Jeg er så ensom

Sidder lige her til aften og fælder et par tårer, og havde bare brug for at dele det med nogen. 

Jeg er på barsel med vores tredje barn, og forud for det var jeg sygemeldt fra arbejde i det meste af graviditeten, hvilket var en stor sorg, for jeg elsker mit arbejde. Så jeg har gået hjemme i snart et år, og den lille er fem måneder.

På grund af corona situationen, har det været en meget ensom tid. Jeg har i forvejen ikke rigtig nogen gode venner, bare en masse bekendte, som jeg ikke ses med privat, og under graviditeten sås jeg ikke med nogen, fordi jeg med de konkrete helbredsproblemer under graviditeten var ekstra udsat. Mange vil heller ikke ses pga coronafrygten.

Efter fødslen har været hård. Jeg har haft de andre børn hjemme af flere omgange pga hele det corona cirkus. Om så det er nedlukninger, nær kontakt osv. Så mit liv består selvfølgelig af baby, men i det hele taget bare børn, børn, børn og ikk rigtig andet.

Min mand er ene leder for omkring 80 medarbejdere. Hans arbejde er super spændende, og jeg elsker, når han fortæller om det. Men det er selvfølgelig ret krævende. Han er god til ikke at komme alt for sent hjem, men når han kommer hjem, så er der jo eftermiddagskaos med alle børn, madlavning, madpakker osv.

Og problemet er så, at når alle sover, så er han bombet og har brug for enten bare at gå i seng eller at sidde og lave noget for sig selv. Så jeg har ikke en gang voksen kontakt fra min mand.

Han bliver jo stimuleret og fyldt op af spændende voksenkontakt i løbet af sin arbejdsdag, så det behov er jo dækket, når han kommer hjem. Og så er han træt, bruger sit sidste krudt på børnene, og så er der ikke mere til mig.

Jeg er så ked af det. Jeg føler mig snydt. Jeg føler jeg er ved at miste forstanden over kun at snakke med børn, uanset hvor søde de er. Selvfølgeligt taler vi også lidt om eftermiddagen, men det er jo henover børn, der også vil deres far, og imens vi tager os af en baby, laver mad, den mellemste er træt og sur og alt det der, så et er jo slet ikke nærvær og kvalitet mellem os voksne.

Jeg har fortalt ham, hvordan jeg har det. Og han er generelt en sød og omsorgsfuld mand. Men han siger, at han er ked af, jeg har det sådan, men han er simpelthen bare så bombet - altså sagt på en anden måde, det er der ikke noget at gøre ved.

Det er ikke fordi han er hverken stresset eller deprimeret, der er bare ikke nok ressourcer til en hel arbejdsdag, børn og praktisk og så konen, så konen taber.

Jeg føler mig så deprimeret efterhånden og virkelig virkelig bims af manglende voksenkontakt, men jeg ved ikk, hvad jeg skal gøre. Jeg sørger for det meste huslige i løbet af dagen, og jeg plejer også at lave mad, da jeg elsker at lave mad, så det er ikke fordi han kommer hjem og skal ordne en masse husligt, der kan dræne ham.

Hvad skal jeg gøre? Jeg er så ensom. 

Engager dig i noget… strikke/ bog klub med baby der leger ved siden af. Baby aktiviteter…

Samfundet er jo åbnet igen… tag initiativ til venskaber. Du er din egen lykkes smed - ikke din mand. Åbn op og ræk ud efter nye relationer. Mødregruppe, vandreklub……

Held og lykke

Prøv at se om der ikke er nogle lokale Facebook grupper som du kan møde folk igennem eller prøv at bliv venner med nogle af dine børns venners forældre

Kastanje skriver:

Engager dig i noget… strikke/ bog klub med baby der leger ved siden af. Baby aktiviteter…

Samfundet er jo åbnet igen… tag initiativ til venskaber. Du er din egen lykkes smed - ikke din mand. Åbn op og ræk ud efter nye relationer. Mødregruppe, vandreklub……

Held og lykke

Selvfølgelig er min mand ikke min lykkes smed, men jeg synes da ikke det er forkert, at man ønsker noget nærvær og kontakt med det menneske, som man har valgt at dele livet med. Hvad er pointen ellers, hvis man dybest set bare er kollegaer i hjemmet? 

Anonym skriver:

Selvfølgelig er min mand ikke min lykkes smed, men jeg synes da ikke det er forkert, at man ønsker noget nærvær og kontakt med det menneske, som man har valgt at dele livet med. Hvad er pointen ellers, hvis man dybest set bare er kollegaer i hjemmet? 

Selvfølgelig skal du kunne få det nærvær og intimitet fra din mand du har brug for. Hvad med at aftale næste gang han har fri, har i slappe dag med børnene og når de er lagt i seng så er det voksen tid? Simpelthen få lavet nogen gode regelmæssige aftaler om hvornår det er jeres tid, og så må han prioritere sin fritid og det overskud der kommer heraf til dig. I skal jo trods alt holde liv i forholdet uanset om man har 1 eller 10 børn. 

