Min mand efterspørger noget, der er svært

Hej alle, 

Jeg har brug for et kærligt og omsorgsfuldt råd, ikke dømmende kommentarer

Min mand er ret presset for tiden. Problemet er, at han ikke har delt med mig, hvordan han har det. Han har generelt svært ved at vise og tale om sine følelser, og det kan jeg jo ikke ændre på. Men det gør det ind i mellem svært, fordi jeg ikke ved, hvad der ligger bag adfærden.

Igennem en periode har han vekslet meget mellem at være sit søde og kærlige selv den ene dag, for så den næste at være kold, afmålt, kort lunte, distanceret. Det har været følelsesmæssigt svært at navigere i, for når jeg kærligt har spurgt ind, har han afvist, at noget er i vejen. I stedet har han fået mig til at føle mig som problemet, fordi jeg angiveligt læser noget, der ikke er der. Men jeg er jo ikke dum, jeg kan godt mærke den forskel, og min veninde kommenterede på det til mig, sidst hun var på besøg.

Han er stoppet med alle de små kærlige handlinger, han plejer, de små omsorgsfulde hensyn. Jeg gør utrolig meget for ham, og bærer under barslen det meste af den huslige byrde, men mærker ikke taknemmelighed eller anerkendelse af, at jeg faktisk har brug for et pusterum. Han har flere gange stillet i udsigt en selvdag, hvor han ville tage børnene ud, for så at ombestemme sig. I mellemtiden sørger jeg for at han får selvtid, mulighed for at sove længe, smører lækre madpakker, laver aftensmad, hjemmet er altid pænt, når han kommer hjem efter en lang dag. 

Han fik nyt job for nogle mdr siden, og det har været svært, det ved jeg, og forventede også han ville være presset i en periode. Han har været udsat for nogle unfair ting, som har belastet ham, og det har jeg forståelse for. Men han deler ikke sine tanker og følelser, og han hører ikke, når jeg taler med ham. Altså for tiden, vel at mærke, det var jo ikke sådan, det var før.

Som konsekvens heraf går jeg og føler mig rigtig ked af det og alene i vores ægteskab. Jeg har også en tiltagende 'resentment' mod ham, fordi jeg faktisk ikke synes, at han har behandlet mig særlig pænt den sidste periode. Det sætter et hak i kærligheden. Når man gennem en periode behandles sådan, og han benægter, at noget er galt eller anderledes.

I dag åbnede han sig så, og I den forbindelse sagde han, at han har brug for, fordi der har været en del modgang i hans liv på det seneste, mere anerkendelse og kærlige ord, for han ligesom kan komme ovenpå igen.

Og jeg har masser af empati og forståelse for, at man ikke altid er den bedste udgave af sig selv under pres. Men det føles som at gå på kompromis med min integritet at skulle overøse ham med ekstra meget kærlighed, komplimenter og omsorg, når han i en længere periode nu har fået mig til at gå og have det så skidt i vores forhold og fået det til at virke som om, jeg var problemet, når det faktisk handlede om, at han var presset.

Hvordan kommer man videre herfra? Jeg har inderligt ikke lyst. Jeg er frustreret, ked af det og såret. Det føles forkert at skulle sige en masse sødt og kærligt til en, der ikke har været sød og kærlig, selvom jeg jo til fulde forstår baggrunden. Derfor synes jeg stadig ikke det er ok, han had stadig ansvar for at kommunikere omkring sin situation, og ansvar for at behandle mig ordentligt. Hvad gør jeg? 

Du tænker - dejligt han endelig åbnede sig. Nu tager jeg mig gevaldigt sammen, og giver ham det, han har brug for. Forhåbentlig kommer det 10 gange tilbage. 

Jeg lægger mærke til, at der i dine refleksioner ligger en masse omsorg for dig selv. Det er så vigtigt at holde fast i, og det er en helt fantastisk egenskab at have, især når ens partner er ude af stand til at passe på én. Det varmer mit hjerte at læse, at du i den grad forsøger at værne om dig selv og dine egne grænser og selvrespekt. Det er et godt udgangspunkt. 

Alligevel tror jeg, at du går på kompromis med dig selv. Du gør rigtig meget for din mand med en forventning om at få noget igen (anerkendelse og påskønnelse). Selvom dette udebliver, så bliver du ved med at give. Nu, hvor han beder om endnu mere, bliver det endnu tydeligere, at du i forvejen lægger mere tid, engagement og kærlighed i jeres ægteskab end du får igen, og at du snart ikke har mere at give af.

