Det kan ikke være normalt, vel?

Min stakkels, søde, dejlige søn på 4 år. Lad os kalde ham Peter for nemhedens skyld.

Peter har altid været en sensitiv dreng. Allerede fra babytiden var han bange for høje lyde, bange for legetøj, der sagde lyde, havde brug for trykmassage, blev nemt overvældet. Vi var hos en børnefys der vurderede, at han havde et umodent nervesystem. Han var til den langsomme side motorisk, grovmotorisk har han aldrig været og er ikke særlig stærk, dog finmotorisk god.

Socialt har vi aldrig oplevet problemer. Han har været nysgerrig, god kontakt, empatisk, god fantasi, god gensidighed osv. Når man har ham alene, er han den mest vidunderlige dreng. Han er charmerende, kærlig, god til at dele og hjælpe, så fantastisk.

Men han trives ikke. Og de sidder kigger ikke frem, fordi han I vores øjne er konstant på overarbejde. Problemet er, at børnehaven fejer os af, fordi de ikke oplever de helt store udfordringer, når han er i børnehave. De får det til at handle om, at måske er vi ikke konsekvente nok, for vi er jo MEGET søde, synes de. Det har ingen gang på jord. Vi er anerkendende og støttende i vores tilgang, men også tydelige, konsekvente og klare i mæglet. Vores søn er 3/3, og vores andre børn er altså veltilpassede mennesker, jeg føler det er for nemt at tørre den af på os, som de dårligt kender. Fordi det meste af Peters børnehaveliv har været under corona, med korte afleveringer og afhentningen udenfor og i garderober osv.

Det vi oplever er, at Peter efter en dag i børnehaven falder helt fra hinanden. Det sekund han ser os dernede, bryder han sammen i gråd, råb og skrig. Vores vurdering er, at så kan han ikke holde sammen på sig selv længere. Han er typisk afsted fra 8.30-14.00 og får jævnligt en fridag.

Alle eftermiddage er et mareridt. Jeg taler ikke almindelige ulvetime sammensmeltninger. Nej, snarere virkelig voldsom adfærd, hvor det mindste spørgsmål "ej hvor ser det spændende ud, hvad laver de I filmen?" afføder at han skriger så højt han overhovedet kan "JEG HADER DIG DIN LORTEMOR, JEG HADER ALLE MENNESKER, AAAAAARGH", hvorefter han går total grassat og slår, sparker, bider, kradser, kæmper som hsf fanden taget ved ham. Vi er tydelige i situationen, vi siger ikke en masse ord, før han er faldet ned. Vi siger fra, og må ofte løfte ham op på køkkenbordet, hvor han ikke er til fare for sig selv eller andre. Han kæmper som en desperat, indtil han lige pludselig falder helt sammen som budding og putter sig ind til os. Sådan fortsætter det hele eftermiddagen. Råben, skrigen, ingen smil, lugter noget af krav, er reaktionen endnu voldsommere.

De fleste eftermiddage falder han i søvn på sofaen lige pludselig. Men ellers hedder hans døgnrytme at han sover et sted ml 18.30-19.00 indtil kl 6 om morgenen. Han falder i søvn med det samme han puttes.

Hjemme ser vi et klart mønster i, at jo flere stimuli, jo flere mennesker, jo flere sammenbrud. Fx legede han to timer med en god ven fra børnehaven sidste weekend, gik super godt. Da far og ham kom ud i bilen faldt han helt fra hinanden som efter børnehave.

Er vi ude af huset, eller besøger vi fx familie, spørger han hele tiden, om vi ikke snart skal hjem. Han er svær at få til at glæde sig ved aktiviteter uden for huset. 

Som sagt 1-1 med ham er der INTET. Vi er magtesløse. Vi har talt med sundhedsplejersken, som anerkender vores tilgang til ham. Hun er uenig med børnehaven i, at vi ikke håndterer ham korrekt.

Så fortæl mig lige: det er da ikke normalt, det her, er vi ikke enige om det? Hvad kan det skyldes? Vi er desperate og tyndslidte som familie af, at hans sammenbrud fylder så meget, det er så synd for ham. 

Anonym skriver:

Min stakkels, søde, dejlige søn på 4 år. Lad os kalde ham Peter for nemhedens skyld.

Peter har altid været en sensitiv dreng. Allerede fra babytiden var han bange for høje lyde, bange for legetøj, der sagde lyde, havde brug for trykmassage, blev nemt overvældet. Vi var hos en børnefys der vurderede, at han havde et umodent nervesystem. Han var til den langsomme side motorisk, grovmotorisk har han aldrig været og er ikke særlig stærk, dog finmotorisk god.

