Min mand efterspørger noget, der er svært

Anonym skriver:

Tusind tak for dit omsorgsfulde svar, som berørte mig enormt meget. Vi har haft en lang snak til aften, og jeg føler mig slet ikke hørt eller anerkendt, så jeg tror, jeg havde brug for at læse dit svar oven på dét. Det går sådan op for mig, hvor lidt selvindsigt han har. Eller jeg tror mere, det handler om, at det er sårbart for ham at forholde sig til egne fejl og mangler, og så er det nemmere at skyde det væk. Der har været nogle episoder, hvor han i perioder uden overskud har ageret uhensigtsmæssigt overfor mig, aldrig psykisk voldelig eller sådan noget, men træls nok adfærd til det har påvirket mig. Han kan ikke forstå, hvorfor det stadig kan betyde noget, for jeg har da tilgivet ham, så burde jeg da være videre. Jeg har forsøgt at forklare at tilgivelse for mig handler om, at jeg accepterer, at han har undskyldt og erkendt, at han agerede dumt pga ydre pres, men at det jo ikke fjerner følelsen. Det er relevant, fordi de følelser dukker op og gør mig usikker, når han så har sådan en periode igen. Det er så forvirrende, for på så mange områder er han så dybt empatisk og omsorgsfuldt et menneske. Jeg tror, filmen knækker, hvis det involverer, som jeg skrev før, egne fejl og mangler..

Jeg ved ikke helt, hvordan vi kommer videre, for vi har ikke råd til parterapi. Vi er en sammenbragt familie, og jeg kan ikke byde vores fælles børn og mine særbørn et brud. Jeg tror på, at vi har rigtig meget godt at bygge på, men den her situation er svær at komme ud af. Jeg føler mig vred, uretfærdigt behandlet og latterliggjort ved at han beder mig om at give endnu mere uden selv at give retur. Men jeg kan ikke få ham til at forstå det.

Jeg har forklaret ham, at jeg er så meget for alle andre i familien, at jeg ikke er min egen person mere. Jeg tror ikke, han forstår det. Jeg forstår ikke, hvordan vi endte her, sådan var det ikke en gang.

Du behøver ikke svare på min besked, det hele væltede vist bare ud, da jeg ville svare dig.. Tak for din omsorg

Jeg faldt over, at du skriver at du ikke kan byde børnene et brud mere…. Det er igen omsorg for andre. Du skal rette spotlight mod dig selv lidt ifht: hvad er dit behov. Hvis du går med på den betingelse, der hedder  vi kan ikke gå fra hinanden for det er synd for børnene… så sætter du dig selv i en situation, hvor du potentielt skal strække dig rigtig langt og slå knuder på sig selv. Min pointer er at er forhold (selv efter 20 år) altid skal være et positivt tilvalg. Man skal løbende vælge hinanden til pga. kærlighed. Der er selvfølgelig dårlig og gode tider … men det må aldrig være et vilkår at man ikke MÅ gå fra hinanden. Det er ikke opskriften på et lykkeligt ægteskab.

Inden jeg læste slutningen tænkte jeg det der det kender jeg så meget. Min kæreste gennem snart 2 år. Håndtere stress og press på præcis samme måde. Går ind i sig selv og går i tænke mode og opdager slet ikke hvad der rigtig sker omkring ham og har ikke energi og overskud til at anerkende alt det jeg gør for at kompensere. For som dig kan jeg mærke der er noget galt, men kan ikke få ham til at dele det. Jeg kæmper i flere dage og taler om kom nu ud med det så vi fælles kan løse det og det er vores issue og ikke kun dit. Når han så de første par gange ikke vil sige det. Gør jeg som dig, så er det nok noget med mig og begynder at prøve at tænke hvad det kan være jeg gør forkert og det slider på en. Efter et par dage lykkes det at få det ud og ofte er det nemlig stress, press følelsen af ikke at være nok der går og tærer på ham. Han veksler også mellem oversød og kort luntet. 

Vi formår at vende skuden hver gang - har oplevet det 2-3 gange. Jeg prøver at overkompensere og hive ham lidt op. Han formår så også at sikre sig at jeg når det er sagt ikke har noget med mig at gøre så jeg har overskuddet til at gøre det. 

