Mor og meget mere skriver:
For én som mig, der elskede at “fylde i landskabet” under graviditeterne, var stolt af min flotte mave og med glæde lod andre se og røre, er det svært at sætte sig ind i. Jeg håber ikke, jeg har overtrådt andres grænser igennem årene, for jeg er stadig vildt fascineret af gravide maver og kommenterer dem positivt og begejstret - ville dog aldrig røre uden at have fået lov.
Når man har det som jer, der skriver her, kan jeg sagtens forstå “udfordringen” - jeg tror gerne, man bliver opfattet som sur eller snerpet eller som én, der slet ikke er glad for at skulle være mor, hvis man ikke smiler stort over opmærksomheden. Det må være belastende.
Jeg er lidt nysgerrig på, hvad der kan ligge bag, at vi reagerer så forskelligt, selv om det sikkert er komplekst og individuelt. Handler det kun og specifikt om graviditet? Jeg er sådan én, der i det hele taget generelt godt kan lide opmærksomhed fra omgivelserne, må jeg indrømme. Det kan fx være noget med mit tøj, som oftest er farverigt og specielt - det kan være noget med at blive set og hørt til møder - i det hele taget træder jeg gerne frem og “er på”. Jeg kan jo også se, at andre har det stik modsat og foretrækker at være diskrete, ikke ønsker at få “søgelyset” rettet mod sig og kan reagere næsten forlegent, hvis jeg fx siger, at det er en vildt fed bluse, de har på. Så kan jeg jo godt forstå, at det er ubehageligt at blive gloet på og at blive centrum for opmærksomheden på grund af sin store, flotte mave.
Er det noget, der giver mening i denne sammenhæng, eller er jeg ude på et vildspor?
Hmm.. jeg synes egentligt at det er svært at svare på hvad det præcist er jeg ikke bryder om ved det. Jeg kan sagtens holde taler, være på til festlige arrangementer, og føler mig hverken diskret eller genert i mit liv ellers. Når det så er sagt er jeg også en meget privat person, jeg deler kun følsomme/private sagde med yderst få mennesker, og i og med at en graviditet er ret synlig, er mit bedste bud at jeg føler jeg “blotter” mit privatliv, og pludselig skal svare på spørgsmål som jeg både synes er grænseoverskridende og private. Det er umiddelbart den eneste forklaring jeg har.. men om det reelt er grunden til mine følelser, eller det er noget hormonbetinget, det ved jeg ikke.
Det skal også sige at jeg ikke bryder mig synderligt om at være gravid, jeg synes jeg er hæmmet og besværet, og jeg vil bare gerne have det overstået. Alt dette har dog intet med mit barn at gøre, og jeg kobler slet ikke de to ting i mit hoved, når jeg tænker på hvor forfærdeligt jeg synes det er at være gravid.
Jeg synes egentlig at det er dejligt at vide man ikke er den eneste der har det sådan, men hvor ville jeg ønske at det var noget der var blevet skrevet om i artikler, eller andet så man havde et sted at spejle sine følelser.
