Anonym skriver:
Kære dig!
Hvor jeg dog bare ved, lige hvordan du har det! Det der med at tænke at to børn var rigeligt, men at man stadig har en masse kærlighed at give, og hvordan man kan mærke, hvordan man bliver en bedre mor med tiden, og oplevelsen kun bliver bedre fordi man hviler mere i det og alting giver mere mening med flere børn. For ikke at tale om den der uforklarlige følelse af at ønske sig et barn nr. 3 som man ikke kan slippe af med, ved bare at bestemme sig for det/acceptere at man ikke kan få det. Og jo mere man ikke må få det, jo mere ked af det bliver man. Jeg forstår det!
Og at blive gift, fordi man gerne vil giftes. Ikke udelukkende af praktiske årsager, men fordi det er vigtigt at nogen giver dig sit ord på at være hos dig i medgang og modgang til døden jer skiller. Fordi det er vigtigt! Fordi den person værdsætter dig lige så meget som du værdsætter ham!
De andre beskriver det som om det er bagateller. Men det synes jeg bestemt ikke det er! Familie er vigtig, kærlighed er vigtig. Og det er vigtigt at blive værdsat og elsket. Problemet er at han skal gifte sig med dig af lyst og ikke fordi du "tvinger" ham. Og koden til det kender jeg ikke, andet end at du må vise ham at du er stærk, selvstændig og fabulous
Alt du føler er helt okay. Spørgsmålet er mere om du kan leve med at "nøjes".
Jeg håber du finder ud af det. Du fortjener det bedste 
Fint skrevet. Jeg har flere gange forsøgt at skrive, uden at blive færdig.
Jeg undres virkelig over hvor mange der egentlig bagatelliserer ægteskabet. Altså som at det “bare” er et stykke papir.
For mig har det bare en meget større symbolik.
Anmeld
Citér
