Hvornår “bør” jeg være klar til at lave en baby ?

Anonym skriver:

Jeg ved at overskriften lyder provokerende, men det er egentligt mit spørgsmål.

Jeg har været sammen med min kæreste i 3,5 år. Jeg er færdig på en videregående uddannelse om et år og min kæreste har to uddannelser, med en fin stilling. Vi er hhv. 24 og 28 år.

Jeg kommer fra en familie, hvor jeg er den yngste i HELE min familie, min kæreste har nogle små fætre og kusiner, derudover har jeg kun én veninde med børn - jeg syntes de er søde, men har aldrig følt mig skruk…

 

Vi elsker at rejse, laver sindssygt mange ting sammen. Weekendture, køreture næsten hver dag. Vi er generelt meget “aktive” på den front. Og selvfølgelig elsker vi hinanden meget højt.

 

Jeg er så bange for, når folk siger “man bliver så træt af børn, man kan ikke det samme som før, man elsker ikke hinanden som før, sexlivet er ikke som før, i kan ikke det samme som før”

 

altså jeg får næstn klaustrofobi af tanken af børn.. jeg er så bange for at forholdet mellem min kæreste og jeg, bliver dårligere. Jeg er så bange for, at vi ikke kan lave noget sammen mere (ikke at vi behøver gøre det uden baby, men hvis det er en total begrænsning) Jeg er så bange for, at blive som mødre siger, at de glæder sig til at barnet sover, at de kan blive længere i børnehaven osv osv - for hvorfor så udslette sig eget dejlige liv, på bekostning af en baby?

 

Jeg håber at mit skriv giver bare lidt mening? For inderst inde tror ?? Jeg, at jeg gerne vil have børn… men vil jeg give mit eget liv op for noget jeg ikke ved hvad gør/er?

På den ene side har jeg slet ikke lyst til at skulle opgive mit liv for sådan en lille en, men på den anden side vil det jo være det støste i mit liv? Eller hvad? En baby er jo ikke ligefrem noget man leverer tilbage og siger “ellers tak, jeg har fortrudt” til

har nogen prøvet at stå i denne situation? Nogle råd? Jeg er helt i vildrede….

 

Jeg har aldrig forstået de forælder der mener deres barn er til hindring for rejser, oplevels.er osv

Jeg ved selvfølgelig godt det ikke er alle oplevelser som er børnevenlig, men ærligt så tænker jeg tit det er forældrene selv son opdigter begrænsningerne fordi de de ikke magter at have deres børn med.

Jeg har personligt aldrig oplevet min 6 årig har været en begrænsning.

Min mand og jeg havde været sammen i 10 år før vi fik børn �� vi havde været på en masse skønne rejser, og gået meget i byen. Da vi ikke længere havde det store behov for at rejse til Asien og gå meget i byen, først der var vi klar til at sige velkommen til en baby �� nu har vi to små børn, og er taknemmelig for alt det vi nåede inden de kom, men er nu mere taknemmelig for det liv jeg har nu og jeg ved jeg ikke går glip af noget nu ❤️

Tror aldrig man bliver helt klar.. 

jeg skulle BESTEMT ikke have børn! Og på p-piller blev jeg så gravid som 17 årig og har den dag i dag en dejlig dreng på snart 11 år (og nummer to kommer til maj). 
jeg har aldrig haft behovet for børn, og nød lige som dig mit liv som det var. 
Men mit liv er kun blevet bedre af at blive mor. At min søns far og jeg ikke blev sammen havde intet med vores søn at gøre, men at vi simpelthen var så unge da vi mødtes og vi voksede fra hinanden. 
jeg har aldrig følt mig begrænset i mit liv fordi jeg havde et barn. Selvfølgelig er der fordele ved han er så stor nu, han går selv til og fra skole og er ikke afhængig af mig på samme måde mere, og der tænker jeg da også “åh nej” nogengange når jeg ved lillesøster kommer til maj, og så er det forfra. Men jeg ved også at det er noget pjat. Jeg har rejst rundt i verden med min søn, vi har taget impulsive ture ud i det blå om det var i skoven, Tivoli eller hvad vi havde lyst til. Vi har weekend ture mm, og er en glæde i livet at kunne give ham de oplevelser og dele dem med ham. 
selvfølgelig er det ikke altid nemt med en lille der skal pakkes mere og planlægges lidt udover det sædvanlige, men tror også det handler om indstilling, hvis man maler fanden på væggen og kun ser begrænsninger, så vil man også kun møde begrænsninger.  

