Hjælp til dynamikken mellem 3 veninder

Anonym skriver:

Det er mig der har skrevet indlægget om 3.klasse

Jeg kan ikke se forskellen på om de går i skole sammen eller ej. Din datter bliver holdt udenfor og føler sig ulykkelig. Er fuldt ud klar over pigerne er “uskyldige” og ikke ved hvad de gør. Det er forældrenes ansvar. 

Fordi jeg har prøvet det på egen krop, er min holdning omkring det her ret skarp - jeg vil ALDRIG tillade at mit barn holder bliver holdt udenfor eller mobbet, og ej heller at hun er den der gør det mod andre. Der findes ærlig talt ikke noget værre eller mere modbydeligt. Hvordan tror de forældre deres børn opfører sig senere hen i livet når de som 6-årige lærer at man ikke behøver tage hensyn eller tænke på andre. Man må selv bestemme og gøre liiige hvad man har lyst til, og det uanset at man træder på andre. Men det er jo noget fis, for 3 kan lege ligeså godt som 2.

Der kommer klart nok et tidspunkt hvor man ikke længere kan tvinge dem til at lege med nogen bestemt, det er dog ikke allerede ved 6 år - her har forældrene stadig fuld mulighed for at bestemme og påvirke. Så at nogen forældre lærer deres små børn at det er ok at holde udenfor (ved fx at undlade at blande sig) - jeg fatter det ikke - er vi ude i at man ikke ser hvad de laver, eller er det at man ikke tør sige nej til ens barn?

Jeg ville ikke nøjes med SMS - jeg ville gå derover igen og igen indtil det siver ind hos forældrene. Det er dit barns selvværd der er på spil her.

Det handler da ikke om at holde nogen uden for? 
børn har lige så meget ret til at vælge til og fra i forhold til hvem de gider være sammen med. 
hvis 2 piger leger hjemme, og en tredje kommer og banker på og spørger om at lege er det da helt ok at de siger nej hvis de ikke vil. 
At blive holdt uden for er hvis det er systematisk udelukkelse fra fællesskabet eller fx de siger ja til legeaftale og så ikke involverer hende i legen. 
det er en del af deres personlige udvikling både at kunne sige til og fra, samtidig med man skal lære at få et nej. 
En afvisning kan gøre ondt men handler også om hvordan man lærer at håndtere den. Hvis børn vokser op med altid at få ja, alle skal lege og involvere dem, de er perfekte og fantastiske, kan aldrig tabe aldrig opleve at være nr 2 til noget, så får de sgu et shok af en anden verden når de bliver voksne og netop får et NEJ, eller oplever at verden omkring dem ikke altid tager hensyn til deres følelser eller ønsker. 

Vores job som forældre er at bygge børnenes selvtillid op til at møde verden med gåpåmod, og vide at når man gør sit bedste er det godt nok, de skal hvile i sig selv og blive nogen fantastiske voksne mennesker. Men der er en meget hårfin grænse, og når vi lærer børnene at en afvisning er forfærdelig og mor tonser over og siger KAN I SÅ TAGE MIN LILLE KARLO MED, så skaber vi en generation der går i shok når de en dag møder en verden, der siger nej igen og igen. 
Vi skal være gode til at lære vores børn at det er ok at opleve nederlag, afvisninger eller ikke være den bedste til alt, det bygger selvtilliden op på et solidt fundament hvor de hviler i sig selv, for de ved det er ok at få et nej, de ved de måske ikke er de bedste til ALT men at de er de bedste til at være dem selv. 

Anonym skriver:

Det er mig der har skrevet indlægget om 3.klasse

Jeg kan ikke se forskellen på om de går i skole sammen eller ej. Din datter bliver holdt udenfor og føler sig ulykkelig. Er fuldt ud klar over pigerne er “uskyldige” og ikke ved hvad de gør. Det er forældrenes ansvar. 

Fordi jeg har prøvet det på egen krop, er min holdning omkring det her ret skarp - jeg vil ALDRIG tillade at mit barn holder bliver holdt udenfor eller mobbet, og ej heller at hun er den der gør det mod andre. Der findes ærlig talt ikke noget værre eller mere modbydeligt. Hvordan tror de forældre deres børn opfører sig senere hen i livet når de som 6-årige lærer at man ikke behøver tage hensyn eller tænke på andre. Man må selv bestemme og gøre liiige hvad man har lyst til, og det uanset at man træder på andre. Men det er jo noget fis, for 3 kan lege ligeså godt som 2.

Der kommer klart nok et tidspunkt hvor man ikke længere kan tvinge dem til at lege med nogen bestemt, det er dog ikke allerede ved 6 år - her har forældrene stadig fuld mulighed for at bestemme og påvirke. Så at nogen forældre lærer deres små børn at det er ok at holde udenfor (ved fx at undlade at blande sig) - jeg fatter det ikke - er vi ude i at man ikke ser hvad de laver, eller er det at man ikke tør sige nej til ens barn?

