Forældre, livspartnere men ikke kærester…

Jeg ville, kedeligt som det måske lyder, skemalægge intimitet. Ikke sex, intimitet. Finde et sted i kalenderen og sætte kryds: på det tidspunkt skal I ligge sammen i sengen og i hvert fald kramme. Måske udvikler det sig til sex, måske ikke. Lad være med at forvente, og lad være med at fokusere på sex. Ligegyldigt hvad er berøring og nærkontakt sund drivkraft for et parforhold. 

Hvis intimitet er fast på kalenderen hver onsdag aften, skal ingen initiere den aften. Det skal bare overholdes fra begge parter.

Anonym skriver:

Jeg vil give dig et kedeligt og ikke særlig ofte accepteret svar, fordi vi er mange som fejlagtigt tror at livet og parforholdet bør være drevet af evig passion: Det gør det ikke, og det er de for de færreste. En dyb grundkærlighed, stabilitet, respekt og livslangt venskab - det er jo egentlig ikke det værste man kan forestille sig? Heller ikke at vokse op i som barn.

Det er meget at forlange af os selv og parforholdet, at vi altid skal kunne det hele. Og hvis passion og forelskelse er på stand-by i nogle år, er I mere gennemsnitlige end du tror. Det kan genoptages og genfremkaldes når tid og kræfter findes - måske af sig selv, måske med noget hjælp udefra. I skal ikke holde op med at prøve - for selvfølgelig skal I også have sex og passion hvis I begge ønsker. Men alting behøver ikke at lykkes på samme tid. 

Jeg er fuldstændig enig. Vi bliver hjernevasket af film, bøger, reklamer osv til at tro at når man har fundet den eneste ene, så er man forelsket hele tiden, også efter 20 år. Og tror mange skilsmisser sker, fordi man så mister forelskelsen og sommerfuglene i maven efter nogle år, og så tror man at det betyder at forholdet er dødt. Jeg tænker at det er et helt perfekt forhold TS beskriver - altså bortset fra manglende sex og intimitet. 

Men som en anden skriver, så er det helt normalt at det bliver sat på standby når man har små børn. Og jeg forstår virkelig godt din kæreste ikke har overskuddet. Men det betyder ikke at det bare skal fortsætte sådan, for du, TS, er jo tydeligvis ikke glad. Så enten synes jeg I skal gøre som en anden foreslår og så skemalægge intimitet og kærestetid. Det lyder meget usexet, men tænker det er en god måde at sikre at man får det gjort. Hvis han nu slet ikke er til at få til at gøre noget, så var det måske en ide med en parterapeut eller en sexolog. 

Jeg ville smutte til parterapi. Få snakket det igennem og få nogle redskaber, som kan fungere for jer begge. Det har gjort underværker for mig tidligere. Forholdet holdt ikke, men kommunikationen blev 100x bedre og forståelsen ligeså. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 14 år og fandt sammen relativt unge. Vi har 2 små børn (børnehave og vuggestue-alderen), hus og hverdag. Min mand er et godt menneske. Han er støttende, omsorgsfuld, respektfuld, loyal, tålmodig, en god far og godhjertet, dvs han mener alt godt. Han er virkelig, virkelig en god mand. Vores hverdag kører. Vi skændes aldrig. Vi snakker godt sammen om alt, også følelser, tanker og drømme. Vi griner sammen. Og har det godt i hinandens selskab.  Så på papiret virker alt perfekt. 

Sagen er bare den at det er det ikke. Forstået på den måde at vi ikke er kærester og ikke har været det længe. Vi dater ikke længere eller gør søde små ting for hinanden. Jeg har ikke lyst til sex med ham længere, og kys, kram og kærtegn er også minimalt. Jeg kan ikke rigtig. Det føles ikke rigtig. Dét har ændret sig. Måske følelserne. Jeg ved det ikke. Han tager heller ikke initiativ til det. Eller til andet parforholdsting. Jeg har forsøgt at holde “flammen i live” med dates, kærlige ting mv men har følt mig meget alene med ansvaret for vores forhold, den der tager initiativ, gør noget ud af det og på et tidspunkt stopper man jo med at prøve. Sådan har det været længe men ikke altid. Der går småbørn og hverdag i den og det føles mere som om vi er 2 bedste venner der bor sammen og er forældre sammen med et par. Det er heller ikke fordi jeg egentlig har lyst til at være sammen med andre og jeg har ikke lyst til at bryde vores familie op over ingenting, som jeg føler det her er. Det er jo “bare følelser”. Eller er det dét? 

Er der andre i et forhold som mit? Hvad er jeres tanker? Måske nogen der er kommet ud på den anden side - enten sammen eller hver for sig - som vil dele jeres erfaringer med mig? Jeg har delt mine følelser med min mand og han bliver bare ked af det, lover at hjælpe med at være mere kærester og glemmer det så igen, når hverdagen kører. Det er ikke fordi jeg har tårnhøje forventninger og kræver gaver, blomster og romantiske middage hver uge - vi har trods alt små børn og tiden er ikke den samme - men “slet ingenting”, den synes jeg også er svær. 

Herhjemme er det mig der er super dårlig til at tage imod initiativet fra min mand med intimitet og sex.. jeg kører hurtigt på med hverdagen og bliver fyldt op mentalt af at have 3 børn der har hvert sit behov for forskellig støtte til hvert sit niveau af udvikling lige nu..

Vi er begge ledige så der ikke en gang arbejdstid hvor vi ikke er sammen..

men alligevel når ungerne er afleveret og der er handlet og vi kommer hjem og der er ro kl. 9.30 ja så er det ikke særlig tit at det er soveværelset der kalder som det første...

der er hurtigt opvask, tøjvask, badetid (åh det er fantastisk at være børnefri og kunne gøre det sammen), planlægning og snak om resten af dagen og ugen... jeg skal jobsøge... 

vi er ikke typerne der nogensinde har været super romantiske særlig meget.. så det har jeg altid haft lidt svært ved at sætte mig ind i det med at man skal give gaver/blomster for at vise sin kærlighed.. men kan godt se at hvis det er noget man plejede at have som en del af forholdet så er det selvfølgelig svært at skulle vænne sig til at det mangler...

vi kørte også meget hverdag i næsten et helt år hvor vi måske var sammen seksuelt 3 gange.. så satte vi os ned og sagde det skal ændres.. vi savnede det begge men ingen af os havde lyst til at presse på for der var mange ting for os begge at forholde os til.. så vi besluttede os for at have kærestedag..

kærestedag er/var at mobilen blev slukket så kun akutte opkald fra institution kunne komme igennem, børnene blev hentet en time senere end vi ellers ville, og så var det bare en hyggelig film sammen under dynen, sørget for at der var handlet mad der kunne smides i ovnen og uden opvask bagefter.. og så var det ikke tilladt at snakke om andet end os som par eller familie...

det gjorde vi 2 gange og det var fantastisk.. så løb vi ind i endnu en runde af syge børn og voksne på skift så det er længe siden det har været muligt at holde det...

jeg håber snart vi er igennem sygdom så vi igen kan gøre det.. jeg savner det enormt meget for jeg fandt mig selv på en helt anden måde ved at omverdenen på den måde forsvandt... og den ekstra time uden børn føltes som 5...