Men det er en uhensigtsmæssig adfærd og man kan sige at det er min/din om at tage det ind, det også er. 

Jeg håber I kan redde den, men jeg tror det er vigtig du sætter ord på dine følelser og hvad det gør ved dig. Selvom han er nede. Så skal han også kunne rumme hvad det gør ved dig

Jeg kan virkelig genkende mig selv i det du skriver. Har selv en kæreste der er på samme måde. Han er normalt sød, kærlig, dedikeret og omsorgsfuld. Men for nylig havde han en periode på 1-2 mdr hvor han havde rigtig skidt og var et røvhul overfor mig. Han trak sig ind i sig selv, egagerede sig ikke med vores barn eller mig, talte grimt til mig og var vred hele tiden. Det var rigtig tæt på at jeg gik fra ham og jeg skulle nok have gjort mere for at passe på mig og vores barn. Men jeg vidste han havde det rigtig skidt og ikke var sig selv, så det var svært for mig. Endelig vendte det, ved ikke om jeg endelig trængte igennem til ham, men han gik endelig til lægen som konstaterede han havde en overbelastning og stress med depressive symptomer. Efter det blev han langsomt sig selv igen og alt er godt nu. 

Men set i bakspejlet ville jeg ønske jeg havde fjernet mig fra situationen og passet bedre på mig selv. Jeg sagde fra til ham mange gange undervejs, men det trængte ligesom ikke ind. Og jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Jeg er ked af jeg ikke kan komme med et gyldent svar til dig. Jeg kan kun sige at jeg ved hvordan det er og hvor svært det er at være i når man gerne vil passe på både kæreste, børn og sig selv på samme tid, men det ikke er muligt. Men husk at for at passe på de andre må du først passe på dig selv. Lidt ligesom med iltmasken på flyet. Hjælp dig selv før andre. Det ville jeg ønske jeg havde gjort. Også selvom tingene løste sig. 

Trinze skriver:

Inden jeg læste slutningen tænkte jeg det der det kender jeg så meget. Min kæreste gennem snart 2 år. Håndtere stress og press på præcis samme måde. Går ind i sig selv og går i tænke mode og opdager slet ikke hvad der rigtig sker omkring ham og har ikke energi og overskud til at anerkende alt det jeg gør for at kompensere. For som dig kan jeg mærke der er noget galt, men kan ikke få ham til at dele det. Jeg kæmper i flere dage og taler om kom nu ud med det så vi fælles kan løse det og det er vores issue og ikke kun dit. Når han så de første par gange ikke vil sige det. Gør jeg som dig, så er det nok noget med mig og begynder at prøve at tænke hvad det kan være jeg gør forkert og det slider på en. Efter et par dage lykkes det at få det ud og ofte er det nemlig stress, press følelsen af ikke at være nok der går og tærer på ham. Han veksler også mellem oversød og kort luntet. 

Vi formår at vende skuden hver gang - har oplevet det 2-3 gange. Jeg prøver at overkompensere og hive ham lidt op. Han formår så også at sikre sig at jeg når det er sagt ikke har noget med mig at gøre så jeg har overskuddet til at gøre det. 

Men det er en uhensigtsmæssig adfærd og man kan sige at det er min/din om at tage det ind, det også er. 

Jeg håber I kan redde den, men jeg tror det er vigtig du sætter ord på dine følelser og hvad det gør ved dig. Selvom han er nede. Så skal han også kunne rumme hvad det gør ved dig

Kan genkende det du skriver, så meget. Den der manglende selvindsigt og nægte at der er noget galt er virkelig opslidende. 

Der er allerede skrevet rigtigt meget godt i tråden, så den del vil jeg ikke gå yderligere ind i. 

Det kan godt være han har været presset på job, med nyt job og hvad dage vi. 
Men jeg kan forestille mig at du også har været presset derhjemme med barsel og hvert fald et barn mere, og hele husholdningen og mad og endda madpakke til din mand.