Jeg ville ikke nøjes med SMS - jeg ville gå derover igen og igen indtil det siver ind hos forældrene. Det er dit barns selvværd der er på spil her.

Så to piger må ikke lege alene sammen, fordi en tredje kommer forbi? Hvorfor må de ikke sige nej? Skal de altid lege tre sammen? 

Det handler da ikke om at holde en udenfor, men at de legede FØRST. Børn skal da også have lov til at sige nej, at nogen gange kan den/de ikke lege.. Vil du virkelig storme over og forlange at dit barn skal være med i legen?

Mrs. skriver:

Det handler da ikke om at holde nogen uden for? 
børn har lige så meget ret til at vælge til og fra i forhold til hvem de gider være sammen med. 
hvis 2 piger leger hjemme, og en tredje kommer og banker på og spørger om at lege er det da helt ok at de siger nej hvis de ikke vil. 
At blive holdt uden for er hvis det er systematisk udelukkelse fra fællesskabet eller fx de siger ja til legeaftale og så ikke involverer hende i legen. 
det er en del af deres personlige udvikling både at kunne sige til og fra, samtidig med man skal lære at få et nej. 
En afvisning kan gøre ondt men handler også om hvordan man lærer at håndtere den. Hvis børn vokser op med altid at få ja, alle skal lege og involvere dem, de er perfekte og fantastiske, kan aldrig tabe aldrig opleve at være nr 2 til noget, så får de sgu et shok af en anden verden når de bliver voksne og netop får et NEJ, eller oplever at verden omkring dem ikke altid tager hensyn til deres følelser eller ønsker. 

Vores job som forældre er at bygge børnenes selvtillid op til at møde verden med gåpåmod, og vide at når man gør sit bedste er det godt nok, de skal hvile i sig selv og blive nogen fantastiske voksne mennesker. Men der er en meget hårfin grænse, og når vi lærer børnene at en afvisning er forfærdelig og mor tonser over og siger KAN I SÅ TAGE MIN LILLE KARLO MED, så skaber vi en generation der går i shok når de en dag møder en verden, der siger nej igen og igen. 
Vi skal være gode til at lære vores børn at det er ok at opleve nederlag, afvisninger eller ikke være den bedste til alt, det bygger selvtilliden op på et solidt fundament hvor de hviler i sig selv, for de ved det er ok at få et nej, de ved de måske ikke er de bedste til ALT men at de er de bedste til at være dem selv. 

Jeg kan sagtens se det fra den side også. Jeg har bare den her følelse i maven af at det er på vej til systematisk udelukkelse Og jeg tager næsten aldrig fejl af min mavefornemmelse. Jeg har bevidst holdt lav profil men det gør ondt når hun ser sin tidligere bedste ven storme rundt og lege og de afviser hende. At de skal vide de er gode nok i sig selv er vi også enige om. Hvad ville du sige til din datter hvis det var dig? Jeg tager mod alle råd med kyshånd. Sommetider når jeg står i det kan jeg virkelig have brig for andre øjne så jeg ikke kun kigger én vej men ser det fra oven. 

Jeg kan sagtens se det fra den side også. Jeg har bare den her følelse i maven af at det er på vej til systematisk udelukkelse Og jeg tager næsten aldrig fejl af min mavefornemmelse. Jeg har bevidst holdt lav profil men det gør ondt når hun ser sin tidligere bedste ven storme rundt og lege og de afviser hende. At de skal vide de er gode nok i sig selv er vi også enige om. Hvad ville du sige til din datter hvis det var dig? Jeg tager mod alle råd med kyshånd. Sommetider når jeg står i det kan jeg virkelig have brig for andre øjne så jeg ikke kun kigger én vej men ser det fra oven. 

Børns venskaber ændrer sig gennem tiden. 
jeg ville foreslå hende at vi ringer og invitere til legeaftale - så jeg tog ansvaret for fælles leg. 
og når hun bliver afvist, så huske hende på det heller ikke altid er hun gider og foreslå noget andet at lave. 

min søn på snart 11 har også sin bedste ven han primært leger med, men de kan begge have legeaftaler uden hinanden og kan også sige til hinanden “ikke i dag” uden no hard feelings.

oftest laver de selv deres legeaftaler/går til hinanden (vi bor også hvor der er mange børn) og ellers så arrangerer vi voksne legeaftale. Fx havde de ikke leget sammen en periode og brugt tid på andre venner, så hans mor og jeg aftalte igår at tage i skoven med drengene og lave bål

måske foreslå de dage hun får et nej, om der er en anden fra klassen hun vil lege med og så ringe og lave en legeaftale? 

Anonym skriver:

Jeg er voldsomt imod at nogen holdes udenfor. Husker selv fra min barndom hvor ubehageligt det var. Vi har haft det i min piges klasse, og vi er nogle forældre der har kæmpet indædt for at få det lukket ned - det er efter min mening forkert at børn får lov til at opføre sig sådan - især da med undskyldningen om at de leger godt. De 2 kan da bare lege godt en anden gang, når der ikke lige står en tredje og er ulykkelig udenfor.

