Kommunikation i forholdet

Kære kvinder 

Jeg søger lidt vidensdeling i form af erfaringer, råd og hvad i ellers måtte sidde med samt ikke mindst at få luft. 
Vi er i den lykkelige situation at vi om nogle måneder skal være forældre, hvorfor kommunikation og samarbejde ligger mig meget på sinde netop nu. Vi er startet i parterapi netop for at arbejde med ovenstående. 

Vi er to diametrale modsætninger, jeg er meget sensitiv og følsom og min kære mand er noget mere lukket følelsesmæssigt. Jeg vil gerne snakke og er meget kærlig og omsorgssfuld. han føler jeg problematiserer alt og trækker sig hurtigt fra en dialog og forekommer ind i mellem uden megen empati. På mange punkter komplementere vi dog også hinanden virkelig godt, fordi det den ene ikke kan, kan den anden. 

Jeg er i tredje trimester og har brug for mere hjælp til dagligdagsting, lidt ekstra omsorg mv. Jeg er klar over at jeg også har en masse hormoner i kroppen, men jeg kan simpelthen tage mig selv i at tænke om det nu også er ham jeg skal være sammen med. Jeg føler vores kommunikation er virkelig ringe og at jeg tilpasser mig og gør alt for at gøre ham glad, men at han har svært ved at finde mening i at gøre gode ting for mig, at hans eget behov vejer tungere. Ikke dermed sagt, at han ikke gør sit bedste og aldrig gør ting for mig. 
Ofte i vores dialoger ender det ud i at jeg bliver ked af det og undskylder, han mener alt er min skyld og at jeg konstant brokker mig. Jeg lukker mig mere sammen og hober op, føler mig forkert og ender med at føle jeg skal trække mig, fordi han bliver så sur på mig eller også “stikker” han selv af nogle timer. Så lader vi som ingenting, for han vil ikke snakke og jeg tør ikke åbne dialogen i frygt for en ny konfrontation. 
Jeg har selv været i terapi i længe og er på en uddannelse og i et arbejde der kræver jeg reflekterer og udvikler mig. Nu er vi så i parterapi og alligevel sidder jeg med følelsen af, at han ikke tager noget med sig, men mere er et forsøg på at kontrollere min adfærd og at jeg skal “lære” noget. 

Det blev et langt skriv og forhåbentligt ikke for forvirrende. Er der nogle der oplever det samme, der har gode erfaringer med en tilgang eller noget helt andet? Jeg føler mig lidt på herrens mark.

Anonym skriver:

Kære kvinder 

Jeg søger lidt vidensdeling i form af erfaringer, råd og hvad i ellers måtte sidde med samt ikke mindst at få luft. 
Vi er i den lykkelige situation at vi om nogle måneder skal være forældre, hvorfor kommunikation og samarbejde ligger mig meget på sinde netop nu. Vi er startet i parterapi netop for at arbejde med ovenstående. 

Vi er to diametrale modsætninger, jeg er meget sensitiv og følsom og min kære mand er noget mere lukket følelsesmæssigt. Jeg vil gerne snakke og er meget kærlig og omsorgssfuld. han føler jeg problematiserer alt og trækker sig hurtigt fra en dialog og forekommer ind i mellem uden megen empati. På mange punkter komplementere vi dog også hinanden virkelig godt, fordi det den ene ikke kan, kan den anden. 

Jeg er i tredje trimester og har brug for mere hjælp til dagligdagsting, lidt ekstra omsorg mv. Jeg er klar over at jeg også har en masse hormoner i kroppen, men jeg kan simpelthen tage mig selv i at tænke om det nu også er ham jeg skal være sammen med. Jeg føler vores kommunikation er virkelig ringe og at jeg tilpasser mig og gør alt for at gøre ham glad, men at han har svært ved at finde mening i at gøre gode ting for mig, at hans eget behov vejer tungere. Ikke dermed sagt, at han ikke gør sit bedste og aldrig gør ting for mig. 
Ofte i vores dialoger ender det ud i at jeg bliver ked af det og undskylder, han mener alt er min skyld og at jeg konstant brokker mig. Jeg lukker mig mere sammen og hober op, føler mig forkert og ender med at føle jeg skal trække mig, fordi han bliver så sur på mig eller også “stikker” han selv af nogle timer. Så lader vi som ingenting, for han vil ikke snakke og jeg tør ikke åbne dialogen i frygt for en ny konfrontation. 
Jeg har selv været i terapi i længe og er på en uddannelse og i et arbejde der kræver jeg reflekterer og udvikler mig. Nu er vi så i parterapi og alligevel sidder jeg med følelsen af, at han ikke tager noget med sig, men mere er et forsøg på at kontrollere min adfærd og at jeg skal “lære” noget. 