Så det skal han også anderkende og give dig plads til alene tid, det er ikke kun ham der har brug for det. Så at han nu vil have mere line på flere parametre, det er over grænsen for hvad han kan bede om - synes jeg. 
Hele verden handler ikke kun om ham p.t.

Jeg kan hvert fald godt forstå du ikke har lyst til at give ham mere kærlighed, plads og forståelse.

Det lyder til at du giver dig utrolig meget og som om at det er ret ubalanceret. 

Jeg kan godt forstå at du mærker inde i dig selv at det ikke er fair og at der må handles anerledes. Det kan virke som om at din mand mener at løsningen er ekstern - altså at du skal give ham endnu mere kærlighed, hvor du lige nu måske føler at han ikke rigtig giver dig noget. Jeg tænker altid at i sådanne tilfælde er løsningen for ham ikke noget udefrakommende - men inde i ham selv. Altså skal han lære at enten sige fra på arbejdet, finde metoder han kan skabe mere ro og måske gå til en terapeut der kan hjælpe ham i sin udviklingsprocess. Altså selv tage ansvar og ikke lægge det over på dig - fordi det kan og skal du ikke bære.

vi kan alle have dårlige perioder og har brug for at støtte hinanden, men det kræver også at man selv gør en indsats OG siger tak og giver lidt igen i øjeblikke med overskud.  Det lyder ikke til at din mand er der og det er svært for ham da han kan lyde til at det ikke er hans stærkeste side.

tænk nu på dig selv - nogle gange er løsningen at vælge sig selv først, så man kan give (sine børn) det bedste end at være i et forhold der langsomt dræner en. Jeg siger ikke du skal forlade ham, men det er altså tilladt at tage sætte grænser, sige stop og mærke efter hvad der er rigtigt for en selv (for det er også det rigtige for dine børn). 

kram 

Hm, når jeg læser om din mand, bliver jeg lidt bekymret for, om han har en stress-sygemelding hængende lige rundt om hjørnet.

Jeg har selv en nær kollega, som jeg synes lyder lidt som samme type som din mand. Han har også svært ved at blive konfronteret med sine egne fejl, og han reagerer på pres ved at blive meget egoistisk. Det tror jeg egentlig ikke er særlig unormalt. Når man føler sig presset, kan man ikke overskue andres behov. Jeg kender det egentlig også fra mig selv i mindre skala. 
I lang tid gik jeg og blev mere og mere vred på min kollega. Jeg syntes bare han var en dum nar, som efterlod alt lorten til os andre. Og så blev han pludselig langtidssygemeldt med stress. Jeg synes, din mands opførsel peger i den retning - gode intentioner om en fridag til dig kan han alligevel ikke overskue, hans opførsel har ændret sig - han er normalt ikke så egoistisk.

 
Det er jo ikke en særlig hensigtsmæssig måde at reagere på. Man skubber andre fra sig og kommer til at dræne sine nærmeste. Derfor synes jeg, du skal tale med ham om, om han ikke skal et smut forbi lægen? 

Jeg tænker, det er fair at være stresset osv - at han ikke har overskud til at vise omsorg for dig i en periode (det skriver du jo også selv). Men det er ikke fair, at han lægger ansvaret for, at han selv får det bedre, over på dig. Jeg ville sige til ham, at du kan godt kan fortsætte med at yde mest i huset og alt det du ellers gør (selvfølgelig hvis du kan - du skal også kunne trække vejret). Men du kan ikke gøre mere. Og da han er voksen, har han selv ansvar for at opsøge anden hjælp end bare dig. Du kan godt, med sindsro, sige: ‘Jeg gør alt hvad jeg kan - jeg har ikke mere at give af. Så falder det fra hinanden. Du må finde hjælp til dine problemer andre steder.’

Jeg tror måske, at han lige nu er så presset, at han kun kan se sine egne behov. Derfor kan han ikke anerkende dig. Og det er noget lort - men jeg hører lidt to mennesker her, som er rigtig rigtig pressede. Og derfor skal din mand have noget hjælp. Han skal bare ikke have den hjælp fra dig, for du har ikke mere at give af.

Håber det giver mening og du kan bruge mine tanker.