Man kan sagtens trække et større læs end den anden. I en periode. Det må aldrig blive den nye standard eller fordeling, hvilket din mand tilsyneladende opfatter det som. Så han er faktisk et ret mageligt sted i livet, hvor presset på arbejde efter hans mening fritager ham fra at bidrage til hjemmet eller til ægteskabet. Og det er ikke godt nok.

Han er nødt til at finde en måde at fordele sine ressourcer, så jeres ægteskab ikke bliver en enmandshær, og hvor du føler dig hørt, elsket og værdsat. Det kræver måske en ærlig snak mellem jer, hvor det handler mere om, hvad har I brug for, både sammen og hver for sig. Han har måske brug for støtte i forhold til arbejdet, mens du har brug for endnu mere nærvær i weekenderne, en praktisk hånd eller noget helt tredje. Her kan en parterapeut være hjælpsom. Hvis han fortsat ikke kan klare presset fra sit arbejde uden din (ekstraordinært) store indsats i hjemmet og hans selvtillid, så er jobbet næppe det rigtige. 

Mit opslag blev vist langt og rodet, men essensen kommer her;

• Hold fast i dig selv!
• Kræv at der kommer balance i forholdet - eller overvej om forholdet i så fald er det rigtige

Jeg synes det er underlig måde han åbner sig på. Ud fra det du skriver er der ingen selvrefleksion over at han selv har været svær at omgås og har opført sig ukærligt over for dig. Hvis man er presset kan det være svært at finde overskuddet til andre, men så skal man  i min bog ikke reagere med at bede om mere hensyn og omsorg hvis man ikke i samme ombæring siger undskyld og anerkender at det også er svært for partneren.

Jeg synes du bliver nødt til at få fortalt ham at det han efterspørger har du også brug for og i øvrigt få forklaret ham hvordan hans opførsel påvirker dig.

Undskyld mig men han lyder som en egoistisk skid. Hvis han vil have mere anerkendelse og kærlige ord må det gå begge veje, at være presset er ikke en undskyldning for at behandle sin partner dårligt. 

Savanna skriver:

Jeg lægger mærke til, at der i dine refleksioner ligger en masse omsorg for dig selv. Det er så vigtigt at holde fast i, og det er en helt fantastisk egenskab at have, især når ens partner er ude af stand til at passe på én. Det varmer mit hjerte at læse, at du i den grad forsøger at værne om dig selv og dine egne grænser og selvrespekt. Det er et godt udgangspunkt. 

Alligevel tror jeg, at du går på kompromis med dig selv. Du gør rigtig meget for din mand med en forventning om at få noget igen (anerkendelse og påskønnelse). Selvom dette udebliver, så bliver du ved med at give. Nu, hvor han beder om endnu mere, bliver det endnu tydeligere, at du i forvejen lægger mere tid, engagement og kærlighed i jeres ægteskab end du får igen, og at du snart ikke har mere at give af.

Man kan sagtens trække et større læs end den anden. I en periode. Det må aldrig blive den nye standard eller fordeling, hvilket din mand tilsyneladende opfatter det som. Så han er faktisk et ret mageligt sted i livet, hvor presset på arbejde efter hans mening fritager ham fra at bidrage til hjemmet eller til ægteskabet. Og det er ikke godt nok.

Han er nødt til at finde en måde at fordele sine ressourcer, så jeres ægteskab ikke bliver en enmandshær, og hvor du føler dig hørt, elsket og værdsat. Det kræver måske en ærlig snak mellem jer, hvor det handler mere om, hvad har I brug for, både sammen og hver for sig. Han har måske brug for støtte i forhold til arbejdet, mens du har brug for endnu mere nærvær i weekenderne, en praktisk hånd eller noget helt tredje. Her kan en parterapeut være hjælpsom. Hvis han fortsat ikke kan klare presset fra sit arbejde uden din (ekstraordinært) store indsats i hjemmet og hans selvtillid, så er jobbet næppe det rigtige. 

