Mange konflikter med 5-årig

Anonym skriver:

Nu siger vi heller ikke “køle af”, det var en skriftlig formulering. 
Vi kunne helt sikkert godt blive bedre til ikke at formulere os så han har et valg. Og vi bruger det der med at advare allerede, og har egentlig god effekt af det.

synes bare at de der udbrud er blevet voldsommere, og han er enormt svært at snakke med i “fredstid” da han ikke gider høre mere om det, siger han og holder sig for ørene.

Det er heller ikke sjovt for et barn at tale ting til døde. 
Når han er faldet ned og i har “fred” så sig til ham “vi skal lige snakke sammen i 2 minutter”. Så fortæller du fx “jeg kan se du blev meget vred, det kan ikke være rart. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe så du ikke bliver vred en anden gang?” Lyt til ham og lad vær at presse på. 
Når han enten fysisk eller verbalt trækker sig fra samtalen så stop samtalen. 

Mrs. skriver:

Han skal som 5 årig ikke fuldt ud kunne regulere sine følelser. Det er trodsalt en del af udviklingen som barn/teenager at lære at følelsesregulere. 
selvfølgelig skal han i en alder af 5 år kunne mere end en på 3 år. Men børn kan blive meget overvældede af vrede/tristhed eller frustration og der skal vi som voksne hjælpe med at regulere følelsen og anerkende barnet i følelsen. 

måske det kunne afhjælpe konflikter hvis i (hvis i ikke allerede gør det) giver varsler om ændringer fx om en time skal du slukke fjernsynet, om 30 min skal du slukke fjernsynet, om 10 min skal du slukke. Så han er indstillet på hvad der skal ske. Og så undgå at fortælle hvad han skal i bydeform.

dvs ikke sig “gider du gå ud og tage sko på?” Eller “vil du være sød at tage sko på?” Det åbner muligheden for det er til diskussion - han hører det som i stiller ham et spørgsmål - gider han det? Ja/nej. Og når i så bliver irriteret så bliver han frustreret for i startede med at stille et spørgsmål, han svarer og hans svar bliver ikke accepteret. 
sig istedet for “nu skal du tage sko på”. (Det er blot et eksempel) 

Mange små diskussioner kommer af man ubevidst Beder børn om ting i bydeform. Det sker både blandt forældre og pædagoger/lærere. Min søn fx har jeg aldrig bedt om ting i bydeform, medmindre der er et valg. Når hans lærer så Beder ham om noget i skolen i bydeform - så forventer han automatisk at han har et valg, der bliver jo stillet et spørgsmål ikke et krav. Når han så ikke vælger det svar læreren ønskede opstår der konflikt hvor læreren skælder ud, fordi det SKAL han. Hvor jeg har påpeget at disse konflikter kunne undgåes ved ikke at bruge misforstået høflighed. Man kan sagtens sige “nu skal du…” på en pæn måde. Men vi kan ikke forvente børn kan aflæse et spørgsmål til om det er et reelt spørgsmål/valg eller om det er en “ordre” forklædt som et valg.. 

 

håber det giver mening.

Du mener vel det modsatte - at de skal bruge bydeform, ikke undgå det, men derimod undgå spørgsmål? 

Mor og meget mere skriver:

Du mener vel det modsatte - at de skal bruge bydeform, ikke undgå det, men derimod undgå spørgsmål? 

Haha ja  undskyld er meget træt for tiden så Det der giver mening i mit hoved betyder ikke nødvendigvis det giver mening uden for min hjerne lige pt  

Anonym skriver:

Hej.

Jeg har en søn på fem år som skal i skole til sommer. Synes vi har mangle konflikter med ham herhjemme! Han har mange nedsmeltninger hvis tingene ikke lige går som han ønsker. Han bliver aldeles rasende, smækker med døre, råber grimme ord efter os  og kan smide med ting. Vi har heller ikke altid været gode til at styre vores eget temperament, så han har oplevet at blive løftet på værelset når han har været for meget.

Har I andre med børn i den alder samme udfordringer? Det kan bekymre mig ift. skolestart.

Min søn startede i skole i sommers. Han fik også nogle nedsmeltninger når tingene ikke gik efter hans hovedet. Selv de små ting. Hvis han ikke lige kunne få lynet sin jakke f.eks. Så i stedet for at bede om hjælp så blev han hysterisk og gav sig til at græde i skabe sig. Der vsr mange sf den slags hændelser. 
Også ovre i skolen og læreren tog fat i hans far og jeg og fandt hurtigt en løsning. Det handlede simpelthen om utrolig dårligt selvværd. Fordi vi altid har hjulpet ham med alt i stedet for at æde ham gøre tingene selv og lærer at sine “fejl”. 
Det ændrede vi på hurtigt og efter få måneder er det allerede blevet helt anderledes. Selvfølgelig kan han stadig få nogle ture, men der er længere mellem dem. 
det var noget af en mavepuster at få at vide at ens barn havde dårligt selvværd pg følte mig som en elendig mor fordi jeg havde passet for godt på ham hvis man kan sige det sådan. Men det viste sig jo at være rigtigt

om det er det samme for din søn ved jeg selvfølgelig ikke.  

Hvad gør i op til nedsmeltningerne? 
Hvad kan I ændre i jeres adfærd tænker du? Ofte får man jo lige præcis et spejl tilbage, af det man selv sender ud af signaler…. Irritation eller hvad det måtte være. Det kan jeg i hvert fald tydeligt se her hjemme. 

At sende børn ind for at “køle af” “tænke over tingene” virker sjældent her.

Min erfaring er at jo mere er barn i den alder “er på tværs” jo mere har de brug for trygge forældre der viser vej og hjælper dem med at håndtere forskellige udfordringer. Der er virkelig mange gode og konkrete råd i tråden her som jeg synes I skal følge. Han er et lille barn der har brug for en tryg og voksen arm til at vise vej. Hans vrede er et råb om hjælp som han ligenu ikke bliver hørt af hos dem han elsker aller højst.

Jeg har ærligt ikke læst alle kommentarer, men vil bare lige give et virtuelt kram - det lyder hårdt (jeg oplever det også selv af og til og synes det er hårdt) og så måske byde ind på, hvad der kan hjælpe:

Jeg har læst bogen "drop opdragelsen" af Fie Hørby. Den hjalp mig meget med at få nedsmeltninger til at stoppe hurtigt. Mantra er, at man anderkender, at noget var træls - man hjælper dem med at sætte ord på, hvorfor de blev vrede eller kede af det - det lyder jo til, at din dreng måske netop har svært ved det?

En anden ting, der satte gang i tankerne hos os var "sikkerhedsselen er ikke til diskussion". Tror jeg læste det i en kommentar herinde en gang. På en eller anden måde, så er alle forældre vildt gode til at få deres børn til at beholde sikkerhedsselen på i bilen. Det accepterer børnene. Hvorfor kan man så ikke få dem til alt muligt andet? Det arbejder vi i hvert fald lidt på - at nogle ting skal accepteres og ikke være noget vi har konflikter om. Vi havde mange konflikter med tandbørstning, tøjskift, ud af døren til børnehaven - og det er jo helt almindelige hverdagshandlinger, som hun bare ikke var med på. Vi har ikke fundet den hellige gral, men det er blevet meget bedre med bogen ovenfor