Min pige trækker sig fra fællesskabet i børnehaven

Min datter startede i børnehave for ca 2 måneder siden, vidste godt det ville blive en kæmpe omvæltning for hende, men havde håbet det gik bedre på nuværende tidspunkt, hun er rigtigt ked om morgenen når vi skal vinke farvel i børnehaven, men pædagogerne siger at det går hurtigt over, så spurgte jeg idag om hun virkede glad for at være der, og det kunne de ikke rigtig svarer på, da hun ikke rigtig viser det, men hun er ihvert fald ikke ked af det, hun er stille og observere meget og trækker sig hurtigt fra de andre børn, det skal siges min datter er bagud sprogligt, så hun har svært ved at snakke med de andre.

Herhjemme står munden ikke stille, ikke alt er forståeligt, hun er finurlig og elsker at drille, hun elsker at lege med lego, lege doktor, putte sine bamser m.m, når vi er ude blandt andre børn og gerne vil i kontakt med dem, så tager jeg hende gerne i hånden og hjælper med at skabe kontakten, nu når hun har svært med sproget, og det gør det altså svært for hende, det skal siges at hun mistede sin far for ca 1 år siden.

Jeg har haft tænkt om hun er autist, pga hun kravlede først da hun var ca 1 år, og gik da hun var 16 måneder, og er bagud sprogligt, men tvivler alligevel, da hun sammen med os ikke feks har problemer med at være sammen med mange mennesker, og gerne vil i kontakt med andre.

Ved ikke hvad jeg kan gøre som mor, for at hjælpe hende.

Og vil gerne undskylde til en herinde som havde et opslag der minder om mit, hvor hun var bange for hun blev stemplet som en dårlig mor, da hendes barn faktisk havde de samme vanskeligheder i daginstitutionen som min datter, fattede ikke hendes frygt for det, men nu gør jeg så undskyld herfra

Kære du

Jeg synes du må i dialog med institutionen om, hvad de ser - og hvordan de og du hjælper hende. Hvis hun trækker sig - hvad gør de så for at støtte hende ind i relationerne? Hvis hun er bagud sprogligt (og det er hun vel ikke, hvis hun godt kan tale hjemme?) hvad gør de og du så for at støtte hende? Hvilke rammer omkring hende skal der kigges på, hvis hun ikke trives, osv.

Hvilken hjælp og støtte har hun og du fået omkring tabet af hendes far? Hvis han var en primær omsorgsperson bærer hun jo rundt på et traume, som må tages alvorligt.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du

Jeg synes du må i dialog med institutionen om, hvad de ser - og hvordan de og du hjælper hende. Hvis hun trækker sig - hvad gør de så for at støtte hende ind i relationerne? Hvis hun er bagud sprogligt (og det er hun vel ikke, hvis hun godt kan tale hjemme?) hvad gør de og du så for at støtte hende? Hvilke rammer omkring hende skal der kigges på, hvis hun ikke trives, osv.

Hvilken hjælp og støtte har hun og du fået omkring tabet af hendes far? Hvis han var en primær omsorgsperson bærer hun jo rundt på et traume, som må tages alvorligt.

Jo hun er bagud sprogligt og får hjælp af talepædagog, hun er stille i børnehaven, prøver ikke at sige så meget, tror der er pga hun ikke føler sig tryg nok til det, eller er bange for at ikke blive forstået, ja herhjemme står munden ikke stille, men som jeg også skev, er alt ikke forståeligt.

Det var han ja, de forgudet hinanden, og jeg ved hun har savnet ham rigtig meget, der er desværre ingen decideret tilbud om hjælp til sorg, da hendes far stadig lever, men er blevet svært hjerneskadet og evner ikke at være far idag

Sikke en omgang for dig og for hende

Om din datter er autist eller ej, ved jeg ikke. Jeg tror dog, du har ret i, at hun føler sig usikker på, hvordan hun skal kommunikere med de andre. Hjælper pædagogerne hende? De kunne måske lave nogle aktiviteter, der kræver samarbejde, men ikke nødvendigvis en masse snak? 

Anonym skriver:

Jo hun er bagud sprogligt og får hjælp af talepædagog, hun er stille i børnehaven, prøver ikke at sige så meget, tror der er pga hun ikke føler sig tryg nok til det, eller er bange for at ikke blive forstået, ja herhjemme står munden ikke stille, men som jeg også skev, er alt ikke forståeligt.

Det var han ja, de forgudet hinanden, og jeg ved hun har savnet ham rigtig meget, der er desværre ingen decideret tilbud om hjælp til sorg, da hendes far stadig lever, men er blevet svært hjerneskadet og evner ikke at være far idag

Det gør mig ondt at høre. Vi har selv hjerneskade tæt inde på livet i vores familie og ved hvor smerteligt det er … og hvor lidt hjælp der er at hente. Ikke desto mindre tænker jeg at din datter har brug for støtte og anerkendelse i det kæmpe tab hun står i. Det må og skal være en del af de voksnes forståelse af hvordan hun trives. Jeg ville diskutere det med fagpersoner - hvadenten pædagogerne, PPR eller én af fars neuropsykologer (hvis sådanne er tilknyttet et sted). Overvej private tilbud - NGO’er eller lignende for at få råd og vejledning.

