Uforklarlige skam-følelser i 3. Trimester..

jeg beklager på forhånd hvis dette indlæg kommer til at virke en smule rodet. Sagen er den at jeg går rundt med nogle følelser, som jeg har svært ved at placere, og muligvis også beskrive korrekt. 

Efter at jeg er gået ind i 3. Trimester, og min mave naturligvis er blevet rigtig synlig, og ikke lader sig “skjule” om jeg så iførte mig et 7-mands telt, har jeg haft et behov for at trække mig fra alt socialt. Jeg ser mig helst fri for at handle ind, gå ture, deltage i sociale arrangementer, eller andre ting hvor min graviditet kan komme på tale, eller nogen skal røre ved min mave (svigermor er specielt slem til dette, og det vender sig i mig hver gang, jeg kan ikke have det). Jeg har sådan en følelse af at være blottet, og til frit skue det tætteste jeg kan komme er sammenlignelig med at “skamme” sig, selvom det ikke føles som om det er det jeg gør.. . Jeg er ikke ked af det over min graviditet, slet ikke og jeg glæder mig meget.

Det er mere en følelse af at min graviditet er privat, og jeg ikke har lyst til at diskutere/snakke om den med særlig mange andre end mine tætte veninder, mand, eller mor f.eks.  Når jeg prøver at google kommer der ikke noget materiale op der skulle kunne forklare hvad det er jeg føler, eller om det er “normalt”. Jeg boner heller ikke ud på fødselsdepression eller lignende. 

Min egne tanker er at det må være hormoner der spiller mig et puds, men følelserne er der jo alligevel.

Det er ret hæmmende og ubehageligt at have det sådan, så jeg tænker om nogen har været i nærheden af at genkende noget af det jeg beskriver i ovenstående? Andre bud på hvad det kan dreje sig om er også hjertelig velkommen… 

Jeg vil få snakket med din jordemor om det. For alle vi kvinder er så forskellige omkring følelser og tanker og som du skriver ja det er hormoner men de er der jo stadig 

sender dig en kæmpe krammer

Jeg har det på samme måde  jeg føler at det er ubehageligt når folk kigger på mig

for mig skyldes det at dengang jeg var lille og også som teenager, talte min far generelt grimt om kvinder. Jeg var hans bedste ven, han delte alt for mange private tanker med mig og når vi f.eks var ude at køre bil sagde han: “prøv lige at se hende der, hun er godt nok blevet kneppet fed” eller “der er godt nok en der der har fået noget pik” eller se lige hende der med den kæmpe store røv”  

der er ingen andre end min mand der ved at jeg har det sådan, men jeg føler mig beskidt, klam  og ulækker at se på, især når jeg er gravid.

jeg har som voksen fundet ud af at min far har narssisistisk personligheds forstyrrelse, men skammen sidder stadigt i mig.

Jeg ved ikke helt om det kan sammenlignes, men efter mange forliste graviditeter var jeg ikke spor interesseret i at tale om det med hvem som helst, da det endelig lykkedes at holde baby indenbords. Jeg orkede ikke at drøfte “ligegyldigheder” såsom køn, kvalme eller terminsdatoer, for jeg var i bund og grund skide bange for at miste mit barn, hvilket omverdenen ikke rigtigt formåede at rumme, men fejede væk med floskler såsom “denne her gang skal det jo nok gå, glæd dig nu bare, husk at nyde det”.

Så jeg talte ikke selv ret meget om det. Jeg isolerede mig dog på ingen måde, men gjorde tvært imod en dyd ud af, at leve præcis som jeg plejede med sport, sociale arrangementer, job, osv. Direkte adspurgt svarede jeg kort og høfligt, derefter skiftede jeg bare emne. Eller sagde direkte “nå, men lad os snakke om noget andet end mig”. 

