Dilemma ang. Graviditet

Hvis han er den rette for dig, og du for ham, så er det ligemeget hvad andre mener og tænker. 
Mærk godt efter, om du virkelig elsker ham af hele dit hjerte. Er du klar til at sætte ham først, og vælge ham, og jeres liv før alt og alle andre? 

Min mand var ikke svigermors drøm, min far var nær død af hjertestop fordi han faktisk var alt hvad han altid har sagt jeg aldrig skulle finde!
Men de så hvor lykkelig jeg er med ham, og hvor godt vi har det sammen, og holder af ham som var han deres egen nu. Min søster kan ikke fordrage min mand, og er derfor blevet valgt fra mit liv fuldstændigt. 

Når man er sammen, og vælger hinanden, handler det ikke om hvad andre synes han burde være, eller hvem du burde være sammen med, det handler om at vælge hinanden igen og igen, på trods af det, både når det går godt, men også når det er Aller sværest. 

Andre menneskers meninger om ens kærlighed eller valg af partner i det hele taget, er fuldstændig ligegyldig. Det eneste der betyder noget er ens partner, fordi man inderst inde ved at han/hun er den man vil bruge resten af sit liv med. 

- kan du sige ja til det, så er det ligemeget hvad andre tænker, så skal i bestemt bare go for it og få jeres bebs  bedsteforældrene skal nok blive glade uanset

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se at jeg involverede mine forældre i alt for meget i mit liv og det påvirkede deres syn på min mand  jeg gør det heldigvis ikke mere.

Jeg kan se at de fleste af mine veninder stadigt gør det og det er virkeligt en dårlig ide for man inviterer virkeligt forældrenes meninger indenfor. Det gælder om at få en god veninde som man taler om sine bekymringer med

forældrene tænker at hvis hun deler så meget med mig og vil have et godt råd, så er hun stadigt et hjælpeløst barn =hun er ikke klar til at få børn

du skriver at de ikke mener at han er den rigtige for dig, det siger mig at du desværre har delt for meget af jeres liv

Anonym skriver:

100% klar. Det drejer sig om at det er svært at gøre noget meget glædeligt i sit liv, hvis det ikke bliver modtaget på samme måde. Ja, det bliver nok bedre efter noget tid.. Mem ville du selv kunne være glad for en graviditet, hvis dine nærmeste er imod det? 

Ja, det ville jeg faktisk.

Selvom det selvfølgelig er dejligt med glade bedsteforældre, så er et barn mit valg, og jeg hviler nok i mig selv og den beslutning til, at andre aldrig vil være afgørende. 

Selvfølgelig vil man allerhelst have, at folk omkring én bifalder og støtter op. Måske søger man - ubevidst eller bevidst - sine forældres tilladelse. Det vil være naturligt, da man hele livet har brugt den som rettesnor for, om ens valg nu var en god ide eller ej. 

Men lige spørgsmålet om barn eller ej. Der er det på tide at frigøre sig og vælge ud fra en selv. Og være klar til at stå med ansvaret selv. 

Din kæreste ér meget ung, og det er et stort ansvar. Men det mest bekymrende er nok at glæden i den grad er betinget af jeres forældres billigelse. Men held og lykke med projektet uanset hvad. 

Jeg synes, det er meget, meget ungt for en mand at få barn som 21-årig, og det ville jeg nok ikke lægge skjul på og bekymre mig over, hvis jeg var hans eller din mor. Jeg er med på, at folk er forskellige, men med den viden, vi har om hjernens udvikling, herunder unge mænds frontallapper og dermed bl.a. konsekvensberegning, så mener jeg, det er helt reelt at problematisere, at man træffer et livsafgørende valg, som indebærer andre implicerede, i så ung en alder. Det er den rent teoretiske del - dertil kommer selvfølgelig min erfaring og mit kendskab til unge i den alder. 

