Skal jeg bare acceptere?

Hej alle

Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og har 2 børn, hus, have, biler og hvad der ellers hører til. Vi har et godt forhold, men der er 2 ting om jeg virkelig ønsker som han absolut ikke vil.

1. At få barn nr 3

2. At blive gift

Det er virkelig 2 meget høje ønsker for mig, men min kæreste er ikke med på nogle af ideerne. 

Jeg har lidt svært ved at acceptere at han "bestemmer" min fremtid ved at være så stålfast, men jeg vil for alt i verden heller ik leve et liv uden ham.

Hvordan kommer man bedst over sådan et "bump"?

Anonym skriver:

Hej alle

Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og har 2 børn, hus, have, biler og hvad der ellers hører til. Vi har et godt forhold, men der er 2 ting om jeg virkelig ønsker som han absolut ikke vil.

1. At få barn nr 3

2. At blive gift

Det er virkelig 2 meget høje ønsker for mig, men min kæreste er ikke med på nogle af ideerne. 

Jeg har lidt svært ved at acceptere at han "bestemmer" min fremtid ved at være så stålfast, men jeg vil for alt i verden heller ik leve et liv uden ham.

Hvordan kommer man bedst over sådan et "bump"?

Uh den er svær. For ligeså vel som du ikke ønsker at han skal “bestemme” dit livs fremtid. Så vil han jo heller ikk have at du “bestemmer” hans ved at få ham til noget han ikke vil. 

men fra mit synspunkt (som hverken vil have flere børn eller giftes) så vil jeg mene du skal accepterer det. Hver glad for det i har. Ægteskab gør jo ikk forholdet bedre, det er blot et papir. Og vær glad for i har 2 skønne unger. Hvis i ingen havde så ville mit svar på det punkt være anderledes. 

misforstå mig endelig ikke. Men er ekstra barn vil ændre jeres tilværelse, dagligdag og liv de næste 18 år. At undvære barn nummer 3 vil ikke ændre på noget. 

dermed ikke sagt at jeg godt kan forstille mig hvor svært det må være at stå i. Så hvordan du takler det kan jeg ikk svare på desværre. Men Håber i finder en løsning der gør i begge kan forlig jer med det. 

Tja … hvis han gik med til 3. Barn eller ægteskab var det  jo dig ser bestemte det (hans liv). Og her må jeg sige at nej trumfer ja mht børn. Ingen skal påduttes børn de ikke ønsker, og det er ikke en fordel for barnet heller. 
Du må jo acceptere det - der er ikke rigtigt så meget andet at gøre.

Jeg forstår hvad I skriver.. men jeg sys godt nok det er svær at være i. Hvorfor vil han ikke giftes med mig - når vi har været sammen så længe? Hvorfor vil han ikke ha flere børn? Hvis han bare gad at give en forklaring så kunne det måske hjælpe, men han klapper bare i som en østers

Altså jeg kan gå med til, at man ikke skal påduttes et ekstra barn.. MEN hvis man ikke vil giftes og har den holdning, at "det betyder jo ikke noget at blive gift - det er jo bare et stykke papir", hvorfor så ikke gøre det for sin elskede? For at gøre den person glad?! 

Er det selve det med at sikre hinanden ved ægteskabet at du gerne vil? Altså at der er papir på? Eller er det det med at dele kærligheden med en fest?

For hvis det er festen kan man jo holde en uden at blive gift, fx er 12,5 år jo normalt kobberbryllup og så fejre at i har været sammen så længe.

Hvis det er mere det med, at der er papir på og dermed officielt ville jeg måske bruge argumenter som, at I så ikke skal betale 15% afgift til staten, såfremt en af jer går bort samt nogle af de andre praktiske ting, der er ved det og så måske foreslå et rådhusbryllup, hvor I ikke fortæller det til nogen? Min veninde havde været gift med sin "kæreste" i to år uden nogen anede det og det var noget med pensionen, der fik dem på rådhuset.

Men uanset, så er det jo dine ønsker og hans er bare modsatte - og både ved (planlagte) børn og ægteskab kræves der jo to ja, så hvis han virkelig ikke vil, jamen, så er det jo sådan, selvom jeg godt kan forstå at det er hårdt for dig. 

Anonym skriver:

Hej alle

Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og har 2 børn, hus, have, biler og hvad der ellers hører til. Vi har et godt forhold, men der er 2 ting om jeg virkelig ønsker som han absolut ikke vil.

1. At få barn nr 3

2. At blive gift

Det er virkelig 2 meget høje ønsker for mig, men min kæreste er ikke med på nogle af ideerne. 