Og hvis nogen rørte maven eller i det hele taget kommenterede min krop (hvilket jeg uanset hvad synes er grænseoverskridende og taktløst, begge dele), så øvede jeg mig i at bede dem om at lade være. Uden at blive sur. De fleste blev ret flove, men det er jo ikke mit ansvar

Jeg har haft det præcis sådan der! Og du er altså ikke den eneste. For mig var det den der følelse af at være et offentlig stykke kød -en beholder uden mine egne grænser. Jeg blev slettet som person og folk forholdte sig kun til det der lå inden i mig. Det var så klamt. Jeg bad folk om at fucke af. Brugte ikke engang tid på at please og sige be'om på en pæn måde. Bare "Jeg vil ikke have du rører ved min krop. Stop. Nej det er ikke dit barnebarn det er MIN mave. Du må vente"

Folk blev sure, flove, fornærmede. Men det er deres problem. Altså man går bare ikke og rager på andre! 

Jeg håber du kan sige lidt fra, så du ikke behøver isolere dig

Jeg kan godt genkende det! Jeg troede, før jeg blev gravid, at jeg ville være stolt af min fine mave - men jeg var faktisk lidt flov! Jeg ønskede ikke at vise den frem.

Det var endnu værre med nr. 2, for da jeg blev gravid med ham, var nr. 1 kun 1 år - og jeg  fik hurtigt en stor mave. Så gik jeg der med et barn, der kun lige havde lært at gå og var allerede gravid igen! Jeg følte mig så flov over det, fordi der jo generelt ikke tales særlig pænt om folk, der får mange børn hurtigt efter hinanden.

Så jo - jeg kender godt flovheden over en gravidmave.

Tusind tak for alle jeres svar! 

Hvor er det rart at vide at jeg ikke er den eneste der har haft det på den måde, for når man ikke kan google sig til andre med lignende oplevelser, eller forskning/undersøgelser der passer på det man føler, så føler man sig hurtigt alene. Jeg har følt mig så utaknemmelig, og “forkert” over at have det på den måde. Måske har jeg i virkeligheden også været usikker på, præcis hvordan det det er jeg føler, og ikke mindst hvad der er grunden til at have det som jeg har det. 

Jeg synes jeg læser og læser, og kan finde en masse om tristhed, fødselsdepression, belastningsreaktion, osv. men der er bare intet der dækker over hvordan jeg selv synes at jeg har det. Jeg vidste slet ikke at det var en “ting”, og jeg er jo hverken deprimeret eller ked af det. Jeg har egentlig bare lyst til at “gemme mig væk” indtil baby er født, fordi jeg synes det er grænseoverskridende at føle mit privatliv er blottet til frit skue for alle. 

Jeg ved jo rationelt set godt at folk der kommenterer, spørger ind, rør ved min mave og gerne vil snakke om den kommende familieforøgelse gør det i en god mening, men ikke destomindre føler jeg st det er grænseoverskridende og ude af den komfortzone jeg er tilpas i… 

hvorfor er der ikke flere der snakker om at have det sådan her? Jeg ville ønske at jeg på forhånd havde vist at det var en mulighed, så havde jeg godt nok undgået en del bekymringer og skyld/skam følelse som også er kommet snigende samtidig med at føle sig forkert og alene med sine følelser

Da jeg var gravid blev jeg nærmest irriteret når folk blev begejstrede. Jo mere begejstring og jo flere spørgsmål de stillede jo mere modsat blev jeg. Jeg følte mig forkert fordi jeg ikke jublede som andre og ikke gik op i alt det jeg burde gå op i. Havde lyst til at banke folk i hovedet når de rørte min mave eller pludselig havde en klar holdning til min krop eller min manglende entusiasme omkring min graviditet. Endte hos psykolog fordi det tyngede mig meget. Men var ikke deprimeret eller lignende, følte mig bare forker fordi jeg troede man skulle være gravid på en bestemt måde. Vi er alle forskellige, heldigvis, men vi taler bare sjældent om det der kan være svært fordi vi er bange for at blive stemplet som et dårligt menneske eller en dårlig kommende mor. Og det at man har et billede af hvordan man bør være, kan en til at få sig til at føle tudse forkert.

Men der er ikke noget galt i at have det som du har det. Men tal med jordemoder - hun har hørt det meste efterhånden. Og man bliver ikke en dårlig mor af at ikke være “Instagram gravid”.