Mit opslag blev vist langt og rodet, men essensen kommer her;

• Hold fast i dig selv!
• Kræv at der kommer balance i forholdet - eller overvej om forholdet i så fald er det rigtige

Tusind tak for dit omsorgsfulde svar, som berørte mig enormt meget. Vi har haft en lang snak til aften, og jeg føler mig slet ikke hørt eller anerkendt, så jeg tror, jeg havde brug for at læse dit svar oven på dét. Det går sådan op for mig, hvor lidt selvindsigt han har. Eller jeg tror mere, det handler om, at det er sårbart for ham at forholde sig til egne fejl og mangler, og så er det nemmere at skyde det væk. Der har været nogle episoder, hvor han i perioder uden overskud har ageret uhensigtsmæssigt overfor mig, aldrig psykisk voldelig eller sådan noget, men træls nok adfærd til det har påvirket mig. Han kan ikke forstå, hvorfor det stadig kan betyde noget, for jeg har da tilgivet ham, så burde jeg da være videre. Jeg har forsøgt at forklare at tilgivelse for mig handler om, at jeg accepterer, at han har undskyldt og erkendt, at han agerede dumt pga ydre pres, men at det jo ikke fjerner følelsen. Det er relevant, fordi de følelser dukker op og gør mig usikker, når han så har sådan en periode igen. Det er så forvirrende, for på så mange områder er han så dybt empatisk og omsorgsfuldt et menneske. Jeg tror, filmen knækker, hvis det involverer, som jeg skrev før, egne fejl og mangler..

Jeg ved ikke helt, hvordan vi kommer videre, for vi har ikke råd til parterapi. Vi er en sammenbragt familie, og jeg kan ikke byde vores fælles børn og mine særbørn et brud. Jeg tror på, at vi har rigtig meget godt at bygge på, men den her situation er svær at komme ud af. Jeg føler mig vred, uretfærdigt behandlet og latterliggjort ved at han beder mig om at give endnu mere uden selv at give retur. Men jeg kan ikke få ham til at forstå det.

Jeg har forklaret ham, at jeg er så meget for alle andre i familien, at jeg ikke er min egen person mere. Jeg tror ikke, han forstår det. Jeg forstår ikke, hvordan vi endte her, sådan var det ikke en gang.

Du behøver ikke svare på min besked, det hele væltede vist bare ud, da jeg ville svare dig.. Tak for din omsorg

esias skriver:

Undskyld mig men han lyder som en egoistisk skid. Hvis han vil have mere anerkendelse og kærlige ord må det gå begge veje, at være presset er ikke en undskyldning for at behandle sin partner dårligt. 

Han opfører sig også som en egoistisk skid lige nu, men det der gør mig ked af det er, at det ikke er sådan han grundlæggende er som menneske eller var førhen.. 

IenFart skriver:

Jeg synes det er underlig måde han åbner sig på. Ud fra det du skriver er der ingen selvrefleksion over at han selv har været svær at omgås og har opført sig ukærligt over for dig. Hvis man er presset kan det være svært at finde overskuddet til andre, men så skal man  i min bog ikke reagere med at bede om mere hensyn og omsorg hvis man ikke i samme ombæring siger undskyld og anerkender at det også er svært for partneren.

Jeg synes du bliver nødt til at få fortalt ham at det han efterspørger har du også brug for og i øvrigt få forklaret ham hvordan hans opførsel påvirker dig.

Tak, du har ret. Det er rart at høre andre anerkende nogen af de tanker, man selv har, for det er svært ikke at blive i tvivl om, om det bare ER mig, der er problemet, eller ja.. Er bare så ked af det, fordi sådan var han ikke før i tiden, og vi har alligevel været sammen i 7 år.. 

Hjemmegaaende skriver:

Du tænker - dejligt han endelig åbnede sig. Nu tager jeg mig gevaldigt sammen, og giver ham det, han har brug for. Forhåbentlig kommer det 10 gange tilbage. 

Der kan jeg mærke, at vi to ikke er helt enige, og det er også helt okay. Tak for dit input

Jeg synes at du skal trække dig lidt i en periode og lade dig selv lidt op. Det er ok at man ikke altid kan være der for andre og hvis du føler modstand i dig selv overfor ham, betyder det at du har brug for selv at blive ladet op  når jeg trækker mig i vores hjem foregår det på denne måde: rugbrød til aftensmad 2 dage om ugen, spaghetti med kødsauce til 3 dage, om aften ser jeg ikke TV med de andre men med mig selv, bruger mere tid på mine hobbyes, bruger mere tid på mine veninder, spørg ikke ind til hans arbejde eller andre ting i hans liv, lader ham egentligt bare være og sjovt nok så går der ikke andet end 4 dage så har han fundet sit overskud frem  det er en ting som jeg synes er lidt mærkelig ved mænd, de vender sig hurtigt til at man laver alle mulige ting for dem også er det bare den nye standart  det er fedt at tage en pause fra det en gang imellem