Er han så skadet, at al samværd er umuliggjort, selv overvågede besøg? Undskyld hvis jeg går tæt på, du kan blot afvise at svare, hvis det ikke er en dialog du ønsker.

Held og lykke

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det gør mig ondt at høre. Vi har selv hjerneskade tæt inde på livet i vores familie og ved hvor smerteligt det er … og hvor lidt hjælp der er at hente. Ikke desto mindre tænker jeg at din datter har brug for støtte og anerkendelse i det kæmpe tab hun står i. Det må og skal være en del af de voksnes forståelse af hvordan hun trives. Jeg ville diskutere det med fagpersoner - hvadenten pædagogerne, PPR eller én af fars neuropsykologer (hvis sådanne er tilknyttet et sted). Overvej private tilbud - NGO’er eller lignende for at få råd og vejledning.

Er han så skadet, at al samværd er umuliggjort, selv overvågede besøg? Undskyld hvis jeg går tæt på, du kan blot afvise at svare, hvis det ikke er en dialog du ønsker.

Held og lykke

Det er hans eget ønske, at ikke have nogen kontakt/samvær med vores datter, hun skal ikke se ham sådan og han føler ikke han kan være en far for hende, når han er så ramt som han er, hun spørger ikke efter ham så meget mere, men det var svært at forklare en 2 årige hvad der er sket, siden far pludselig ikke er her, jeg blev rådet til af en anden forældre, som stod i samme situation, at lave en bog som fortalte i børnehøjde, hvor er far, den tog vi frem når hun spurgte efter ham.

Og at hun ikke har kunne eller kan, sætte ord på tingene, gør det endnu sværere.

Anonym skriver:

Min datter startede i børnehave for ca 2 måneder siden, vidste godt det ville blive en kæmpe omvæltning for hende, men havde håbet det gik bedre på nuværende tidspunkt, hun er rigtigt ked om morgenen når vi skal vinke farvel i børnehaven, men pædagogerne siger at det går hurtigt over, så spurgte jeg idag om hun virkede glad for at være der, og det kunne de ikke rigtig svarer på, da hun ikke rigtig viser det, men hun er ihvert fald ikke ked af det, hun er stille og observere meget og trækker sig hurtigt fra de andre børn, det skal siges min datter er bagud sprogligt, så hun har svært ved at snakke med de andre.

Herhjemme står munden ikke stille, ikke alt er forståeligt, hun er finurlig og elsker at drille, hun elsker at lege med lego, lege doktor, putte sine bamser m.m, når vi er ude blandt andre børn og gerne vil i kontakt med dem, så tager jeg hende gerne i hånden og hjælper med at skabe kontakten, nu når hun har svært med sproget, og det gør det altså svært for hende, det skal siges at hun mistede sin far for ca 1 år siden.

Jeg har haft tænkt om hun er autist, pga hun kravlede først da hun var ca 1 år, og gik da hun var 16 måneder, og er bagud sprogligt, men tvivler alligevel, da hun sammen med os ikke feks har problemer med at være sammen med mange mennesker, og gerne vil i kontakt med andre.

Ved ikke hvad jeg kan gøre som mor, for at hjælpe hende.

Og vil gerne undskylde til en herinde som havde et opslag der minder om mit, hvor hun var bange for hun blev stemplet som en dårlig mor, da hendes barn faktisk havde de samme vanskeligheder i daginstitutionen som min datter, fattede ikke hendes frygt for det, men nu gør jeg så undskyld herfra

Hvad gør pædagogerne hvis hun trækker sig?

Hvad gør de for at støtte Hendes sprog? 

Det ville være det første jeg ville finde ud af. 

Og så ville jeg se om der er noget for sorg hos børn, hvor du kan få nogle redskaber til jer begge. 

Børn kan sagtens lege uden sprog. 

Har du prøvet at lade hende selv gå hen til børn?

Eller hvis du kender børnene, så forklar dem at hun har lidt sprog problemer. Og så se om hun selv kan spørge om hun må være med.

Jeg tror ikke at hun er autist, men at sproget er en blokade for hende, og det gør at hun trækker sig. 

Få pædagogerne ind over, så de andrw børn får indblik i hendes besværligheder. På den måde at de måske opsøger hende. Sådan at hun føler at de andre vil hende og det kan hjælpe hende med at opsøge. 

Måske foreslå pædagogerne nogle aktiviteter med hende og nogle få børn. 

Find hendes styrker. Så de andre børn kan se de styrker. 

Men pædagogerne skal ind over og støtte hende, hjælpe med at skubbe hende lidt, selv om sproget bremser hende.