Forældre, livspartnere men ikke kærester…

Min mand og jeg har været sammen i 14 år og fandt sammen relativt unge. Vi har 2 små børn (børnehave og vuggestue-alderen), hus og hverdag. Min mand er et godt menneske. Han er støttende, omsorgsfuld, respektfuld, loyal, tålmodig, en god far og godhjertet, dvs han mener alt godt. Han er virkelig, virkelig en god mand. Vores hverdag kører. Vi skændes aldrig. Vi snakker godt sammen om alt, også følelser, tanker og drømme. Vi griner sammen. Og har det godt i hinandens selskab.  Så på papiret virker alt perfekt. 

Sagen er bare den at det er det ikke. Forstået på den måde at vi ikke er kærester og ikke har været det længe. Vi dater ikke længere eller gør søde små ting for hinanden. Jeg har ikke lyst til sex med ham længere, og kys, kram og kærtegn er også minimalt. Jeg kan ikke rigtig. Det føles ikke rigtig. Dét har ændret sig. Måske følelserne. Jeg ved det ikke. Han tager heller ikke initiativ til det. Eller til andet parforholdsting. Jeg har forsøgt at holde “flammen i live” med dates, kærlige ting mv men har følt mig meget alene med ansvaret for vores forhold, den der tager initiativ, gør noget ud af det og på et tidspunkt stopper man jo med at prøve. Sådan har det været længe men ikke altid. Der går småbørn og hverdag i den og det føles mere som om vi er 2 bedste venner der bor sammen og er forældre sammen med et par. Det er heller ikke fordi jeg egentlig har lyst til at være sammen med andre og jeg har ikke lyst til at bryde vores familie op over ingenting, som jeg føler det her er. Det er jo “bare følelser”. Eller er det dét? 

Er der andre i et forhold som mit? Hvad er jeres tanker? Måske nogen der er kommet ud på den anden side - enten sammen eller hver for sig - som vil dele jeres erfaringer med mig? Jeg har delt mine følelser med min mand og han bliver bare ked af det, lover at hjælpe med at være mere kærester og glemmer det så igen, når hverdagen kører. Det er ikke fordi jeg har tårnhøje forventninger og kræver gaver, blomster og romantiske middage hver uge - vi har trods alt små børn og tiden er ikke den samme - men “slet ingenting”, den synes jeg også er svær. 

Jeg ved godt du skriver at du ikke har lyst til at have sex med ham længere men nogen gange er det dét der skal til for at man føler kærligheden for sin partner igen.

Anonym skriver:

Jeg ved godt du skriver at du ikke har lyst til at have sex med ham længere men nogen gange er det dét der skal til for at man føler kærligheden for sin partner igen.

TS her. Jeg er bestemt ikke uenig med dig. Jeg er den der tager initiativ til sex de fleste gange. Men kender du dét at når man længe har været den der tager initiativ så på et tidspunkt orker man ikke rigtig mere? At man giver så meget af sig selv på alle fronter som kone, mor osv, men på et tidspunkt er det som om der ikke rigtig er mere at give af?

Er enig med ovenstående. sex er en stor del i at være kærester/gift. 
uden sex. Så kan i ligeså godt flytte fra hinanden og kalde hinanden for venner. 
når man har små børn så det klart at man ikke har sex hver dag eller hver andet dag. Men aldrig ha sex. Ja så som sagt så kan man ligeså godt gå fra hinanden og kalder hinanden for venner. 
hvad siger din mand til at i aldrig har sex?

Love Angel skriver:

Er enig med ovenstående. sex er en stor del i at være kærester/gift. 
uden sex. Så kan i ligeså godt flytte fra hinanden og kalde hinanden for venner. 
når man har små børn så det klart at man ikke har sex hver dag eller hver andet dag. Men aldrig ha sex. Ja så som sagt så kan man ligeså godt gå fra hinanden og kalder hinanden for venner. 
hvad siger din mand til at i aldrig har sex?

Han siger ikke så meget. Og tager heller ikke så meget initiativ. Han er træt pga livet med småbørn, dårlig søvn osv. Dertil så vil han ikke overskride mine grænser. Det er ikke fordi vi aldrig, aldrig har sex. Men passionen og den der sådan virkelig lyst. Den mangler. Måske er det træthed, hamsterhjul osv. Jeg ved det ikke. Jeg håber det “bare” er det, men vil gerne høre nogle erfaringer fra andre, som måske kan genkende det. 

TS her. Jeg er bestemt ikke uenig med dig. Jeg er den der tager initiativ til sex de fleste gange. Men kender du dét at når man længe har været den der tager initiativ så på et tidspunkt orker man ikke rigtig mere? At man giver så meget af sig selv på alle fronter som kone, mor osv, men på et tidspunkt er det som om der ikke rigtig er mere at give af?

