Godaften,
Jeg er nået dertil hvor jeg har fået nok og det eneste jeg følte for, var at læsse af herinde, eftersom i er så gode til at give råd og inspiration. 
Hvordan i alverden tackler man når ens mor behandler en på denne her måde og gentager successen?? 
Jeg skriver lige kort i punkter, da jeg slet ikke aner hvor jeg skal starte henne..
- Min mor bor i udlandet. Jeg har før været alene med min søn på 5 år (hans far har fravalgt ham i sin tid) men for nogle år siden fik jeg en kæreste som jeg nu venter barn med (termin om 2 dage), han har taget min søn til sig som sin egen og det samme har hans familie. Vi er alle meget lykkelige og det er en dejlig varm, kærlig og tryg familie - som vi virkelig har manglet eftersom jeg selv kommer fra en meget splittet familie.
Min mor elskede min kæreste før, men så var hun uenig i noget omkring vores kommende barn som resulterede i at hun blokerede ham overalt hvilket selvfølgelig gjorde ham ked af det og forvirret. Nu kan hun ikke lide ham mere og heller ikke min svigerfamilie som hun i øvrigt aldrig har mødt. Dette påpeger hun ved at tale grimt om dem og gøre det negativt at de giver min søn og jeg kærlighed. Hun mener de køber os, fordi de gav min søn en trehjulet cykel i fødselsdagsgave sidste år..
- Hun ringer grædende til mig fordi jeg fortalte hende at jeg lige havde brug for nogle dage uden gæster efter fødsel, da jeg gerne lige vil ind i amningen og fordi vi lige skal lande i det hele som en familie, både min søn som storebror, min kæreste som far for første gang og mig selv som mor til to. Hun græder og gør det forkert, siger at min kæreste er fucking irriterende fordi han har ødelagt alting. Vi havde det ligeså godt uden ham og det ene og det andet.
- Hun spørg ikke ind til lillebror i maven, hun siger hans navn er grimt og håber han er en pige fordi hun bedre kan lide pigenavnet. Til 3D scanningsbilledet jeg viste hende da vi var ude og spise, var hendes kommentar at han lignede freddy krueger (en brændt seriemorder) imens hun grinede af det.. Jeg blev virkelig såret og min søn på 5 år beskyttede sin lillebror og sagde "ej mormor, det er min lillebror"..
- Hun bliver ved med at nævne jeg har forandret mig, slet ikke er den samme som for nogle år siden osv. Og al skylden bliver selvfølgelig lagt over på min svigerfamilie og kæreste. Alt er deres skyld. Jeg fortæller hende at jeg er mor, jeg vokser med opgaven, jeg bliver ældre og selvfølgelig ændre man sig med tiden. Det naturligt.. Jeg kan ikke være den samme som for 7 år siden??
- Min mor nægter at være i samme rum/hjem som min kæreste og eftersom vi bor sammen, så bliver vi nød til at ses når han er på arbejde når hun er i Danmark. Det er ikke rigtig noget jeg har lyst til længere eftersom hun er blevet så negativ omkring alt i mit liv og omkring min person, så gør det mest for min søns skyld.
Hun fortæller så at hun synes det er akavet og mærkeligt at alt skal planlægges nu mht besøg osv. Jeg svarer at det jo noget hun selv har valgt og så må man jo tage den derfra.. Udfra dette føler hun sig udenfor, ligegyldig osv. Men jeg prøver virkelig at tilbringe tid med hende når hun er i DK ved bla at tage ud at spise, tage til københavn med hende og hygge osv. Men alligevel får jeg dette i hovedet?
- Min familie har altid bare været bestået af min mormor, moster og min mor.. For et par år siden mistede jeg kontakten til min moster, da hun udelukkede min søn, mig og min mor fra juleaften fordi jeg spurgte om vi ikke kunne holde det hos en af dem da jeg lige var flyttet i lejlighed og stadig boede i papkasser og pladsen følte jeg ikke var til det. Hun ignorerede min besked og holdte en jul uden os bag vores ryg med mormor. Min mor snakkede heller ikke med hende i mange måneder.. De fik så kontakt igen, men jeg blev stadig frosset ude - hvilket var okay med min mor? hm..