Det blev et langt skriv og forhåbentligt ikke for forvirrende. Er der nogle der oplever det samme, der har gode erfaringer med en tilgang eller noget helt andet? Jeg føler mig lidt på herrens mark.

Min erfaring er at folk ikke går fra et være meget lukkede til åbne… hvis de ikke selv ønsker ar arbejde med det. Så hvis han kun ser dig som det “følsomme problem” er parforholdet nok svært at reparerer. Du skal ikke accepterer, at bare er med for at du skal lære noget og ændre dig.

Jeg arbejder med personprofiler og netop der hvor ens præferencer er forskellige kan man clashe. Han han trives sikkert med at se verden objektivt. Følelser er noget der bliver brugt mindre tid på. Din profil er nok i retningen af det værdibaserede harmonisøgende … det betyder noget at andre viser omsorg og ser at man selv er hensynsfuld og viser følelser. Man søger dybe relationer. Kombien er svær hvis man ikke erkender det værdifulde i modsætningen.

læs om insights farverne

Din mand er nok rød i sin imsight præference. Mottoet her “be brief,be bright, be gone”.

for den grønne (din?) er mottoet “show me you care”

https://www.lindeblad.dk/ydelser/team/insights/

Kastanje skriver:

Min erfaring er at folk ikke går fra et være meget lukkede til åbne… hvis de ikke selv ønsker ar arbejde med det. Så hvis han kun ser dig som det “følsomme problem” er parforholdet nok svært at reparerer. Du skal ikke accepterer, at bare er med for at du skal lære noget og ændre dig.

Jeg arbejder med personprofiler og netop der hvor ens præferencer er forskellige kan man clashe. Han han trives sikkert med at se verden objektivt. Følelser er noget der bliver brugt mindre tid på. Din profil er nok i retningen af det værdibaserede harmonisøgende … det betyder noget at andre viser omsorg og ser at man selv er hensynsfuld og viser følelser. Man søger dybe relationer. Kombien er svær hvis man ikke erkender det værdifulde i modsætningen.

læs om insights farverne

 

Tak for dit bidrag, jeg har lige læst lidt op på det og ville umiddelbart vurdere mig selv som grøn og ham som blå. Vi er begge klar over at vi nærmest er i hver sin grøft og han ved, at han har tildens til at blive meget fakta og ensporet i sin tankegang. Som regel er det jo så mig, der i sidste ende viger. 

Når det går godt kan vi jo sagtens se værdien i og værdsætte at den anden grundlæggende er helt anderledes, men samtidig gør det også at vi aldrig rigtig kommer videre, når der opstår konflikter. Som sagt så føler jeg, at jeg må give mig og så kører det lidt, indtil jeg igen kommer i kontakt med at der mangler noget i mig. 
Har du nogle redskaber eller lign. til hvordan personprofilerne måske kan “arbejde” bedre sammen?

Anonym skriver:

Tak for dit bidrag, jeg har lige læst lidt op på det og ville umiddelbart vurdere mig selv som grøn og ham som blå. Vi er begge klar over at vi nærmest er i hver sin grøft og han ved, at han har tildens til at blive meget fakta og ensporet i sin tankegang. Som regel er det jo så mig, der i sidste ende viger. 

Når det går godt kan vi jo sagtens se værdien i og værdsætte at den anden grundlæggende er helt anderledes, men samtidig gør det også at vi aldrig rigtig kommer videre, når der opstår konflikter. Som sagt så føler jeg, at jeg må give mig og så kører det lidt, indtil jeg igen kommer i kontakt med at der mangler noget i mig. 
Har du nogle redskaber eller lign. til hvordan personprofilerne måske kan “arbejde” bedre sammen?

