Hvornår “bør” jeg være klar til at lave en baby ?

Jeg ved at overskriften lyder provokerende, men det er egentligt mit spørgsmål.

Jeg har været sammen med min kæreste i 3,5 år. Jeg er færdig på en videregående uddannelse om et år og min kæreste har to uddannelser, med en fin stilling. Vi er hhv. 24 og 28 år.

Jeg kommer fra en familie, hvor jeg er den yngste i HELE min familie, min kæreste har nogle små fætre og kusiner, derudover har jeg kun én veninde med børn - jeg syntes de er søde, men har aldrig følt mig skruk…

Vi elsker at rejse, laver sindssygt mange ting sammen. Weekendture, køreture næsten hver dag. Vi er generelt meget “aktive” på den front. Og selvfølgelig elsker vi hinanden meget højt.

Jeg er så bange for, når folk siger “man bliver så træt af børn, man kan ikke det samme som før, man elsker ikke hinanden som før, sexlivet er ikke som før, i kan ikke det samme som før”

altså jeg får næstn klaustrofobi af tanken af børn.. jeg er så bange for at forholdet mellem min kæreste og jeg, bliver dårligere. Jeg er så bange for, at vi ikke kan lave noget sammen mere (ikke at vi behøver gøre det uden baby, men hvis det er en total begrænsning) Jeg er så bange for, at blive som mødre siger, at de glæder sig til at barnet sover, at de kan blive længere i børnehaven osv osv - for hvorfor så udslette sig eget dejlige liv, på bekostning af en baby?

Jeg håber at mit skriv giver bare lidt mening? For inderst inde tror ?? Jeg, at jeg gerne vil have børn… men vil jeg give mit eget liv op for noget jeg ikke ved hvad gør/er?

På den ene side har jeg slet ikke lyst til at skulle opgive mit liv for sådan en lille en, men på den anden side vil det jo være det støste i mit liv? Eller hvad? En baby er jo ikke ligefrem noget man leverer tilbage og siger “ellers tak, jeg har fortrudt” til

har nogen prøvet at stå i denne situation? Nogle råd? Jeg er helt i vildrede….

Ja, børn er hårdt arbejde, særligt de første år. Men der er også en stor glæde. Du kan godt have baby/barn med på udflugter og oplevelser. Både storbyferier, vandreture og kunstmuseer. Men måske lidt færre og i lavere tempo. Men det vil også åbne nye destinationer og detaljer for jer. Børn er fantastiske til at være i nuet og man genopdager verden med dem

Ja, det er hård at lære børn at sove godt. Men det er også hård at træne til et marathon eller hvilken hobby/arbejde man ellers fylder sin tid ud med.

Du vil lære dig selv, din kæreste og er helt nyt menneske meget bedre at kende. Børn har det med at teste ens personlige svagheder også bare med deres uskyldige nysgerrighed. Fx. hvis man er indadvendt må man arbejde med sin evne til at møde nye mennesker, når ens børn vil have legeaftaler. Hvis man er udadvendt, må man arbejde med sin evne til at hvile i sig selv under en barsel, hvor man mest er sammen med en baby. Hvis du er bange for insekter, er det så en frygt du vil give videre til din barn eller endelig skal overkomme? 

Formentlig vil du forstå nogle af dine forældres valg bedre. Du vil få et helt nyt samtaleemne. Både om frustrationer, glæder og ideologiske overvejelser. 

Du vil skabe et nyt menneske og lære grænseløs kærlighed at kende

Men det er også et reelt valg ikke at få børn. De tager meget tid, så man skal have lyst til dem. Tag en god snak med din kæreste om hvilke store drømme I har for jeres liv. Karriere, hvor I vil bo, hvilke oplevelser der giver jer værdi. Måske er børn en del af det. Måske I først har tid og plads om et par år. Måske I drømme om noget helt andet.