Jeg har selv tænkt mig at melde mig til et efterfødsels trænings hold ved siden af min almene træning - simpelthen fordi det er “bygget op” om at man har baby med, kommer ud og får trænet og brugt kroppen og møder nogen andre. 
mødregruppe vil jeg også gerne give en chance.. baby svømning og baby rytmik skal vi helt sikkert igen denne gang! Elskede det med min søn. 

nogengange kræver det bare man får én at tale med. Jeg har som dig mange bekendtskaber og 2 veninder jeg taler regelmæssigt med og ellers min og min mands familie. Jeg går også sygemeldt på tredje måned nu, og forventer ikke at nå tilbage inden fødslen (og jeg savner mit arbejde!). Det er rigtig tomt fordi alle andre har en hverdag på en helt anden måde - de kan ikke bare sidde og snakke med mig jo, de skal stadig arbejde. Men gør mit bedste for at beskæftige mig selv og så ringe regelmæssigt, sende en sms eller invitere på kaffe. 

håber du får det bedre snart

Øv hvor må det være hårdt. Jeg forstår godt din frustration og at det gør sig ked af det. Vi har alle brug for noget voksensnak så alt ikk bare går op i børn og praktiske ting. 

Nu er landet jo åbnet op igen. Så måske noget aktivitet i form af noget børne gymnastik, svømning eller noget andet der kunne interessere dig var en mulighed hvor man kommer ud og møder andre mennesker

Nu går jeg også hjemme på barsel og er flyttet til en by hvor jeg ingen kender og derved heller ikke har nogen relationer. Men jeg prøver at opsøge de muligheder der er - mødregruppe, babysalmesang, babysvømning, sansemotorik hold, babybio osv. Jeg ved Facebook generelt også har barselsgrupper, så måske der er en i din by også - for ja barslen kan godt føles lang ensom uden voksenkontakt.

Og så hvis jeg var dig ville jeg kigge på min mand og sige at du har fuld forståelse for at han er træt og kvæstet, men at du ville elske at i engang om ugen eller to kunne nyde et glas vin og sludre og bare være jer. Ingen siger at det skal tage 3 timer og at det skal være vin, men det er ligesom hele setupet og investeringen i det. 

Selvfølgelig skal der være tid til nærvær med din mand, men han kan ikke være alene om at opfylde dit behov for voksenkontakt, som jeg fuldt ud forstår. 

måske skal i finde en måde at få,barslen til at fungere for dig. Kunne det vær han tog noget af den, så,du kunne komme tilbage på,arbejde, kunne det være du startede op tidligere og så måske på,deltid. Kunne det være at du en aften om ugen gik til noget kun for dig, som ikke havde noget med børn at gøre, hvor du både kunne føle dig som andet end mor og se andre voksne.

Anonym skriver:

Sidder lige her til aften og fælder et par tårer, og havde bare brug for at dele det med nogen. 

Jeg er på barsel med vores tredje barn, og forud for det var jeg sygemeldt fra arbejde i det meste af graviditeten, hvilket var en stor sorg, for jeg elsker mit arbejde. Så jeg har gået hjemme i snart et år, og den lille er fem måneder.

På grund af corona situationen, har det været en meget ensom tid. Jeg har i forvejen ikke rigtig nogen gode venner, bare en masse bekendte, som jeg ikke ses med privat, og under graviditeten sås jeg ikke med nogen, fordi jeg med de konkrete helbredsproblemer under graviditeten var ekstra udsat. Mange vil heller ikke ses pga coronafrygten.

Efter fødslen har været hård. Jeg har haft de andre børn hjemme af flere omgange pga hele det corona cirkus. Om så det er nedlukninger, nær kontakt osv. Så mit liv består selvfølgelig af baby, men i det hele taget bare børn, børn, børn og ikk rigtig andet.

Min mand er ene leder for omkring 80 medarbejdere. Hans arbejde er super spændende, og jeg elsker, når han fortæller om det. Men det er selvfølgelig ret krævende. Han er god til ikke at komme alt for sent hjem, men når han kommer hjem, så er der jo eftermiddagskaos med alle børn, madlavning, madpakker osv.

Og problemet er så, at når alle sover, så er han bombet og har brug for enten bare at gå i seng eller at sidde og lave noget for sig selv. Så jeg har ikke en gang voksen kontakt fra min mand.

Han bliver jo stimuleret og fyldt op af spændende voksenkontakt i løbet af sin arbejdsdag, så det behov er jo dækket, når han kommer hjem. Og så er han træt, bruger sit sidste krudt på børnene, og så er der ikke mere til mig.