Socialt har vi aldrig oplevet problemer. Han har været nysgerrig, god kontakt, empatisk, god fantasi, god gensidighed osv. Når man har ham alene, er han den mest vidunderlige dreng. Han er charmerende, kærlig, god til at dele og hjælpe, så fantastisk.

Men han trives ikke. Og de sidder kigger ikke frem, fordi han I vores øjne er konstant på overarbejde. Problemet er, at børnehaven fejer os af, fordi de ikke oplever de helt store udfordringer, når han er i børnehave. De får det til at handle om, at måske er vi ikke konsekvente nok, for vi er jo MEGET søde, synes de. Det har ingen gang på jord. Vi er anerkendende og støttende i vores tilgang, men også tydelige, konsekvente og klare i mæglet. Vores søn er 3/3, og vores andre børn er altså veltilpassede mennesker, jeg føler det er for nemt at tørre den af på os, som de dårligt kender. Fordi det meste af Peters børnehaveliv har været under corona, med korte afleveringer og afhentningen udenfor og i garderober osv.

Det vi oplever er, at Peter efter en dag i børnehaven falder helt fra hinanden. Det sekund han ser os dernede, bryder han sammen i gråd, råb og skrig. Vores vurdering er, at så kan han ikke holde sammen på sig selv længere. Han er typisk afsted fra 8.30-14.00 og får jævnligt en fridag.

Alle eftermiddage er et mareridt. Jeg taler ikke almindelige ulvetime sammensmeltninger. Nej, snarere virkelig voldsom adfærd, hvor det mindste spørgsmål "ej hvor ser det spændende ud, hvad laver de I filmen?" afføder at han skriger så højt han overhovedet kan "JEG HADER DIG DIN LORTEMOR, JEG HADER ALLE MENNESKER, AAAAAARGH", hvorefter han går total grassat og slår, sparker, bider, kradser, kæmper som hsf fanden taget ved ham. Vi er tydelige i situationen, vi siger ikke en masse ord, før han er faldet ned. Vi siger fra, og må ofte løfte ham op på køkkenbordet, hvor han ikke er til fare for sig selv eller andre. Han kæmper som en desperat, indtil han lige pludselig falder helt sammen som budding og putter sig ind til os. Sådan fortsætter det hele eftermiddagen. Råben, skrigen, ingen smil, lugter noget af krav, er reaktionen endnu voldsommere.

De fleste eftermiddage falder han i søvn på sofaen lige pludselig. Men ellers hedder hans døgnrytme at han sover et sted ml 18.30-19.00 indtil kl 6 om morgenen. Han falder i søvn med det samme han puttes.

Hjemme ser vi et klart mønster i, at jo flere stimuli, jo flere mennesker, jo flere sammenbrud. Fx legede han to timer med en god ven fra børnehaven sidste weekend, gik super godt. Da far og ham kom ud i bilen faldt han helt fra hinanden som efter børnehave.

Er vi ude af huset, eller besøger vi fx familie, spørger han hele tiden, om vi ikke snart skal hjem. Han er svær at få til at glæde sig ved aktiviteter uden for huset. 

Som sagt 1-1 med ham er der INTET. Vi er magtesløse. Vi har talt med sundhedsplejersken, som anerkender vores tilgang til ham. Hun er uenig med børnehaven i, at vi ikke håndterer ham korrekt.

Så fortæl mig lige: det er da ikke normalt, det her, er vi ikke enige om det? Hvad kan det skyldes? Vi er desperate og tyndslidte som familie af, at hans sammenbrud fylder så meget, det er så synd for ham. 

Det der lyder som en fuldstændig nøjagtig beskrivelse af min datter var i den alder.

Hun blev diagnosticeret med autisme for halvandet år siden (hun bliver snart 16) 

Når hun kom hjem kunne hun ikke længere maskere, hvor stresset og overbelastet hun var og så fik vi alle nedsmeltninger, voldsomme udbrud og gråd.

I børnehaven (og senere skolen) var hun så god til at maskere hendes tilstand, så lærerne sagde altid at hun var den søde stille pige og ingen kunne se at der var noget "galt". De fleste mente at det var os som forældre der ikke var konsekvente nok og vi var uerfarne (hun var vores første barn)

Jeg ville banke i bordet og bede om at få sat PPR på eller bede børnehaven om at sætte gang i en vurdering, med henblik på støtte i dagligdagen (i børnehaven) 

Jeres søn er på overarbejde, lyder det til. Og det er hverken han eller i tjent med.