Mht at blive klar - jeg var ikke klar inden min søn, og det blev jeg. Så affandt jeg mig efterhånden med der nok ikke kom en til - og det gør der nu, og ærligt var jeg vidst heller ikke helt klar nu trods hun er et ønskebarn man vil altid have tvivl, spørgsmål og bekymringer.. men når man ser det lille perfekte menneske ligge i ens arme, så er man SÅ klar til alt hvad verden har at smide i hovedet på en.

Jeg ved at overskriften lyder provokerende, men det er egentligt mit spørgsmål.

Jeg har været sammen med min kæreste i 3,5 år. Jeg er færdig på en videregående uddannelse om et år og min kæreste har to uddannelser, med en fin stilling. Vi er hhv. 24 og 28 år.

Jeg kommer fra en familie, hvor jeg er den yngste i HELE min familie, min kæreste har nogle små fætre og kusiner, derudover har jeg kun én veninde med børn - jeg syntes de er søde, men har aldrig følt mig skruk…

 

Vi elsker at rejse, laver sindssygt mange ting sammen. Weekendture, køreture næsten hver dag. Vi er generelt meget “aktive” på den front. Og selvfølgelig elsker vi hinanden meget højt.

 

Jeg er så bange for, når folk siger “man bliver så træt af børn, man kan ikke det samme som før, man elsker ikke hinanden som før, sexlivet er ikke som før, i kan ikke det samme som før”

 

altså jeg får næstn klaustrofobi af tanken af børn.. jeg er så bange for at forholdet mellem min kæreste og jeg, bliver dårligere. Jeg er så bange for, at vi ikke kan lave noget sammen mere (ikke at vi behøver gøre det uden baby, men hvis det er en total begrænsning) Jeg er så bange for, at blive som mødre siger, at de glæder sig til at barnet sover, at de kan blive længere i børnehaven osv osv - for hvorfor så udslette sig eget dejlige liv, på bekostning af en baby?

 

Jeg håber at mit skriv giver bare lidt mening? For inderst inde tror ?? Jeg, at jeg gerne vil have børn… men vil jeg give mit eget liv op for noget jeg ikke ved hvad gør/er?

På den ene side har jeg slet ikke lyst til at skulle opgive mit liv for sådan en lille en, men på den anden side vil det jo være det støste i mit liv? Eller hvad? En baby er jo ikke ligefrem noget man leverer tilbage og siger “ellers tak, jeg har fortrudt” til

har nogen prøvet at stå i denne situation? Nogle råd? Jeg er helt i vildrede….

 

Bør være klar …? 
Det refererer til en situation / tilstand hvor alle skal være klar eller bør være klar..?? Det findes jo ikke

Du er klar når du er klar.

Livet leves lige så meget med børn. Vi går ud med og uden dem. Vi rejser med dem.. de kommer med i skoven, på café, sommerhus osv. vi har kærestedates og får dem passet. Vi går i teatret og biografen med dem. Jeg shoppede med babyer på 7 mnd i barnevogn. Det er ikke en stor begrænsning. 
Forholdet ændrer sig … men mange gange til det mere dybere og det er fantastisk at skabe noget sammen.

Mine børn sov fra 22-5 hver nat fra de var tre uger. De var mega nemme. Du kan få børn der skriger og græder og er meget krævende. Men man elsker dem altid… det er en del af en.

Du vil altid høre horrible historier om hvor hårdt det er .. hvor svær en fødsel er osv. Det er de historier der desværre fylder mest.

Man skal få børn, når man ikke kan lade være. Man bliver aldrig parat 100%. For du aner ikke, hvilket barn du får. 

de fleste børn vil sagtens kunne rejse med, og opleve ting hvis du gør det i deres tempo. 

Du kan også være “uheldig” at få et barn, hvor det ikke er muligt at rejse. Måske fordi barnet ofte er sygt, har kolik, er særlig sensitiv eller noget helt andet. 

Men du skal kunne rumme begge scenarier uden at blive helt bims. 

vi har fået det sidste 2x. 

Men jeg er/var helt okay med, at vi ikke kunne rejse på den måde vi ville. Jeg er langt mere optaget af få et fantastisk menneske i mit liv -uanset de udfordringer det måtter bringe. 

Og nej - det handler ikke altid om, at man “bare” kan tage børnene med. Vi skal nok komme ud at rejse igen. Når de er større og de har fået flere gode dage.