Dilemma ang. Graviditet

Hej Brevkasse.

Jeg er nyoprettet herinde på hjemmesiden, men tænker jeg vil forsøge mig lidt med brevkassen. 

Min kæreste og jeg er ved at have store ønsker om at få vores første barn sammen. Der er intet andet vi hellere vil og det er hverdagens samtaleemne. Vi har været sammen i snart 1,5 år og har hus sammen. Vi har allerede nu stået igennem en husrenovering sammen og har det stadig godt sammen. Jeg er 23 år og en meget kvinde af min alder. Jeg er igennem de sidste 3 år begyndt at blive MEGET skruk. Min partner at lidt yngre og bliver 21 her om lidt. Vi føler os begge klar inde for "nærmeste" fremtid.

Det der afholder mig er mine forældres holdninger. Min mor og far er ikke rigtig enige i at det er ham jeg BURDE være sammen med. De synes ikke han lever op til deres forventninger. De har i hvert fald deres egne ideer om hvilken type mand jeg burde have fundet. Min mor fik mig da hun var 19 år gammel og min mormor fik min mor da hun var 20. Derved har jeg altid ønsket mig at blive "ung" mor. 

Min svigermor har rigtig svært ved at cutte navlestrengen til min partner, så hun har det også svært ved tanken... 

Jeg ved at efter lang tid, vil forældre og svigermor nok kunne acceptere det og holde af barnet, men frygten for balladen begrænser mig i at tage den beslutning for MIT og VORES liv.. Har altid været meget tæt på min mor og har det self bedst med hendes accept..

Jeg er i vildrede.. Ved godt der ikke er et konktret spørgsmål at svare på, men måske i har gode råd?? 

Knus 

J

Nu sætter jeg det lidt på spidsen;

Hvis mine (sviger)forældres holdninger er SÅ afgørende for, om vi ville i gang med at forsøge at blive gravid, så ville jeg overveje, hvor klar jeg/vi i virkeligheden var :-)

Jeg må sige jeg er enig med overstående. 

Når det så er sagt så siger du at din kæreste er 20 år. Er han klar på det her? Altså såden 100 procent eller er det fordi han ikke vil såre dig? 

Jeg har selv en dreng på 19 og jeg kan helt klart se at han er moden af sin alder men at pigerne er del mere moden i forhold til ham. Hvis han om 1 år kommer og siger at han vil prøve at blive far, så vil jeg også lige slå i bordet. Det jo kæmpe ansvar.Men jeg ville bestemt ikke forhindre. Det bare min personlige holdning til det. 

Jeg syntes i skal gøre hvad i brænder for. Og husk på at det er et kæmpe ansvar at sætte et barn i verden. 

Tal ordenligt igennem det og føler i for det så go for it. Det kan jo også tage tid og blive gravid også plus de 9 mdr du skal bære baby. Så hvorfor ikke. 

Savanna skriver:

Nu sætter jeg det lidt på spidsen;

Hvis mine (sviger)forældres holdninger er SÅ afgørende for, om vi ville i gang med at forsøge at blive gravid, så ville jeg overveje, hvor klar jeg/vi i virkeligheden var :-)

100% klar. Det drejer sig om at det er svært at gøre noget meget glædeligt i sit liv, hvis det ikke bliver modtaget på samme måde. Ja, det bliver nok bedre efter noget tid.. Mem ville du selv kunne være glad for en graviditet, hvis dine nærmeste er imod det? 

Anonym skriver:

100% klar. Det drejer sig om at det er svært at gøre noget meget glædeligt i sit liv, hvis det ikke bliver modtaget på samme måde. Ja, det bliver nok bedre efter noget tid.. Mem ville du selv kunne være glad for en graviditet, hvis dine nærmeste er imod det? 

Ingen er glad på mine vegne er gravid 9+.

de syntes ikke jeg skal have flere og er meget dømmende. Og jeg er super glad og er gået all in med billeder ekstra scanninger osv. 

Så ja det kan man. Du kan også bare spørger dig selv. Skal du ikke gennemleve din drømme og være lykkelig fordi andre ønsker det? 

Og begge jeres forældre kommer til at elske baby. Bare giv det tid

Jeg er helt enig med Savanna 

AnoAno skriver:

Ingen er glad på mine vegne er gravid 9+.

de syntes ikke jeg skal have flere og er meget dømmende. Og jeg er super glad og er gået all in med billeder ekstra scanninger osv. 

Så ja det kan man. Du kan også bare spørger dig selv. Skal du ikke gennemleve din drømme og være lykkelig fordi andre ønsker det? 

Og begge jeres forældre kommer til at elske baby. Bare giv det tid

Hvorfor er de ikke glad på dine vegne og hvorfor skulle de være dømmende?

Hvis I har svært ved at gøre noget på trods af at jeres forældre er imod det… så vil jeg også stille spørgsmål ved om I helt er der modenhedsmæssigt. 

Når man er forældre,  er der konstant ting man skal tage stilling til og stå på mål for overfor ifht andre. 

I er unge og det bliver jo klart en “afkortning” af jeres ungdom, hvis I får et barn. Mange vokser i forskellige retninger og et barn bidrager med endnu et pres. Risikoen for at gå fra hinanden er der altid - men sandsynligheden for at et par går fra hinanden hvis man får barn i en tidlig alder hvor manden er 21 år…. Den er efter min bedste overbevisning ret stor.  

Måske vil din mor gerne have at du venter netop fordi hun ved, hvad det vil sige at være unge forældre/ ung mor. Når I er tætte, ville jeg forsøge så neutralt jeg kunne, at tage snakken om hvad hendes erfaringer har været. 

Hvad med uddannelse, andre planer de kommende år..? Hvordan passer et barn ind? Tilsidesættelse af ens behov fuldstændigt. 

Og hvad ser dine forældre hos din kæreste, som de ikke bryder sig om. Måske har de ret på et eller andet plan .. måske ikke. Er du selv sikker på at han er MANDEN eller er det ideen om baby der overskygger?

De gange jeg hat fornemmet at mine forældre ikke kunne lide min kærester,  har de ikke været gode for mig - set i bakspejlet. 

AnoAno skriver:

Ingen er glad på mine vegne er gravid 9+.

de syntes ikke jeg skal have flere og er meget dømmende. Og jeg er super glad og er gået all in med billeder ekstra scanninger osv. 

Så ja det kan man. Du kan også bare spørger dig selv. Skal du ikke gennemleve din drømme og være lykkelig fordi andre ønsker det? 

Og begge jeres forældre kommer til at elske baby. Bare giv det tid

Ud over at det selvfølgelig kan være fuldkommen afgørende ikke at lade andres holdninger styre ens tilværelse og lykke … så kan der jo trods alt være en grund til at mennesker tæt på én stiller spørgsmål ved de ting vi foretager os. Måske ser de ting, vi ikke selv ser så tydeligt fordi det er for tæt på os eller fordi selvindsigten svigter. Så hvis jeg traf valg, som sunde og rationelle mennesker der elskede mig samstemmigt var bekymrede for, så var det måske meget godt at stoppe op og overveje om deres bekymring havde gang på jord. I tilfælde af TS kunne et eksempel jo fx være, at de kommende bedsteforældre er bekymrede for modenhed, parforholdets bæredygtighed, manglende uddannelser og økonomi, eller hvad ved jeg. Ting man måske for nogens vedkommende selv kan havde svært ved at vurdere, især i en tidlig alder.