For dit vedkommende så bliver han træt hvis du kommer med mange følelsesmæssige issues - hvis han er blå. Han kan hurtigt føle sig utilstrækkelig og se dig som en der beklager sig. Det er svært at forholde sig til følelser og man kan se andre som meget sensitive (grønne). De respekterer objektive analyser og argumenter. Konkrete ting er i fokus.

Hvis du vil hjælpe, er det ikke at blive følelsesladet og argumentere med “du burde” “jeg føler…”. Hvis du har brug mere omsorg forstår han nok ikke en så abstrakt udtalelse. Være konkret… Du må meget gerne købe ind- jeg har lidt ondt i lænden. “Kan du tage  opvasken?” efterfulgt af et stort smil. “Jeg har brug for at lægge mig ned”.  Forsøg at lægge alt det der kan virke dømmende væk for en stund.

En blås hjerne går meget hurtigt i løsningsmode. Du kan jo sige, at du ikke har brug for at han fixer en problematik og at det ikke er bebrejdelser… at du mange gange (typiske for grønne) har brug for en skulder og blot det at ham er der og lytter. Det kan tage noget pres fra hans skuldre. 

Det er fuldstændig på samme måde med min kæreste og mig. Og det har været rigtig hårdt til tider. Særligt det første år efter min søn blev født. Både fordi vi begge var i enormt søvnunderskud, men også fordi jeg havde det ret svært følelsesmæssigt.

Det er mega svært at være sammen med en der ikke ikke kan håndtere at man har mange følelser og gerne vil snakke om tingene. Jeg er så typen der tager det op igen når der er god stemning igen (fx dagen efter), men min kæreste bliver irriteret, fordi han synes at vi skal glemme det og komme videre. Jeg synes jo bare at risikoen for at samme uenighed opstår igen er ret stor hvis man ikke får talt om det.

Det går bedre mellem os, og vil sige at 90% af tiden har vi det godt sammen. Men når vi så bliver rigtig uenige om noget, så har vi stadig svært ved at snakke om det.

Jeg har desværre ikke et gyldent råd, jeg tror du selv må mærke efter om du synes der er fremtidig i forholdet. I skal bare være forberedt på at når I har en lille baby der kræver 100% af jer, og du er på en følelsesmæssig rutsjebanetur og I begge er i søvnunderskud, så bliver der højst sandsynligt ikke særlig meget overskud til at arbejde på forholdet

Hvor er det sejt af jer begge at tage valget om at gå til parterapi. Det kræver meget mod at erkende, at man har brug for hjælp til at få sit forhold til at fungere. 

Jeg bliver alligevel lidt bekymret af dit opslag. Hvis man har en indstilling om, at den anden skal “fikses” og liiige være lidt mindre følsom, liiige lidt mere dit eller dat, så har man tabt på forhånd. Man skal kunne give og tage i et forhold og ændre/udvikle sig og tage hensyn til ens partner, men det skal bør ikke være nødvendigt at ændre på sig selv og “den man er”. 

Det kan være nødvendigt med ændring af vaner, nye måder at kommunikere eller at se tingene på. Altså en tilpasning af adfærd. Men du skal grundlæggende have en følelse af at være elsket og accepteret for den, du er inderst inde, især når det bliver svært.

Min mand og jeg er pt mest forældre. Nøj, hvor jeg savner ham. Jeg ser ham hver dag, men lige for tiden er vi mere forældre end kærester, og det er okay. For vi havde et godt fundament, som godt kan tåle lidt mindre kærestetid i en periode. Så det er virkelig vigtig, at at I får mærket efter og finder et godt fundament at stå på. For uanset hvad skal I fremover være gode forældre sammen, også hvis I går hvert til sit. 

Til sidst vil jeg blot sige, at du har (formentlig) kun ét liv, og det er for kort til at bruge på at være ulykkelig eller sammen med én, der gør dig trist. Følg dit hjerte, men tag hjernen med dig, som der står på min kaffekop!

Kir skriver:

Det er fuldstændig på samme måde med min kæreste og mig. Og det har været rigtig hårdt til tider. Særligt det første år efter min søn blev født. Både fordi vi begge var i enormt søvnunderskud, men også fordi jeg havde det ret svært følelsesmæssigt.

