Jlow skriver:
Selvom jeg ked af du oplevede det samme 
er det også rart ikke at være alene. Ja det er sygt hårdt psykisk, nogle gange føler jeg ikke jeg kan lave en aftale hvor jeg er væk hele dagen. For hvis det bliver en stille dag, kan jeg ikke rumme at sidde og lade som alt er okay, når alt jeg tænker på er at jeg skal finde et sted og ligge mig ned og få lidt liv, og mærke mit barn stadig er her 
Hvad dage valgte du egentligt at ringe ind ?, var der noget specifikt der gjorde det for dig, at idag reagerer du ?
Jeg kan sagtens forstå dig! Og heldigvis virker det hele fjernt, så snart baby er ude. Men jeg havde også dage, hvor jeg bare blev hjemme og lavede ingenting, så jeg kunne være hyperopmærksom på, om baby bevægede sig. Jeg er gravid igen og satser på, at denne her baby er bedre til at følge en rytme i maven, end storesøster var.
For mig handlede det om min mentale tryghed: kunne jeg være i det? Kunne jeg finde ro i, at hun trods alt bevægede sig (eller hikkede, det var nogle dage eneste livstegn), og så vente og se tiden an? De første par gange gik jeg lidt i panik, men da det gentog sig igen og igen, vænnede jeg mig mere til det.
Nogle dage kunne jeg slet, slet ikke finde den indre ro, og jeg så ringede jeg til fødegangen. De var altid søde og forstående og bad mig komme ind til tjek. Jeg følte mig aldrig til besvær. Som de sagde: det er jo det, de beder os gravide om - at holde øje og kontakte dem, hvis vi er utrygge eller mærker mindre liv.
Så hellere ringe syv gange for meget end en gang for lidt 
Anmeld
Citér