Hvis børnehave ikke vil sætte PPR på, så gå til egen læge og bed om henvisning til børnepsyk - sp kan også skrive notat til lægen om hendes observationer. 
lyder bestemt ikke normalt og ikke særlig rart for hverken ham eller jer, og der skal selvfølgelig gøres noget ved det så han trives bedre og i som familie fungerer uden daglige “nedsmeltninger” 

Håber i får den hjælp i har brug for til at finde de helt rette redskaber for jeres dreng 

Jeg ville "banke" i bordet og kræve, at mit barn blev udredt. Jeg havde samme kamp med vores børnehave, men i sær PPR var modstander af, at sende ham videre i systemet. Men det endte med en ADHD diagnose og jeg kunne sige til PPR "det var det jeg sagde". Lyt til dig selv og din mavefornemmelse. Vi forsøgte i øvrigt, at kontakte lægen som også lavede en henvisning, men den blev stoppet i visitationen. Henvisningen skulle komme fra PPR.

Jeg tænker egentlig helt selv ved om din dreng er i trivsel, og du spørger om det er normalt. Det normale eller i hvert fald det vi ønsker er, at børn er i trivsel.

Hvad der er meget normalt i det du beskriver er, at en del børn som kan være udfordret af fx de større sociale fællesskaber, af støj og andre sanseindtryk, de formår at klare dagen i daginstitution og skole, og så er der total nedsmeltning når de kommer hjem. Når vi så står fx i skolen som professionelle så genkender vi ikke billedet mor og far fortæller, men vi skal stadig lytte og ikke mindst være nysgerrige på om barnet er på overarbejde men formår at klare sig igennem dagen med det yderste af neglene.

Hvis jeg mødte din beskrivelse hos et forældrepar til en af mine elever, så ville jeg egentlig ikke som det første kalde på PPR, men prøve nogle ting af fx pauser fra det store fællesskab, mulighed for at trække sig osv. Og så se om små justeringer kunne have en effekt, hvis ikke så er det den lidt større værktøjskassen sammen med PPR som skal i brug, for intet barn skal smelte sammen hver dag og tydeligt vise: jeg er på overarbejde i min hverdag.

Så bed om de lytter, bare lytter. Ikke fortæller om børnehaven for det lyder til din søn er i stand til at holde sammen på sig selv dernede og så hjemme i det trygge rammer så kan han ikke længere. Det kan godt være i er for søde, det kan godt være i gør tingene anderledes end de ville, men faktum er, at jeres søn med sine handlinger fortæller en historie som børnehaven skal lytte til - og det er et fælles arbejde at få din søn i trivsel - han reagerer på sin dag, han reagerer på hele sin dag også den i børnehaven og det skal de lytte til. 

Hej.

Det lyder meget som min søn - både beskrivelsen af ham som spæd og som stor. Han har også haft sådan nogle perioder efter børnehaven. Det var ikke helt så voldsomt godt nok, men nøj... den første halve til hele time herhjemme var bare surhed, grådanfald og bare dårligt humør - selvom han havde været så glad derhenne. Det går meget op og ned og det har meget at gøre med, hvad der sker derhenne. Sidst, viste det sig, var det pga. noget uvenskab. Måske kan du tale med din søn om det, når han slapper af og laver noget han godt kan lide? Eller ved puttetid? Måske ligger der noget bag.

Det, der virker, når min søn har de perioder, det er at der er en helt klar rutine, når han kommer hjem - og ikke for mange forventninger. Han behøver f.eks. ikke selv hænge sin jakke op osv.

Og så får han lidt sund mad (fx knækbrød og lidt agurk etc) og så hjælper det, at han kan lege med noget sanseligt. Det kan være modellervoks, kartoffelslim og især kinetisk sand. Det får ham altid ned i gear

Det kan du måske prøve... Jeg mistænkte også at min søn var autist - det tror jeg ikke længere, at han er, men mange af de ting, som hjælper til autister, hjælper også min søn, så du kan da prøve at tjekke nogle af de ting ud Sådan noget sanseleg, massage mv.

Og familiefester kan han heller ikke klare, så der er det vigtigt, at han ikke skal noget dagen efter. Han hader dem og gemmer sig ved mig og vil slet ikke være med til noget. Hans bror er, ligesom dine andre børn, også helt "normal" og vil godt lege med kusiner osv. Hvis der er have eller afsides rum, tager jeg ham altid derinde og holder pauser med ham. Det hjælper. Men som din søn spørger han også ofte, hvornår vi skal hjem.