Jeg er så ked af det. Jeg føler mig snydt. Jeg føler jeg er ved at miste forstanden over kun at snakke med børn, uanset hvor søde de er. Selvfølgeligt taler vi også lidt om eftermiddagen, men det er jo henover børn, der også vil deres far, og imens vi tager os af en baby, laver mad, den mellemste er træt og sur og alt det der, så et er jo slet ikke nærvær og kvalitet mellem os voksne.

Jeg har fortalt ham, hvordan jeg har det. Og han er generelt en sød og omsorgsfuld mand. Men han siger, at han er ked af, jeg har det sådan, men han er simpelthen bare så bombet - altså sagt på en anden måde, det er der ikke noget at gøre ved.

Det er ikke fordi han er hverken stresset eller deprimeret, der er bare ikke nok ressourcer til en hel arbejdsdag, børn og praktisk og så konen, så konen taber.

Jeg føler mig så deprimeret efterhånden og virkelig virkelig bims af manglende voksenkontakt, men jeg ved ikk, hvad jeg skal gøre. Jeg sørger for det meste huslige i løbet af dagen, og jeg plejer også at lave mad, da jeg elsker at lave mad, så det er ikke fordi han kommer hjem og skal ordne en masse husligt, der kan dræne ham.

Hvad skal jeg gøre? Jeg er så ensom. 

Kan din mand ikke overtage en del af barslen? Evt at i begge har deltids barsel?

Anonym skriver:

Sidder lige her til aften og fælder et par tårer, og havde bare brug for at dele det med nogen. 

Jeg er på barsel med vores tredje barn, og forud for det var jeg sygemeldt fra arbejde i det meste af graviditeten, hvilket var en stor sorg, for jeg elsker mit arbejde. Så jeg har gået hjemme i snart et år, og den lille er fem måneder.

På grund af corona situationen, har det været en meget ensom tid. Jeg har i forvejen ikke rigtig nogen gode venner, bare en masse bekendte, som jeg ikke ses med privat, og under graviditeten sås jeg ikke med nogen, fordi jeg med de konkrete helbredsproblemer under graviditeten var ekstra udsat. Mange vil heller ikke ses pga coronafrygten.

Efter fødslen har været hård. Jeg har haft de andre børn hjemme af flere omgange pga hele det corona cirkus. Om så det er nedlukninger, nær kontakt osv. Så mit liv består selvfølgelig af baby, men i det hele taget bare børn, børn, børn og ikk rigtig andet.

Min mand er ene leder for omkring 80 medarbejdere. Hans arbejde er super spændende, og jeg elsker, når han fortæller om det. Men det er selvfølgelig ret krævende. Han er god til ikke at komme alt for sent hjem, men når han kommer hjem, så er der jo eftermiddagskaos med alle børn, madlavning, madpakker osv.

Og problemet er så, at når alle sover, så er han bombet og har brug for enten bare at gå i seng eller at sidde og lave noget for sig selv. Så jeg har ikke en gang voksen kontakt fra min mand.

Han bliver jo stimuleret og fyldt op af spændende voksenkontakt i løbet af sin arbejdsdag, så det behov er jo dækket, når han kommer hjem. Og så er han træt, bruger sit sidste krudt på børnene, og så er der ikke mere til mig.

Jeg er så ked af det. Jeg føler mig snydt. Jeg føler jeg er ved at miste forstanden over kun at snakke med børn, uanset hvor søde de er. Selvfølgeligt taler vi også lidt om eftermiddagen, men det er jo henover børn, der også vil deres far, og imens vi tager os af en baby, laver mad, den mellemste er træt og sur og alt det der, så et er jo slet ikke nærvær og kvalitet mellem os voksne.

Jeg har fortalt ham, hvordan jeg har det. Og han er generelt en sød og omsorgsfuld mand. Men han siger, at han er ked af, jeg har det sådan, men han er simpelthen bare så bombet - altså sagt på en anden måde, det er der ikke noget at gøre ved.

Det er ikke fordi han er hverken stresset eller deprimeret, der er bare ikke nok ressourcer til en hel arbejdsdag, børn og praktisk og så konen, så konen taber.

Jeg føler mig så deprimeret efterhånden og virkelig virkelig bims af manglende voksenkontakt, men jeg ved ikk, hvad jeg skal gøre. Jeg sørger for det meste huslige i løbet af dagen, og jeg plejer også at lave mad, da jeg elsker at lave mad, så det er ikke fordi han kommer hjem og skal ordne en masse husligt, der kan dræne ham.

Hvad skal jeg gøre? Jeg er så ensom. 

Du trænger til at komme ud. Hvad med noget aften hold kun for dig, hvor du dyrker noget motion? Så når ungerne er lagt tager du afsted kl 20 feks. Og har en time hvor du er ude i samfundet? Og far lytter efter ungerne når de sover?... Forstår godt du mangler din mand og det sociale..   Men du må ud og opleve noget uden børn bare en time om ugen.. Det vil gøre dig godt