God fornøjelse med nogle gode dybe samtaler

Kan absolut ikke anbefale at få børn i tyverne. Brug de år på at være ung og fri til at gøre hvad end du vil, og når du så bliver tredive kan det være at du føler dig klar.

Jeg synes, det er helt fair at man ikke vil have børn. Det er jo rigtigt, at man ikke har den samme frihed til at gøre hvad man vil. Og det er rigtigt, at parforholdet ændrer sig - markant mere arbejdsfællesskab, markant mindre spontanitet og romantik.

Da vi fik vores første barn, tror jeg, at vi begge følte, at nu var vi klar til at der skulle ske noget andet - vi havde rejst, festet, været på dates osv i mange år, og det blev lidt trivielt. Og så ønskede vi selvfølgelig også at få børn på et tidspunkt. 

Men at få børn er virkelig det største og vildeste vi har gjort i vores liv - og det er på godt og ondt. De giver så meget glæde og kærlighed, de er omdrejningspunktet for vores liv - hele vores liv. Og når vi ikke får dem passet ret tit, ikke er særlig meget ude uden dem osv - så er det jo også fordi vi selv gerne vil være sammen med dem, og ikke fordi vi ikke godt kunne komme mere ud. Vores prioriteter har ændret sig.

De giver også mange bekymringer, frustrationer og tårer. Og masser af arbejde.

Altså, mit liv er fuldstændig anderledes nu, end før jeg fik børn. Det er blevet udvidet i begge ender - flere glæder, flere bekymringer, mere begejstring, mere leverpostej. Flere grin, flere tårer.

Men jeg tror det er umuligt at forklare, hvad man går ind i før man står der. Hvis du elsker dit liv som det er nu, så skal I måske ikke have børn - I skal da i hvert fald vente, til I føler, det er på tide, at der skal noget til og I har lyst. Og ellers skal I da bare nyde jeres liv og jeres frihed

Jeg har fået barn som 36 årig (ville ønske før) men det betyder også at 'savnet' til mange af de ting du bekymre dig om ikke er der, fordi jeg er et andet sted i mit liv, hvor at alt gerne må handle om baby, (bevars, jeg drømmer om kolde drinks, lidt mere søvn osv ind imellrm).

Vi elsker også at rejse, og rejser bestemt ikke mindre fordi vi har en baby  det er bare noget andet og på babys præmis. Vi kommer ud og spiser med den indstilling at vi skal være klar til at sluge maden på 10 min om nødvendigt.

Livet er noget andet ja, men pokkers dejligt alligevel!!

Ps: man skal altså ikke have børn, jeg kender flere kvinder der har fravalgt dette og lever et ligeså lykkeligt liv som dem med!

Der er ikke et tidspunkt man bør være klar. 

Livet ændrer sig med børn, for nogle mere end andre, og man skal have lyst /mod på den ændring. Personligt kunne jeg ikke finde et godt tidspunkt da jeg også nød friheden, men da jeg var 30 besluttede vi os for at prøve og vi fik vores datter. Vi har ikke fortrudt og savner ikke det liv vi havde før, udover følelsen at være udhvilet (vi har ikke fået et sovebarn men nu hvor hun nærmer sig 3,5 år begynder det at lysne). 

Der er mange måder at have børn på, og man skal gøre det der er rigtigt for en selv. For nogle er det at få børn tidligt, andre nyder at få dem sent (det er også svært at vide hvor lang tid det tager at blive gravid), men lad være med at tage en beslutning fordi det er det man "bør". Hvad I bør, ved kun I. 