Ja det kender jeg godt. Jeg har selv været i en lignede situation hvor det altid var mig der tog initiativ og blev afvist gang på gang. Til sidst stoppede jeg med at tage initiativ og fortalte ham at jeg overvejede at forlade ham og det var det der skulle til for at tingene ændrede sig hjemme hos os. 

I skal til at være et par igen start stille og roligt ud med kys og knus og et klap i numsen kærtegn og flirt. 
Det er så vigtigt man snakker om den side sf forholdet også fordi der kan bare gå hurtigt børn og hverdagen i den også glemmer man hinanden også mister man lysten til hinanden.

selv om der går hverdagen i den her hjemme er vi gode til at gå og små kysse knus grin flirt klap i numsen manden min er mega god til st holde mig i ilden med kærlige sms’er så der må jeg lige oppe mig ind i mellem også det er fantastisk og nej vi har heller ikke sex hver det og der kan sagtens gå en måned hvis der går for meget arbejde, træt, sygdom osv i den men når vi så er der igen kan det også ske tit med fyr og flamme og vi har snart været sammen i 14år og vi har også snakket meget om vores forhold især fordi vores den store bliver 12 og nu står vi snart med en baby så det kræver en ny omgang af forholdet men som vores motto er bare vi er sammen så kan vi klare alt 

Han siger ikke så meget. Og tager heller ikke så meget initiativ. Han er træt pga livet med småbørn, dårlig søvn osv. Dertil så vil han ikke overskride mine grænser. Det er ikke fordi vi aldrig, aldrig har sex. Men passionen og den der sådan virkelig lyst. Den mangler. Måske er det træthed, hamsterhjul osv. Jeg ved det ikke. Jeg håber det “bare” er det, men vil gerne høre nogle erfaringer fra andre, som måske kan genkende det. 

Nu har du prøvet så meget at tag intiativ. Snak med ham og sige at nu har du taget notation så mange gange, og at han skal også prøve at tag intiativ en gang i mellem. Og at i skal til at finde hinanden igen som 2 kærester. 
også se tiden an. Kan være han er træt og udmattet at ha 2 små børn. Og det er slet ikke noget at sige til, da det er benhårdt at have små børn. 

Jeg vil give dig et kedeligt og ikke særlig ofte accepteret svar, fordi vi er mange som fejlagtigt tror at livet og parforholdet bør være drevet af evig passion: Det gør det ikke, og det er de for de færreste. En dyb grundkærlighed, stabilitet, respekt og livslangt venskab - det er jo egentlig ikke det værste man kan forestille sig? Heller ikke at vokse op i som barn.

Det er meget at forlange af os selv og parforholdet, at vi altid skal kunne det hele. Og hvis passion og forelskelse er på stand-by i nogle år, er I mere gennemsnitlige end du tror. Det kan genoptages og genfremkaldes når tid og kræfter findes - måske af sig selv, måske med noget hjælp udefra. I skal ikke holde op med at prøve - for selvfølgelig skal I også have sex og passion hvis I begge ønsker. Men alting behøver ikke at lykkes på samme tid. 

Anonym skriver:

Jeg vil give dig et kedeligt og ikke særlig ofte accepteret svar, fordi vi er mange som fejlagtigt tror at livet og parforholdet bør være drevet af evig passion: Det gør det ikke, og det er de for de færreste. En dyb grundkærlighed, stabilitet, respekt og livslangt venskab - det er jo egentlig ikke det værste man kan forestille sig? Heller ikke at vokse op i som barn.

Det er meget at forlange af os selv og parforholdet, at vi altid skal kunne det hele. Og hvis passion og forelskelse er på stand-by i nogle år, er I mere gennemsnitlige end du tror. Det kan genoptages og genfremkaldes når tid og kræfter findes - måske af sig selv, måske med noget hjælp udefra. I skal ikke holde op med at prøve - for selvfølgelig skal I også have sex og passion hvis I begge ønsker. Men alting behøver ikke at lykkes på samme tid. 

Helt enig. Man kan godt leve i et rigtig godt parforhold uden sex og passion. Man kan jo også leve i et hedt forhold med masser ef sex og passion, hvor bølgerne går højt og der ikke er ro og stabilitet. 
Jeg tror at vi skal acceptere at parforhold ikke altid er en dans på rosen og man kan have perioder hvor sex og intimitet er sat på vågeblus. 
små børn kan suge meget af vores energi og vores behov for kontakt med vores partner