Min pige går nu i 3.klasse. Hun er populær, og er forsøgt hevet ind i denne tosomhed, og havde svært ved at få sagt fra. Det tog over et år med mange snakke med både børn og forældre førend især 1 barn forstod at hun skal inkludere alle, og at min datter forstod at hun skal få sagt fra når pigen forsøgte at holde de andre udenfor. Jeg har personligt haft fat i både moren (det hjalp ikke) og faren (så skete der noget).

Der er så stadig 2 piger i klassen, som KUN vil lege med hinanden, og decideret har holdt en tredje udenfor. Forsøg på snakke med forældrene har ikke hjulpet. Når min pige har haft spurgt om legeaftale, fik hun at vide “måske i 9.klasse”. Nu skal den ene af de 2 piger så flytte skole - så må vi jo håbe resten af pigerne i klassen er tilgivende overfor den tilbageblevne pige, for ellers får hun da nogle hårde 6 år i folkeskolen uden venner.

Jeg er tildels enig med dig for der er ikke noget værre end at nogen bliver holdt udenfor.

Men jeg har en datter på 11 år som aldrig har fungeret når de leger flere sammen. Hun ender som tredje hjul altid og går ulykkelig fra legene. Så jeg har lært hende at det ok at sige nej, men at man skal gøre det ordentligt. Hun forklarer også altid at det fordi hun ikke er god til at være flere, men at de to f.eks. kan lege i morgen eller senere.

Det har altid fungeret fint her. 

Vi bor nemlig også et sted hvor alle børn på vejen leger sammen på kryds og tværs, men har aldrig oplevet nogen ha er taget det ilde op når min datter siger nej og forklarer hvorfor. (idag ved alle hendes venner godt hvorfor hun evt. Siger nej og hun respektere selvfølgelig også selv at få et nej).

Men her har alle forældre også haft rigtig god forståelse når jeg har snakket med dem, og at vi forældre imellem kan snakke har måske også noget af sige. Men ja, hvis man er tarvelig og holder andre udenfor bare fordi man kan, så det ikke i orden.

Hvor vi bor, er der også flere børn i samme aldersgruppe, der leger på kryds og tværs. 

Jeg synes, der er stor forskel på, om det altid er det samme barn, der udelukkes eller vælges til sidst eller det sådan er lidt tilfældigt alt efter, hvem der lige leger først. I sidste tilfælde mener jeg, at det er helt ok at sige nej til en 3. hvis 2 andre er godt i gang med en leg. Jeg har lært min datter, at det er ok, hvis hun får et nej, hvis hun løber over til en andre andre. At hun skal spørge først, om de kan lege, inden hun går ind. Her er de så også en 5-6 piger, der løber rundt til hinanden, og de siger sjældent nej til hinanden. Det er faktisk mere, hvis de slet ikke har tid eller lyst til at lege med nogen. 

Jeg forstår dog godt, hvor du kommer fra, hvis du mærker, at det er din datter, der oftest bliver valgt fra. Der ville jeg nok tage en snak med de andre forældre. 

Anonym skriver:

Jeg er voldsomt imod at nogen holdes udenfor. Husker selv fra min barndom hvor ubehageligt det var. Vi har haft det i min piges klasse, og vi er nogle forældre der har kæmpet indædt for at få det lukket ned - det er efter min mening forkert at børn får lov til at opføre sig sådan - især da med undskyldningen om at de leger godt. De 2 kan da bare lege godt en anden gang, når der ikke lige står en tredje og er ulykkelig udenfor.

Min pige går nu i 3.klasse. Hun er populær, og er forsøgt hevet ind i denne tosomhed, og havde svært ved at få sagt fra. Det tog over et år med mange snakke med både børn og forældre førend især 1 barn forstod at hun skal inkludere alle, og at min datter forstod at hun skal få sagt fra når pigen forsøgte at holde de andre udenfor. Jeg har personligt haft fat i både moren (det hjalp ikke) og faren (så skete der noget).

Der er så stadig 2 piger i klassen, som KUN vil lege med hinanden, og decideret har holdt en tredje udenfor. Forsøg på snakke med forældrene har ikke hjulpet. Når min pige har haft spurgt om legeaftale, fik hun at vide “måske i 9.klasse”. Nu skal den ene af de 2 piger så flytte skole - så må vi jo håbe resten af pigerne i klassen er tilgivende overfor den tilbageblevne pige, for ellers får hun da nogle hårde 6 år i folkeskolen uden venner.

Men fordi man afviser en anden på en pæn måde er da slet ikke det samme som at holde nogen udenfor, hvorfor skal alle inkluderes hver gang ?

Det kunne jo også være at den ene pige havde svært ved at lege med flere på en gang, så blev legen ødelagt for hende fordi den tredje skulle indkluderet og dermed kunne hun blive ekskluderet. (Det er selvfølgelig slet ikke sikkert det er tilfældet her, men der er faktisk børn som har svært ved at lege og har rigeligt at koncentrere sig om når de leger med en.)