Vi er alle forskellige men et forhold er jo nåede man skal arbejde på resten af ens liv. Barn/børn er nåede man skal arbejde for resten af ens liv.

mig og manden har snart været sammen i 14år og helt ærligt jeg elsker ham lige så højt i starten vi har haft oppe og nedture men vi står sammen og hjælper hinanden stoler på hinanden og vi kan klare alt når vi er sammen. 
vores søn bliver snart 12 og nej det har ikke været lige let hverdag men sammen har vi klarede det. 
laver vi det samme som før vi fik ham ja det gør vi, vi er stadig os og mens han var lille var der nåede man uge skulle gøre på en anden måde men vi gør stadig de samme ting. 
sex livet er stadig 100% i top og har aldrig været nede men igen sig sex nu vi skal vi og lytte vi vil hinanden.

nu skal vi være forældre her til marts ja der er gået 12 år men på de 12År har vi virkelig også kommet langt. Vi gik fra kontanthjælp begge to til nu fast arbejde hus og kan rejse og ikke mindst vores søn gået fra en der aldrig sov som baby ville kun små spise til nu en stor og stærk dreng med det største hjerte og vi har kommet på den anden side med hans ordblindhed som vi har lært en masse af og 1000 andre ting. Men vi holder sammen vi elsker hinanden vi er den familie vi ønsker at være

Jeg kan ikke svare på, hvornår man "bør" være klar, men jeg kan dele hvordan jeg har det.

Jeg har ikke børn og jeg tror ikke at jeg er gravid, men vi prøver og har gjort det siden oktober 2021. Jeg er 29 år gammel og min kæreste er 32, og for at være ærlig så er jeg stort set kun skruk, når jeg ser på børnetøj og sådan har det været i et godt stykke tid. Det bedste ved venner og families babyer er, at jeg kan give dem tilbage til forældrene igen.

Så hvorfor prøver jeg overhovedet at få børn? Fordi jeg ved at jeg gerne vil være mor og nu fylder jeg jo snart 30, så vi kunne lige så godt begynde at prøve.

Og selvom jeg ikke har været skruk de sidste par år, så var jeg det i starten af 20-erne og sammen med en mand, der ikke ønskede børn (i hvert fald ikke med mig). Jeg respekterede hans holdning og vil også altid forsvare retten til IKKE at få børn, for det er et kæmpe arbejde og uden tvivl ikke for alle. Da vi gik fra hinanden, kom jeg egentlig også selv i tvivl og jeg har virkelig tænkt grundigt over det, og jeg er lykkelig for at jeg ikke fik børn dengang. 

Har du talt med din kæreste om det her? Uanset, så vil jeg mene du stadig har masser af år til at blive klar i, hvis du tror det er noget du ønsker. Du behøver heller ikke at vide med sikkerhed at du vil have børn, det er også helt i orden hvis du ganske enkelt ikke ved det endnu. 

Man behøver jo ikke blive “klar til børn”? Man kan helt frit fravælge dem og have et vidunderligt liv uden? Eller man kan vente 10 år og se om lysten melder sig eller ej.

Man behøver ikke at planlægge det, for det er sjældent sådan, at livet alligevel lader sig styre.

Jeg er en af dem som synes at det er ret nemt at have børn. Jeg har to af slagsen i børnehavealderen, dog rejser vi lige pt. verden rundt med rygsæk. Jeg har også en af landets længste uddannelser og en ret interessant karriere på deltid, så jeg har en meget priviligeret oplevelse af at “få det hele med” på “trods” af familielivet.

Men! Jeg er set i bakspejlet ret glad for, at jeg var over 30 da jeg fik børn, for ellers havde jeg næppe haft samme ro eller samme muligheder. Jeg var aldrig særlig skruk, før jeg mødre en mand der meget gerne ville have børn - det gav mig lysten. Det tog os så til gengæld 3 år at få vores ældste, så som sagt… livet lader sig sjældent planlægge.

Du er ung endnu og sikker på det nok skal komme�� min mand og jeg har været sammen i 6 år og har en krudtugle på 1,5 år. Vores kærlighed til hinanden har aldrig været større og vores sexliv er nærmest også bedre end før.  Da jeg var 24 følte jeg mig heller ikke klar, men omkring de 26 år blev jeg skruk. Blev mor som 27 årige og det var en perfekt alder. :-)