Jeg tænker også, at knap 1,5 år er kort tid for så unge mennesker som jer. At I stadig har det godt sammen efter en husrenovering er en lidt spøjs information. Et hus kan sælges igen, udfordringer i forbindelse med håndværksarbejde kan løses - men et barn er for resten af livet, og de udfordringer og det ansvar, det bringer med sig, er af en helt anden kaliber - også, hvis I går fra hinanden. 
Det er  så vigtigt, at man tager med i sine overvejelser, at der ikke kun kommer en baby, men også en kommende 10-årig og 17-årig osv. - ingen af os har kunnet overskue, hvad vi gik ind til, da vi fik det første barn, uanset vores alder, men det rækker langt, langt ud over nuttede babyer og smårollinger, og det fordrer en modenhed og evne til at sætte egne behov i anden række, som jeg ville være i tvivl om, at en fyr, der næsten lige har været teenager, vil kunne gøre sig tilnærmelsesvis klart. 

Så er der nogle forhold, du ikke er inde på: Jeres uddannelses- og jobsituation, økonomi nu og om 3-5-10 år. Normalt vil man jo i jeres alder være under uddannelse - og dermed for en dels vedkommende ikke vide, hvad fremtiden bringer. Det har jo også betydning. 

Så nu lød jeg som den skeptiske mor eller svigermor, og det beklager jeg - men det er jo sjældent ud fra et ønske om bare at være på tværs og negativt indstillet, at man ikke jubler og siger “Go!”, når ens unge voksne børn præsenterer en plan, man ikke er helt tryg ved, og som man ikke oplever som helt gennemtænkt. Blandt andet, fordi man ønsker sig det allerbedste for sine børn OG kommende børnebørn. 

Jeg blev gravid (planlagt) som 22 årig. Min eks var dog ældre. Vi havde været sammen i 4 år da jeg blev gravid. Jeg var også lidt nervøs for omverdenens reaktion så vi ventede med at fortælle om det til jeg var over de 12 uger

Jeg har aldrig fortrudt at få min søn, men der er ting som er sværere når man er ung. Bla endte jeg med at have meget høje forventninger til mig selv fordi man synes man skal bevise at man er god nok. Det kan godt være stressende 

En anden ting jeg ville overveje er jeres parforhold. Den tid i har nu alene som par kommer aldrig igen. Nyd den nu inden i får børn! Er der noget i skal nå? En rejse, oplevelser i bare vil have sammen? Jeg er gravid nu for anden gang (mange år senere), og på trods af at uret virkelig tikker hurtigt for mig nu, har vi insisteret på at have 3 år sammen inden vi blev forældre. Denne gang ved jeg hvad jeg går ind til og jeg ville ikke snydes for den tid sammen med min kæreste og kommende far til mine børn 

Jeg siger ikke at det er en dårlig ide at få barn allerede nu. Det er blot nogle af de refleksionerne jeg selv har gjort mig. Mht forældrene, så er i nødt til at stole på jer selv og jeres beslutning. Hvis I har ro i maven og er sikre på at at det er det rette for jer så mød dem med den ro og selvsikkerhed og stå ved jeres valg

Mortiltreogmåskefire skriver:

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se at jeg involverede mine forældre i alt for meget i mit liv og det påvirkede deres syn på min mand  jeg gør det heldigvis ikke mere.

Jeg kan se at de fleste af mine veninder stadigt gør det og det er virkeligt en dårlig ide for man inviterer virkeligt forældrenes meninger indenfor. Det gælder om at få en god veninde som man taler om sine bekymringer med

forældrene tænker at hvis hun deler så meget med mig og vil have et godt råd, så er hun stadigt et hjælpeløst barn =hun er ikke klar til at få børn

du skriver at de ikke mener at han er den rigtige for dig, det siger mig at du desværre har delt for meget af jeres liv

Grunden til at de mener han ikke er den rigtige, er fordi han ikke er en arbejdshest (ligesom min far)

Hvad laver I hver især til daglig? Altså hvad er uddannelses og jobsituationen?

McK skriver:

Hvad laver I hver især til daglig? Altså hvad er uddannelses og jobsituationen?

Vi har begge fast job :-)