Jeg tilbyder igen at aflevere, da jeg jo stadig har fin tid til lige selv at få tøj på osv. Min mand bliver irriteret og afslår igen.

Jeg går så og rydder lidt op, og flytter et beslag til børnelågen til trappen, som lå i køkkenet, da jeg vil ligge det op i et skab. Den er knækket af væggen for en uges tid siden og har taget noget tapet med sig. Jeg siger, helt neutralt tone, i ved ligesom når man bare lige tænker/undrer sig højt: "uha, den har taget noget tapet med sig. Gad vide hvordan vi får fixet det på en pæn måde"

Min mand bliver vildt irriteret, snapper af mig. Da jeg prøver at forsvare mig og roligt sige, at jeg jo slet ikke bad ham om at fixe eller gøre noget, jeg spekulerede bare. Så svarer han "og så kan jeg så gå og stresse over ENDNU en ting jeg skal ordne herhjemme"

Og jeg er ét stort spørgsmålstegn, for der har ikke været en masse, han skulle ordne. Og det huslige tager jeg mig jo af.

På det her tidspunkt har jeg selvfølgelig for længst opdaget, at hans sure humør, snappen og dårlige adfærd skyldes alt det lort med arbejde, som lige væltede læsset lige fra morgenstunden. Og hvorom jeg har forståelse herfor, så er det ikke ok, at han eksternaliserer den frustration og hælder galde ud over alle os andre, som intet har gjort.

Jeg prøver forsigtigt at sætte en grænse og sige, at jeg godt forstår han er frustreret, men at det gør mig ked af det, at den frustration skal gå ud over mig, når jeg ikke har gjort noget. Han snerrer af mig, at "så må han kraftedeme heller ikke have nogen følelser lige pludselig". Det ender med, at han pakker sig selv og min søn og går ud af døren uden at sige farvel til mig (min søn fik selvfølgelig et kærligt farvel), hvorefter min mand uden så meget som at se på mig smækker døren i.

Nu sidder jeg og er enormt ked af det, jeg græd da de var gået. Jeg kan godt se, at min mand er stresset, men hvad fanden skal jeg gøre. Havde han nu bare ladet mig aflevere i morges, kunne han tage afsted tidligt, få styr på logistikken omkring det møde han mangler info på, og være til sin leders møde til tiden. Men jeg kan ikke tvinge manden. Jeg er bare så ked af, at presset over jobbet udmunder sig i at bruge mig som metaforisk boksebold.

Mit håb er, at han lige får kølet af og kan erkende sin egen rolle her til morgen. Men det er 50/50 om det sker. Hvad skal jeg efterhånden gøre, allesammen? 

Jeg har ikke nogle gode forslag til en løsning, da jeg synes du har sagt det til ham og han selv er opmærksom på problemet. Når bølgerne går højt glemmer han jo så selverkendelsen.

En ting er dog tydeligt og det er at din mand bliver nødt til at lære at sige fra på jobbet. Det må man gerne og det skal man gøre selvom man er leder. Han klager også selv at han ikke har tid til sine medarbejdere og det må igen være fordi han ikke formår at sige fra.

Du bliver nok nødt til at snakke med ham igen på et tidspunkt og gøre det klart at det får alvorligere konsekvenser både for ham selv og for jeres forhold hvis han ikke får styr på det jobmæssige. I sidste ende kan det være han slet ikke er skåret til at være leder, men den erkendelse skal han selv nå frem til.

Her ville min mand få at vide,han måtte finde et andet job omgående,eller også var det en skillesmisse.

Hård og kontant,sådan vil jeg ikke behandles pga et job.

Et job er en nødvendig onde,og skal derfor ikke gå ud over sit ægteskab og familie.

Sådan er det at have en ledende stilling.

Ihvertfald i det private. 

Og så er det så om man kan trives i det eller ej.

Og din mand virker ikke til at kunne trives i det.

Så han må jo gøre op med sig selv og dig om der skal et jobskifte til.

Mhs til det huslige - er der jo færre timer til det når man bruger mange på job.

Jeg synes det vigtigste er at din mand får slappet af frem for at tømme opvaskemaskinen.

Her arbejder vi begge meget - og har derfor hjælp til alt det praktiske. 

Rengøring, vinduer, havemand osv 

Så stresser man ikke rundt over det .

Så måske det var en mulighed?  

Og ja ellers må han jo skifte job -  

Ikke alle trives med det game det er at være leder . Med ansvaret og de ekstra timer der følger med. 

Jeg trives bedst med at have travlt, og ville aldrig kunne have et 8- 16 job hvor alt er lagt i skema.

Og andre ville ikke trives med mit arbejdsliv - med en tlf der altid giver lyd og man spiser i bilen imellem 2 møder .

Så det handler vel om at han reflektere over hans arbejde.  Og at han også får lidt fred for opgaver i huset indtil han lige er kommet på plads i hans nye arbejde. 

For føler han pres og stress over at han ikke kan deltage i det huslige- så knækker han da først...og får heller ikke ro til at finde sin plads i sit nye job.

Mor_til_3_unger skriver:

Her ville min mand få at vide,han måtte finde et andet job omgående,eller også var det en skillesmisse.

Hård og kontant,sådan vil jeg ikke behandles pga et job.

Et job er en nødvendig onde,og skal derfor ikke gå ud over sit ægteskab og familie.