Jeg var super dårlig til at være gravid men er flere hundrede gange bedre til at være mor (tror jeg, for mit barn kan godt lide mig og gør nogle gange hvad jeg siger eller giver mig et kys og siger han elsker mig)

For én som mig, der elskede at “fylde i landskabet” under graviditeterne, var stolt af min flotte mave og med glæde lod andre se og røre, er det svært at sætte sig ind i. Jeg håber ikke, jeg har overtrådt andres grænser igennem årene, for jeg er stadig vildt fascineret af gravide maver og kommenterer dem positivt og begejstret - ville dog aldrig røre uden at have fået lov. 
Når man har det som jer, der skriver her, kan jeg sagtens forstå “udfordringen” - jeg tror gerne, man bliver opfattet som sur eller snerpet eller som én, der slet ikke er glad for at skulle være mor, hvis man ikke smiler stort over opmærksomheden. Det må være belastende. 

Jeg er lidt nysgerrig på, hvad der kan ligge bag, at vi reagerer så forskelligt, selv om det sikkert er komplekst og individuelt. Handler det kun og specifikt om graviditet? Jeg er sådan én, der i det hele taget generelt godt kan lide opmærksomhed fra omgivelserne, må jeg indrømme. Det kan fx være noget med mit tøj, som oftest er farverigt og specielt - det kan være noget med at blive set og hørt til møder - i det hele taget træder jeg gerne frem og “er på”. Jeg kan jo også se, at andre har det stik modsat og foretrækker at være diskrete, ikke ønsker at få “søgelyset” rettet mod sig og kan reagere næsten forlegent, hvis jeg fx siger, at det er en vildt fed bluse, de har på. Så kan jeg jo godt forstå, at det er ubehageligt at blive gloet på og at blive centrum for opmærksomheden på grund af sin store, flotte mave.

Er det noget, der giver mening i denne sammenhæng, eller er jeg ude på et vildspor? 

For én som mig, der elskede at “fylde i landskabet” under graviditeterne, var stolt af min flotte mave og med glæde lod andre se og røre, er det svært at sætte sig ind i. Jeg håber ikke, jeg har overtrådt andres grænser igennem årene, for jeg er stadig vildt fascineret af gravide maver og kommenterer dem positivt og begejstret - ville dog aldrig røre uden at have fået lov. 
Når man har det som jer, der skriver her, kan jeg sagtens forstå “udfordringen” - jeg tror gerne, man bliver opfattet som sur eller snerpet eller som én, der slet ikke er glad for at skulle være mor, hvis man ikke smiler stort over opmærksomheden. Det må være belastende. 

Jeg er lidt nysgerrig på, hvad der kan ligge bag, at vi reagerer så forskelligt, selv om det sikkert er komplekst og individuelt. Handler det kun og specifikt om graviditet? Jeg er sådan én, der i det hele taget generelt godt kan lide opmærksomhed fra omgivelserne, må jeg indrømme. Det kan fx være noget med mit tøj, som oftest er farverigt og specielt - det kan være noget med at blive set og hørt til møder - i det hele taget træder jeg gerne frem og “er på”. Jeg kan jo også se, at andre har det stik modsat og foretrækker at være diskrete, ikke ønsker at få “søgelyset” rettet mod sig og kan reagere næsten forlegent, hvis jeg fx siger, at det er en vildt fed bluse, de har på. Så kan jeg jo godt forstå, at det er ubehageligt at blive gloet på og at blive centrum for opmærksomheden på grund af sin store, flotte mave.

Er det noget, der giver mening i denne sammenhæng, eller er jeg ude på et vildspor? 

 

Jeg kan som sådan godt lide at få komplimenter og anerkendelse. Men ser bare ikke en graviditet som noget vanvittigt magisk og får røde knopper af hysteriet omkring ens krop. For mig var Det er en fase inden fødsel og ens barn kommer til verden. Handler ikke om lavt selvværd eller det der ligner for mit vedkommende, men kan sagtens passe med andre.