Kære tråd-starter.
Jeg har en mor, som har nogle af de samme tendenser som din - slet ikke lige så slemt, tror jeg, men noget derhen af.
Hun er også meget kritiserende, dømmende, dræner mig for energi, fordi der altid er konflikter og jeg altid skal have besked om, hvad hun synes, jeg skal gøre anderledes. Vi er også en lille familie på min side (min søster, mor og jeg), og en kæmpe familie på min mands side med penge og gaver, der flyver om hovedet på alle, og så har hun efter min fars død også haft sådan en teenagetilgang til livet. Det er måske naturligt, når børnene flytter hjemmefra og man ikke har en mand? Nu er der i hvert fald også ro på min mor, og hun har haft den samme kæreste en del år efterhånden - men de kan nu også opføre sig som teenagere sammen med jævne mellemrum 
Jeg har ikke løst alle problemer, for det er nu engang opførsel og en opvækst, der ligger dybt i min mor... og vores indbyrdes lidt tumulte forhold også jo, men jeg kan da nævne nogle situationer, der er blevet bedre. Men jeg har da stadigvæk dage, hvor jeg overvejer, om det er det hele værd. Men det er det, når jeg som regel frem til.
Jeg skrev en lang besked til min mor, som jeg grublede over flere dage - man skal jo nødigt formulere det sådan, at de blokerer en (eller går til psykisk modangreb, som min mor gør). Du kunne jo overveje at vise din mor dette indlæg, du har lavet. Det sætter jo rigtigt fint ord på, hvordan hendes opførsel rammer dig? Du kan også formulere det anderledes. Men et langt brev, hvor du lægger vægt på, at forskellige situationer og adfærdsmønstre gør dig ked af det, og gør det hårdere at være sammen med din mor.
Nåh, men mine eksempler:
Min mors negativitet gik ud over min datter. Hun brokkede sig over, at hendes kæreste fik mere opmærksomhed fra min datter (han er den største legeonkel og mega god til børn), at min datter ikke stormede hen til hende og gav hende knus og kram, at min datter ikke ville hende - og så sagde jeg bare "mor, hun er 2 år gammel - ansvaret for, at jeres relation er god, ligger hos dig". Jeg sagde til hende, at min datter jo godt kunne forstå at mormor sad og kritiserede hende, at mormor blev sur, når hun ikke lige ville give kys/kram eller afviste mormor, men at det måske netop var pga. min mors barnlige opførsel. Min mor havde for vane at komme med ugers mellemrum og så stikke min datter en pose vingummi-bamser og så sidde og drikke kaffe og ignorere hende og så forlange den gode relation fra den 2 årige. Hvis hun ville have en god relation til min datter, så måtte hun ned på gulvet og lege! Liiiige holde igen med alt kritik, negativitet osv. og tale ordentligt til hende. Det hjalp MED DET SAMME. Nu elsker min datter sin mormor! Det samme kunne man jo overføre til måden man behandler sin datter eller svigersøn på? For der er da ikke nogen, der synes negativ, kritiserende og konfliktfyldt adfærd er særligt spændende og givende at være sammen med. Din søn kan jo også mærke, at mormor taler grimt og kritiserende (blandt andet om lillebror).
Ift. jealouxi sagde jeg, at det var mig, der led under det. Mig der følte, at jeg ikke kunne fortælle min mor, hvis min svigermor havde passet min datter. At jeg følte, jeg skulle finde på løgnhistorier og skjule ting for hende, hvis min datter havde fået noget eller set min mands familie. Jeg var bange for at fortælle om vores hverdag med dem. Jeg sagde også, at det var meget tydeligt for os alle, inkl. svigerfamilien, at min mor var jealoux og som jeg sagde til min mor: Så er det jo noget, hun er nødt til at arbejde med, for vi kan jo dårligt smide min mands familie på porten, fordi de har købt en tre-hjulet cykel (gjorde min svigerfamilie også), eller fordi hun var jealoux? Det er da ikke grund til at smide familie væk. Og de var gode bedsteforældre, der ville mit barn det bedste. Det håbede jeg da, at hun kunne se værdien i. Min mor blev enormt flov, tror jeg. Hun fik travlt med at forsvare sig - med at sige, at hun bestemt ikke var jealoux... og vi holdt så bare hårdt på, at det var sådan det føltes på os. Herefter blev min mor pludselig meget investeret i at lære min svigerfamilie at kende. Det har ikke været let - min svigerfamilie er meget veluddannede og min mor har ingen uddannelse. Min svigerfamilie er ikke så gode til at lære nye mennesker at kende, men det er min mor faktisk ellers, men hendes selvværdsproblemer overfor dem har hæmmet hende (min svigerfar er lidt selvoptaget og man skal lære ham at kende - det har taget mig 10 år at lære, at han er ok). Og så har hun altså været i massiv undertal, fordi min familie er så lille.
Kram til dig. Det er ikke let at stå med, men man kan godt italesætte de her ting (eventuelt skriftligt) og vægten skal ALTID ligge på, at man bliver ked af det, at det er ubehageligt, at det er konfliktfyldt, hårdt at være sammen med osv. Følelser kan man ikke gå til modangreb på.