Okay - så det ville du bare, Sådan uden videre, gøre? Diktere og bestemme over din mand? Det lyder ukærligt og uligeværdigt.

jeg er med på TS ikke skal være skydeskive - det er død urimeligt og pisse hårdt, at være i. Men at stille sig op som en bestemmende og dikterende kone ville aldrig løse problemer hjemme hos mig i hvert fald.

Ts, det lyder virkelig hårdt / jeg tror inderst inde godt din mand ved det…. Men mon ikke han selv går og rumsterer over hvad pokker han skal stille op? Jeg håber og tror på han kommer hjem idag of har reflekteret over sin adfærd imorges. 
kæmpe kram i din retning 

Tag en snak med din mand om, at han blokerer sin kalender de dage hvor han fx. skal aflevere/hente børn så han ikke bliver stresset (det gør jeg altid selv) og så booker andre ikke oveni de aftaler.

Derudover er det ALTID hårdt at starte et nyt arbejde, der går tit 1 år før man igen har overskud og har vænnet sig til den nye rutine - derfor er det altid mega svært at starte nyt job når man har små børn.

Så jeg synes du gør det SÅ flot og så lad være med at tage det til dig, når han bliver irriteret - lad lidt som ingenting fordi DU VED, at han gør sit bedste.... det skal nok gå

 Når han kommer hjem i aften, lad som ingenting, giv ham lidt massage, evt. send ham en sød besked i løbet af dagen... det er det han har brug for

Mor_til_3_unger skriver:

Her ville min mand få at vide,han måtte finde et andet job omgående,eller også var det en skillesmisse.

Hård og kontant,sådan vil jeg ikke behandles pga et job.

Et job er en nødvendig onde,og skal derfor ikke gå ud over sit ægteskab og familie.

Jeg håber og tror, at de fleste opfatter deres job som andet og mere end et nødvendigt onde - og er man selv glad for sit arbejdsliv, så under man nok også sin partner at forfølge nogle ambitioner og drømme på det felt. 
Jeg tvivler på, der kommer noget godt ud af at stille et ultimatum - men nu tager jeg heller ikke så let på mit ægteskab, at jeg ville true med (eller gennemføre) en skilsmisse uden at have kæmpet hårdt for, at vi fælles fandt en rimelig balance mellem arbejds- og familieliv. 

Til TS: Der skal både tales og handles. Måske en terapeut kunne hjælpe jer på vej og få din mand til at erkende, at noget skal ændres og omprioriteres, så I begge enten kan trives med forholdene eller træffe andre valg (din mand)? 

Carina:-) skriver:

Sådan er det at have en ledende stilling.

Ihvertfald i det private. 

Og så er det så om man kan trives i det eller ej.

Og din mand virker ikke til at kunne trives i det.

Så han må jo gøre op med sig selv og dig om der skal et jobskifte til.

Mhs til det huslige - er der jo færre timer til det når man bruger mange på job.

Jeg synes det vigtigste er at din mand får slappet af frem for at tømme opvaskemaskinen.

Her arbejder vi begge meget - og har derfor hjælp til alt det praktiske. 

Rengøring, vinduer, havemand osv 

Så stresser man ikke rundt over det .

Så måske det var en mulighed?  

Og ja ellers må han jo skifte job -  

Ikke alle trives med det game det er at være leder . Med ansvaret og de ekstra timer der følger med. 

Jeg trives bedst med at have travlt, og ville aldrig kunne have et 8- 16 job hvor alt er lagt i skema.

Og andre ville ikke trives med mit arbejdsliv - med en tlf der altid giver lyd og man spiser i bilen imellem 2 møder .

Så det handler vel om at han reflektere over hans arbejde.  Og at han også får lidt fred for opgaver i huset indtil han lige er kommet på plads i hans nye arbejde. 

For føler han pres og stress over at han ikke kan deltage i det huslige- så knækker han da først...og får heller ikke ro til at finde sin plads i sit nye job.

Tak for dit svar. Jeg er dog lidt forvirret, fordi meget af dit svar handler om, at det jo er naturligt, at jeg laver mere husligt, når jeg har flere timer hjemme. At jeg ikke skal presse ift det huslige osv. Men jeg har jo intet sted i mit indlæg skrevet, at jeg var utilfreds med at løfte det meste af den huslige byrde lige nu? Så jeg forstår ikke, hvorfor det er dét, du har fokus på i dit svar

Jeg tror måske misforståelsen skyldes, at jeg har formuleret mig lidt dårligt. Jeg skriver, at han er stresset og det går ud over os som familie. Så skriver jeg om, at jeg laver det meste af det huslige, så han har ro herhjemme. Dernæst skriver jeg, at jeg har forsøgt at tage det op med ham, men at han kaster skylden over på mig. Jeg mente ikke, at jeg har taget op med ham, at jeg laver det huslige jeg refererede til det første, der stod: jeg har taget op med ham, at han virker stresset og det går ud over familien. Hvor han så benægter og mener det er min skyld.

Det er således ikke det huslige. Det er en selvfølge for mig, at jeg ordner det meste, nu hvor jeg er hjemme

Mor_til_3_unger skriver:

Her ville min mand få at vide,han måtte finde et andet job omgående,eller også var det en skillesmisse.

Hård og kontant,sådan vil jeg ikke behandles pga et job.

Et job er en nødvendig onde,og skal derfor ikke gå ud over sit ægteskab og familie.

Det var sgu ikke særlig omsorgsfuldt. Sådan behandler jeg ikke min ægtefælle, når han har det svært. Hvad hvis din mand blev ramt af svær depression og derfor ikke kunne rumme at deltage i det huslige? Skal i så også skilles? 

… har I snakket her til aften?