I hvert fald, efter min mor er kommet ind i varmen igen, er det som om alt er blevet vendt rundt til det er min skyld. JEG har valgt at slette hele min familie og igen får min svigerfamilie skylden.. De aner slet ikke noget om den episode som i øvrigt var FØR de overhovedet var inde i billedet. Min mormor som jeg altid har været tæt med fik jeg også en skæld ud besked fra fordi min mor havde grædt til hende omkring "mit nye liv" og så fik min mormor ondt af hende..
Min pointe er bare at jeg HELE TIDEN får kylet i hovedet at JEG har fravalgt min egen familie pga "min nye familie" selvom hun udemærket godt kender til den episode, eftersom hun var en del af den.. Hvorfor så smide sådan noget i hovedet på mig???
- min mor har altid været teenage agtig, i både opførsel og sprog. Hvis folk snakker med nogen hun ikke kan lide, så blokere hun dem. Hvis folk siger hende imod, kan hun ikke lide dem mere og er klar til at slette dem. Hun fik mig tidligt, så hun har de seneste 6 år nydt livet på diskoteker, danset på bordene, været med en del mænd og skabt drama - hvilket er SÅ langt fra hvem jeg er.. Men vælger stadig at acceptere hende for den hun er.
Nu har hun så valgt at slå sig ned, slappe mere af men det er som om hun keder sig og det går udover mig.. Hun ved jeg har termin om lidt, hun ved vi lige er flyttet i ny lejlighed i sidste uge og derfor har en masse om ørene men alligevel skal hun starte en diskussion fordi vi ikke har snakket i telefon i 4 dage.
- Hun fik lov til at låne min søn en dag hun var i DK, men på den betingelse at hun ikke skulle tage ham med hjem til min moster da jeg ikke føler mig tryg ved hende og hun ikke behandler mig særlig godt og ikke vil kendes ved mig på gaden.. Selvfølgelig siger min mor at det forstår hun ikke, hun er ikke en grim person, beskytter hende nærmest på trods af hun kender historien samt mange andre ting hun har budt mig, Men min mor ender dog endelig med at respektere det. Jeg sagde det i god tid endda. På dagen får jeg så en besked fra hende hvor der står at nu sidder de alene i legeland, min søn og hende fordi min mormor troede de skulle med hen til min moster, så de tog afsted og min mor og søn sad nu heeelt alene. (ligesom om jeg skulle få dårlig samvittighed) Jeg fortalte hende at jeg sagde det til hende i god tid og så kunne hun have givet besked til min mormor omkring det, hvis de havde lavet planer. Hun bliver ved med at køre i at de nu sidder alene og inddirekte siger de keder sig og snart vil kører ham hjem.
Hun kan heller ikke lide hvis folk kommer for tæt på mig, da hun føler de tager mig fra hende og det samme gælder nu min søn også. Hun siger at vi er hele hendes liv, hun lever kun for os og hun kan ikke uden os osv.
Der er mange flere af sådan nogle episoder, det kun en brøkdel af det. Jeg kan bare mærke at det virkelig dræner mig at hun bliver ved.. Det er den samme onde cirkel om og om igen, hun diskutere og kommentere de samme ting.. Jeg er træt.
Jeg har virkelig været mønsterbryder¸ jeg har fået mig min lille familie med en baby om lidt og en dejlig søn som glæder sig til at blive storebror og jeg kunne ikke være mere lykkelig faktisk. Men alt det her dræner mig for energi og hver gang hun vil til DK, tænker jeg åh nej.. Kan simpelthen ikke overskue alt den negativitet.
Undskyld det lange opslag, jeg har før oprettet et par opslag omkring hende og fået en masse brugbare råd som jeg har prøvet at følge (sætte grænser, fortælle hvad jeg føler osv) men det eneste jeg blev mødt med var den samme smørre om jeg har forandret mig, hun kunne ikke fordrage min kæreste og svigerfamilie, at hun koger indeni og jeg skal stoppe med at skrive. Derfor står jeg nu her, med termin om hjørnet som egentlig burde være den lykkeligste tid for vores familie nu, men står med følelsen af magteløshed og frustation over jeg ikke ved hvordan jeg skal tackle det her mere.. Kan ikke overskue det længere..
Hvad havde i gjort?