Det er mega svært at være sammen med en der ikke ikke kan håndtere at man har mange følelser og gerne vil snakke om tingene. Jeg er så typen der tager det op igen når der er god stemning igen (fx dagen efter), men min kæreste bliver irriteret, fordi han synes at vi skal glemme det og komme videre. Jeg synes jo bare at risikoen for at samme uenighed opstår igen er ret stor hvis man ikke får talt om det.

Det går bedre mellem os, og vil sige at 90% af tiden har vi det godt sammen. Men når vi så bliver rigtig uenige om noget, så har vi stadig svært ved at snakke om det.

Jeg har desværre ikke et gyldent råd, jeg tror du selv må mærke efter om du synes der er fremtidig i forholdet. I skal bare være forberedt på at når I har en lille baby der kræver 100% af jer, og du er på en følelsesmæssig rutsjebanetur og I begge er i søvnunderskud, så bliver der højst sandsynligt ikke særlig meget overskud til at arbejde på forholdet

Tak for dit svar - jeg forsøger mig som regel også altid igen i freds tid, men oplever også en mand der blot bliver endnu mere frustreret. 

Hvordan er I nået dertil, hvor I er nu, hvis i har gjort noget for det sammen eller hver især? 

Jeg synes godt nok det er ekstremt svært fordi vi jo elsker hinanden, men jeg kan tage mig selv i at tænke, om vi mon var bedre stillet i forhold med nogle der var mere som os selv - og så alligevel er vores forskelligheder jo også ofte en styrke. 

Savanna skriver:

Hvor er det sejt af jer begge at tage valget om at gå til parterapi. Det kræver meget mod at erkende, at man har brug for hjælp til at få sit forhold til at fungere. 

Jeg bliver alligevel lidt bekymret af dit opslag. Hvis man har en indstilling om, at den anden skal “fikses” og liiige være lidt mindre følsom, liiige lidt mere dit eller dat, så har man tabt på forhånd. Man skal kunne give og tage i et forhold og ændre/udvikle sig og tage hensyn til ens partner, men det skal bør ikke være nødvendigt at ændre på sig selv og “den man er”. 

Det kan være nødvendigt med ændring af vaner, nye måder at kommunikere eller at se tingene på. Altså en tilpasning af adfærd. Men du skal grundlæggende have en følelse af at være elsket og accepteret for den, du er inderst inde, især når det bliver svært.

Min mand og jeg er pt mest forældre. Nøj, hvor jeg savner ham. Jeg ser ham hver dag, men lige for tiden er vi mere forældre end kærester, og det er okay. For vi havde et godt fundament, som godt kan tåle lidt mindre kærestetid i en periode. Så det er virkelig vigtig, at at I får mærket efter og finder et godt fundament at stå på. For uanset hvad skal I fremover være gode forældre sammen, også hvis I går hvert til sit. 

Til sidst vil jeg blot sige, at du har (formentlig) kun ét liv, og det er for kort til at bruge på at være ulykkelig eller sammen med én, der gør dig trist. Følg dit hjerte, men tag hjernen med dig, som der står på min kaffekop!

Tak for dit svar, det er netop det som du så fint nævner jeg jo selv går og reflektere en del over. Vi har været sammen i 5 år og jovel, vi har haft længere perioder, hvor det er gået rigtig fint. 
Jeg tror egentlig sagtens han kan se det positive i min person, men så snart konflikterne opstår bliver det meget “det er din skyld. Du problematiserer alt, du overreagerer. Jeg skal ikke tage ansvar.” etc. Det er jo ofte her jeg trækker ind i min skal og jeg er samtidig god til at reflekterer og så påtager jeg mig nok lidt det hele. 

At starte i terapi var også primært mit initiativ netop fordi, at vi lige om lidt er forældre og før i tiden ville jeg gøre ALT for at vi skulle blive sammen. Nu er der noget der er så meget større, men vi skal jo netop kunne samarbejde uanset om vi kan få det til at fungere som par eller ej. Men der er også en snert af skyldfølelse i, at jeg først reelt nu tænker sådan, lige før jeg sætter et menneske til verden. Der er som sagt rigtig mange tanker og følelser der kører rundt.