Jeg har lidt svært ved at acceptere at han "bestemmer" min fremtid ved at være så stålfast, men jeg vil for alt i verden heller ik leve et liv uden ham.

Hvordan kommer man bedst over sådan et "bump"?

Det er ikke muligt, at I begge får det, I ønsker, så når det er ham, du vil være sammen med, er der nok ikke andet at gøre end at acceptere, at han ikke vil have flere børn eller giftes, men han burde dog være mand nok til at give dig en forklaring på, hvorfor han ikke vil. Måske er den eneste grund, at han bare ikke har lyst.

Hvis han ikke vil sikre jer gennem et ægteskab, vil jeg dog kraftigt anbefale, at I får sikret hinanden gennem et testamente i stedet. Det kan ikke sikre jer så godt som ægteskab, men den længstlevende af jer kan komme til at stå i noget af en økonomisk pine, hvis ikke I får sikret hindanden. 

For det første kan I som ugifte ikke side i uskiftet bo. Det betyder, at børnenes arv skal udbetales til dem med det samme. For det andet må børnene ikke arve mursten og tændrør, så deres arv skal udbetales til dem i kontanter. Hvis ikke den længstlevende har kontanter nok til det, må bil og hus sælges for at finde nok penge til børnenes arv. Er børnene stadig mindre må det være meget hårdt først at miste en forælder og derefter også miste sit hjem pga. ufravigelige arveregler. 

Til sidst er der selvfølgelig også den økonomiske del i det, at ægtefæller ikke betaler arveafgift, mens samlevende og børn gør. 

Anonym skriver:

Jeg forstår hvad I skriver.. men jeg sys godt nok det er svær at være i. Hvorfor vil han ikke giftes med mig - når vi har været sammen så længe? Hvorfor vil han ikke ha flere børn? Hvis han bare gad at give en forklaring så kunne det måske hjælpe, men han klapper bare i som en østers

Hvorfor er det så vigtigt at blive gift? Ændrer det på jeres liv?

Hvorfor er det vigtigt at få et barn til? 

Jeg kender flere der ikke er gift og har været sammen i mange år. 

To er vel bare måske for ham,(ikke overskud til flere) 

Gift? Måske kan han ikke se pointen i det, for hvad er forskellen? 

Hvis I har det godt sammen som tingene er, hvorfor betyder det så så meget for dig at få et tredje barn og blive gift? Begge ting kan ødelægge dynamikken mellem jer. 

Anonym skriver:

Hej alle

Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og har 2 børn, hus, have, biler og hvad der ellers hører til. Vi har et godt forhold, men der er 2 ting om jeg virkelig ønsker som han absolut ikke vil.

1. At få barn nr 3

2. At blive gift

Det er virkelig 2 meget høje ønsker for mig, men min kæreste er ikke med på nogle af ideerne. 

Jeg har lidt svært ved at acceptere at han "bestemmer" min fremtid ved at være så stålfast, men jeg vil for alt i verden heller ik leve et liv uden ham.

Hvordan kommer man bedst over sådan et "bump"?

Kære dig!

Hvor jeg dog bare ved, lige hvordan du har det! Det der med at tænke at to børn var rigeligt, men at man stadig har en masse kærlighed at give, og hvordan man kan mærke, hvordan man bliver en bedre mor med tiden, og oplevelsen kun bliver bedre fordi man hviler mere i det og alting giver mere mening med flere børn. For ikke at tale om den der uforklarlige følelse af at ønske sig et barn nr. 3 som man ikke kan slippe af med, ved bare at bestemme sig for det/acceptere at man ikke kan få det. Og jo mere man ikke må få det, jo mere ked af det bliver man. Jeg forstår det!

Og at blive gift, fordi man gerne vil giftes. Ikke udelukkende af praktiske årsager, men fordi det er vigtigt at nogen giver dig sit ord på at være hos dig i medgang og modgang til døden jer skiller. Fordi det er vigtigt! Fordi den person værdsætter dig lige så meget som du værdsætter ham!

De andre beskriver det som om det er bagateller. Men det synes jeg bestemt ikke det er! Familie er vigtig, kærlighed er vigtig. Og det er vigtigt at blive værdsat og elsket. Problemet er at han skal gifte sig med dig af lyst og ikke fordi du "tvinger" ham. Og koden til det kender jeg ikke, andet end at du må vise ham at du er stærk, selvstændig og fabulous Alt du føler er helt okay.  Spørgsmålet er mere om du kan leve med at "nøjes".
Jeg håber du finder ud af det. Du fortjener det bedste